Kom til caféaftener og informationsmøder om uddannelsesvalg, læs pjecer om hvordan du taler uddannelse med dit barn, tag en online­test, tjek ug.dk derhjemme eller meld dig til jobbanken og fortæl eleverne i klassen om dit arbejde. Forældre involveres som aldrig før også i vejledningsaktiviteter, fordi undersøgelser viser, at netop mor og far påvirker unges uddannelsesvalg mest.

Alligevel er det ofte Tordenskjolds Soldater, der møder op til vejledningsarrangementer, mens de forældre, man savner at komme i kontakt med, bliver væk. Forklaringen er sjældent manglende vilje, men snarere at kravene til forældre efterhånden er så store, at nogle hverken har tid, overskud eller kompetencer til at opfylde dem, mener sociolog Maria Ørskov Akselvoll. Hun udpeger i sin ph.d.-afhandling bagsiderne af tidens omfattende forældre­involvering, og selvom hendes forskning alene undersøger skole-hjem-samspillet, kan vejledere også blive klogere af pointerne.

"Der er grund til at tro, at mekanismerne i skolens forældre­involvering også gør sig gældende mellem forældre og vejledere. For i takt med at vi lægger mere arbejde ud til forældre, trækker vi også deres sociale baggrund mere ind i skolen. Det er problematisk, når ambit­ion­en er at udligne betydningen af elevernes baggrund, for i praksis kan involveringen ende med at forstærke uligheden. Vi risikerer at skabe et A- og B-hold, hvor især forældre med kort eller ingen uddannelse hægtes af, og forældrearrangementer bliver en lukket klub styret af middel­klassens værdier," siger hun.

Ny noget-for-noget logik

Engang udgjorde kontaktbogen, et årligt forældremøde, nogle forældre­­konsultationer, julefesten og en underskrift på ansøgningen til ungdoms­uddannelsen mere eller mindre samarbejdet mellem skole og hjem. Men i 1990’erne bliver velfærdsstaten sat under økono­misk pres og en ny 'noget-for-noget'-tanke opstår. I år 2000 bruger den internationale organisation OECD første gang begrebet 'the parental effect', og man forventer nu, at forældre involverer sig, bidrager og bakker op derhjemme. Med indførslen af Forældreintra bliver der for alvor skruet op for forventningerne til far og mor.

"I det nye årtusinde eksploderer ambitionen om at involvere forældre. Tidligere kunne man i grove træk sende sine børn i skole og via skattebilletten forvente, at de fik en uddannelse, men nu skal forældre understøtte både læring og trivsel, for at undervisningen tilsyneladende kan lykkes. Der bliver udgivet materialer om, hvordan forældre kan og skal involvere sig som eksempelvis kontaktforældre, i legegrupper, ved at læse 20 minutter om dagen med sit barn og generelt følge med i ugeplaner og beskeder," siger Maria Ørskov Akselvoll.

Logikken er, at forældreinvolvering selvfølgelig er en god idé, fordi undersøgelser viser, at elever, der klarer sig bedst i uddannelsessystemet, har forældre, der involverer sig meget. Men selvfølgeligheden bekymrer Maria Ørskov Akselvoll.

"Vi tager for givet, at et tæt samspil mellem skole og hjem er godt, men det er ikke en naturgiven eller neutral størrelse. Det er en pædagogisk og politisk kampplads, hvor vi overser, at forældre ikke har lige muligheder for at kunne involvere sig på de måder og i det omfang, som der lægges op til i skolen i dag."

Ulige evner, tid og overskud

"Vi har svært ved at få fat i alle forældrene," lyder det fra både lærere og vejledere, når de vil involvere og informere far og mor om parathedsvurderinger, ungdomsuddannelser og karrierevalg. Og når de samme forældre altid udebliver, tolkes det ofte som manglende lyst eller vilje, men det er ifølge Maria Ørskov Akselvoll langt fra altid tilfældet.

"De fleste forældre vil deres børn det bedste, og vi skal passe på med at gøre det til et moralsk spørgsmål, om man involverer sig nok eller deltager i arrangementer. Det handler om ressourcer og hverdagspraktik, og det kræver en masse kompetencer, som ikke alle har. Så når nogle forældre ikke involverer sig, er det sjældent fordi, de ikke ved, at det er vigtigt, eller fordi de ikke vil. Det er måske, fordi de ikke kan eller har andet i livet, der fylder," siger hun.

Maria Ørskov Akselvoll udpeger mindst fire indbyggede ingredienser i kravet om forældreinvolvering. Man skal have digitale kompetencer, kunne overskue store mængder viden, kunne frigøre tid og have overskud.

