Salen er stuvende fuld. Vanen tro står makkerparret Bonnie og Clyde alias formand Lotte Klein og næstformand Benny Wielandt i Ungdomsuddannelsernes Vejlederforening klar med åbne arme til en udsolgt todages konference på Hotel Nyborg Strand. 

Over 300 vejledere fra nær og fjern bliver bænket med kaffe og croissanter, og snakken går. Som så ofte før til konferencer i vejledningens verden dukker filmtitlen "Gensyn med vennerne" op i mit hoved, og i samme øjeblik prikker en ven fra barndommens land i Sønderjylland mig da også på skulderen. Hun er såmænd blevet studievejleder på HF og VUC Fyn i mellemtiden.

En sang skal der til. Og det må selvfølgelig være Kim Larsens "De smukke unge mennesker" – hvem ellers i denne tid?

Hva' det er, de vil med livet
Det ka' kun de selv forstå
Åh, de smukke unge mennesker
Gid de længe leve må

Sådan skråler vi med, måske med en klump i halsen. Og ja, "hva' det er, de vil med livet, det ka' kun de selv forstå." Men som vejledere er det vel også vores fornemste opgave at hjælpe de smukke unge mennesker med at finde ud af, hvad de vil med livet – og også hjælpe med at forstå.

Det vil dagens første taler da også gerne, nemlig professor fra Aarhus Universitet Preben Berthelsen. For professoren vil tale om intet mindre end tilværelsespsykologi, der netop handler om "at drage omsorg for og videreudvikle sin tilværelse ved at forstå og håndtere sin tilværelses udfordringer på en meningsfuld måde."

Godt nok
Endnu engang bliver jeg mindet om min fortid i Sønderjylland, da professoren med umiskendelig sønderjysk accent ruller sin teori ud om, hvad det vil sige at være aktør i eget liv, så man kan få et "godt nok" greb om tilværelsen. Formuleringen "godt nok" er hverken for at være jysk eller spor tilfældig. Den skal blot tage brodden af det præsentationspres om et liv fuld af succes, som de unge ofte møder i vores samfund. Tilværelsen behøver ikke være fantastisk hele tiden, pointer Preben, vi starter i hvert fald med at bevæge os hen mod "godt nok".

Tilværelsespsykologien er ikke dybdepsykologisk, pointerede professoren, selv om den arbejder med de grundlæggende spørgsmål, vi stiller os selv i livet. Men de spørgsmål behøver slet ikke at være så store og abstrakte, som fx hvad er det gode liv? Eller lidt mere nede på jorden: Hvilken uddannelse skal jeg vælge? Det kan ligeså vel være helt konkret: Hvordan kysser man? Det er jo sådan set et meget eksistentielt spørgsmål, ler sønderjyden.

Vær konkret og umiddelbar
Pointen er, at tilværelsespsykologien er fremadrettet, løsningsfokuseret og umiddelbar. Fordi mange af de unge, som tilværelsespsykologien retter sig mod, ikke bruger så forfærdelig mange ord. Så vi skal væk fra helikopter- eller i moderne tider droneperspektivet, for disse unge hverken kan eller vil reflektere over egen udvikling, det bliver simpelthen for diffust for dem. Når de svarer på spørgsmål, skal det derfor heller ikke være lange, analyserende og reflekterende processer, men svar, der umiddelbart falder dem ind.

Og målet skal gøres begribeligt, meningsfuldt og håndterbart for den unge. Et eksempel kan være den unge, der interesserer sig for at game, men har social angst. Målet kan være, at han bliver i stand til at gå i Føtex og købe en ny gadget på tirsdag kl. 16 efter skole. Så specifikt og konkret skal målet være.

Der er altid noget, der fungerer
Tilværelsespsykologi handler om at finde ud af, hvad der fungerer. Når vi spørger den unge, vil han eller hun ofte svare "ikke en skid." Den unge har et billede af, at ingenting fungerer. Her introducerede Preben Berthelsen kompetencehjulet, der består af ti livsområder: nære relationer, rammer, fællesskaber, nærvær, planlægning, normer/værdier, opmærksomhed, forstå dig selv, forstå andre og forstå systemer.

