Undersøgelser dokumenterer utvetydigt, at børn fra uddannelsesfremmede hjem har dårligere chancer for at opnå en ungdomsuddannelse og senere fx en akademikeruddannelse. I den henseende rummer KL's nyhedsbrev Momentum fra januar 2019 intet nyt. Her hedder det under overskriften "Social mobilitet på uddannelsesområdet går den forkerte vej":

"De seneste 20 år er andelen af unge med forældre uden en ungdomsuddannelse, der får en ungdomsuddannelse, faldet. Samtidig er andelen markant lavere end de unge, hvis forældre har en ungdomsuddannelse. Forsker fastslår, at vi trods velfærdsstaten ikke er lykkedes med at bryde den sociale arv. Derfor opfordrer KL til et øget fokus. På Frederiksberg har man sat gang i et mønsterbryderprojekt."

Flertallet bryder jo den sociale arv
I Momentums artikel, der også er refereret i Vejlederforums leder, fremgår det, at 84,4 % af gruppen med forældre med en ungdomsuddannelse selv får en ungdomsuddannelse, mens kun 59,3 % af dem, hvis forældre ingen ungdomsuddannelse har, får en ungdomsuddannelse. Både det faktum, og at procenten af dem, der opnår en ungdomsuddannelse trods forældrenes manglende uddannelse, er faldet fra 62,2 % i 1998 til 59,3 % i 2018, bliver brugt som bevis for, at vi ikke kan bryde den negative sociale arv.

Som sædvanlig giver den slags undersøgelser anledning til politikerudtalelser fra både opposition og regeringsparti. Herlevs socialdemokratiske borgmester Thomas Gyldal Petersen udtaler:

"Det er en vigtig politisk opgave og et stort ansvar for dem, der arbejder med børn og unge, at bryde den sociale arv. For uanset herkomst, opvækst i villakvarteret eller det udsatte boligområde, så skal vi sikre barnet muligheder, der ligger ud over forældrenes baggrund og uddannelsesvalg. Det skylder vi den enkelte, men også samfundet. Vi har jo akut brug for kvalificeret arbejdskraft på mange niveauer."

Laura Lindahl, medlem af Folketinget og kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg fra Liberal Alliance, siger:

"Vi nedsatte udvalget i erkendelse af, at vi heller ikke i vores ressourcestærke kommune er gode nok til at bryde den sociale arv. Derfor lancerede vi 12 projekter, hvor vi på baggrund af en grundig evaluering har valgt at arbejde videre med fem af projekterne, ligesom vi har valgt at arbejde videre med Mønsterbryderudvalget og nye initiativer i denne valgperiode."

De to politikere bruger ukritisk begrebet social arv, selv om det er direkte misvisende. Tallene viser jo, at det faktisk er betydeligt over halvdelen, nemlig 59,3 %, som er opadgående mobile[i] og altså forbedrer deres position i forhold til forældrene. Det er derfor selvmodsigende at nedsætte et mønsterbryderudvalg. Hovedparten er jo i forvejen mønsterbrydere. Det gælder snarere om at få de sidste 40 % til at følge mønsteret.

Men hvad så med faldet på 2,9 procentpoint? Det er vigtigt at være opmærksom på udviklingen i ulighed, og her viser der sig i perioden 1998 -2018 et fald på 2,9 procentpoint i andelen af børn fra uddannelsesfremmede hjem, som får en ungdomsuddannelse. En sådan udvikling er der grund til at være på vagt overfor og overveje, hvad den er udtryk for.

Ingen overraskelser
I Momentums artikel fremgår det indirekte, hvad der kan være grunden. Det angives nemlig, at andelen af unge med forældre uden en ungdomsuddannelse er faldet fra 25,6 % i 1998 til 11,9 % i 2018. Det vil sige, at unge med forældre uden ungdomsuddannelse kommer fra en langt mindre men samtidig mere belastet gruppe af familier i dag.

Hvis man ser nærmere på konklusionerne fra undersøgelsen bag, fremgår det tydeligt:

"Faldet skal ses i lyset af en ændring i gruppens sammensætning i retning af en større andel ressourcesvage personer samt en betydelig mindre gruppe." (Andersen 2019).

Formindskelsen af gruppen skyldes, at de forældre, som har haft evnerne og mulighederne for at tage en ungdomsuddannelse, allerede har gjort det. Tilbage er en mindre gruppe forældre i 2018, som både er mere økonomisk og mere socialt belastet. Alene det gør det selvfølgelig sværere for børnene fra disse familier at opnå en ungdomsuddannelse.

Samtidig er både uligheden og fattigdommen vokset i den periode, som samme børn har gået i skole, og det er netop hovedsageligt gået ud over de ufaglærte forældre. Derfor er der intet overraskende i, at der blandt unge, som er vokset op i den nu mere belastede gruppe af familier, er sket et fald i andelen, som har opnået en ungdomsuddannelse. Men den vinkel behandler Momentums artikel ikke. Og ingen af politikerne tager spørgsmålet op.