"Meget kommunikation foregår i dag online og kræver, at man både er god til at læse, skrive, sortere og tolke skriftlige informationer. Det har alle forældre ikke lige let ved, og langt fra alle sidder hele dagen foran en computer. Det er heller ikke alle, der enten har tid eller prioriterer at have tid til at følge med, snakke med sit barn om fremtids­drømme eller dukke op til arrangementer, for det står som regel kun øverst på to-do-listen, hvis man i øvrigt har overskud og styr på sit liv uden alvorlige problemer som sygdom, arbejdsløshed, skilsmisse eller manglende netværk," siger hun.

Maria Ørskov Akselvolls forskning viser imidlertid, at også ressourcestærke forældre synes, at involvering i deres barns uddannelse er krævende.

"Vi har tit en opfattelse af, at det er nemt eller ligefrem sjovt for nogle forældre at involvere sig, men også de mere ressourcestærke forældre, jeg har talt med, giver udtryk for, at det er omfattende. Forældre­involvering griber ind i alles hverdag helt konkret; det er bare forskelligt, hvor voldsomt man oplever kravene, og hvordan man håndterer presset."

Til fordel for kernefamilien

Kernefamilien med to veluddannede forældre, børn og styr på arbejdsliv og indtægt er det, der bedst matcher skolens og vejlederes forventninger til involvering.

"Jo højere uddannelse forældre har, jo mere involverede er de ofte, og jo bedre ser de ud til at få alle de aktiviteter, som involveringen kræver, passet ind i deres hver­dags­liv. De finder nogle strukturer og systemer, så far og mor måske deler opgaverne imellem sig for at lette byrden, eller de organiserer sig og tjekker digital kommunikation på faste tidspunkter. Omvendt jo lavere uddannelse og jo mere man mangler ressourcer, desto større modstand kan der være på forældre­involvering, fordi kravene bliver meget store, hvis du fx kun er en forælder eller ikke har penge eller tid til at deltage," siger Maria Ørskov Akselvoll.

Hun peger også på, at visse typer forældrearrangementer i højere grad appellerer til veluddannede og middelklassens værdier.

"I den bedste mening planlægger man, at forældre skal spise og snakke sammen, mens børn og unge laver noget andet, eller at far og mor skal fortælle om deres livshistorie, arbejde og uddannelsesliv. Den form for mingling og personlig involvering er ressourcestærke forældre ofte mere komfortable med, fordi de er vant til fra deres job at omgås fremmede mennesker på den måde i fx teambuilding og netværkssituationer," siger Maria Ørskov Akselvoll.

På samme vis gætter hun på, at det kan have social slagside at invitere forældre til at holde oplæg i skolen om deres job og uddannelse eller invitere klassen på virksomhedsbesøg på forældrenes arbejdsplads.

"Det er nok kun sjovt for dem, der kan shine! Det er jo knap så spændende, hvis mor gør rent, eller far er langtidschauffør og mest kan fortælle om at holde på en rasteplads. Det lægger et unødigt pres på forældrene, men også på børnene, som oplever, at det kun er nogles far og mor, der kan bidrage."

Hold øje med blinde vinkler

Maria Ørskov Akselvoll opfordrer fagprofessionelle til at huske at forestille sig, hvordan samspillet mellem institutioner og individer virker og blive mere opmærksomme på, hvordan forældre­involvering nogle gange kan virke skævvridende.

"Skoler og vejledere kan måske blive bedre til at gennemtænke, hvordan deres krav rammer ind i forskellige typer familier. Man skal være opmærksom på sine egne blinde vinkler, for arrangementer og samarbejdsformer er ofte planlagt ud fra de bedste intentioner, men de appellerer måske mest til den privilegerede standard om middelklassens kernefamilie og virker knap så tiltrækkende for andre," siger hun.

Helt banalt opfordrer Maria Ørskov Akselvoll også til at ændre kurs fra mere og mere forældreinvolvering til 'lidt men godt'.

"Vi skal rydde op i de mange krav til forældre og prioritere, hvad der er allervigtigst at involvere far og mor i og forvente af dem. Ellers drukner det væsentlige i mængden. Skolen kan næppe udligne al social ulighed, men den bør i hvert fald ikke skabe ekstra forhindringer for dem, der har det svært i forvejen. Rettesnoren må være, at alle har mulighed for at deltage, så barren ikke er så høj, at forældre­involvering i sig selv er en sorteringsmekanisme," siger hun.

Det kræver også, at fagpersoner tør kigge indad på deres egne idealer.

"Der er en tendens til, at kulturen i nogle fagprofessionelle miljøer er, at den gode lærer eller den gode vejleder informerer og involverer forældre meget og hyppigt, og at det signalerer høj faglighed. Men det er ikke et individuelt ansvar at finde den rigtige balance, det er et ledelsesansvar at udpege nogle klare rammer for, hvor meget eller snarere hvor lidt, det er nødvendigt at forvente af far og mor, og så i langt højere grad trække visse opgaver tilbage til fagpersonerne."

