I efteråret 2017 indgik Folketinget "Aftale om bedre veje til uddannelse og job"[i], som indeholder en kommunal forpligtelse til at etablere en sammenhængende ungeindsats på tværs af uddannelses-, beskæftigelses- og socialindsatsen for unge under 25 år uden en ungdomsuddannelse. Den 1. august 2019 var der deadline for implementeringen af den sammenhængende kommunale ungeindsats.[ii]

Formålet med kommunens ungeindsats er, at den unge og dennes forældre møder kommunen som én samlet enhed, der sørger for koordineringen af de nødvendige indsatser, så den unge bliver parat til at gennemføre en ungdomsuddannelse eller komme i beskæftigelse.

Det tværprofessionelle samarbejde
Målet med at samarbejde på tværs i ungeindsatsen er at levere en helhedsorienteret og koordineret indsats til gavn for de unge. De seneste års fokusering på tværprofessionelt samarbejde hænger sammen med ideen om borgeren i centrum.[iii] Ideen er fulgt med, da lovteksterne til ungeindsatsen blev udarbejdet. Her er det også den unge og opgaven, der er i centrum og ikke professionen.

Uanset hvordan kommunen har valgt at organisere ungeindsatsen, skal den unge opleve, at der arbejdes med de samme målsætninger på kort sigt, på langt sigt og på tværs af kommunale enheder. Den unges baggrund og historik skal ikke "genfortælles", når der iværksættes nye aktiviteter efter forskellige lovgivninger. Som omdrejningspunkt for den unges forløb udarbejdes en uddannelsesplan i en inddragende proces med den unge.[iv]

Mange af landets kommuner har gjort de første erfaringer med at fjerne siloer og har organiseret sig i et særligt unge-team, hvor opgaven er at samarbejde om en sammenhængende ungeindsats. Andre har valgt at afgrænse samarbejdet til tværfaglige netværksmøder, hvor ungesagerne behandles. De medarbejdere, der deltager, kan være forskellige fra gang til gang. Nogle steder har man en fast repræsentant fra hver afdeling, der deltager i mødet.

Kontaktpersonens samarbejde med den unge
Det tværgående samarbejde er grundlaget for kontaktpersonordningen, som Undervisningsministeriet har beskrevet i pjecen "Klar til kontaktpersonordning"[v]. Kommunen skal "etablere en kontaktpersonordning for unge, som kommunen vurderer af personlige eller sociale årsager har behov for støtte fra flere enheder i kommunen." Kontaktpersoner indgår som en del af den kommunale ungeindsats og arbejder tværgående for at skabe sammenhæng og helhed for den unge. Kontaktpersonen skal kunne trække på alle kommunens fagligheder i forhold til at støtte den unge. I helheden indgår også koordination med skoler, uddannelsesinstitutioner og virksomheder. Den overordnede opgave er at følge og støtte den unge frem mod fastholdelse på en ungdomsuddannelse eller i beskæftigelse.

Der er stor forskel på, hvordan kommunerne ser på kontaktpersonordningen. Nogle kommuner ser det som en vigtig brik i ungeindsatsen og har bevilget en anselig økonomisk ramme i håb om at få flere unge i gang med og igennem en uddannelse. Andre kommuner har valgt at bruge DUT-midlerne[vi] til andre presserende opgaver. Men uanset det økonomiske niveau har kommunerne pligt til at have en kontaktpersonordning.

Der stilles ikke krav om en bestemt uddannelsesbaggrund, når der skal findes en kontaktperson til den unge. Det kan være en person, der er forankret i den kommunale ungeindsats. Dog skal kontaktpersonen opfylde de kompetencekrav, som kommunen har besluttet. Mange ser kommunens vejledere som et godt valg, da de er uddannet til mange af de funktioner, som gælder for kontaktpersonen, fx at lytte empatisk, arbejde i en kompleks virkelighed med mange fagligheder i spil, guide den unge, motivere og støtte den unge i at følge sin plan.

Uddannelsesplanen bliver startet op af en vejleder, men kontaktpersonen kan få ansvaret for planen. Det er afgørende her, at den unge bliver inddraget, så planen kan skabe overblik, og den unge føler et ejerskab. Jo mere, kontaktpersonen kan få den unge til at overtage styringen af processen, jo bedre. At gennemføre en ungdomsuddannelse stiller krav til den unge om at kunne styre sin læringsproces og sit arbejde i det hele taget. Derfor er det oplagt, at kontaktpersonen samarbejder med den unge om at planlægge, gennemføre og evaluere.

Uddannelsesplanen vil blive et fleksibelt grænseobjekt for den unges uddannelsesplanlægning. Et grænseobjekt er det dokument, der samler alle oplysninger om den unge og de indsatser, der tilsammen beskriver vejen til uddannelse for den unge. Planen kan blive omdrejningspunkt for vejledningen, som gør det ekstra vigtigt, at den unge kan se sig selv i planen.

Formand for UU Danmark Anders Ladegaard udtaler følgende: "Uddannelsesplanen kan blive det navigationsværktøj, alle forpligter sig til at forholde sig til. En automatik, der skal ind i arbejdet med de unge, er, at Ungedatabasen og uddannelsesplanen er det første sted, man skal orientere sig."[vii]

Hvad har de unge brug for?
Unge mennesker har forskellige behov, men der er også nogle behov, der er generelle. Jeg vil her referere til resultater fra et forskningsprojekt og ad den vej give nogle anbefalinger til fremtidens kontaktpersoner[viii]. Forskningsprojektet har fokus på, hvad unge kan få ud af gruppevejledning, og hvordan eksistentielle spørgsmål kan tilføre psykologisk ilt til deres vejledningsproces.

