Jeg blev uddannet socialrådgiver i januar 2019 efter at have skrevet bachelor om socialrådgiverens muligheder for at arbejde socialfagligt i forbindelse med sager, der skal forelægges for rehabiliteringsteamet.

Jeg blev ansat inden for beskæftigelsesområdet i december 2018 i samme afdeling, som jeg var i praktik i under min uddannelsestid. Jeg kendte derfor organisationens struktur og kultur. Mit indgående kendskab til organisationen har på mange måder mindsket praksischokket.

Lovgivningen er simpelthen for stram, og det øgede fokus på beskæftigelse gør, at jeg ikke føler, at jeg får opfyldt mine behov for at arbejde socialfagligt, i hvert fald ikke i den grad jeg havde forestillet mig og håbet på.

Mit praksischok har forstærket min følelse af, at det ikke er her, jeg skal være for altid. I begyndelsen af min uddannelsestid var jeg overbevist om, at jeg uddannede mig til mit drømmejob. Efter at have mødt praksis føler jeg ikke, at jeg har den fulde mulighed for at udnytte mit faglige potentiale.

Hvad kom du ud for i praksis? 

Jeg kom ud i en organisation, hvor antallet af virksomhedskonsulenter er tredoblet siden min praktik for blot to år siden, og hvor antallet af socialrådgivere er faldet. Der er ingen tvivl om, hvor hovedfokus er, nemlig at borgerne skal i arbejde. Jeg er enig i, at arbejde kan være vejen til lykken for mange borgere, men der er også nogle, der bare falder uden for den kategori.

Der er en tendens til, at socialrådgiverne i højere grad skal arbejde med virksomhedskonsulent-opgaver og hjælpe med jobsøgningen end at fokusere på det, vi egentlig er uddannede til, samtidig med at vi også er dem, der har de lovpligtige opgaver. Så der er ikke nogen tvivl om, at opgavebyrden vokser hos socialrådgiverne, samtidig med at de økonomiske ressourcer går til at ansætte flere virksomhedskonsulenter – dét undrer jeg mig tit over.

Hvad kunne have modvirket dit praksischok? 

Jeg tror på mange måder, at praktikken kan være modvirkende til praksischok. Jeg er stor tilhænger af tanken om, at der burde være dobbelt så meget praktiktid under uddannelsen. Hvis jeg ikke havde været i praktik inden for samme organisation, som jeg er ansat i, tror jeg, at jeg havde været chokeret over, hvor indskrænket vores handlingsmæssige råderum er i forhold til det, vi blev undervist i på uddannelsen.

De studiekammerater, der var i praktik som udførende funktion, har i højere grad ytret en stor mangel på indsigt i den verden, som mange af os bliver ansat inden for, nemlig som myndighed. 

Hvad har praksischokket gjort ved dig?
Det får mig vel til at tænke mere over, hvad jeg skal i min fremtid. Hvor længe kan man holde til ikke at nå til bunds i sine opgaver? Og hvor længe kan man holde til, at socialrådgivernes arbejdsopgaver nedprioriteres til gengæld for en opnormering af virksomhedskonsulenter?

Måske man fra uddannelsens side skulle have mere fokus på at ruste os til, at beskæftigelsesområdet i nogle organisationer kræver, at socialrådgiverne tager stor del i jobsøgningen, udarbejdelse af ansøgninger og virksomhedskontakt. Jeg synes egentlig, det er spændende opgaver, men tiden er knap, når man skal varetage to funktioner samtidig.

Heldigvis er uddannelsen et godt springbræt til mange spændende videreuddannelser, som forhåbentlig vil kunne bringe mig tættere på dét, der for mig ville være et drømmejob – underviser på socialrådgiveruddannelsen.