Den gyldenbrune farve af eg dominerer Jens Eldrups stue, hvor en æske med tappede samlinger, et skab med tydelige åretegninger og en lænestol med sirlige udskæringer vidner om, at her bor en mand med forkærlighed for træ og design. Møblerne er formet af hans egen hånd, for Jens Eldrup kunne for 11 måneder siden i en alder af 41 år kalde sig nyuddannet møbelsnedker. Selvom håndværksfag slet ikke ligger til hans familie.

"Jeg kommer fra det her pæne, privilegerede jurahjem, hvor simpelthen alle er akademikere. Så det er vel en slags positiv social arv, at det også var naturligt for mig at gå den vej, men der har aldrig været hverken udtalte eller uudtalte forventninger og krav om, at jeg skulle på universitetet."

Alligevel lod Jens Eldrup som ung studentereksamen afløse af et langt statskundskabs­studie og siden jobs som embedsmand. Men han kedede sig bravt. Indtil hustruen en dag foreslog, at han skulle lære at lave møbler.

"Det var som om, 10-øren faldt. Alligevel brugte jeg noget tid på at lade tanken om en håndværksuddannelse bundfælde sig, for det er jo også ens identitet, man piller ved."

Frit valg bortset fra gadefejer

Der var ingen voksne, som gik og snedkererede i værkstedet, da Jens Eldrup var lille. De læste bøger og talte passioneret om arbejdsliv blandt paragraffer. Selv drømte han drengeklassisk om at blive politimand, og i sin fritid ordnede han cykler eller flyttede rundt på indretningen på børne­værelset. På gymnasiet nød han allermest den dag om ugen, hvor htx-eleverne tegnede og lavede forsøg, før de skrev rapporter om deres undersøgelser, men han hæftede sig aldrig ved glæden ved det konkrete. Før han nu ser sig i bakspejlet.

"På en eller anden måde har der måske altid ligget noget og ulmet, men jeg tænkte aldrig over, at fordi jeg elskede at rode rundt med noget praktisk på et værksted, så kunne det også blive mit arbejdsliv. Min klare oplevelse er, at jeg er opdraget til, at jeg frit kunne vælge retning, så længe jeg var glad og tog mig sammen. Men hvis jeg havde ville være gadefejer, var der måske nok nogen, der havde prikket til mig – mest for min egen skyld."

En overgang flirtede Jens Eldrup som ung med tanken om at blive psykolog, og han husker ikke, om det var lave karakterer eller tabt interesse, der sidst i gymnasiet satte ham på sporet af en samfunds­orienteret generalistuddannelse. Han elskede studieårene med fokus på jura, økonomi og sociologi, men til gengæld elskede han ikke det projekt­ansatte arbejdsliv, der fulgte efter i kommunale forvaltninger, hvor han skrev notater til byrådet og embedsmandsrapporter om skimmelsvamp.

"Det interesserede mig bare ikke. Jeg troppede op på arbejdet om morgenen og ønskede egentlig bare, at dagen skulle gå. Sådan var det i en del år, og andre kunne måske sagtens være fortsat på den måde. Jeg er bare ikke så god til at affinde mig!"

Doven mand tager sig sammen

Nul gæld, en billig andelslejlighed og ingen børn gjorde det økonomisk muligt for Jens Eldrup at sadle om og forfølge en fremtid som møbel­snedker. Og både familie og venner hilste den velkommen.

"Jeg prøvede selvfølgelig planen af på mine omgivelser, og der var total opbakning. Jeg har egentlig ikke brug for råd fra andre for at træffe valg i livet, så det var mere et spørgsmål om at turde give slip på trygheden. For hvad nu hvis jeg efter nogle år fortrød, ville jeg så være kørt helt ud på sidesporet som statskundskaber?"

Jens Eldrup begyndte på grundforløbet på Københavns Tekniske Skole og elskede det fra begyndelsen. Selvom han måtte kæmpe for at tilegne sig ny viden.

"Jeg kunne gennemføre et universitetsstudie uden at læse hele pensum og alligevel få okay karakterer. Men nu skulle jeg virkelig tage mig sammen og for første gang nogensinde for alvor gøre mig umage med noget. Snedker­faget er utrolig konkret, og man kan ikke springe over, hvor gærdet er lavest, uden at det kan ses. Det har vist sig at være godt for mig, som måske er lidt doven. Jeg skulle kæmpe for det her, og det var nærmest en åbenbaring at opdage, at jeg har en indre perfektionist i mig."

