Mandag den 12. august blev snoren klippet til FGU. FGU samler fem tidligere uddannelsesforløb under ét. En vigtig og vældig opgave skal løftes, når FGU som den nye forberedende grunduddannelse bliver det tredje spor for de unge ud over erhvervsuddannelserne og de gymnasiale uddannelser. En ungdomsuddannelse for unge mellem 15 og 25 år, der har brug for at løfte sig i nogle faglige niveauer, socialt eller personligt. For de unge, som har brug for lidt mere tid, fordi de er i tvivl om, hvad de kan eller vil, og for de unge som har brug for en mere praksisnær måde at lære på.

Smil for satan
Direktør for FGU Syd- og Midtfyn Ene Wolfsberg er en af dem, der både kan og vil løfte opgaven. Vi mødes i hendes lyse og rummelige kontor med højt til loftet. Jeg føler mig velkommen med det samme, og netop rummeligheden og lyset kendetegner den engagerede direktør, når vi den næste halvanden times tid taler om organiseringen og vejledningsfagligheden i FGU. For her er det en for alle og alle for en – man committer sig, hvis man vil være en del af det inkluderende læringsmiljø.

Selv om starten har været vild med it-systemer, der ikke virker, og fysiske rammer der knirker, er tilgangen "smil for satan", siger Ene Wolfsberg – med et smil. For FGU er sat i verden for at være vært for de unges fremtid, og de skal føle sig velkomne uanset hvad. Netop denne gruppe af unge har ofte haft et liv i uddannelsessystemer, der har knirket og ikke har virket for dem. Så smile and wave er budskabet til alle mine medarbejdere, vi gør det her sammen, understreger Ene. Eleverne skal ikke lide under, at FGU er en nyetableret organisation. Selvom FGU er et kort indslag i de unges liv, skal det have en betydning, der strækker sig langt.

Elevernes læring er det fælles tredje
Mit første spørgsmål er egentlig, hvilke vejledningstiltag, man har planlagt, men direktøren vil hellere starte et andet sted. Nemlig med modellen "Under havet mødes alle øer", som hun gennem interviewet vender tilbage til igen og igen. For, som Ene forklarer, kalder en ny uddannelsespolitisk målsætning, en ny indholdsbekendtgørelse og nye nationale mål på en ny organisering. Mange års erfaringer fra produktionsskolen og VUC bliver bragt med over i FGU, men de kompetencer skal bringes i spil, for at det har en effekt på læring.

"Den agenda, som jeg hele tiden skal bringe ind i min organisation er elevernes læring. Det er det, vi tre aktører er sammen om – vejlederne, lærerne og ledelsen. Vejlederne har en vejlederfaglighed, og lærerne har en lærerfaglighed. De skal organiseres i teams, og ledelsen skal lede de pædagogiske processer. Med modellen "Under havet mødes alle øer" har jeg fokus på de tre fagligheders snitflader."

Organisationen skal blive dygtigere
Snitflader handler ikke kun om opgaver. En snitflade kan også være i grundlæggende antagelser om, hvorfor vi er her. Missionen og visionen skal ikke blive den samme over tid, men de skal hele tiden være retningsvisende for os. Det samme gælder læringssynet og menneskesynet, mener Ene.

"Ellers risikerer vi, at vejlederen er den evige engel, som kommer med den gode intention. Englen bliver mødt af faglæreren, som siger "det her kan ikke lade sig gøre." Vejlederens vinger bliver stækket i mødet med begrænsningen, fordi de ser hinanden som søjler. De ser ikke forbundenheden – det sted, hvor deres øer mødes."

Netop forbundenheden er nøgleordet, når Ene ser sig selv som driver for en ny professionsidentitet på FGU. Og den identitet handler ikke om den gode vejleder eller den gode lærer. Den handler om at professionalisere opgaverne i FGU, så det bliver professionel vejledning og professionel undervisning i samme kontekst.

Og hvordan vil du så gøre det, spørger jeg nysgerrigt.

Ene tøver ikke og beretter om organisering i teams af vejledere og lærere, der mødes hver eneste dag. Om commitment i form af musketéreden en for alle og alle for en. Om supervision af vejledere, lærere og ledelse i fællesskab, der skal løfte den organisatoriske læring.