Kom til caféaftener og informationsmøder om uddannelsesvalg, læs pjecer om hvordan du taler uddannelse med dit barn, tag en online­test, tjek ug.dk derhjemme eller meld dig til jobbanken og fortæl eleverne i klassen om dit arbejde. Forældre involveres som aldrig før også i vejledningsaktiviteter, fordi undersøgelser viser, at netop mor og far påvirker unges uddannelsesvalg mest.

Alligevel er det ofte Tordenskjolds Soldater, der møder op til vejledningsarrangementer, mens de forældre, man savner at komme i kontakt med, bliver væk. Forklaringen er sjældent manglende vilje, men snarere at kravene til forældre efterhånden er så store, at nogle hverken har tid, overskud eller kompetencer til at opfylde dem, mener sociolog Maria Ørskov Akselvoll. Hun udpeger i sin ph.d.-afhandling bagsiderne af tidens omfattende forældre­involvering, og selvom hendes forskning alene undersøger skole-hjem-samspillet, kan vejledere også blive klogere af pointerne.

"Der er grund til at tro, at mekanismerne i skolens forældre­involvering også gør sig gældende mellem forældre og vejledere. For i takt med at vi lægger mere arbejde ud til forældre, trækker vi også deres sociale baggrund mere ind i skolen. Det er problematisk, når ambit­ion­en er at udligne betydningen af elevernes baggrund, for i praksis kan involveringen ende med at forstærke uligheden. Vi risikerer at skabe et A- og B-hold, hvor især forældre med kort eller ingen uddannelse hægtes af, og forældrearrangementer bliver en lukket klub styret af middel­klassens værdier," siger hun.

Ny noget-for-noget logik

Engang udgjorde kontaktbogen, et årligt forældremøde, nogle forældre­­konsultationer, julefesten og en underskrift på ansøgningen til ungdoms­uddannelsen mere eller mindre samarbejdet mellem skole og hjem. Men i 1990’erne bliver velfærdsstaten sat under økono­misk pres og en ny 'noget-for-noget'-tanke opstår. I år 2000 bruger den internationale organisation OECD første gang begrebet 'the parental effect', og man forventer nu, at forældre involverer sig, bidrager og bakker op derhjemme. Med indførslen af Forældreintra bliver der for alvor skruet op for forventningerne til far og mor.

"I det nye årtusinde eksploderer ambitionen om at involvere forældre. Tidligere kunne man i grove træk sende sine børn i skole og via skattebilletten forvente, at de fik en uddannelse, men nu skal forældre understøtte både læring og trivsel, for at undervisningen tilsyneladende kan lykkes. Der bliver udgivet materialer om, hvordan forældre kan og skal involvere sig som eksempelvis kontaktforældre, i legegrupper, ved at læse 20 minutter om dagen med sit barn og generelt følge med i ugeplaner og beskeder," siger Maria Ørskov Akselvoll.

Logikken er, at forældreinvolvering selvfølgelig er en god idé, fordi undersøgelser viser, at elever, der klarer sig bedst i uddannelsessystemet, har forældre, der involverer sig meget. Men selvfølgeligheden bekymrer Maria Ørskov Akselvoll.

"Vi tager for givet, at et tæt samspil mellem skole og hjem er godt, men det er ikke en naturgiven eller neutral størrelse. Det er en pædagogisk og politisk kampplads, hvor vi overser, at forældre ikke har lige muligheder for at kunne involvere sig på de måder og i det omfang, som der lægges op til i skolen i dag."

Ulige evner, tid og overskud

"Vi har svært ved at få fat i alle forældrene," lyder det fra både lærere og vejledere, når de vil involvere og informere far og mor om parathedsvurderinger, ungdomsuddannelser og karrierevalg. Og når de samme forældre altid udebliver, tolkes det ofte som manglende lyst eller vilje, men det er ifølge Maria Ørskov Akselvoll langt fra altid tilfældet.

"De fleste forældre vil deres børn det bedste, og vi skal passe på med at gøre det til et moralsk spørgsmål, om man involverer sig nok eller deltager i arrangementer. Det handler om ressourcer og hverdagspraktik, og det kræver en masse kompetencer, som ikke alle har. Så når nogle forældre ikke involverer sig, er det sjældent fordi, de ikke ved, at det er vigtigt, eller fordi de ikke vil. Det er måske, fordi de ikke kan eller har andet i livet, der fylder," siger hun.

Maria Ørskov Akselvoll udpeger mindst fire indbyggede ingredienser i kravet om forældreinvolvering. Man skal have digitale kompetencer, kunne overskue store mængder viden, kunne frigøre tid og have overskud.

