I et forskningsprojekt om forældreinvolvering i børns læring på dagtilbudsområdet har vi gjort os en ret spændende iagttagelse. Det ser ud til, at læreprocesser først for alvor italesættes, når der er udfordringer, fx i et samarbejde med forældrene. Først der begynder man at tale om det, der kan gøres for at forbedre betingelser for barnets læring.

Der er tilsvarende stort fokus på læring, når et givet projekt sættes i søen. Så laver man læreplaner og tydeliggør det, man forventer, at børnene vil lære.

Det er der i sig selv ikke noget i vejen med, men det er interessant, fordi det viser, at vi nemt kommer til at overse hverdagens mindre synlige læreprocesser. Der, hvor barnet lærer noget, uden at nogen så at sige opdager det. Vi konstaterer måske bare, at nu kan barnet sige bestemte ord eller sidde stille, når der bliver fortalt historier i forsamlingen, eller hvad det nu måtte være. Selve processen er ikke nødvendigvis tydelig for os.

I min seneste bog har jeg advokeret for, at denne læringsglemsel er mindst lige så vigtig som det eksplicitte og tydelige fokus på læreprocesser. Jeg mener sågar, at et alt for ekspliciteret læringsbegreb risikerer at dræbe læringsglemsel.

Det synlige læringsbegreb kan sammenlignes med en invasiv art. Jeg sammenligner nemlig læringsbegrebet med skvalderkålen i mit havebed, der effektivt overtager bedet og gør det svært for mine fine roser at komme til. Skvalderkålen er fin og kan bruges i forårssalaten, men den skal tæmmes godt og grundigt, hvis der skal være plads til andet i bedet.

På samme vis skal læringsbegrebet tæmmes, så det ikke overtager hele samtalen om, hvad dagtilbud, skole og uddannelse går ud på. Lad mig forklare.

Når mål og metakognition tager overhånd

For nogle år siden skete der noget med læringsbegrebet i den danske uddannelsesdebat. Jeg har selv forsket i læreprocesser i adskillige år og været vidne til forandringerne. Jeg har siden 1999 gennemført en række kvalitative undersøgelser af, hvad elever, studerende og ansatte på en arbejdsplads oplever at lære. Jeg har gennem årene været optaget af et såkaldt de-centrereret perspektiv på læreprocesser.

At de-centrere et perspektiv på læreprocesser betyder, at man analytisk set vender blikket fra den, der underviser, og i stedet kigger ud i landskabet for at se og tale med dem, undervisningen retter sig imod. Et er nemlig vores intentioner med en given undervisning. Noget andet er det, der bliver lært. Et er vores mål. Noget andet er det, der sker. Det er vigtigt at have begge dele for øje, og man var i den pædagogiske litteratur og i læringsforskningen lidt sen til at anerkende betydningen af begge perspektiver. Man undersøgte ikke for alvor de subjektive perspektiver på læreprocessen.

I løbet af 1980'erne og 1990'erne var der dog en vældig stor opblomstring af læringsteorier og perspektiver, der begyndte at adressere oplevelsen af læring og fx elevernes perspektiver. Man begyndte at anerkende betydningen af at tale med dem, man forskede i, i stedet for blot at udføre eksperimenter med og på dem.

Min undren var derfor stor, da jeg for et par år siden registrerede, at mange pludselig var begyndt at tale ganske intensivt om læringsmål og metakognition. For det første undrede det mig, at der blev talt om disse størrelser som om, det er noget nyt. For det andet blev det almindeligt at sige, at skolen går ud på 'at lære at lære'. Det er naturligvis på sin vis rigtigt, men i den måde, man talte om det på, kom det til at svæve underligt tomt i luften. Det er naturligvis langt mere korrekt at sige, at man lærer at lære ved at lære om noget. Man opvurderede simpelthen mål og metakognition, så man fik læreprocesser uden fundament.

Nogle gange lærer vi bedst uden mål

Læring sker, når vi gør os erfaringer i verden. Det meste af det, vi kan, er noget, vi har lært på et tidspunkt. Selv det, der forekommer os nærmest naturligt, er et resultat af læring. Vi har lært at kravle, at gå, at bruge ord, at spise med kniv og gaffel, ikke at gå over for rødt og at vente på tur i en kø.

I min bog laver jeg en positiv bestemmelse af læringsglemsel. De fleste vil sige, at det er skidt at glemme det, man har lært. Det er selvfølgelig problematisk ikke at kunne huske, hvordan man løser en 1. grads ligning, eller hvordan man ælter en gærdej, hvis man har brug for det. Omvendt kan det være fint at glemme og slippe noget af det, man gerne vil af med. 

Begrebet læringsglemsel handler derfor ikke om at afvise betydningen af det at lære noget. Det er en invitation til ikke kun at få øje på læring, når vi vil noget med nogen, og når vi sætter mål. Nogle gange lærer vi bedst uden mål. Andre gange lærer vi ganske enkelt uden mål. Det er lige før, vi har glemt at lære uden læringsmål, så læringsglemsel minder os om netop ikke at glemme det.

Pointen er naturligvis også, at vi nænsomt kan fremme en læreproces uden nødvendigvis at tale så meget om det. Nogle gange kan det ligefrem være en fordel. Hvis vi alene opholder os ved det synlige, risikerer vi at skabe mindre plads til hverdagens læreprocesser. Dem, der bare sker. Når vi lader dem ske.

Reference

Tanggaard, L. (2018). Læringsglemsel. Aarhus: Forlaget Klim.