Kompetencehjulet giver et 360 graders overblik over tilværelsen, og når vi går det igennem, viser det sig altid, at man kan finde i hvert fald et lille eksempel på noget, der fungerer. Og den lille del er afgørende.

For vi skal hele tiden have de positive briller på. Når vi som professionelle fx får at vide, at en ung sjældent er vågen, når skolen holder åben, at han ikke overholder aftaler, ikke kan koncentrere sig, når han endelig er der og ikke kan være nærværende i de relationer, han indgår i i skolen, kan vi få et andet billede af ham via kompetencehjulet. Det kan vise sig, at han er god til at koncentrere sig, når han gamer med vennerne, at han er god til at overholde aftaler med de teams, han spiller med, at han er god til at arrangere og sætte rammerne for gamer-arrangementer. Alt sammen noget, der kræver skills.

Når vi skifter optik og setting, kan billedet derfor se ganske anderledes ud. Det billede og den indsigt kan kompetencehjulet hjælpe med at skabe – der er faktisk ting i tilværelsen, som den unge kan. Og som man kan arbejde videre med og overføre til andre sammenhænge. Den erkendelse ændrer måske ikke alverden i første omgang, men så er der en bevægelse i gang, der er sået et frø, og det er også "godt nok," understreger Preben Berthelsen.

Valgfokus lukker ned
Randi Boelskifte Skovhus, VIA, er også jyde. Om det er derfor, hun altid har en særlig ro, når hun går på scenen, ved jeg ikke, men den var der også denne gang. Hun præsenterede i ro og mag sine analyser af vejledning i udskolingen med fokus på unges mening og deltagelse.

I forbindelse med sin ph.d., der nu er udkommet som bogen Vejledning – valg og læring, har Randi fulgt to 9. klasser i hver sit UU-center. Hun har fulgt dem i undervisningen, i vejledningsaktiviteter, i pauserne og til Skills. Hun har også fulgt vejlederne i deres arbejde, og hun har fulgt møder mellem parter, der arbejder sammen om de unge.

En afgørende pointe i Randis forskning er, at en fremherskende valgdiskurs kan gøre det svært for de unge at høre andre begrundelser for vejledningsaktiviteter end selve valget. De unge er glade for aktiviteter, der kan hjælpe dem med at træffe et valg, men så snart valget er truffet, mister de interessen.

Jeg har hørt Randi før, og jeg har tidligere undret mig over, at den konklusion skulle være overraskende. Man ville jo heller ikke fortsætte med at gå til psykolog, hvis ens problemer var løst. Heldigvis giver jeg den kloge lektor en chance til.

Så hvorfor fortsætte med vejledning, når valget er truffet? Det vil Randi vise os via mødet med Laura, som optræder i bogen. Laura har sosu som det andet brobygningsbesøg, fordi "der var ikke andet, der tiltalte mig." Randi læser op, hvad Laura fortæller hende om brobygningen på sosu:

"Det var godt nok noget forfærdeligt shit det dér, det skal jeg bare ikke. Så blev man selvfølgelig afklaret med det, det var godt nok ikke lige mig. Det var bare det med at skulle arbejde med gamle mennesker, eller bare mennesker på den måde. Vi var på sosu-skolen, og så var vi ovre på plejehjemmet. Jeg kan simpelthen ikke sådan noget. Det lugter bare af døde mennesker over det hele, det kan jeg simpelthen ikke. Og så også de mennesker der kommer ind på sosu-skolen. I min verden er det sådan nogen, man kalder Randers-typer, der bare har det pissesvært og farver deres hår rødt og sådan noget. Jeg kan bare ikke med sådan nogen mennesker. Det er typerne og så skolen. Det var godt nok noget kedeligt noget, vi havde om. De solgte sig overhovedet ikke særlig godt. Vi havde om sådan noget konflikttrappe, alt muligt. Det eneste, der var sjovt, var den gang vi skulle køre i rullestol. Det var bare fordi, det var sjovt. Det var virkelig forfærdeligt. Hold da op. Det skal jeg overhovedet ikke. Det vidste jeg også i forvejen."
Laura – brobygning på sosu (Fra Skovhus, R.B. (2018). Vejledning – valg og læring. Trykværket)

Når man hører Lauras stærke udmelding, kan man berettiget spørge, hvorfor i alverden Laura overhovedet skal i brobygning på sosu, når hun nu ved, hun ikke vil være der. Det er i hvert fald min egen umiddelbare indskydelse. Men det skal hun, ifølge Randi, fordi der er andre begrundelser for vejledning end valget af uddannelse. De begrundelser findes, men de oversvømmes.

