Karrierevejledning er relevant, fordi samfundet er ulige og uretfærdigt på en række områder. Den ulighed og uretfærdighed er ikke naturgiven – den kan ændres. Vi er ikke bundet i fysiske lænker men i vores verdensbillede, i vores handlingshorisont og i vores opfattelse af, hvad der er ønskværdigt og muligt. Derfor skal karrierevejledning udvide vores horisont og udfordre vores opfattelser af muligt og umuligt.

Den tankegang står Hooley bag, og den deler jeg med ham. Han er professor ved Derby University, UK, og opfordrer karrierevejledere til at forstå deres praksis som frigørende og indlejret i en politisk og økonomisk kontekst.[i]

Arbejdet med at udvide horisonten og mod mindre ulighed er en vigtig ambition og opgave for vejledningen. En opgave, som dog også rummer udfordringer, når den som i Danmark fletter sig sammen med politiske målsætninger om, at flere unge skal vælge en bestemt uddannelsesretning, i øjeblikket en erhvervsuddannelse. Mindst 25 % i 2020 og 30 % i 2025 skal vælge en erhvervsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse.

Tidligere var målet, at 95 % af en ungdomsårgang skulle gennemføre en ungdomsuddannelse, både erhvervsuddannelse og gymnasial uddannelse bidrog til opfyldelse af målsætningen. I årene med 95 %-målsætningen var der fokus på at understøtte, at unge valgte og gennemførte en ungdomsuddannelse. Måske var der nogle gange for lidt fokus på at give alle elever en bred indsigt i erhvervsuddannelserne. 

Med afsæt i Hooleys opfordring er det betydningsfuldt at arbejde for, at alle unge får udvidet deres horisont og får en bred indsigt i alle ungdomsuddannelser inkl. erhvervsuddannelserne. Men måske er balancen ved at tippe, så der i vejledningen nu er størst fokus på at give elever og deres forældre indsigt i og motivere til at vælge erhvervsuddannelserne og eux. 

Nogle unge og deres forældre bliver skeptiske over for vejledningen, fordi de oplever en tydelig dagsorden om, at flere elever skal vælge en erhvervsuddannelse eller en eux – der vejledes til frem for om. Den skepsis handler ikke nødvendigvis om, at elever og forældre er skeptiske over for erhvervsuddannelserne eller eux som uddannelsesmuligheder, men om at elever og forældre ønsker at 'vælge selv' – måske er det ikke så attraktivt at vælge en uddannelse for at bidrage til at opfylde en politisk målsætning?

I Vejledningsloven står der, at vejledningen "skal være uafhængig af sektor- og institutionsinteresser".[ii] Nogle unge og forældre kan opleve en vejledning, der snarere er afhængig af politiske målsætninger.

Bliver status øget eller reduceret, når vi fokuserer på videreuddannelse?
Hvordan kan vejledningen give børn, unge og deres forældre indsigt i erhvervsuddannelserne som interessante uddannelser med muligheder? Det er et udfordrende spørgsmål, som der arbejdes med på mange måder i det ganske land.

I debatten om mangel på elever på erhvervsuddannelserne og mangel på faglært arbejdskraft bliver det jævnligt fremhævet, at erhvervsuddannelserne har lav prestige, og at uddannelserne må gøres mere attraktive for de unge. I forsøget på at øge erhvervsuddannelsernes attraktivitet og prestige fylder eux og mulighederne for videreuddannelse efter en erhvervsuddannelse en del i retorikken omkring erhvervsuddannelserne. 

Det giver mening at fremhæve videreuddannelsesmuligheder i lyset af et foranderligt samfund. Vi har vænnet os til argumentet om, at vi ikke længere kan regne med, at vi kan uddanne os til noget, som vi kan arbejde med, indtil vi går på pension. I lyset af behovet for livslang læring skal unge og forældre naturligvis kende til videreuddannelsesmuligheder. Og fokus på mulighederne for at lade en erhvervsuddannelse være afsæt for videreuddannelse kan måske også øge erhvervsuddannelsernes status. Men måske kan samme fokus også reducere status? For hvordan får noget status, hvis man iagttager en optagethed af at fortælle, at man kan uddanne sig væk fra det?

Et interessant tillægsspørgsmål er i øvrigt, hvordan man forestiller sig, at et øget antal faglærte vil bidrage til at besætte job inden for de områder, hvor der mangler arbejdskraft, hvis de faglærte videreuddanner sig i stor stil.

