Danske Jens og amerikanske Jeff er begge 15 år og har ufaglærte og lavtlønnede forældre. Med uddannelse som et gratis velfærdsgode i Danmark skulle man umiddelbart tro, at Jens har større chancer for at få både studentereksamen og en plads på universitetet end Jeff har i USA, hvor skole­gang koster penge. Alligevel viser det sig, at det statistisk er nogenlunde lige sandsynligt eller usandsynligt, at nogen af drengene med lavtuddannede forældre ender med en masse eksamens­­beviser.

Det opdagede den amerikanske økonom og Nobelprismodtager, Jim Heckman, og den danske ph.d. i økonomi Rasmus Landersø, der er seniorforsker i Rockwool Fondens Forskningsenhed, da de i 2017 sammen­lignede social mobilitet på uddannelsesområdet i Danmark og USA målt i forhold til forældre­nes uddannelsesbaggrund og økonomiske ressourcer.

"De forskelle, man intuitivt skulle tro der var, fordi vi har forskellige samfundsmodeller, er langt hen ad vejen ikke sporbare. Forældres personlige og økonomiske ressourcer er ekstremt vigtige for børns muligheder både i USA og Danmark. Det overraskede os i begyndelsen, men jo mere vi dykker ned i forklaringerne, desto mere fremhæver det udfordringerne herhjemme," siger Rasmus Landersø.

Samme afhængighed af fars eksamen

Skolepenge er ikke nødvendige i offentligt regi i Danmark. Al uddannelse fra 0. klasse til svendebrev, studenterhue, bachelorbevis eller en titel som cand.et.eller.andet er gratis, og når man fylder 18 år, kan man endda få SU som økonomisk tilskud til at koncentrere sig om studierne frem for at arbejde for huslejen. Så det er egentlig paradoksalt, at der ikke er den store forskel i uddannelsesmønstre hos danske og amerikanske unge, når skolegang i USA omvendt kræver legater, lån eller opsparing.

På begge sider af Atlanten hænger tilbøjeligheden til at tage en uddannelse nemlig sammen med, hvilken indkomst og uddannelse forældrene har. Er far ufaglært, er der 20 % sandsynlighed for, at man selv får en videregående uddannelse. Har far en gymnasie­uddannelse eller er faglært, får 30-40 % en videregående uddannelse, mens det samme gælder 60-70 % af de børn, hvis far har en videregående uddannelse.

"Det er umiddelbart bemærkelsesværdigt, at tilbøjeligheden til at bryde den uddannelsesmæssige sociale arv ikke adskiller sig markant imellem USA og Danmark, når man medtænker, at vi i Danmark har helt andre økonomiske muligheder, og både dagtilbud og uddannelser har som erklæret mål at udligne sociale forskelle. Men vi må se i øjnene, at bare fordi uddannelse er gratis, giver det ikke i sig selv lige muligheder for alle," siger Rasmus Landersø.

Huspriser skaber dansk ulighed

Ulighed begynder tidligt, understreger seniorforskeren. Allerede under graviditeten og målt på fødselsvægt kan man spore forskelle imellem børn født af forældre med og uden penge og uddannelse. Uligheden fortsætter både ved sprogtest i børnehaver, test i grundskolen og viser sig senere i livet som forskelle i alt fra uddannelse, kriminalitet, indkomst og helbred.

"Økonomisk er uligheden i USA større end i Danmark. Forskellen mellem den allerfattigste og allerrigeste amerikaner er langt større end tilsvarende i Danmark, men det skyldes primært, at vi omfordeler økonomien ved hjælp af det danske skattesystem. Uddannelse kan vi til gengæld ikke omfordele. En person med en lang, videregående uddannelse kan jo ikke aflevere to års uddannelse i skat til andre, der har mindre," siger Rasmus Landersø.

Han forklarer, at danske børns uddannelsesniveau indirekte påvirkes af forældrenes personlige ressourcer og måden, de er sammen med deres børn, men også af den største investering, forældre gør for deres børn: hvor de bosætter sig. På skoler, hvor godt halvdelen af eleverne siden gennemfører en ungdomsuddannelse, tjener forældrene i gennemsnit ca. 650.000 kr. om året, mens skoler, hvor otte ud af ti får ungdomsuddannelse, runder den gennemsnitlige familieindkomst 800.000 kr., og er forældrenes gennemsnitlige årsindkomst på 1 million, gennemfører mellem 90 og 100 % en ungdomsuddannelse.

