Professor Rie Thomsen, lektor Helle Merete Nordentoft og lektor Kristina Mariager-Andersen stod klar til at tage imod de mange deltagere til dagens konference om aktuel vejledningsforskning i festsalen på DPU, Aarhus Universitet. Der var da også lagt op til faglig fest med et fyldt program og fællessang fra morgenstunden. Sangen var "Regnvejrsdag i november" og til trods for, at det var en lun november-dag med klar blå himmel og fuld sol, sang vi alle med.

Konferencens formål var at give os deltagere inspiration og indsigt i den aktuelle vejledningsforskning. Dagen bød både på forskere fra Nationalt Netværk for Forskning i Vejledning, der præsenterede deres nyheder inden for forskningsfeltet, ph.d.-studerende og deres ph.d.-forskning og ikke mindst konferencens keynote professor Nanna Mik-Meyer.

Hvem skal jeg nu være?

"Da jeg reduserte jobben til 60%, snakket ingen til meg. Ingen som sa at «vi må snakke om det» (…) Ingen som spurte meg hvordan jeg planla å gjøre det og om det var nødvendig å redusere antall arbeidsoppgaver. INGEN! Måtte ta ansvaret selv. Gjøre det på min måte. Finne ut av det selv. Det er dårlig H-R-politikk."

Sådan fortæller en norsk interviewperson i professor Peter Plant fra Drammen og førsteamanuensis Inger Marie Bakke fra Lillehammers projekt om livslang vejledning. Vejledning har fokus på de overgange, der får (unge) mennesker videre i noget nyt, men de to forskere sætter fokus på en blind plet – nemlig de gamle, der siger farvel til arbejdsmarkedet og går på pension.

Der er mange ældre, der er på vej ind i en gråzone på arbejdsmarkedet, og det er for mange en vanskelig overgang. Det har fået Peter Plant og Inger Marie Bakke til at undersøge, hvordan den sidste fase i arbejdslivet opleves, og hvilken slags vejledning der er brug for.

I projektet er der interviewet otte personer mellem 63 og 66 år. De fortæller bl.a., at de har fået en anden position på arbejdspladsen i takt med, at de er blevet ældre. Flere fortæller, at hvis de har brug for færre arbejdsopgaver, må de selv tage initiativ til det. Dog bliver de stigmatiseret, hvis de italesætter det, og de må i stedet kæmpe for anerkendelse.

En anden vigtig pointe for manglende vejledning på området er, at mange føler, at de mister deres identitet, når de forlader arbejdsmarkedet. Arbejdslivet har givet og fyldt så meget i den enkeltes liv, så hvem skal man nu være, når man ikke længere kan være noget gennem sit arbejde?

Kan man være fortrolig i et åbent rum?

Også lektor Lene Poulsen og lektor Inger-Lise Petersen fra Københavns Professionshøjskole er i gang med et projekt, der handler om livslang læring. De to lektorer fortalte om Cités des Métiers, som er en sammenslutning af europæiske lande, der tilbyder anonym, gratis og livslang vejledning til alle.

Der er 33 enheder på verdensplan, og enhederne tilbyder tværsektoriel vejledning, hvor der er forskellige vejledere med forskellige kompetencer, forskellige uddannelsesinstitutioner og forskellige private aktører.

På enhederne tilbydes der individuel vejledning i et stort fællesrum med skranker til de forskellige vejledere. Den individuelle vejledning foregår altså ikke i et lukket rum, og de to lektorer pointerede, at det kan have en mindre grad af den refleksion, som vi kender, men de spørger samtidig, om det er muligt at være fortrolig i et åbent rum.

UPV’en som sorteringsmekanisme

Tilbage til et velkendt fokus for vejledningen: overgange for unge. Docent Ulla Højmark Jensen fra Professionshøjskolen Absalon er sammen med to kollegaer i gang med et projekt, der handler om uddannelsesparathedsvurderingen og dens mulighedsbetingelser for eleven. "Pointen med UPV’en er at uddannelsessortere, men hvor åbne er de sorteringskriterier?"