Udsagn må ikke stå isoleret
Når Randi opfordrer til at skrue ned for det voldsomme valgfokus, handler det om at understøtte nysgerrighed, refleksion og interesse for at få nye erfaringer med karriere – også efter et valg af ungdomsuddannelse er truffet. Laura har fået erfaring med og reflekteret over uddannelse, arbejde, sig selv og sin egen plads i verden – men er det et positivt bidrag?

Nej. Fordi Laura ikke hjælpes til at nå et refleksionsniveau ud over det, hun kan nå af sig selv og evt. sammen med nogle klassekammerater. Og får sådan et udsagn lov til at stå alene og uimodsagt, er det problematisk for uddannelsernes status.

Vejlederen har et ansvar for at fremme solidaritet, og Lauras refleksioner kan være et godt udgangspunkt for drøftelser i den kollektive vejledning, fx om:

• arbejdsmiljø
• hvilken forskel, som sosu-jobs gør i samfundet
• hvad man skal være god til for at arbejde inden for dette område
• hvilke sider af sig selv, man skal udvikle for at være god til det pågældende job
• hvilke andre uddannelser, der ligner denne uddannelse
• forskellige værdier og måder at leve sit liv

Vejledningen skal åbne deres verden
Den fælles bearbejdning af selve vejledningsaktiviteten brobygning er ligeså vigtig som selve aktiviteten. Og Randis forskning viser, at både forberedelse og bearbejdning er for lav. Den skal vejledningen gøre mere ud af. For hvis Lauras udsagn står isoleret, bliver det svært at bevæge uddannelsernes status. Det får også en betydning for fællesskabet, fordi det ellers kan blive svært for andre at sige, at "jeg synes faktisk, at sosu-uddannelsen er spændende."

For vejledningens formål er ikke bare, at de unge skal foretage et valg, insisterer lektoren. Vejledningens formål er også, at de unge får åbnet deres verden, at de får bredt perspektiverne ud. Vejledning skal hjælpe med, at de unge kommer til at reflektere over det samfund, de og vi lever i. Vejledning handler på den store klinge også om dannelse, sammenhængskraft og om social retfærdighed. Hvis vi ikke hjælper de unge med at få et bredere perspektiv, end de har i forvejen, har de ikke mulighed for at vælge noget andet, end de plejer. Så det er vigtigt ikke bare at få valgt, men at få skabt et bredt grundlag for at vælge.

Det betyder ikke, at vejledningen skal tvinge de unge til at gå i en bestemt retning, det betyder "bare", at de skal have muligheden. Skal det lykkes, efterlader det et ansvar for at være ekstremt tydelig omkring vejledningens bredere formål over for de unge (og politikerne). Det er svært, men det betyder ikke, at det ikke er værd at prøve. Og Randi er et klart bevis på, at det kan formidles, så mange kan forstå det.

Morgendagens elite?
Vi har hørt den før. Historien om den unge kvinde med anden etnisk baggrund, der på trods af alle odds klarer sig igennem. Alligevel lytter vi tryllebundet til den lille stærke sortklædte kvindes personlige historie. Hun er født i Afghanistan og fortæller om sin opvækst som flygtning i først Indien og siden Danmark, om frihedsberøvelse, storebroderens vold, sin tvangsfjernelse og om sin splittelse mellem dansk og afghansk kultur.

Kvinden er Geeti Amari, også kendt som blogger, debattør og forfatter til bogen Glansbilleder. Geeti har sagt farvel til et liv med vold og har – i hvert fald for en stund –  vendt ryggen til medierne efter flere år i den offentlige debat og nydanske kvindekamp. Nu vil Geeti koncentrere sig fuldt og helt om lærerstudiet. Det prøver hun i hvert fald at bilde os ind.

