"Min bekymring for, hvad der bliver af den almene opgave med vejledningen, er ikke blevet mindre. For det er ikke der, man tager fat. Og det har noget at gøre med, at den kommunale ungeindsats handler om at hjælpe en meget lille gruppe unge. I 2003 handlede det om alle børn og unge, alle børn i folkeskolen."

Jeg har fået Danmarks nye kvindelige professor i vejledning i den varme stol. Det er ingen hemmelighed, at Rie Thomsen er bekymret over en udvikling, hvor reform efter reform reducerer adgangen til vejledning for alle unge og fjerner opgaven fra UU, som blev oprettet for at professionalisere vejledningen i Danmark.

Vi skal tale om vejledningens kernefaglighed, vejledningens dna. Den skulle gerne fremstå krystalklar for enhver vejleder for at bevare og videreudvikle professionens specialviden og faglighed inden for de nye rammer.

Jeg vil gerne gå lidt til professoren. For hvis der er en, der kan tåle det, er det kvinden foran mig. Hun bliver sjældent slået ud af kurs. Og som gamle specialemakkere på RUC kender vi hinanden godt.

Why?

Jeg lægger ud med Ries bud på, hvad udviklingen skyldes. Politikerne bag reformerne ønsker vel næppe at smadre det hele, provokerer jeg forsigtigt. Kan vejledningens degradering have sine grunde?

Den nykårede professor er befriende ærlig. Hun har faktisk ingen god forklaring. Heller ikke selv om hun har grublet meget over, hvad meningen kan være.

"Jeg kan ikke finde på nogen god forklaring. Jeg har hørt nogen sige, at de ikke vidste, hvad der foregik i vejledningen, eller at man ikke kunne dokumentere vejledningens effekt. Især det sidste er direkte forkert. Undervisningsministeriet har fået lavet et internationalt review af effekten af vejledning, som dokumenterer vejledningens effekt."

Rie forklarer, at da man lavede reformen i 2003, beskrev man et kvalitetssikringssystem og et evalueringssystem inklusive brugerundersøgelser som en del af det. Og Ungedatabasen, som stadig eksisterer, blev skabt for at følge udviklingen og evaluere.

"Men der er ikke gjort brug af de data. Der er også lavet undersøgelser, så vi ved godt, hvad der foregår, og vi ved også godt, hvad effekten er. Men man skal jo ville tilvejebringe den viden som en del af lovgivningsprocessen, for at den kan indgå."

Men hvordan kan det være, spørger jeg insisterende. Og igen er Rie faktisk uden de klare svar:

Foto: Petra Kleis/Zetland

"Jeg ved det ikke. Det virker så uforståeligt for mig, hvordan man i et land som Danmark med vores gratis uddannelsessystem, som giver unge mulighed for at bevæge sig i mange forskellige retninger, ikke vil ledsage det af en professionel og uafhængig vejledning. En vejledning, som selvfølgelig også skal være tilgængelig for alle, når vi har gratis uddannelse."

Vejledning er ikke lig lovgivning
Kan det handle om, at vejledningen kunne have gjort det bedre, spørger jeg forsigtigt. Og fortsætter mere direkte: Er der ikke noget, vejledningen skal lære af det her? Hvor har de fejlet?

Det mener Rie umiddelbart ikke. Men hun peger på en generel de-professionalisering, som vejledningen bliver en del af:

"Vi ser en de-professionalisering, også i forhold til lærerne. Det kniber med at anerkende en profession for dens faglighed og give rum til det professionelle skøn og tillid til, at de professionelle ved, hvordan opgaven løses bedst. Den tilgang har generelt været under pres i det danske samfund. Og det bliver vejlederne så også ramt af som en ret ny profession."

Ries modsvar til de-professionaliseringen er professionalisme. Man skal være tydelig omkring professionen, erkender hun. Men hun forsvarer også professionerne:

"Når man kører på reform på reform på reform, hvornår er det så, at professionen får tid til at forholde sig professionelt til den reform? Det kræver, at man ikke er i løsningsmode på at implementere det, man er blevet sat til at implementere. Når man hele tiden skal implementere, kan man ikke komme med et modsvar til reformen, fx at man ikke professionelt kan stå inde for det, der bliver foreslået. Man skal kunne stå i sin professionelle etik og professionelle identitet, når man fremfører sine argumenter. Det kræver meget af den enkelte og også en opbakning professionelt."

Rie fortsætter med at komme ind på det professionsideal, hun og UU Danmark har beskrevet for nogle år siden.

"Jeg oplevede et behov for at tydeliggøre professionens identitet og gøre det på professionens præmisser og ikke som noget, der ligger ind i en lovgivning. Vejledningen er ikke lig lovgivningen. Et fagligt felt er mere end det, der er beskrevet i lovgivningen."