Seks vejledere har optaget gruppevejledning på video og afleveret 13 videoer til os, hvorefter vi har interviewet de unge, som deltager på videoerne. I videoanalysen har vi fokus på: Hvem gør hvad hvordan?

Alle de unge, vi interviewer, er enten erklæret ikke-uddannelsesparat eller følger et forberedende forløb på en produktionsskole. Jeg vil her blot opsummere de mest markante resultater.

Alle de unge respondenter foretrækker vejledning i grupper. De oplever opbakning fra de andre gruppedeltagere, de føler sig trygge og har tillid til de andre. I det hele taget giver de unge udtryk for, at det er rart at være i et fællesskab, hvor de andre har tilsvarende problemstillinger. Der sker en afindividualisering af problemstillingerne, de unge udveksler strategier, og de hjælper hinanden. 

De oplever desuden, at noget af det meget omtalte pres[ix] bliver mindre, og frygten for ikke at slå til kan deles med de andre gruppedeltagere. De unge ser en fordel i, at de ikke behøver at være på hele tiden, men kan være mere lyttende ind imellem. Som en af de unge udtrykker det: "Det er lidt fedt at have de andre med til vejledning, fordi man bliver lidt mere modig."

Ved videoanalysen ser vi tegn på, at den faciliterende vejleder skaber mere gruppedynamik end den vejleder, der styrer forløbet. Vi ser også tydelige tegn på, at en god stilladsering (billeder, lego, aktiviteter) fremmer de unges talelyst og skaber engagement.

Dette er ikke et forsøg på at tale den individuelle vejledning ned, vi har ikke undersøgt den. Det er derimod et forsøg på at finde ud af, hvad de unge værdsætter i vejledningen. Vi har kunnet se, at de eksistentielle spørgsmål giver god mening for de unge: Hvem er jeg, og kan jeg få lov til at være den, jeg er? Hvad giver mening for mig, når jeg tænker på fremtiden? Hvor hører jeg til – grupper, familie, kæreste? Hvad mestrer jeg, og hvad er mine udfordringer?[x] Spørgsmål, som kan indeholde forskellige temaer, vejledningsteknikker og metoder.

Gruppevejledning er allerede en integreret del af grundskolevejledningen. Det samme gælder de eksistentielle spørgsmål til en vis grad.

KL og Undervisningsministeriet har også fokus på ungefællesskaber og nævner i deres publikation om den kommunale ungeindsats, at mange unge føler sig ekskluderet af "det gode fællesskab"[xi]. Derfor er de ofte ensomme eller finder sammen med andre, der ryger hash eller det, der er værre. Ifølge de unges udtalelser i publikationen har de sociale fællesskaber stor betydning for deres evne til at fokusere på uddannelse og job.

Det anbefales derfor, at ungevejledningen i den kommunale ungeindsats tilbyder gruppevejledningsforløb under en eller anden form, så den unge får mulighed for at få et refleksionsrum sammen med andre unge. Hvis kontaktpersonen er vejleder, kan denne tage initiativ over for andre kontaktpersoner. Men hvis kontaktpersonen ikke er vejleder, skal der være mulighed for at henvise den unge til et gruppevejledningsforløb, hvis den unge tumler med noget, som gruppen kan hjælpe med.

Hal Koch skrev i 1951 dette om menneskelivets vilkår: "Hvis man skal tale om mennesket og menneskelivets vilkår, må man ikke glemme, at mennesket ikke er alene, men i godt og ondt bundet til sit medmenneske, at vi ganske bogstaveligt bliver en del af og afgørende griber ind i andre menneskers liv og skæbne."[xii]

Reformer skaber forandringer, men også bekymringer. Bekymringerne for selve vejledningsdelen i den kommunale ungeindsats går bl.a. på, at UU-enhederne bliver sat fri, så der ikke nødvendigvis vil være tale om vejledningsfaglig ledelse. Lad dette være en opfordring til den kommunale ungeindsats om at sikre vejledningsfagligheden trods de anderledes og forskellige ledelsesforudsætninger. 

Referencer

[i]  Regeringen (2017): Aftale om bedre veje til uddannelse og job.

[ii] Retsinformation (2019): Bekendtgørelse af lov om kommunal indsats for unge under 25 år.

[iii] Hjermitslev, Hans Henrik (2019): Velfærdsprofessioner. Djøf Forlag.

[iv] Undervisningsministeriet (2019): Bliv skarp på uddannelsesplanen. 

[v] Undervisningsministeriet (2019): Klar til kontaktpersonordning. 

[vi] DUT er en forkortelse af Det Udvidede Totalbalanceprincip, som skal sikre, at bloktilskuddet til kommunerne bliver tilpasset alt efter, om kommunerne får pålagt eller frataget opgaver af Folketinget.

[vii] UU Danmark (2019): UU Danmarks Årskonference 2019.

[viii] Juhl-Nielsen, Charlotte og Grethe Fogh Nielsen (2018): Den eksistentielle dimension i gruppevejledning. UC SYD.

[ix] Børnerådet (2018): Børneindblik 1/18. 

[x] Tønnesvang, Jan og Nanna B. Hedegaard (2015): Vitaliseringsmodellen. Forlaget Klim. 

[xi] KL: Kommunal ungeindsats – erfaringer fra KL og Undervisningsministeriets partnerskab om en kommunal ungeindsats. 

[xii] Koch, Hal (1951): Om Krogerup. Til angreb og forsvar. I: Om Tolerance. Udvalgte Taler og Artikler. Gyldendal.