Vi fornemmer dog hurtigt, at hun stadig har stærke holdninger til fx minoritetsmiljøernes jomfruideal. Det var nemlig hendes manglende jomfruelighed, der for nogle år siden gjorde, at Geetis daværende kærestes familie aflyste deres forlovelsesdag. Den aflysning blev skelsættende og fik Geeti, der ellers først forsøgte at holde sin mund, som hun havde lært, til at starte en blog og siden skrive Glansbilleder. 

Glansbilleder
For det er glansbilleder, når vi hører om de tosprogede unge kvinder, som ifølge medierne klarer sig så fremragende i vores uddannelsessystem, ja endda bedre end deres etnisk danske medsøstre. Men det passer ikke, når de bliver fremstillet som morgendagens elite, hævder Geeti.

For de fleste etniske kvinder kan ikke bestemme i deres eget liv i dag. Det kan godt være, at de er i gang med en af de uddannelser, som Geeti kalder for perkeruddannelser: læge, jordmoder, jura, tandlæge eller ingeniør. Men de fleste bestemmer ikke selv.

Den danske frivillighed er smuk, men…
Den sociale kontrol på uddannelserne trives i bedste velgående. "På Syddansk Universitet er der 600 afghanere, jeg har aldrig set så mange afghanere på en gang, så den har gode betingelser," smiler Geeti, selv om alvoren ikke er til at tage fejl af.

De unge kvinder jagter hinanden. Men hvorfor gør de det, spørger en deltager? Når man har levet længe nok i undertrykkelse, bliver man selv en del af en sladder- og stikkerkultur. Det fjerner jo også fokus fra en selv, tilføjer Geeti ærligt.

Men hvad skal vi som vejledere gøre, spørger flere af deltagerne i salen. Det ved Geeti godt. I skal lære dem at mærke, hvad der gør dem glade, når de skal vælge uddannelse. Og I skal gøre informationsaftenener om uddannelse obligatoriske for forældrene. Den danske frivillighed er smuk, men de tosprogede forældre forstår kun SKAL, pointerer Geeti. Sanktioner fungerer, så fortæl dem, at det skader deres børns skolegang, hvis de ikke møder op. Sanktioner kan de forstå, siger hun hårdt.

I skal være klare i mælet, også om deres børns kunnen. Børnene bliver en endnu større skuffelse, hvis de først starter på en uddannelse og så falder fra. Og drop alle kampagnerne om verdens bedste håndværkere. Disse forældre ser dem slet ikke, de forstår ikke kampagnesprog, går lige forbi dem. Men hvis I til en obligatorisk aften forklarer dem om arbejdstider, løn og andre tydeligt målbare sager, så har I en chance, lyder budskabet.

I Danmark har vi så travlt med, at vi ikke må være formynderiske, men det skal vi være, provokerer Geeti. Som lærere og vejledere er det en del af vores opgave at opdrage både de unge og forældrene. Derfor skal vi også lære dem om den danske kvindekamp. Det er jo ikke mange år siden, at undertrykkelsen af danske kvinder foregik på samme måde her. Det aner de ikke, og det kan de unge bruge til noget. Forandring er muligt.

Og så er den kommende lærer chokeret over, hvor lidt kulturmødet fylder på lærerstudiet. Hold kæft de nyuddannede kommer på røven, når de skal være lærere ude på Vestegnen, slutter hun tørt.

Blandede budskaber fra konferencens tre keynotes. Preben Berthelsen ønsker mindre refleksion, mindre bearbejdning, mere umiddelbarhed. Randi Skovhus opfordrer til mere refleksion og bearbejdning. Og Geeti Amari efterlyser lidt groft sagt tvang, sanktioner og formynderi.

Men trods de blandede budskaber mon så ikke de fleste vejledere vovede sig ud i efterårets regn og rusk med en fornemmelse af at være blevet bare lidt bedre til at hjælpe de smukke unge mennesker med at finde ud af, hvad de vil i livet.