Når man henleder opmærksomheden på videreuddannelse, er man måske mindre opmærksom på at fremhæve, at karriere også kan være en horisontal rejse, der handler om at rejse i sit fag, hvor man bliver dygtigere og dygtigere, går mere og mere i dybden, udvikler sig med sit fag og bidrager til at udvikle faget og den virksomhed eller institution, hvor man er ansat. Hvordan får vi givet sådanne horisontale rejser status, og hvordan får børn, unge og deres forældre indsigt i sådanne horisontale karriererejser? Her har vi stadig en udfordring, som mange interessante projekter prøver at blive klogere på rundt omkring i vejledningslandet.

Hvorfor bruge tid på uddannelser, som ingen forventer, de unge vælger?
Det kan opleves som en udfordring at orientere og vejlede om andre uddannelsesområder end dem, som de unge, deres forældre, lærere og måske vejlederen selv forventer, at de pågældende unge vælger og bliver vurderet uddannelsesparate til. På skoler med mange elever, der plejer at fortsætte på en gymnasial uddannelse, kan vejlederen opleve det udfordrende at forklare både elever og forældre, hvorfor erhvervsuddannelserne fylder i vejledningen.

Social baggrund og sociale forventninger kan spille ind i vejledningen, hvis unge og deres forældre mødes forskelligt ud fra vejlederens viden om deres baggrund og vejlederens forståelse af den sociale baggrunds betydning. Hvis vejledning tilrettelægges med afsæt i vejlederens forståelse af social baggrund og med afsæt i de normer, som vejlederen antager, at fx forældrene har – kan vejledning komme til at danne grundlag for, at bestemte grupper af unge (uden den stærkeste socioøkonomiske baggrund) skal være dem, der opfylder en politisk målsætning om flere unge på erhvervsuddannelserne.[iii] Derfor er det interessant at diskutere, hvordan vejledningen kan bidrage til at skabe andre muligheder, end at uddannelsesvalget fx reproducerer klasse og køn.

Frihed til at vælge har en værdi i sig selv
Vejledningen er ofte tilrettelagt, så vejledningsaktiviteterne i skolen overvejende skal bidrage til, at den unge træffer et ungdomsuddannelsesvalg. Capability-teorien, som er udviklet af Sen[iv], kan inspirere til en anden forståelse af, hvad der må være afsættet for vejledning og kan måske gøre det nemmere at begrunde, hvorfor vejledningen har som ambition at give en bred indsigt i og refleksion over uddannelseslandskabet. 

Sen lægger med begrebet capability ikke bare vægt på, hvad mennesker opnår og har succes med, men også på den frihed, mennesker faktisk har til at vælge mellem forskellige slags liv – et spørgsmål, som Sen forbinder med social retfærdighed. Frihed til at vælge bidrager til menneskers velbefindende, men har ifølge Sen også en værdi i sig selv. En dimension af frihed handler om muligheder for at forfølge de mål og ønsker, man har, og nå det, man værdsætter. 

En anden dimension handler om processen frem mod valget og muligheder for at vælge. Hvis man har en snæver forståelse af frihed, er det tilstrækkeligt at være optaget af, hvad den vejledte har nået, fx at den unge får valgt en ungdomsuddannelse, som han eller hun er tilfreds med og kan gennemføre. Men hvis man lader sig inspirere af Sens forståelser af, at muligheder og frihed til at vælge er vigtige, må man fokusere på processen mod valget og ikke alene fokusere på det valgte. Med capability-teorien bliver det afgørende, at vejledningen bidrager til at skabe en bred indsigt og refleksion og skaber gode grundlag for at vælge.

Når der tales om social retfærdighed, forstås social uddannelsesmobilitet ofte som "den relative chance for at påbegynde og gennemføre en uddannelse, der er højere end den uddannelse, ens forældre har gennemført, når man sammenligner unge med forskellig social baggrund".[v] Politisk, blandt forskere og i en bredere offentlighed har der gennem mange år været fokus på social uddannelsesmobilitet.[vi] Sen bidrager til en nuancering af diskussionen og peger på vigtigheden af at arbejde for at udvide rummet for værdsatte valgmuligheder – mobiliteten skal kunne gå i flere retninger.

Den unge skal have muligheden for at vælge noget andet
En pointe med afsæt i Sens perspektiver på frihed, capabilities og social retfærdighed er, at den unge ikke skal vælge noget andet, men den unge skal have muligheden for at vælge mellem forskellige værdsatte alternativer. Mulighed indbefatter, at den unge fx kender forskellige uddannelser og erhverv, at den unge oplever, at forskellige uddannelser reelt er interessante, at forskellige uddannelser vil være socialt anerkendt at vælge, og oplever sig selv som en, der bliver vurderet lige så anerkendelsesværdig, som hvis han eller hun havde truffet et andet uddannelsesvalg. 