Første del af projektet er interviews med lærere og vejledere. Ud fra de interviews har de tre kollegaer fundet ud af, at det helhedsorienterede blik i vurderingen kommer til at være en sorteringsmekanisme. Ud fra den bedste hensigt kommer lærere og vejledere til at overskride helhedsorienteringen og sorterer elever ud fra kriterier, som de ikke skal vurdere ud fra i UPV’en.

Anden del af projektet er interviews med elever og er stadig i proces. Indtil videre viser resultaterne, at eleverne på baggrund af UPV’en overvejer, om de overhovedet passer ind, om deres lærer kan lide dem, og de bliver endnu mere i tvivl om, hvad de vil. Det er ikke synligt for eleverne, hvad de bliver vurderet på, og de oplever i højere grad nederlag.

Mange af de elever, der bliver vurderet ikke-uddannelsesparate, vælger alligevel at starte, og de fleste klarer sig godt. Ulla Højmark Jensen og hendes to kollegaer ønsker at synliggøre, at UPV’en er en uhensigtsmæssig mekanisme, der gør det svært for eleverne.

Hvordan når man dem, der har mest brug for det?

Fagforeninger tilbyder i stigende grad karrierevejledning og bruger det som deres markedsføringsstrategi, selvom der ikke er lavet nogen forskning på netop det område. Det er et nyt felt, som professor Rie Thomsen og lektor Kristina Mariager-Anderson fra Aarhus Universitet og professor Palle Rasmussen fra Aalborg Universitet fik øje på.

De tre forskere er derfor i gang med et forskningsprojekt, der undersøger, hvordan karrierevejledningen i fagforeninger praktiseres, og hvilke udfordringer og muligheder det giver.

I karrierevejledningen foretager vejlederne individuel vejledning med medlemmer, som har taget kontakt til fagforeningen, de giver information om rettigheder og muligheder gennem hjemmeside og nyhedsbrev, de har etableret en karrieretelefon, og de arbejder med udbud og efterspørgsmål i forhold til uddannelsesinstitutionernes udbud og medlemmernes efterspørgsmål.

Målet er, at alle medlemmer skal nås. Men ofte er det dem, der har mest brug for vejledning, der ikke opsøger den – så hvordan når man dem? Det er heller ikke alle fagforeninger, der tilbyder karrierevejledning, så enten skal man som medlem rejse meget langt for at få vejledning eller bruge karrieretelefonen. Det er altså ikke muligt at give alle medlemmer face-to-face vejledning, og man mister igen nogen.

De tre forskere lægger op til en videre diskussion om, hvordan man kan reducere kompleksiteten i adgangen til kompetencefondsmidler, og hvordan alle voksne i Danmark får adgang til professionel Karrierevejledning i forhold til efter- og videreuddannelse.

Den organisatoriske indretning versus den praktiske virkelighed

Det var nu tid til dagens keynote, prodekan og professor mso i sociologi Nanna Mik-Meyer fra Copenhagen Business School, der i februar udgav bogen ”Fagprofessionelles møde med udsatte klienter – dilemmaer i den organisatoriske praksis”. Og som titlen indikerer, undersøger hun, hvilke dilemmaer der opstår i fagprofessionelles møde med udsatte klienter.

De socialt udsatte som bl.a. er hjemløse, misbrugere eller psykisk syge fylder i dansk kontekst ca. 20.000 borgere, som koster staten 4. mia. kr. om året i sociale og behandlingsmæssige indsatser. Det er en gruppe borgere, der aktiverer et helt system på en gang.

Der er tre grundrationaler for velfærdarbejde, og som Nanna Mik-Meyer pointerede, passer de udsatte klienter ikke med rationalerne. Det første grundrationale er det bureaukratiske, der sikrer retssikkerhed for borgerne. Det andet er det markedsinspirerede, der prioriterer økonomi og udvikling af effektive løsninger. Det tredje og sidste er det psykologiske, der handler om ligeværdige relationer, ansvarliggørelse og samskabelse.