Fotos: Benny Wielandt

Salen er stuvende fuld. Vanen tro står makkerparret Bonnie og Clyde alias formand Lotte Klein og næstformand Benny Wielandt i Ungdomsuddannelsernes Vejlederforening klar med åbne arme til en udsolgt todages konference på Hotel Nyborg Strand. 

Over 300 vejledere fra nær og fjern bliver bænket med kaffe og croissanter, og snakken går. Som så ofte før til konferencer i vejledningens verden dukker filmtitlen "Gensyn med vennerne" op i mit hoved, og i samme øjeblik prikker en ven fra barndommens land i Sønderjylland mig da også på skulderen. Hun er såmænd blevet studievejleder på HF og VUC Fyn i mellemtiden.

En sang skal der til. Og det må selvfølgelig være Kim Larsens "De smukke unge mennesker" – hvem ellers i denne tid?

Hva' det er, de vil med livet
Det ka' kun de selv forstå
Åh, de smukke unge mennesker
Gid de længe leve må

Sådan skråler vi med, måske med en klump i halsen. Og ja, "hva' det er, de vil med livet, det ka' kun de selv forstå." Men som vejledere er det vel også vores fornemste opgave at hjælpe de smukke unge mennesker med at finde ud af, hvad de vil med livet – og også hjælpe med at forstå.

Det vil dagens første taler da også gerne, nemlig professor fra Aarhus Universitet Preben Berthelsen. For professoren vil tale om intet mindre end tilværelsespsykologi, der netop handler om "at drage omsorg for og videreudvikle sin tilværelse ved at forstå og håndtere sin tilværelses udfordringer på en meningsfuld måde."

Godt nok
Endnu engang bliver jeg mindet om min fortid i Sønderjylland, da professoren med umiskendelig sønderjysk accent ruller sin teori ud om, hvad det vil sige at være aktør i eget liv, så man kan få et "godt nok" greb om tilværelsen. Formuleringen "godt nok" er hverken for at være jysk eller spor tilfældig. Den skal blot tage brodden af det præsentationspres om et liv fuld af succes, som de unge ofte møder i vores samfund. Tilværelsen behøver ikke være fantastisk hele tiden, pointer Preben, vi starter i hvert fald med at bevæge os hen mod "godt nok".

Tilværelsespsykologien er ikke dybdepsykologisk, pointerede professoren, selv om den arbejder med de grundlæggende spørgsmål, vi stiller os selv i livet. Men de spørgsmål behøver slet ikke at være så store og abstrakte, som fx hvad er det gode liv? Eller lidt mere nede på jorden: Hvilken uddannelse skal jeg vælge? Det kan ligeså vel være helt konkret: Hvordan kysser man? Det er jo sådan set et meget eksistentielt spørgsmål, ler sønderjyden.

Vær konkret og umiddelbar
Pointen er, at tilværelsespsykologien er fremadrettet, løsningsfokuseret og umiddelbar. Fordi mange af de unge, som tilværelsespsykologien retter sig mod, ikke bruger så forfærdelig mange ord. Så vi skal væk fra helikopter- eller i moderne tider droneperspektivet, for disse unge hverken kan eller vil reflektere over egen udvikling, det bliver simpelthen for diffust for dem. Når de svarer på spørgsmål, skal det derfor heller ikke være lange, analyserende og reflekterende processer, men svar, der umiddelbart falder dem ind.

Og målet skal gøres begribeligt, meningsfuldt og håndterbart for den unge. Et eksempel kan være den unge, der interesserer sig for at game, men har social angst. Målet kan være, at han bliver i stand til at gå i Føtex og købe en ny gadget på tirsdag kl. 16 efter skole. Så specifikt og konkret skal målet være.

Der er altid noget, der fungerer
Tilværelsespsykologi handler om at finde ud af, hvad der fungerer. Når vi spørger den unge, vil han eller hun ofte svare "ikke en skid." Den unge har et billede af, at ingenting fungerer. Her introducerede Preben Berthelsen kompetencehjulet, der består af ti livsområder: nære relationer, rammer, fællesskaber, nærvær, planlægning, normer/værdier, opmærksomhed, forstå dig selv, forstå andre og forstå systemer.

