Ane er nyudklækket socialrådgiver efter tre et halvt år med undervisning og praktik. Som langt de fleste af sine medstuderende valgte Ane socialrådgiverfaget for at gøre en forskel for mennesker, der har det svært. Nu håber hun, at hun kan få lov at bruge det, hun har lært på uddannelsen, til gavn for andre.

Ane bliver ansat i et jobcenter, hvor hun skal arbejde med ledige mennesker med sociale problemer, og hun glæder sig. Det går dog hurtigt op for hende, at den hjælp, hun kan tilbyde, ofte slet ikke er tilstrækkelig til, at hun kan gøre den forskel, som hun ved, de ledige har behov for.

Ane har ansvaret for 70 voksne med sociale, fysiske og psykiske udfordringer – fx angst, skizofreni, ADHD, misbrug, smerter og hjemløshed. De fleste har også en meget presset økonomi. Det er tunge sager, og Ane ved godt, hvordan hun skal arbejde med dem, men forventer selvfølgelig også at udvikle sig og blive dygtigere med erfaringen.

Problemet er, at hun ikke har tid nok. Fordi hun er nyuddannet, har hun faktisk færre sager end sine kolleger, men for virkelig at nå ind til borgerne skal hun opbygge en relation til dem, der bygger på tillid. Mange af borgerne har ikke haft en fast socialrådgiver og er derfor skeptisk indstillet fra begyndelsen, mens andre har svært ved at se en vej ud af problemerne. Hvert enkelt menneske er forskellig, men fælles for dem alle er, at de har behov for støtte, og den kan Ane bedst yde, hvis hun har tid nok til den enkelte.

Anes kolleger er dygtige og søde. De vil rigtig gerne hjælpe hende med sparring, metoder og arbejdsgange, men de er selv ved at drukne i for mange sager og krav om dokumentation – fx skal de ofte registrere det samme i flere systemer. I løbet af Anes første tre måneder bliver to af hendes kolleger sygemeldt med stress og dermed en del af en kedelig statistik: Socialrådgivere oplever ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø oftere stress end nogen anden faggruppe.

Ane mærker selv presset. Hun har ofte svært ved at slippe tankerne om de mennesker, hun arbejder med, når hun har fri.

Stress

Anes historie er langt fra usædvanlig for nyuddannede socialrådgivere. De fleste får arbejde i enten børne- familieafdelinger eller på et jobcenter, som er de mest psykisk belastende job. Sidste år viste en undersøgelse lavet af COWI for Dansk Socialrådgiverforening, at socialrådgiverne på netop de to områder er meget hårdt ramt af stress: 44 % og 35 % af socialrådgiverne i henholdsvis de kommunale familieafdelinger og jobcentre oplever hele tiden eller ofte stress.

Det helt grundlæggende problem er mangel på tid til at lytte, følge op og få et ordentligt samarbejde med borgerne op at stå, og for mange nyuddannede kan mødet med den kommunale virkelighed derfor være nedslående. De får ikke i særlig høj grad lov til at bruge den faglighed, de har med sig fra studiet, og særligt på beskæftigelsesområdet er der desuden rigide regler og en stærk målstyring. Det rammer alle socialrådgivere, men særligt de unge er hårdt ramt. I vores undersøgelse kan vi se, at de unge socialrådgivere oftere rammes af stress end de mere erfarne.

Lidt forenklet kan man om nogle kommuner sige, at den nyuddannede socialrådgiver på jobcentret – for at understøtte borgerne i at komme nærmere arbejdsmarkedet - gerne vil tage udgangspunkt i det enkelte menneske og alt det, der følger med af sociale, psykiske og fysiske udfordringer, mens den øverste ledelse i forvaltningen fokuserer snævert på tal for, hvor mange der kommer i virksomhedspraktik. Det betyder, at en del af de ledige, som har brug for støtte til fx at håndtere et misbrug og et barn med social angst, ikke oplever jobcentret som en støtte. Og for den enkelte socialrådgiver kan det være umuligt at opbygge et godt samarbejde med borgeren, fordi der mange steder ikke er mulighed for kontinuerlig kontakt og tid til ordentlig forberedelse, når der fx skal læses notater fra den tidligere socialrådgiver, lægeerklæringer, udtalelser om barnet fra skolepsykolog osv.