Myter bliver aflivet
Graver man dybere ned i belysningen af spørgsmålet, må det snarere undre, at næsten 60 % af unge fra den mere belastede gruppe har opnået en ungdomsuddannelse. Og skal vi finde årsagen, hjælper hverken Momentums artikel eller undersøgelsen bag. Det gør derimod AE-rådets analyse "Fattigdom og forældres jobsituation har stor betydning for børns chancer". 

Det fremgår nemlig af AE-rådets analyse, hvad der for mange mennesker og åbenbart også for KL er et overset fænomen: For børn, hvis opvækst foregår i en familie med to forældre uden ungdomsuddannelse, er etnisk minoritetsbaggrund ikke en risikofaktor men en vigtig beskyttelsesfaktor[ii].

KL's overfladiske analyse skjuler, at grunden til, at der stadig er næsten 60 %, som opnår en ungdomsuddannelse, er, at unge med etnisk minoritetsbaggrund med forældre uden ungdomsuddannelse har betydelig større chance for at opnå en ungdomsuddannelse end danske unge i samme situation.

Det fremgår desuden af AE-rådets analyse, at fattigdom og arbejdsløshed er betydelige risikofaktorer, og at gennemførelse af folkeskolen med eksamen og gode karakterer er vigtige beskyttelsesfaktorer. Endelig viser analysen, at det ikke har været muligt at finde en negativ effekt af at bo i særlig belastede boligområder.

(Dahlskov og Blicher 2017)

AE-rådets analyse viser altså resultater, der afliver flere myter:

1. Det er ikke social arv, men fattigdom og arbejdsløshed, der gør det svært for unge fra uddannelsesfremmede hjem at opnå en ungdomsuddannelse.
2. Etnisk minoritetsbaggrund er ikke en risikofaktor, men en beskyttelsesfaktor for børn fra hjem med forældre uden ungdomsuddannelse.
3. Det er ikke børn med etnisk minoritetsbaggrund i de såkaldte ghettoer, som er problemet, når det gælder om at komme videre i uddannelsessystemet. Det er danske børn fra ressourcesvage familier.

Ud fra AE-rådets analyse bliver det tydeligt, at hverken Thomas Gylling Petersens eller Laura Lindahls udmeldinger om at bryde social arv og mønsterbryderprojekter giver anvisninger på relevante indsatser. Det bliver tillige tydeligt, at regeringens ghettolove med fokus på etniske minoriteter i socialt belastede familier som årsager til problemerne i boligområder giver anledning til både stigmatisering og fejlagtig prioritering af indsatserne.

AE-rådets analyse tegner et ganske anderledes nuanceret billede af, hvad problemet består i, og hvor ressourcerne skal sætte ind:

1. Det er vigtigt at få udryddet fattigdommen.
2. Beskæftigelsesfremmende tiltag for forældrene giver børnene et bedre udgangspunkt.
3. Danske børn fra uddannelsesfremmede hjem er et stort og overset problem.
4. Det er vigtigt at sikre, at børnene gennemfører folkeskolen og får gode karakterer.

Interventioner når kun en tredjedel af målgruppen
Der er endnu en vigtig problematik, som forbigås fuldstændig i Momentums artikel. For hvordan skal målsætningen om, at 95 % skal have en ungdomsuddannelse overhovedet opnås? Problemet består i, at af den gruppe på ca. 19 % af unge uden en ungdomsuddannelse kommer to tredjedele fra gruppen af børn, hvis forældre har ungdomsuddannelse. Kun en tredjedel kommer fra gruppen med forældre uden ungdomsuddannelse. 

Langt de fleste af dem, der ikke får en ungdomsuddannelse i dag, er altså nedadgående mobile. Det er børn, der kommer fra hjem med forældre med ungdomsuddannelse, der udgør to tredjedele af de unge uden ungdomsuddannelse. Men hverken det faktum eller det faktum, at der overhovedet findes nedadgående mobilitet, bliver diskuteret i Momentum eller i KL's rapport. Selv om det selvfølgelig er grundlæggende, at man ved, hvem målgruppen består af, når der skal fastlægges en politik og indsatser for at øge andelen af unge, der tager en ungdomsuddannelse. Satsninger, som udelukkende fokuserer på at bryde den sociale arv eller skabe mønsterbrydere, når altså kun ud til en tredjedel af målgruppen.