Hipster i uddannelses-hierarkiet

Med sin bløde sixpence af mørkegrå uld på hovedet ligner Jens Eldrup de fleste andre, der uddanner sig som møbel­snedker. Det er ikke en typisk håndværker, indrømmer han.

"Snedkereleverne er ofte sidst i 20'erne, mange har en studenter­eksamen, kommer fra boglige hjem og på 100 meters afstand er man slet ikke i tvivl om, hvem der er på vej til at blive tømrer, og hvem der skal være snedkere. Tømmereleverne er groft sagt unge mænd i sorte dynejakker med kort­klippet hår, der alle sammen har egen bil, mens knap halvdelen af snedkerne er kvinder, og alle ligner lidt nogle hipsters med en fjollet hat og mærkeligt tøj! Det er ikke særlig repræsentativt for håndværkere."

Jens Eldrup er bevidst om, at han aldrig ville have valgt en vvs-uddannelse, for han søger det kreative i håndværket, og han erkender, at møbelsnedkere måske også læner sig lidt op ad den akademiske anerkendelse, der dominerer samfundet.

"Møbelsnedkerfaget betragtes nok som lidt forfinet på linje med guldsmede og ligger højt i håndværkerhierarkiet. I hvert fald set med den boglige verdens øjne! For vi lever i en kultur med flere hundrede års tradition for at se det akademiske som finere end håndværk, og de fleste politikere tildeler lange studier langt mere prestige end de faglige uddannelser, hvilket på alle måder er en skam."

Jens Eldrup undrer sig fx over, at man kan få en slags merit og forkorte sin uddannelse som møbelsnedker, hvis man på forhånd er student.

"Det er nærmest lidt grinagtigt, at man giver det boglige så meget forrang, at det ligefrem kan hjælpe dig til hurtigere at blive håndværker. Det burde være omvendt!"

Håndværk skal tales op

I virkeligheden går Jens Eldrup ikke så meget op i uddannelsespolitik. Han nyder den stille hverdag i sit nyindrettede værksted, hvor enorme save­maskiner er nøje udvalgt til at matche behovet for at kunne lave møbler til private kunder, uden at omkostningerne løber løbsk. Men han så alligevel gerne, at håndværk får større fylde både i den offentlige debat og på skoleskemaet.

"Mange børn vokser op uden naturligt at stifte bekendtskab med håndværk, og man skal jo smage på ting for at vide, hvad man kan lide! Mange akademikerforældre kan ikke slå et søm i et bræt, uden at alt går i stykker, så vi er nødt til at overlade opgaven til institutionerne, og det er ikke nok at have sløjd nogle få timer i nogle få år i folkeskolen. Der skal være en bedre balance mellem praktiske og boglige fag."

Til gengæld er han i tvivl, om det er en fordel, at praktiske fag bliver pakket ind i ord som håndværk, innovation og design.

"Jeg er ikke helt afklaret. På den ene side kan man måske godt låne lidt prestige fra det akademiske ved at pimpe det op sprogligt. Jeg synes egentlig, at alle tricks gælder. Men det kan også være problematisk at pynte sig med lånte fjer, fordi det slører indholdet, og at håndens arbejde er vigtigt og har værdi i sig selv. Man tiltrækker måske nogle nye typer unge, men man risikerer også at miste andre."

Selv ville Jens Eldrup ikke have taget en anden uddannelsesvej, hvis han kunne gøre det om.

”Nej, det bedste, jeg nogensinde har gjort, er måske at tage en universitetsuddannelse, fordi den forandrede mig som menneske. Du kan ikke dykke ned i tungt stof i så mange år uden at blive påvirket, og jeg tror, at der er en fin rød tråd i det for mig. Men jeg kan også konstatere, at jeg ikke har nørdet ret meget med det vidensmæssige inden for snedkerfaget om fx træets egenskaber. Jeg har koncentreret mig om det metodiske og har måske haft brug for, at det hele ikke er så akademisk længere.” 

Fotos: Tina Rosenkilde Eldrup