Rationalerne skaber til sammen vanskelige vilkår, fordi det sidste rationale sætter den enkelte borger i centrum, mens det første modarbejder, fordi der ikke skal være forskelsbehandling for borgerne. Rationalerne bliver også forstærket, når man arbejder med udsatte. De udsatte klienter passer ikke ind i bureaukratiets kasser, og de risikerer at blive marginaliseret, fordi de ikke lever op til effektivitet og ofte ikke bidrager til økonomien. De er ikke ressourcestærke og kan ikke leve op til det ansvar, de bliver pålagt.

Den organisatoriske indretning svarer ikke til den praktiske virkelighed, og der er en masse forventninger til den udsatte. De fagprofessionelle har en forventning om, at den udsatte klient er grundlæggende ansvarlig, køber sin egen medicin, reagerer på rykkerbreve og er motiveret for motivationsarbejde. Men den udsatte klient er ofte uansvarlig, utilregnelig og umotiveret. Forventningerne matcher ikke virkeligheden. ”Bør man ikke have et system, der også kan forholde sig til den praktiske virkelighed?”

Den fagprofessionelles "løsning" på den udsatte klients problem ender ofte med at være, at klienten sendes videre til en anden i systemet. Kommunen sender klienten videre til jobcenteret, psykiatrien sender klienten videre til misbrugsbehandling og vice versa. Klienten ender derfor med at springe frem og tilbage i systemet.

En af Nanna Mik-Meyers mange pointer var, at organisationer ikke skal have fokus på målene med arbejdet, men i stedet på hoveddilemmaerne i arbejdet. Der er altid dilemmaer i en organisation, og de forsvinder ikke. De er et vilkår for arbejdet, og man må derfor arbejde med og forholde sig til dem og finde ud af, hvad man kan gøre anderledes. Og med et råd til vejledere om at arbejde mere forebyggende ved at overveje konsekvenserne ved at sende klienter videre i systemet, rundede Nanna Mik-Meyer af.

Og med et par afsluttende ord fra konferencens konferencierer blev jeg efterladt til mine tanker om paradokset ved et system, der er sat i verden for at hjælpe, men som sommetider virker modsat i mødet med den udsatte.

Professor Rie Thomsen, lektor Helle Merete Nordentoft og lektor Kristina Mariager-Andersen stod klar til at tage imod de mange deltagere til dagens konference om aktuel vejledningsforskning i festsalen på DPU, Aarhus Universitet. Der var da også lagt op til faglig fest med et fyldt program og fællessang fra morgenstunden. Sangen var "Regnvejrsdag i november" og til trods for, at det var en lun november-dag med klar blå himmel og fuld sol, sang vi alle med.

Konferencens formål var at give os deltagere inspiration og indsigt i den aktuelle vejledningsforskning. Dagen bød både på forskere fra Nationalt Netværk for Forskning i Vejledning, der præsenterede deres nyheder inden for forskningsfeltet, ph.d.-studerende og deres ph.d.-forskning og ikke mindst konferencens keynote professor Nanna Mik-Meyer.

Hvem skal jeg nu være?

"Da jeg reduserte jobben til 60%, snakket ingen til meg. Ingen som sa at «vi må snakke om det» (…) Ingen som spurte meg hvordan jeg planla å gjøre det og om det var nødvendig å redusere antall arbeidsoppgaver. INGEN! Måtte ta ansvaret selv. Gjøre det på min måte. Finne ut av det selv. Det er dårlig H-R-politikk."

Sådan fortæller en norsk interviewperson i professor Peter Plant fra Drammen og førsteamanuensis Inger Marie Bakke fra Lillehammers projekt om livslang vejledning. Vejledning har fokus på de overgange, der får (unge) mennesker videre i noget nyt, men de to forskere sætter fokus på en blind plet – nemlig de gamle, der siger farvel til arbejdsmarkedet og går på pension.

Der er mange ældre, der er på vej ind i en gråzone på arbejdsmarkedet, og det er for mange en vanskelig overgang. Det har fået Peter Plant og Inger Marie Bakke til at undersøge, hvordan den sidste fase i arbejdslivet opleves, og hvilken slags vejledning der er brug for.