"Når vejlederen knækker en faglig nød med en elev, der ikke trives, og som vi ellers ikke har anet, hvad vi skal stille op med, skal det ikke bare blive i vejlederens database. Så bliver organisationen ikke dygtigere. Læringen skal sive ud i hele organisationen."

Ene har allerede gode erfaringer med supervision fra sin tid på produktionsskolerne og oplever, at supervisionen er en professionalisering af læring, der ellers har fundet sted i små og lidt tilfældige konstruktioner. Den læring skal professionaliseres og tilgå organisationen, så alle bliver dygtigere. Og så er der en anden central pointe:

"Jeg er optaget af, at løsningen af problemer på baggrund af supervisionen aldrig er blevet et spørgsmål om ressourcer. Det handler om muligheder. Der er en grundlæggende tro på, at vi står midt i mulighedernes landskab. Vi skal bare have tændt lys i de rum, hvor der er mørke. Det er ret vildt."

Vejledere kalder den indre verden ud
På trods af den ny professionsidentitet, hvor vejleder og lærer skal mødes det sted, hvor deres øer mødes, er jeg interesseret i at høre noget mere om vejledningens rolle. Så jeg spørger, hvad der kendetegner en FGU-vejleder.

Ene ser vejlederes store styrke i det, der er rettet mod den indre verden. Med den indre verden mener hun den del, hvor man som elev styrkes i sin refleksivitet. Det kan være at reflektere over det, der skete eller den, man er eller det, man føler eller den plan, man har eller ikke har. Og så den refleksion, der handler om det sensitive i at være menneske. Måske føler man sig ked af det eller fortabt. Og det kan vejlederen "kalde ud" i en samtale. Det bliver identificeret, men ikke nødvendigvis fikset, og det skal det måske heller ikke:

"Vi er jo ikke et terapeutisk sted, men vi kan sige 'Hvis du er et menneske, der har en melankoli i dig som en grundstemning, så er du dejlig, fordi du har det. Vejlederne arbejder med de indre strukturer og kalder dem ud i den ydre verden, hilser på dem og siger ’Nå, sådan er du – fedt.'"

Herfra handler det om, at den unge udvikler strategier, og vi skal finde de åbninger, som tilværelsen viser dem, forklarer Ene.

Vi taler videre om, at en FGU-vejleder formodentlig bringer sig selv mere i spil end fx en UU-vejleder, fordi vejlederen i FGU har en længerevarende relation til den unge.  Og måske er der også noget ved selve målgruppen, der gør, at man bringer sig selv mere i spil som vejleder, fordi de ofte har flere og større udfordringer end andre unge.

Vi skal stille mælk frem hver dag
Ene fortæller, at hun har et billede af de unge på FGU som de mange kattekillinger fra sommerhusområder. Man fodrer killingerne gennem hele sommeren, og så begynder de langsomt at drikke mælk, de går fra vildkat til tamkat – og så rejser man fra dem igen. 

"Vi har unge her, som har turdet at drikke af mælken, og så er den blevet fjernet, de bliver ikke længere fodret. Derfor kan vi stille mælk frem hver dag, men det er ikke sikkert, de tager det. For det tager tid at tro på, at de voksne her mener det, når de insisterer på, at de bliver sammen med den unge, uanset om de ikke følger reglerne eller fucker uddannelsesplanen op. Det tager længere tid at vinde deres tillid og tro, end man nogensinde regner med."

Det lyder meget smukt, synes jeg, og vil til slut gerne høre direktørens bud på, hvad vejledningens vigtigste formål på FGU er. Er det at få de unge til at tro igen?

Den magiske pil
Ene tænker sig lidt om og danner igen billeder. Hun fortæller om et slide, hun bruger til at fortælle om FGU. Det forestiller et menneske, der har et stort og larmende spørgsmålstegn over hovedet – hvem er jeg, eller hvad kan jeg blive?

"Vejledernes opgave er i samarbejde med underviserne at løfte spørgsmålstegnet af. Vi skal tage det ned i øjenhøjde, kigge på det for at gøre det til en pil, gøre det til en retning. Sammen med den unge skal vi lave den bevægelse – erkend, at spørgsmålet er der, tag det ned, kig på det og gør det til en retning. I den bevægelse ligger alle de forskellige vejledningsprocesser. Det er vores fornemste opgave. Det er magisk, når spørgsmålet bliver til en pil."