Kompetencehjulet giver et 360 graders overblik over tilværelsen, og når vi går det igennem, viser det sig altid, at man kan finde i hvert fald et lille eksempel på noget, der fungerer. Og den lille del er afgørende.

For vi skal hele tiden have de positive briller på. Når vi som professionelle fx får at vide, at en ung sjældent er vågen, når skolen holder åben, at han ikke overholder aftaler, ikke kan koncentrere sig, når han endelig er der og ikke kan være nærværende i de relationer, han indgår i i skolen, kan vi få et andet billede af ham via kompetencehjulet. Det kan vise sig, at han er god til at koncentrere sig, når han gamer med vennerne, at han er god til at overholde aftaler med de teams, han spiller med, at han er god til at arrangere og sætte rammerne for gamer-arrangementer. Alt sammen noget, der kræver skills.

Når vi skifter optik og setting, kan billedet derfor se ganske anderledes ud. Det billede og den indsigt kan kompetencehjulet hjælpe med at skabe – der er faktisk ting i tilværelsen, som den unge kan. Og som man kan arbejde videre med og overføre til andre sammenhænge. Den erkendelse ændrer måske ikke alverden i første omgang, men så er der en bevægelse i gang, der er sået et frø, og det er også "godt nok," understreger Preben Berthelsen.

Valgfokus lukker ned
Randi Boelskifte Skovhus, VIA, er også jyde. Om det er derfor, hun altid har en særlig ro, når hun går på scenen, ved jeg ikke, men den var der også denne gang. Hun præsenterede i ro og mag sine analyser af vejledning i udskolingen med fokus på unges mening og deltagelse.

I forbindelse med sin ph.d., der nu er udkommet som bogen Vejledning – valg og læring, har Randi fulgt to 9. klasser i hver sit UU-center. Hun har fulgt dem i undervisningen, i vejledningsaktiviteter, i pauserne og til Skills. Hun har også fulgt vejlederne i deres arbejde, og hun har fulgt møder mellem parter, der arbejder sammen om de unge.

En afgørende pointe i Randis forskning er, at en fremherskende valgdiskurs kan gøre det svært for de unge at høre andre begrundelser for vejledningsaktiviteter end selve valget. De unge er glade for aktiviteter, der kan hjælpe dem med at træffe et valg, men så snart valget er truffet, mister de interessen.

Jeg har hørt Randi før, og jeg har tidligere undret mig over, at den konklusion skulle være overraskende. Man ville jo heller ikke fortsætte med at gå til psykolog, hvis ens problemer var løst. Heldigvis giver jeg den kloge lektor en chance til.

Så hvorfor fortsætte med vejledning, når valget er truffet? Det vil Randi vise os via mødet med Laura, som optræder i bogen. Laura har sosu som det andet brobygningsbesøg, fordi "der var ikke andet, der tiltalte mig." Randi læser op, hvad Laura fortæller hende om brobygningen på sosu:

"Det var godt nok noget forfærdeligt shit det dér, det skal jeg bare ikke. Så blev man selvfølgelig afklaret med det, det var godt nok ikke lige mig. Det var bare det med at skulle arbejde med gamle mennesker, eller bare mennesker på den måde. Vi var på sosu-skolen, og så var vi ovre på plejehjemmet. Jeg kan simpelthen ikke sådan noget. Det lugter bare af døde mennesker over det hele, det kan jeg simpelthen ikke. Og så også de mennesker der kommer ind på sosu-skolen. I min verden er det sådan nogen, man kalder Randers-typer, der bare har det pissesvært og farver deres hår rødt og sådan noget. Jeg kan bare ikke med sådan nogen mennesker. Det er typerne og så skolen. Det var godt nok noget kedeligt noget, vi havde om. De solgte sig overhovedet ikke særlig godt. Vi havde om sådan noget konflikttrappe, alt muligt. Det eneste, der var sjovt, var den gang vi skulle køre i rullestol. Det var bare fordi, det var sjovt. Det var virkelig forfærdeligt. Hold da op. Det skal jeg overhovedet ikke. Det vidste jeg også i forvejen."
Laura – brobygning på sosu (Fra Skovhus, R.B. (2018). Vejledning – valg og læring. Trykværket)

Når man hører Lauras stærke udmelding, kan man berettiget spørge, hvorfor i alverden Laura overhovedet skal i brobygning på sosu, når hun nu ved, hun ikke vil være der. Det er i hvert fald min egen umiddelbare indskydelse. Men det skal hun, ifølge Randi, fordi der er andre begrundelser for vejledning end valget af uddannelse. De begrundelser findes, men de oversvømmes.