I projektet er der interviewet otte personer mellem 63 og 66 år. De fortæller bl.a., at de har fået en anden position på arbejdspladsen i takt med, at de er blevet ældre. Flere fortæller, at hvis de har brug for færre arbejdsopgaver, må de selv tage initiativ til det. Dog bliver de stigmatiseret, hvis de italesætter det, og de må i stedet kæmpe for anerkendelse.

En anden vigtig pointe for manglende vejledning på området er, at mange føler, at de mister deres identitet, når de forlader arbejdsmarkedet. Arbejdslivet har givet og fyldt så meget i den enkeltes liv, så hvem skal man nu være, når man ikke længere kan være noget gennem sit arbejde?

Kan man være fortrolig i et åbent rum?

Også lektor Lene Poulsen og lektor Inger-Lise Petersen fra Københavns Professionshøjskole er i gang med et projekt, der handler om livslang læring. De to lektorer fortalte om Cités des Métiers, som er en sammenslutning af europæiske lande, der tilbyder anonym, gratis og livslang vejledning til alle.

Der er 33 enheder på verdensplan, og enhederne tilbyder tværsektoriel vejledning, hvor der er forskellige vejledere med forskellige kompetencer, forskellige uddannelsesinstitutioner og forskellige private aktører.

På enhederne tilbydes der individuel vejledning i et stort fællesrum med skranker til de forskellige vejledere. Den individuelle vejledning foregår altså ikke i et lukket rum, og de to lektorer pointerede, at det kan have en mindre grad af den refleksion, som vi kender, men de spørger samtidig, om det er muligt at være fortrolig i et åbent rum.

UPV’en som sorteringsmekanisme

Tilbage til et velkendt fokus for vejledningen: overgange for unge. Docent Ulla Højmark Jensen fra Professionshøjskolen Absalon er sammen med to kollegaer i gang med et projekt, der handler om uddannelsesparathedsvurderingen og dens mulighedsbetingelser for eleven. "Pointen med UPV’en er at uddannelsessortere, men hvor åbne er de sorteringskriterier?"

Første del af projektet er interviews med lærere og vejledere. Ud fra de interviews har de tre kollegaer fundet ud af, at det helhedsorienterede blik i vurderingen kommer til at være en sorteringsmekanisme. Ud fra den bedste hensigt kommer lærere og vejledere til at overskride helhedsorienteringen og sorterer elever ud fra kriterier, som de ikke skal vurdere ud fra i UPV’en.

Anden del af projektet er interviews med elever og er stadig i proces. Indtil videre viser resultaterne, at eleverne på baggrund af UPV’en overvejer, om de overhovedet passer ind, om deres lærer kan lide dem, og de bliver endnu mere i tvivl om, hvad de vil. Det er ikke synligt for eleverne, hvad de bliver vurderet på, og de oplever i højere grad nederlag.

Mange af de elever, der bliver vurderet ikke-uddannelsesparate, vælger alligevel at starte, og de fleste klarer sig godt. Ulla Højmark Jensen og hendes to kollegaer ønsker at synliggøre, at UPV’en er en uhensigtsmæssig mekanisme, der gør det svært for eleverne.

Hvordan når man dem, der har mest brug for det?

Fagforeninger tilbyder i stigende grad karrierevejledning og bruger det som deres markedsføringsstrategi, selvom der ikke er lavet nogen forskning på netop det område. Det er et nyt felt, som professor Rie Thomsen og lektor Kristina Mariager-Anderson fra Aarhus Universitet og professor Palle Rasmussen fra Aalborg Universitet fik øje på.

De tre forskere er derfor i gang med et forskningsprojekt, der undersøger, hvordan karrierevejledningen i fagforeninger praktiseres, og hvilke udfordringer og muligheder det giver.

I karrierevejledningen foretager vejlederne individuel vejledning med medlemmer, som har taget kontakt til fagforeningen, de giver information om rettigheder og muligheder gennem hjemmeside og nyhedsbrev, de har etableret en karrieretelefon, og de arbejder med udbud og efterspørgsmål i forhold til uddannelsesinstitutionernes udbud og medlemmernes efterspørgsmål.