Den gode nyhed er, at alt det faktisk er gået op for politikerne og forvaltningerne i en række kommuner. Hjørring, Aabenraa og Silkeborg har blandt andre vist vejen med investeringer i beskæftigelsesområdet, så socialrådgiverne har tid til at lytte til borgerne og tage udgangspunkt i hvert enkelt menneskes situation, ønsker og behov. På den måde oplever borgerne i langt højere grad jobcentret og socialrådgiveren som en medspiller, og flere af kommunerne har på kort tid oplevet, at en stor andel af deres udsatte kontanthjælpsmodtagere er kommet i uddannelse eller job.

Den helt grundlæggende og vigtigste opgave, der kan afhjælpe socialrådgivernes praksischok, er derfor den samme, som kan sikre socialrådgiverne et langt bedre arbejdsmiljø: At skabe tid og rum til det socialfaglige arbejde. Kun på den måde kan den nyuddannede få lov til i sit eget tempo at lære fra deres erfarne kolleger, som også selv skal have tid og rum til at hjælpe og lære fra sig – og kun på den måde kan vi stoppe tendensen til, at beskæftigelses- og børneområdet bliver en slags værnepligt for nyuddannede socialrådgivere, fordi de mere erfarne søger væk til mindre stressende og mere fagligt tilfredsstillende områder.

Det kræver, at kommunerne investerer de penge, der kræves, og at Christiansborg vil give dem bedre muligheder for at investere langsigtet i det sociale arbejde. Og så kræver det, at kommunerne i højere grad tør slippe tøjlerne og vise tillid til deres dygtige medarbejdere. For når en socialrådgiver ikke bare sender en hjemløs mand eller kvinde med et alkoholmisbrug i virksomhedspraktik – som på dette tidspunkt uden tvivl ville resultere i en dårlig oplevelse for begge parter - er det ikke fordi, hun har opgivet at finde et arbejde til vedkommende. Tværtimod har socialrådgiveren vurderet, at den korteste vej til arbejdsmarkedet er ved først at støtte borgeren i kampen med de mange sociale udfordringer for derigennem at opbygge borgerens tro på sig selv og egne evner.

Introduktion og studie

Når alt det er sagt, kan vi også gøre andre ting for at lette overgangen fra studieliv til arbejdsliv.

I Dansk Socialrådgiverforening har vi i samarbejde med Kommunernes Landsforening (KL) udarbejdet et omfattende materiale om, hvordan de enkelte arbejdspladser skaber en god start på arbejdslivet for nyuddannede socialrådgivere. Det handler bl.a. om et introduktionsforløb med en fast kontaktperson og en mentor til sparring og udvikling af faglige kompetencer. Nogle kommuner har taget det til sig og indført gode introduktionsforløb, men andre steder halter det desværre stadig.

Det er ærgerligt, for vi ved fra de kommuner, der har et velfungerende introduktionsforløb, at de ressourcer, der bruges på introduktion, oplæring og sparring, kommer mange gange igen i form af en socialrådgiver, der er klædt godt fagligt på og bliver i jobbet i længere tid.

Så er der uddannelsen. I dag oplever for mange studerende, at praktikstedet ikke sikrer ordentlige rammer for den vejledning og læring, der er helt essentiel for en vellykket praktik. Det er afgørende, at både praktikanten og praktikvejlederen får tid og rum til at samarbejde om praktikforløbet og den studerendes udvikling, og det kræver en særlig indsats og hensyn fra praktikstedet. Derudover efterlyser de studerende også et større fokus på praktiske færdigheder på skolen og en ekstra praktikperiode. Derfor arbejder vi sammen med KL og skolerne om at udvikle uddannelsen og gøre den endnu bedre.

Den helt store udfordring med at sikre et ordentligt arbejdsmiljø og gode rammer for det socialfaglige arbejde er en forudsætning for, at de nyuddannede socialrådgivere kan få en ordentlig introduktion og grundig vejledning og oplæring i deres første job. Det er derfor, vi i Dansk Socialrådgiverforening arbejder hårdt på at få politikerne på Christiansborg til at sikre, at kommunerne kan investere langsigtet, og kommunerne til at erkende, at ressourcerne til at sikre et godt arbejdsmiljø kommer mange gange igen.