Mandag den 12. august blev snoren klippet til FGU. FGU samler fem tidligere uddannelsesforløb under ét. En vigtig og vældig opgave skal løftes, når FGU som den nye forberedende grunduddannelse bliver det tredje spor for de unge ud over erhvervsuddannelserne og de gymnasiale uddannelser. En ungdomsuddannelse for unge mellem 15 og 25 år, der har brug for at løfte sig i nogle faglige niveauer, socialt eller personligt. For de unge, som har brug for lidt mere tid, fordi de er i tvivl om, hvad de kan eller vil, og for de unge som har brug for en mere praksisnær måde at lære på.

Smil for satan
Direktør for FGU Syd- og Midtfyn Ene Wolfsberg er en af dem, der både kan og vil løfte opgaven. Vi mødes i hendes lyse og rummelige kontor med højt til loftet. Jeg føler mig velkommen med det samme, og netop rummeligheden og lyset kendetegner den engagerede direktør, når vi den næste halvanden times tid taler om organiseringen og vejledningsfagligheden i FGU. For her er det en for alle og alle for en – man committer sig, hvis man vil være en del af det inkluderende læringsmiljø.

Selv om starten har været vild med it-systemer, der ikke virker, og fysiske rammer der knirker, er tilgangen "smil for satan", siger Ene Wolfsberg – med et smil. For FGU er sat i verden for at være vært for de unges fremtid, og de skal føle sig velkomne uanset hvad. Netop denne gruppe af unge har ofte haft et liv i uddannelsessystemer, der har knirket og ikke har virket for dem. Så smile and wave er budskabet til alle mine medarbejdere, vi gør det her sammen, understreger Ene. Eleverne skal ikke lide under, at FGU er en nyetableret organisation. Selvom FGU er et kort indslag i de unges liv, skal det have en betydning, der strækker sig langt.

Elevernes læring er det fælles tredje
Mit første spørgsmål er egentlig, hvilke vejledningstiltag, man har planlagt, men direktøren vil hellere starte et andet sted. Nemlig med modellen "Under havet mødes alle øer", som hun gennem interviewet vender tilbage til igen og igen. For, som Ene forklarer, kalder en ny uddannelsespolitisk målsætning, en ny indholdsbekendtgørelse og nye nationale mål på en ny organisering. Mange års erfaringer fra produktionsskolen og VUC bliver bragt med over i FGU, men de kompetencer skal bringes i spil, for at det har en effekt på læring.

"Den agenda, som jeg hele tiden skal bringe ind i min organisation er elevernes læring. Det er det, vi tre aktører er sammen om – vejlederne, lærerne og ledelsen. Vejlederne har en vejlederfaglighed, og lærerne har en lærerfaglighed. De skal organiseres i teams, og ledelsen skal lede de pædagogiske processer. Med modellen "Under havet mødes alle øer" har jeg fokus på de tre fagligheders snitflader."

Organisationen skal blive dygtigere
Snitflader handler ikke kun om opgaver. En snitflade kan også være i grundlæggende antagelser om, hvorfor vi er her. Missionen og visionen skal ikke blive den samme over tid, men de skal hele tiden være retningsvisende for os. Det samme gælder læringssynet og menneskesynet, mener Ene.

"Ellers risikerer vi, at vejlederen er den evige engel, som kommer med den gode intention. Englen bliver mødt af faglæreren, som siger "det her kan ikke lade sig gøre." Vejlederens vinger bliver stækket i mødet med begrænsningen, fordi de ser hinanden som søjler. De ser ikke forbundenheden – det sted, hvor deres øer mødes."

Netop forbundenheden er nøgleordet, når Ene ser sig selv som driver for en ny professionsidentitet på FGU. Og den identitet handler ikke om den gode vejleder eller den gode lærer. Den handler om at professionalisere opgaverne i FGU, så det bliver professionel vejledning og professionel undervisning i samme kontekst.

Og hvordan vil du så gøre det, spørger jeg nysgerrigt.

Ene tøver ikke og beretter om organisering i teams af vejledere og lærere, der mødes hver eneste dag. Om commitment i form af musketéreden en for alle og alle for en. Om supervision af vejledere, lærere og ledelse i fællesskab, der skal løfte den organisatoriske læring.