Udsagn må ikke stå isoleret
Når Randi opfordrer til at skrue ned for det voldsomme valgfokus, handler det om at understøtte nysgerrighed, refleksion og interesse for at få nye erfaringer med karriere – også efter et valg af ungdomsuddannelse er truffet. Laura har fået erfaring med og reflekteret over uddannelse, arbejde, sig selv og sin egen plads i verden – men er det et positivt bidrag?

Nej. Fordi Laura ikke hjælpes til at nå et refleksionsniveau ud over det, hun kan nå af sig selv og evt. sammen med nogle klassekammerater. Og får sådan et udsagn lov til at stå alene og uimodsagt, er det problematisk for uddannelsernes status.

Vejlederen har et ansvar for at fremme solidaritet, og Lauras refleksioner kan være et godt udgangspunkt for drøftelser i den kollektive vejledning, fx om:

• arbejdsmiljø
• hvilken forskel, som sosu-jobs gør i samfundet
• hvad man skal være god til for at arbejde inden for dette område
• hvilke sider af sig selv, man skal udvikle for at være god til det pågældende job
• hvilke andre uddannelser, der ligner denne uddannelse
• forskellige værdier og måder at leve sit liv

Vejledningen skal åbne deres verden
Den fælles bearbejdning af selve vejledningsaktiviteten brobygning er ligeså vigtig som selve aktiviteten. Og Randis forskning viser, at både forberedelse og bearbejdning er for lav. Den skal vejledningen gøre mere ud af. For hvis Lauras udsagn står isoleret, bliver det svært at bevæge uddannelsernes status. Det får også en betydning for fællesskabet, fordi det ellers kan blive svært for andre at sige, at "jeg synes faktisk, at sosu-uddannelsen er spændende."

For vejledningens formål er ikke bare, at de unge skal foretage et valg, insisterer lektoren. Vejledningens formål er også, at de unge får åbnet deres verden, at de får bredt perspektiverne ud. Vejledning skal hjælpe med, at de unge kommer til at reflektere over det samfund, de og vi lever i. Vejledning handler på den store klinge også om dannelse, sammenhængskraft og om social retfærdighed. Hvis vi ikke hjælper de unge med at få et bredere perspektiv, end de har i forvejen, har de ikke mulighed for at vælge noget andet, end de plejer. Så det er vigtigt ikke bare at få valgt, men at få skabt et bredt grundlag for at vælge.

Det betyder ikke, at vejledningen skal tvinge de unge til at gå i en bestemt retning, det betyder "bare", at de skal have muligheden. Skal det lykkes, efterlader det et ansvar for at være ekstremt tydelig omkring vejledningens bredere formål over for de unge (og politikerne). Det er svært, men det betyder ikke, at det ikke er værd at prøve. Og Randi er et klart bevis på, at det kan formidles, så mange kan forstå det.

Morgendagens elite?
Vi har hørt den før. Historien om den unge kvinde med anden etnisk baggrund, der på trods af alle odds klarer sig igennem. Alligevel lytter vi tryllebundet til den lille stærke sortklædte kvindes personlige historie. Hun er født i Afghanistan og fortæller om sin opvækst som flygtning i først Indien og siden Danmark, om frihedsberøvelse, storebroderens vold, sin tvangsfjernelse og om sin splittelse mellem dansk og afghansk kultur.

Kvinden er Geeti Amari, også kendt som blogger, debattør og forfatter til bogen Glansbilleder. Geeti har sagt farvel til et liv med vold og har – i hvert fald for en stund –  vendt ryggen til medierne efter flere år i den offentlige debat og nydanske kvindekamp. Nu vil Geeti koncentrere sig fuldt og helt om lærerstudiet. Det prøver hun i hvert fald at bilde os ind.