Målet er, at alle medlemmer skal nås. Men ofte er det dem, der har mest brug for vejledning, der ikke opsøger den – så hvordan når man dem? Det er heller ikke alle fagforeninger, der tilbyder karrierevejledning, så enten skal man som medlem rejse meget langt for at få vejledning eller bruge karrieretelefonen. Det er altså ikke muligt at give alle medlemmer face-to-face vejledning, og man mister igen nogen.

De tre forskere lægger op til en videre diskussion om, hvordan man kan reducere kompleksiteten i adgangen til kompetencefondsmidler, og hvordan alle voksne i Danmark får adgang til professionel Karrierevejledning i forhold til efter- og videreuddannelse.

Den organisatoriske indretning versus den praktiske virkelighed

Det var nu tid til dagens keynote, prodekan og professor mso i sociologi Nanna Mik-Meyer fra Copenhagen Business School, der i februar udgav bogen ”Fagprofessionelles møde med udsatte klienter – dilemmaer i den organisatoriske praksis”. Og som titlen indikerer, undersøger hun, hvilke dilemmaer der opstår i fagprofessionelles møde med udsatte klienter.

De socialt udsatte som bl.a. er hjemløse, misbrugere eller psykisk syge fylder i dansk kontekst ca. 20.000 borgere, som koster staten 4. mia. kr. om året i sociale og behandlingsmæssige indsatser. Det er en gruppe borgere, der aktiverer et helt system på en gang.

Der er tre grundrationaler for velfærdarbejde, og som Nanna Mik-Meyer pointerede, passer de udsatte klienter ikke med rationalerne. Det første grundrationale er det bureaukratiske, der sikrer retssikkerhed for borgerne. Det andet er det markedsinspirerede, der prioriterer økonomi og udvikling af effektive løsninger. Det tredje og sidste er det psykologiske, der handler om ligeværdige relationer, ansvarliggørelse og samskabelse.

Rationalerne skaber til sammen vanskelige vilkår, fordi det sidste rationale sætter den enkelte borger i centrum, mens det første modarbejder, fordi der ikke skal være forskelsbehandling for borgerne. Rationalerne bliver også forstærket, når man arbejder med udsatte. De udsatte klienter passer ikke ind i bureaukratiets kasser, og de risikerer at blive marginaliseret, fordi de ikke lever op til effektivitet og ofte ikke bidrager til økonomien. De er ikke ressourcestærke og kan ikke leve op til det ansvar, de bliver pålagt.

Den organisatoriske indretning svarer ikke til den praktiske virkelighed, og der er en masse forventninger til den udsatte. De fagprofessionelle har en forventning om, at den udsatte klient er grundlæggende ansvarlig, køber sin egen medicin, reagerer på rykkerbreve og er motiveret for motivationsarbejde. Men den udsatte klient er ofte uansvarlig, utilregnelig og umotiveret. Forventningerne matcher ikke virkeligheden. ”Bør man ikke have et system, der også kan forholde sig til den praktiske virkelighed?”

Den fagprofessionelles "løsning" på den udsatte klients problem ender ofte med at være, at klienten sendes videre til en anden i systemet. Kommunen sender klienten videre til jobcenteret, psykiatrien sender klienten videre til misbrugsbehandling og vice versa. Klienten ender derfor med at springe frem og tilbage i systemet.

En af Nanna Mik-Meyers mange pointer var, at organisationer ikke skal have fokus på målene med arbejdet, men i stedet på hoveddilemmaerne i arbejdet. Der er altid dilemmaer i en organisation, og de forsvinder ikke. De er et vilkår for arbejdet, og man må derfor arbejde med og forholde sig til dem og finde ud af, hvad man kan gøre anderledes. Og med et råd til vejledere om at arbejde mere forebyggende ved at overveje konsekvenserne ved at sende klienter videre i systemet, rundede Nanna Mik-Meyer af.

Og med et par afsluttende ord fra konferencens konferencierer blev jeg efterladt til mine tanker om paradokset ved et system, der er sat i verden for at hjælpe, men som sommetider virker modsat i mødet med den udsatte.