Det er ikke forældrenes skyld
KL's analyse og mange lignende analyser, der går ud fra præmissen om den sociale arv, fremstiller årsagen til problemerne som en konsekvens af forældrenes problemer eller egenskaber. Det betyder desværre, at politikere fra både regering og opposition tager analyserne til sig og stigmatiserer både børn og forældre i belastede familier. Og dernæst "opfinder" de en række redskaber, som ofte er direkte skadelige på grund af stemplingseffekten og fejlagtig udpegning af målgruppen. Det gælder fx fokuseringen på etniske minoriteter i regeringens indsatser mod parallelsamfund, der først og fremmest fører til en stigmatisering og dermed marginalisering og social eksklusion af nogle af de svageste inden for denne gruppe, mens både fattigdom og etnisk danske børns problemer overses.

Anvendelsen af begrebet social arv betyder, at man ofte individualiserer problemerne og postulerer, at det er forældrenes skyld, at børnene klarer sig dårligt, mens man overser, at strukturelle problemer som fattigdom er en vigtig del af problemet. Mønsterbryderudvalget på Frederiksberg og i det hele taget anvendelsen af begrebet mønsterbrud viser, at begrebet trods dets positive klang cementerer forestillingen om, at børn arver deres forældres lave uddannelsesniveau eller sociale problemer. Begge dele er en fordom, der skader det professionelle arbejde med at støtte børn fra uddannelsesfremmede hjem og hjem med sociale problemer i deres skolegang.

Sæt ind over for strukturelle uligheder
AE-rådets analyse viser, at hvis uligheden i samfundet skal bekæmpes, skal der sættes ind over for de strukturelle uligheder. Det er en illusion at tro, at forældrene selv eller skolen, lærerne, pædagogerne eller vejlederne kan give børn fra fattige og uddannelsesfremmede hjem de samme muligheder som andre børn, når man ikke gør noget for at mindske den ulighed og fattigdom, som er blandt de vigtigste årsager til chanceuligheden. Tværtimod øger regeringen andelen af fattige børn, fordi kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen især har ramt børnefamilier. Hvis børn skal have lige muligheder, skal der sættes generelt ind over for fattigdom og ulighed i samfundet.

Styrk de professionelles viden om ulighed og fattigdom
Men når forholdene er som nu, hvor både ulighed og fattigdom blandt børn tiltager, er det vigtigt, at lærere, pædagoger og vejledere får større viden om ulighed, fattigdom, sociale problemer og deres årsager, så fordomme om forældrene som den afgørende årsag til sociale problemer eller ghettoopvækst og etnisk minoritetsbaggrund som årsag til problemer bliver udryddet. 

Der er også brug for en viden om risiko- og beskyttelsesfaktorer og kendskab til fænomenet resiliens[iii], robusthed eller modstandsdygtighed, som kommer til udtryk i, at langt de fleste børn fra belastede hjem klarer sig og bliver opadgående mobile og undgår problemer af samme sværhedsgrad som deres forældre. 

Med både den baggrundsviden og kendskab til de aktuelle belastninger i form af fattigdom og familieproblemer samt kendskab til beskyttelses- og risikofaktorer og resiliens kan de professionelles egen faglighed træde i forgrunden. De kan på baggrund af deres faglige viden om sociale problemer og deres årsager samt deres dømmekraft, med hensyn til om eleverne både klarer sig godt fagligt og trivselsmæssigt, danne sig et billede af barnets ressourcer og sårbarhed. Det er det bedste udgangspunkt for, at de kan tilrettelægge skoledagen – og vejledningen – så flest muligt kan være med. Det er tillige det bedste udgangspunkt for at kunne leve sig ind i den enkelte elevs situation og se vedkommendes styrker og svagheder – uanset social baggrund.

Referencer:

• Andersen, Nadja Hedegaard (2019): "Bryder børnene den sociale arv og får en ungdomsuddannelse?" Kommunernes Landsforening. 
• Dahlskov, Mie Pihl og Solveig Prag Blicher (2017): "Fattigdom og forældres jobsituation har stor betydning for børns chancer". Arbejdebevægelsens erhvervsråd. 
• Momentum: "Social mobilitet på uddannelsesområdet går den forkerte vej". Kommunernes Landsforening. 
  

Noter

[i] Mobilitet er et udtryk for at bevæge sig fra en position til en anden, og når vi ser på børns mobilitet, ser vi på deres bevægelse fra deres forældres indtægtsmæssige eller uddannelses position til deres egen position som voksne. Hvis de har opnået en højere placering, kalder vi dem "opadgående mobile", og hvis de har fået en lavere placering, kalder vi dem "nedadgående mobile".

[ii] Risikofaktorer er et udtryk for belastninger, som øger sandsynligheden for, at et barn eller en ung på et senere tidpunkt pådrager sig sociale problemer eller står uden ungdomsuddannelse. Beskyttelsesfaktorer er forhold, som mindsker sandsynligheden for, at et barn eller en ung pådrager sig problemer eller står uden ungdomsuddannelse.

[iii] Resiliens er et udtryk for, at børn håndterer belastninger konstruktivt ved at bruge beskyttelsesfaktorer og ressourcer hos dem selv og omgivelserne og derved undgår alvorlige sociale problemer.