Vi fornemmer dog hurtigt, at hun stadig har stærke holdninger til fx minoritetsmiljøernes jomfruideal. Det var nemlig hendes manglende jomfruelighed, der for nogle år siden gjorde, at Geetis daværende kærestes familie aflyste deres forlovelsesdag. Den aflysning blev skelsættende og fik Geeti, der ellers først forsøgte at holde sin mund, som hun havde lært, til at starte en blog og siden skrive Glansbilleder. 

Glansbilleder
For det er glansbilleder, når vi hører om de tosprogede unge kvinder, som ifølge medierne klarer sig så fremragende i vores uddannelsessystem, ja endda bedre end deres etnisk danske medsøstre. Men det passer ikke, når de bliver fremstillet som morgendagens elite, hævder Geeti.

For de fleste etniske kvinder kan ikke bestemme i deres eget liv i dag. Det kan godt være, at de er i gang med en af de uddannelser, som Geeti kalder for perkeruddannelser: læge, jordmoder, jura, tandlæge eller ingeniør. Men de fleste bestemmer ikke selv.

Den danske frivillighed er smuk, men…
Den sociale kontrol på uddannelserne trives i bedste velgående. "På Syddansk Universitet er der 600 afghanere, jeg har aldrig set så mange afghanere på en gang, så den har gode betingelser," smiler Geeti, selv om alvoren ikke er til at tage fejl af.

De unge kvinder jagter hinanden. Men hvorfor gør de det, spørger en deltager? Når man har levet længe nok i undertrykkelse, bliver man selv en del af en sladder- og stikkerkultur. Det fjerner jo også fokus fra en selv, tilføjer Geeti ærligt.

Men hvad skal vi som vejledere gøre, spørger flere af deltagerne i salen. Det ved Geeti godt. I skal lære dem at mærke, hvad der gør dem glade, når de skal vælge uddannelse. Og I skal gøre informationsaftenener om uddannelse obligatoriske for forældrene. Den danske frivillighed er smuk, men de tosprogede forældre forstår kun SKAL, pointerer Geeti. Sanktioner fungerer, så fortæl dem, at det skader deres børns skolegang, hvis de ikke møder op. Sanktioner kan de forstå, siger hun hårdt.

I skal være klare i mælet, også om deres børns kunnen. Børnene bliver en endnu større skuffelse, hvis de først starter på en uddannelse og så falder fra. Og drop alle kampagnerne om verdens bedste håndværkere. Disse forældre ser dem slet ikke, de forstår ikke kampagnesprog, går lige forbi dem. Men hvis I til en obligatorisk aften forklarer dem om arbejdstider, løn og andre tydeligt målbare sager, så har I en chance, lyder budskabet.

I Danmark har vi så travlt med, at vi ikke må være formynderiske, men det skal vi være, provokerer Geeti. Som lærere og vejledere er det en del af vores opgave at opdrage både de unge og forældrene. Derfor skal vi også lære dem om den danske kvindekamp. Det er jo ikke mange år siden, at undertrykkelsen af danske kvinder foregik på samme måde her. Det aner de ikke, og det kan de unge bruge til noget. Forandring er muligt.

Og så er den kommende lærer chokeret over, hvor lidt kulturmødet fylder på lærerstudiet. Hold kæft de nyuddannede kommer på røven, når de skal være lærere ude på Vestegnen, slutter hun tørt.

Blandede budskaber fra konferencens tre keynotes. Preben Berthelsen ønsker mindre refleksion, mindre bearbejdning, mere umiddelbarhed. Randi Skovhus opfordrer til mere refleksion og bearbejdning. Og Geeti Amari efterlyser lidt groft sagt tvang, sanktioner og formynderi.

Men trods de blandede budskaber mon så ikke de fleste vejledere vovede sig ud i efterårets regn og rusk med en fornemmelse af at være blevet bare lidt bedre til at hjælpe de smukke unge mennesker med at finde ud af, hvad de vil i livet.

Fotos: Benny Wielandt