"Når vejlederen knækker en faglig nød med en elev, der ikke trives, og som vi ellers ikke har anet, hvad vi skal stille op med, skal det ikke bare blive i vejlederens database. Så bliver organisationen ikke dygtigere. Læringen skal sive ud i hele organisationen."

Ene har allerede gode erfaringer med supervision fra sin tid på produktionsskolerne og oplever, at supervisionen er en professionalisering af læring, der ellers har fundet sted i små og lidt tilfældige konstruktioner. Den læring skal professionaliseres og tilgå organisationen, så alle bliver dygtigere. Og så er der en anden central pointe:

"Jeg er optaget af, at løsningen af problemer på baggrund af supervisionen aldrig er blevet et spørgsmål om ressourcer. Det handler om muligheder. Der er en grundlæggende tro på, at vi står midt i mulighedernes landskab. Vi skal bare have tændt lys i de rum, hvor der er mørke. Det er ret vildt."

Vejledere kalder den indre verden ud
På trods af den ny professionsidentitet, hvor vejleder og lærer skal mødes det sted, hvor deres øer mødes, er jeg interesseret i at høre noget mere om vejledningens rolle. Så jeg spørger, hvad der kendetegner en FGU-vejleder.

Ene ser vejlederes store styrke i det, der er rettet mod den indre verden. Med den indre verden mener hun den del, hvor man som elev styrkes i sin refleksivitet. Det kan være at reflektere over det, der skete eller den, man er eller det, man føler eller den plan, man har eller ikke har. Og så den refleksion, der handler om det sensitive i at være menneske. Måske føler man sig ked af det eller fortabt. Og det kan vejlederen "kalde ud" i en samtale. Det bliver identificeret, men ikke nødvendigvis fikset, og det skal det måske heller ikke:

"Vi er jo ikke et terapeutisk sted, men vi kan sige 'Hvis du er et menneske, der har en melankoli i dig som en grundstemning, så er du dejlig, fordi du har det. Vejlederne arbejder med de indre strukturer og kalder dem ud i den ydre verden, hilser på dem og siger ’Nå, sådan er du – fedt.'"

Herfra handler det om, at den unge udvikler strategier, og vi skal finde de åbninger, som tilværelsen viser dem, forklarer Ene.

Vi taler videre om, at en FGU-vejleder formodentlig bringer sig selv mere i spil end fx en UU-vejleder, fordi vejlederen i FGU har en længerevarende relation til den unge.  Og måske er der også noget ved selve målgruppen, der gør, at man bringer sig selv mere i spil som vejleder, fordi de ofte har flere og større udfordringer end andre unge.

Vi skal stille mælk frem hver dag
Ene fortæller, at hun har et billede af de unge på FGU som de mange kattekillinger fra sommerhusområder. Man fodrer killingerne gennem hele sommeren, og så begynder de langsomt at drikke mælk, de går fra vildkat til tamkat – og så rejser man fra dem igen. 

"Vi har unge her, som har turdet at drikke af mælken, og så er den blevet fjernet, de bliver ikke længere fodret. Derfor kan vi stille mælk frem hver dag, men det er ikke sikkert, de tager det. For det tager tid at tro på, at de voksne her mener det, når de insisterer på, at de bliver sammen med den unge, uanset om de ikke følger reglerne eller fucker uddannelsesplanen op. Det tager længere tid at vinde deres tillid og tro, end man nogensinde regner med."

Det lyder meget smukt, synes jeg, og vil til slut gerne høre direktørens bud på, hvad vejledningens vigtigste formål på FGU er. Er det at få de unge til at tro igen?

Den magiske pil
Ene tænker sig lidt om og danner igen billeder. Hun fortæller om et slide, hun bruger til at fortælle om FGU. Det forestiller et menneske, der har et stort og larmende spørgsmålstegn over hovedet – hvem er jeg, eller hvad kan jeg blive?

"Vejledernes opgave er i samarbejde med underviserne at løfte spørgsmålstegnet af. Vi skal tage det ned i øjenhøjde, kigge på det for at gøre det til en pil, gøre det til en retning. Sammen med den unge skal vi lave den bevægelse – erkend, at spørgsmålet er der, tag det ned, kig på det og gør det til en retning. I den bevægelse ligger alle de forskellige vejledningsprocesser. Det er vores fornemste opgave. Det er magisk, når spørgsmålet bliver til en pil."