"Selvom al uddannelse i Danmark formelt er gratis, er der også et prisskilt på skolekvalitet, og prisen sidder på boligen. Det har betydning for, hvem du får som klasse­kammerater, og hvilke undervisningsmiljøer du havner i. Der vil være forskel på områder nord for København og i Nakskov. Det er bare en anden slags sortering, og vi har stadig en opdeling i det danske samfund."

Naturlov at forældre vil børn det bedste

Forældre vil altid det bedste for deres børn, lyder en klassisk talemåde, som ifølge Rasmus Landersø også er med til at forklare ulighed i uddannelsessystemet.

"Der findes ikke naturlove inden for samfundsvidenskaben, men det tætteste, vi kommer, er, at forældre vil deres børn det bedste og vil gå meget langt for at give dem det. Det havde vi nok lidt glemt, da vi begyndte vores sammenlignende undersøgelse, men jo mere vi dykker ned i forklaringerne på undersøgelsens resultat, jo tydeligere bliver det, at den 'naturlov' gælder," siger han.

Rasmus Landersø forklarer, at børns læring og udbytte af undervisning ikke er ens, men afhænger af deres udgangspunkt.

"Offentlige tilbud og indsatser udligner ikke nødvendigvis forskelle. De kan også gøre det modsatte, selvom alle børn formelt får samme undervisning og samme muligheder. Hvis jeg satte mig på medicin­studiet og modtog samme undervisning som de øvrige studerende, ville jeg sikkert ikke forstå ret meget, for jeg har ikke de nødvendige forudsæt­ninger. Den proces starter allerede i barndommen, hvor dem, der har det bedste udgangspunkt, får det største udbytte. Så selvom vi giver alle det samme, kan vi ende med reelt at give dem, der har meget, endnu mere på grund af de forskelle, der går forud," siger Rasmus Landersø om mekanismen, der populært omtales som 'Matthæus-effekten' med henvisning til et skriftsted i Biblen om, at enhver som har, skal mere gives.

Forskelsbehandling men ikke deterministisk

Inden det hele ender som en sørgelig fortælling om velfærdsstatens fallit, understreger Rasmus Landersø dog to ting.

"For det første bidrager mange elementer af velfærdsstaten, som fx dagtilbud og skole, også til faktorer som kulturelt fællesskab og kvinders muligheder på arbejdsmarkedet, og for det andet skal man huske, at ulighed i barndommen ikke fælder dom over fremtidsmulighederne," siger han i tråd med det, hans medforfatter på undersøgelsens berømte Heckmann-kurve bekræfter.

"Jo tidligere man sætter ind, desto mere vil indsatser kunne udligne forskellene mellem børn, men det kræver også vedvarende tiltag. Det er ikke kun gjort med en tidlig indsats. En vigtig pointe er, at man altid kan skabe forandring og udvikling – ofte skal der bare større indsatser til senere i livet for at mindske forskellene. Men det er ikke deterministisk, og vi må aldrig give op over for nogen."

Seniorforskeren fra Rockwool Fonden kan dog ikke svare på, hvad der skal til for at få flere unge med lavt uddannet baggrund til at tage uddannelse, for det er politisk.

"Men det er først og fremmest nødvendigt at aflive myten om, at så længe vi bare gør alt gratis og formelt giver alle det samme, får vi samme muligheder. For at give alle lige muligheder kunne vi i stedet understøtte forskelligt alt efter børns udgangspunkt, men det er en politisk beslutning, jeg hverken vil eller kan tage stilling til," siger Rasmus Landersø.

Han er enig i, at vejledere skal fortsætte med at have fokus på den enkelte og huske, at 'one size never fits all.'

"En person kan få et meget rigt arbejdsliv af at blive tømrer, mens en anden får et bedre liv af at arbejde i en bank, og hvis man byttede rundt på uddannelserne, ville det være forfærdeligt for dem begge. Så man skal tænke individuelt og holde fokus på hver enkelt persons ønsker og udfordringer. På samme måde skal man være opmærksom på, om der mangler færdigheder til at gennemføre en drøm, for så er det rigtige måske ikke at fortsætte direkte på den uddannelse men derimod først at tilegne sig dem et andet sted. Vi kan lære gennem hele livet, og ingen er tabte."