Foto: Petra Kleis/Zetland

Hvor er visionerne?
Nu vil jeg gerne høre Ries bud på mulighederne i de nye reformer. Der må da være nogen. Hvilke elementer synes du er spændende, og hvad tror du kommer til at fungere, spørger jeg optimistisk.

Mulighederne afhænger af, hvordan den enkelte kommune vælger at omsætte reformen. Men Rie glæder sig over, at der er kommuner, som benytter lejligheden til at tage sagen endnu mere i egen hånd. Hun nævner Brøndby Kommune som eksempel. De vælger at sige, at det her ikke kun handler om, at de skal implementere en reform, men om at tænke visionært omkring deres lokale uddannelsespolitik, lokale vejledningspolitik og lokale samarbejde mellem ungdomsuddannelserne, folkeskolen og virksomhederne.

"De stiller spørgsmålet "hvordan vil vi gøre det her?". Og så kommer reformen som noget, man skal opfylde, men den bliver opfyldt som en del af kommunens egne visioner på området. Implementeringen af reformen vil så blive underordnet den vision."

Rie er også begejstret for, at reformen hele tiden understreger, at det er borgernes behov, det er borgernes inddragelse, det er borgernes perspektiver, der skal være styrende for designet af indsatsen.

"Det synes jeg jo er fantastisk. Det er meningen, det skal give mening for dem. Men hvordan finder man i tilrettelæggelsen og designet af de lokale indsatser ud af, hvad der er borgernes perspektiver, for de er jo ikke nødvendigvis de samme i alle kommuner. Hvordan inddrager man dem i designet af processen? Og så måske især med den tidsplan, der har været. Det synes jeg er problematisk."

Færre på FGU?
Rie nævner også kontaktpersonordningen i FGU som en mulighed for at sætte tidligere ind med hjælp og støtte i uddannelsessystemet. Men hun mener, at målet må være, at færre kommer ind på FGU. Men er der ikke bare en fast gruppe unge, der har brug for FGU, spørger jeg.

"Det er dobbelt. Der er en gruppe unge, som ikke får en ungdomsuddannelse, og det har været ret stabilt over tid, ligesom frafald har været stabilt over tid. Så er spørgsmålet, om man skal arbejde på at reducere det frafald, eller om man skal erkende, at det er der?"

Rie er ikke i tvivl om, at en god vejledningsindsats også spiller en rolle, når man arbejder for, at målgruppen for FGU bliver mindre. Hun husker os på, at en del af KUI's opgaver er at videreføre de opgaver, der var beskrevet i vejledningsloven, fx at være konsulenter på faget Uddannelse og Job.

"Vi ved fra evalueringer, at der ikke bliver undervist i Uddannelse og Job. Men det fag kan give en idé om et eller andet, man skal i fremtiden. Hvis man ikke synes, at skolearbejde i sig selv er motiverende, kan faget give en idé om noget, det er relevant for, noget, man skal bruge det til eller noget, man ønsker at beskæftige sig med."

For det er faktisk noget, børn og unge tænker over allerede, når de går i de små klasser, mener professoren. Derfor skal vi interessere os for, om man gennem aktiviteter i Uddannelse og Job kan åbne for verden uden for skolen og bidrage til den motivation, som er afgørende, hvis vi skal forebygge og reducere målgruppen for FGU.

Bristede drømme kræver sin faglighed
Rie har mere på hjerte om FGU. Det, der er beskrevet i lovgivningen og danner grundlag for FGU, er elevens uddannelsesplaner. Det er elevens ønsker og drømme om fremtiden, og planen skal have fokus på uddannelse og i en form, der giver mening og overblik for den unge. Men Rie problematiserer, at det ikke er beskrevet, hvilken faglighed man skal have for at udarbejde den plan:

"Det lyder lidt som om, der er en forventning om, at de unge bare kan sætte sig ned og beskrive deres ønsker og drømme. Og når de har beskrevet dem, hjælper vi dem med at lave en plan ud fra det. Selv om alle, der kender den her målgruppe, ved, at sådan foregår det sjældent."

Hvordan foregår det så, spørger jeg. Rie forklarer, at når man som ungt menneske er på vej ind i FGU, har der været ønsker og drømme, som ikke har kunnet lade sig gøre. Det at finde frem til nye ønsker og drømme, det landskab af muligheder, som der er i et uddannelsessystem med mange forskellige indgange og hundredvis af forskellige uddannelsestilbud eller få en fast tilknytning til arbejdsmarkedet – det kræver sin person og faglighed, mener hun.

"Man skal kunne rådgive et andet menneske om deres drømme og muligheder, samtidig med at de drømme og muligheder måske ikke ligger lige for. Hvordan spørger man ind til det, hvad er det for nogle metoder og redskaber, man kan bruge?"