Mulighed omfatter meget andet end at være orienteret om, at uddannelsen eksisterer og være vurderet uddannelsesparat til den. Vejledningsarbejdet skal skabe indsigt i og respekt om alle uddannelser og job, så den unge oplever det socialt muligt at vælge dem. Derfor får de oplevelser, en ung har under et besøg på fx social- og sundhedsskolen, og den måde, oplevelserne efterfølgende italesættes og drøftes i skolen, ikke kun betydning for den unge selv. De får også betydning for skolekammeraternes indtryk af uddannelsen og oplevelse af, hvorvidt der fx er tale om en uddannelse, som det vil være socialt acceptabelt at vælge. 

Arbejdet med at udvide horisonten er derfor også forbundet med en dannelsesdimension og med sammenhængskraft i samfundet, hvor det er centralt med indsigt i og anerkendelse af andres interesse og bidrag plus oplevelsen af, at andre værdsætter det, man selv finder væsentligt og bidrager med – dette er væsentligt forskelligt fra at puffe unge bestemte steder hen, fx ind i erhvervsuddannelserne og eux.

Nedslidning – skal vejlederen tie eller tale?
Læserne af Vejlederforum er optaget af vejledning, og af hvordan vi kan udvikle den til glæde for borgere og samfund – og det skal vi være. Vejledning er langt fra ene om at spille en rolle for unges overvejelser over og valg af uddannelse og job. I øjeblikket bliver nedslidning og ret til tidlig pension diskuteret. Og i lang tid har der i den offentlige debat fx været fokus på social- og sundhedshjælperes arbejdsvilkår, hvor det kan være en kilde til oplevelse af utilstrækkelighed at mangle tid til at udføre de borgerrettede opgaver.

De diskussioner kender de unge også, og de perspektiver øger måske ikke opfattelsen af erhvervsuddannelserne som attraktive uddannelser? Det er et interessant spørgsmål, om og hvordan drøftelserne af sådanne spørgsmål får plads i vejledningen. Vælger vejlederen fx at lade være med at inddrage disse perspektiver og samfundets magtstrukturer i drøftelserne af de forskellige uddannelsesområder for ikke at afskrække nogle unge fra at vælge en erhvervsuddannelse? Eller vælger vejlederen at adressere sådanne spørgsmål på måder, som kan bidrage til nuancering? 

Med Hooley argumenterer jeg for, at emancipatorisk vejledning må bidrage til, at unge får indsigt i verden, som den er. Jeg argumenterer for, at vi via vejledning udvikler en kritisk forståelse af verden og får indsigt i, at man kan arbejde sammen om at forbedre vigtige forhold.[vii] I det lys bliver det relevant at arbejde med spørgsmål om arbejdsmiljø i vejledningen, fordi det bidrager til indsigt i verden, som den er, til at udvide perspektiver og til at skabe grundlag for de valg, den unge skal træffe.

Vejledningsfeltet bevæger sig i den spændende grænseflade mellem samfund og individ. Det afstedkommer en række spørgsmål og dilemmaer, som må drøftes og håndteres. Jeg har diskuteret nogle af dem. Det er centralt, at vejlederen bidrager til en bred og balanceret indsigt og refleksion i både os selv og i verden omkring os – vejledningen skal udvide og ikke indsnævre vores horisonter.

Referencer

[i] Hooley, T. (2015). Emancipate yourselves from mental slavery. Self-actualisation, social justice and the politics of career education. Derby: ICeGS, University of Derby.

[ii] Undervisningsministeriet (2017). LBK nr 1097 af 28/09/2017.

[iii] Skovhus, R. B. (2018). Vejledning - Valg og læring. Aarhus: Trykværket.

[iv] Sen, A. (2009). The idea of justice. London: Penguin Group.

[v] Mattsson, C., & Munk, M. D. (2008). Social uddannelsesmobilitet på kandidat- og forskeruddannelser (SFI rapport No. 08:33). København.

[vi] Munk, M. D. (2009). Forandring af social uddannelsesmobilitet i Danmark. UddannelsesGuiden.

[vii] Hooley, T. (2015). Emancipate yourselves from mental slavery. Self-actualisation, social justice and the politics of career education. Derby: ICeGS, University of Derby.