"Meget kommunikation foregår i dag online og kræver, at man både er god til at læse, skrive, sortere og tolke skriftlige informationer. Det har alle forældre ikke lige let ved, og langt fra alle sidder hele dagen foran en computer. Det er heller ikke alle, der enten har tid eller prioriterer at have tid til at følge med, snakke med sit barn om fremtids­drømme eller dukke op til arrangementer, for det står som regel kun øverst på to-do-listen, hvis man i øvrigt har overskud og styr på sit liv uden alvorlige problemer som sygdom, arbejdsløshed, skilsmisse eller manglende netværk," siger hun.

Maria Ørskov Akselvolls forskning viser imidlertid, at også ressourcestærke forældre synes, at involvering i deres barns uddannelse er krævende.

"Vi har tit en opfattelse af, at det er nemt eller ligefrem sjovt for nogle forældre at involvere sig, men også de mere ressourcestærke forældre, jeg har talt med, giver udtryk for, at det er omfattende. Forældre­involvering griber ind i alles hverdag helt konkret; det er bare forskelligt, hvor voldsomt man oplever kravene, og hvordan man håndterer presset."

Til fordel for kernefamilien

Kernefamilien med to veluddannede forældre, børn og styr på arbejdsliv og indtægt er det, der bedst matcher skolens og vejlederes forventninger til involvering.

"Jo højere uddannelse forældre har, jo mere involverede er de ofte, og jo bedre ser de ud til at få alle de aktiviteter, som involveringen kræver, passet ind i deres hver­dags­liv. De finder nogle strukturer og systemer, så far og mor måske deler opgaverne imellem sig for at lette byrden, eller de organiserer sig og tjekker digital kommunikation på faste tidspunkter. Omvendt jo lavere uddannelse og jo mere man mangler ressourcer, desto større modstand kan der være på forældre­involvering, fordi kravene bliver meget store, hvis du fx kun er en forælder eller ikke har penge eller tid til at deltage," siger Maria Ørskov Akselvoll.

Hun peger også på, at visse typer forældrearrangementer i højere grad appellerer til veluddannede og middelklassens værdier.

"I den bedste mening planlægger man, at forældre skal spise og snakke sammen, mens børn og unge laver noget andet, eller at far og mor skal fortælle om deres livshistorie, arbejde og uddannelsesliv. Den form for mingling og personlig involvering er ressourcestærke forældre ofte mere komfortable med, fordi de er vant til fra deres job at omgås fremmede mennesker på den måde i fx teambuilding og netværkssituationer," siger Maria Ørskov Akselvoll.

På samme vis gætter hun på, at det kan have social slagside at invitere forældre til at holde oplæg i skolen om deres job og uddannelse eller invitere klassen på virksomhedsbesøg på forældrenes arbejdsplads.

"Det er nok kun sjovt for dem, der kan shine! Det er jo knap så spændende, hvis mor gør rent, eller far er langtidschauffør og mest kan fortælle om at holde på en rasteplads. Det lægger et unødigt pres på forældrene, men også på børnene, som oplever, at det kun er nogles far og mor, der kan bidrage."

Hold øje med blinde vinkler

Maria Ørskov Akselvoll opfordrer fagprofessionelle til at huske at forestille sig, hvordan samspillet mellem institutioner og individer virker og blive mere opmærksomme på, hvordan forældre­involvering nogle gange kan virke skævvridende.

"Skoler og vejledere kan måske blive bedre til at gennemtænke, hvordan deres krav rammer ind i forskellige typer familier. Man skal være opmærksom på sine egne blinde vinkler, for arrangementer og samarbejdsformer er ofte planlagt ud fra de bedste intentioner, men de appellerer måske mest til den privilegerede standard om middelklassens kernefamilie og virker knap så tiltrækkende for andre," siger hun.

Helt banalt opfordrer Maria Ørskov Akselvoll også til at ændre kurs fra mere og mere forældreinvolvering til 'lidt men godt'.

"Vi skal rydde op i de mange krav til forældre og prioritere, hvad der er allervigtigst at involvere far og mor i og forvente af dem. Ellers drukner det væsentlige i mængden. Skolen kan næppe udligne al social ulighed, men den bør i hvert fald ikke skabe ekstra forhindringer for dem, der har det svært i forvejen. Rettesnoren må være, at alle har mulighed for at deltage, så barren ikke er så høj, at forældre­involvering i sig selv er en sorteringsmekanisme," siger hun.

Det kræver også, at fagpersoner tør kigge indad på deres egne idealer.

"Der er en tendens til, at kulturen i nogle fagprofessionelle miljøer er, at den gode lærer eller den gode vejleder informerer og involverer forældre meget og hyppigt, og at det signalerer høj faglighed. Men det er ikke et individuelt ansvar at finde den rigtige balance, det er et ledelsesansvar at udpege nogle klare rammer for, hvor meget eller snarere hvor lidt, det er nødvendigt at forvente af far og mor, og så i langt højere grad trække visse opgaver tilbage til fagpersonerne."