Hvad er det, vejlederen kan?
Jeg fornemmer, at vi nærmer os kernen i vejledningsfagligheden. Det er præcis det, jeg gerne vil have mere af. Hvad er det, vejlederne kan, som ingen andre kan, i den nye virkelighed med KUI og FGU? Rie er klar i spyttet:

"Som jeg ser det, er vejledningens vigtigste formål at hjælpe mennesker til at leve det liv, de ønsker at leve. Og det, som vejlederne særligt kan, er at løse forskellige problemer i relation til uddannelse, læring, arbejde og så forholdet mellem dem."

Der er hele tiden nye udfordringer, og så ændrer vejledningens tilgang og metoder sig. Problemstillingerne kan være forskellige:

"Er problemet, at man ikke opfylder kriterierne for det, man gerne vil? Er det, at man er usikker på, hvad man gerne vil? Er det, at man har villet noget, og så har ens livsværdier ændret sig, så nu vil man noget andet? Er det, at man er blevet forhindret i at gøre noget?"

Al vejledning starter med en kortlægning af en problemstilling. I vejledningen kan man ikke altid sætte ord på, hvad problemet er, så den første vejledning handler også om at få indkredset. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal" kan være en indgang. Det kan bunde i mangt og meget, hvor vejlederne har teorier og metoder til at hjælpe den unge.

Rie skærper nødvendigheden af vejledning:

"Vi kan alle komme i de situationer, så det er alt det her, som vejledningen kan, som jeg faktisk mener er en samfundsmæssig opgave og forpligtigelse over for befolkningen – intet mindre – som handler om at beskrive, forklare og vise, hvad der findes af muligheder for uddannelse og arbejde."

En ny profession

Men når nu vejlederne har så meget at byde på, hvordan kan det så være, at de ofte selv har så svært ved at forklare andre, hvad de kan, spørger jeg. Rie er tydeligvis overrasket over spørgsmålet, men tøver alligevel ikke længe.

"Måske fordi de er en forholdsvis ny profession. Men en vigtig pointe er, at vejledningens tydelige faglighed er i den almene vejledningsindsats i skolen, i samarbejde med lærerne. Den faglighed skal man være mere opmærksom på. Og man skal være meget mere i dialog omkring den faglighed med de lokale politikere, der sidder i byrådet, som også har børn i skolen."

Hvad skal vejlederne forklare dem i den dialog, fortsætter jeg.

"Vejlederne skal forklare, hvad man kan lære om uddannelsessystemet, om arbejdsmarkedet og om sig selv gennem vejledningsaktiviteter, som vejlederne tilrettelægger i samarbejde med lærerne, med ungdomsuddannelserne og med virksomhederne. Nogle af dem er lovgivningsbestemte aktiviteter som brobygning og introkurser. Det er en kerneopgave, som de fleste vejledere kan forklare, men som de måske ikke altid er opmærksomme på vigtigheden af at være i dialog omkring."

Don't follow your dreams

Rie Thomsen holdt sin tiltrædelsesdato som professor den 8. marts i år. Her var overskriften den i vejledersammenhæng kontroversielle sætning: Don't follow your dreams. Den sætning kan jeg ikke glemme og spørger hende, om hun kan omsætte dens pointe til noget, vejlederne kan bruge i deres nye virkelighed.

Foto: Petra Kleis/Zetland

Det kan hun naturligvis. Rie ser en vigtig forbindelse, nemlig uddannelsesplanen som omdrejningspunktet i FGU. Der er en vis sandsynlighed for, at de unge, der får lagt den uddannelsesplan, også udvikler sig og lærer noget om sig selv i løbet af deres FGU.

Vi skal eller kan ikke altid følge vores drømme. Derfor mener Rie, at man skal have fokus på at normalisere det, hun kalder for ikke-planlagte begivenheder i FGU. Vi skal lade være med at se dem som fejl. I målgruppen for FGU er nogen udenfor. De er et andet sted end der, hvor de burde være i forhold til hele den måde, vi har organiseret uddannelsessystemet på.

"Der ligger en stor opgave i at få vendt det til ”Hey, der kommer til at ske noget superfedt for dig her. Vi ved ikke, hvad det er lige nu, men nu går vi i gang, og så finder vi ud af det. Den vej skal vi gå. Fordi det er vejledningens dna – at forstå den relation mellem den professionelle og den, man er vejleder for."

Få udtrykker sig så klart om vejledningens væsen som Rie Thomsen. Sådan har det været, siden hun i 2002 overbeviste mig om, at vi skulle lave et projekt om vejledning på RUC. Sådan er det også nu. Jeg lytter og nikker, og Rie cementerer:

"Der er ingen andre end vejlederen, der kan alt det her, så kort er den vel."