Den mørke sal er stuvende fuld. Næsten 450 personer med interesse for beskæftigelsesområdet har trodset tæt tåge og sidder bænket i Odeons mørke sal den 26. februar i Odense. Trods mørke og tåge er forventningen uden tvivl at blive oplyst. Lyden fejler da heller ikke noget, dagens budskaber går klart igennem.
Sammenhæng og helhedsorienteret indsats samt en forenklet og effektiv beskæftigelsesindsats er dagens temaer på dette års beskæftigelsestræf, som KL står bag. Thomas Kastrup-Larsen, der både er formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg og borgmester i Aalborg Kommune, introducerer dagen.
Foto: Anette Mølholm
Beskæftigelsen fortsætter med at stige, slår han fast. En ny lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er på vej, og det er KL's håb, at den vil danne rammen om en indsats, hvor medarbejderne i højere grad kan koncentrere sig om at matche ledige med virksomheder og mindre om regler og bureaukrati.
Men selv om der er grund til optimisme på flere parametre, er jobfesten ikke for alle, pointerer formanden. Ikke alle kan finde festen, og ikke alle føler sig inviteret. Hvordan festen skal blive for alle, er nogle af de svar, som dagens oplægsholdere gerne skal bidrage med.
Dagen bliver dog indledt med et afbud fra innovationsminister Sophie Løhde, der skulle have fortalt os om mere sammenhæng i den offentlige sektor. Ministeren erstattes af Karen Hækkerup, tidligere socialdemokratisk justitsminister og direktør i Landbrug & Fødevarer, der skal stå i spidsen for Den Sociale Investeringsfond. Hun introducerer og inviterer til samarbejde med den fond, der skal være med til at udvikle indsatser på de store velfærdsområder og udbrede succesfulde indsatser i samspil mellem civilsamfundet og den offentlige og private sektor. Og så bliver dagen for alvor sparket i gang af en af dem, der i den grad beskæftiger sig med dem, der ikke føler sig inviteret med til jobfesten. Faktisk vil de måske helst ikke inviteres med.
Hvordan påvirker rationaler mødet med de udsatte borgere?
"De her borgere føler sig ikke glemt af systemet. Tværtimod synes de, at det er rigtig hårdt at være i." Ordene er Nanna Mik-Meyers. Hun er prodekan og professor mso fra CBS og udgav i 2018 bogen "Fagprofessionelles møde med udsatte klienter – dilemmaer i den organisatoriske praksis". Som titlen indikerer, har hun undersøgt, hvilke dilemmaer der opstår i fagprofessionelles møde med udsatte klienter. Bogen er baseret på tæt på 100 interview med udsatte klienter og de fagprofessionelle, som gruppen er i kontakt med hver dag.
De socialt udsatte som bl.a. er hjemløse, misbrugere eller psykisk syge fylder i dansk kontekst ca. 20.000 borgere. De koster staten 4 mia. kr. om året i sociale og behandlingsmæssige indsatser.
Nanna Mik-Meyer præsenterer os for tre grundrationaler for velfærdsarbejde, som nyder både befolkningsmæssig og politisk opbakning. Tre grundrationaler, som hun samtidig pointerer, at de udsatte klienter ikke passer ind i.
Det første grundrationale er det bureaukratiske, der sikrer retssikkerhed for borgerne. Det andet grundrationale er det markedsinspirerede, der prioriterer økonomi og udvikling af effektive løsninger. Det tredje og sidste grundrationale er det psykologiske, der handler om ligeværdige relationer, ansvarliggørelse og samskabelse.
Foto: Anette Mølholm
Alle tre rationaler har en berettigelse, men de skaber til sammen vanskelige vilkår. Det gør de, fordi det psykologiske rationale sætter den enkelte borger i centrum, mens det bureaukratiske kan modarbejde, fordi der ikke skal være forskelsbehandling for borgerne. Og retssikkerheden vil vi jo ikke give køb på.
Rationalerne bliver forstærket, når man arbejder med udsatte. Fordi de udsatte klienter ikke passer ind i bureaukratiets kasser, og de risikerer at blive marginaliseret, fordi de ikke lever op til det markedsorienterede grundrationale om effektivitet og ofte ikke bidrager til økonomien. De er ikke ressourcestærke og kan ikke leve op til det ansvar, de bliver pålagt.
Forventningerne matcher ikke virkeligheden
Den organisatoriske indretning svarer ikke til den praktiske virkelighed, og der er en masse forventninger til den udsatte. Organisationen er indrettet ud fra, at den udsatte klient er grundlæggende ansvarlig, køber sin egen medicin, reagerer på rykkerbreve og er motiveret for motivationsarbejde. Men den udsatte klient er ofte uansvarlig, utilregnelig og umotiveret. Klienten gør alt det forkerte. Forventningerne matcher ikke virkeligheden.
Det er ikke altid, at de mennesker, vi vil hjælpe, ønsker det, vi ønsker, de skal ønske, som professoren udtrykker det. Den her gruppe er ikke ret stor, men den fylder enormt meget. Man kunne overveje, om det giver mening at have det beskæftigelsesrettede system over for dem. Vi vil så gerne have, de har mange ressourcer, men det har de ikke, og bør man ikke have et system, der også kan forholde sig til den praktiske virkelighed, spørger Nanna Mik-Meyer.
Den fagprofessionelles "løsning" på den udsatte klients problem kan desværre ofte ende med at være, at klienten sendes videre til en anden i systemet. Kommunen sender klienten videre til jobcenteret, psykiatrien sender klienten videre til misbrugsbehandling og vice versa. Klienten ender derfor med at ryge frem og tilbage i systemet.
Derfor skal organisationer ikke have fokus på målene med arbejdet, men i stedet på hoveddilemmaerne i arbejdet, insisterer Nanna Mik-Meyer. Der er altid dilemmaer i en organisation, og de forsvinder ikke. Så tænk de rationaler, der indrammer arbejdet, så konstruktivt som muligt, for de er et vilkår, som vi må forholde os til og arbejde med.
Når velfærd er mere end at levere varen
"Det, som Nanna har fortalt os, er dagligdag og virkelighed," indleder Helene Bækmark, der er kommunaldirektør i Faaborg-Midtfyn Kommune. Og fynboen sætter straks spørgsmålstegn ved, hvordan vi selv ville have det, hvis vi satte os i den ledige borgers stol. Ville vi selv finde os i den behandling, vi giver borgerne? Det mener Helene Bæksmark ofte ikke er tilfældet.
Foto: Anette Mølholm
Hvis hele tanken om én plan skal skabe en reel værdi for borgeren, skal vi derfor op af stolen og vende vores scope. For det er afgørende for indsatsen, hvordan man bliver set på som menneske, og hvordan vi håndterer den enorme magt, vi udøver som system, mener hun.
Det er ikke nok, at vi alle er tilhængere af vores velfærdsmodel og "bare" gør det, vi skal. Vi skal mere end det – vores fineste opgave er at stille os til rådighed for andre. Og det er ikke at stille sig til rådighed for vores mere udsatte borgere, hvis vi med vores system trækker normaldanskerens normer og regelsæt ned over borgeren med komplekse problemer, mener Helene Bækmark.
Kommunaldirektøren hævder, at velfærdsmodellen giver os for stor legitimitet i, at vi er uddannede og ukorrupte og tager os af centrale livsfunktioner, der gør gavn for borgerne. Vi gør det, vi skal med for stor selvtilfredshed – og stagnation. Men vi skal have blikket rettet mod den etiske fordring og være drevet af et stort og rungende WHY, så vi hele tiden er nysgerrige på, hvordan vi kan gøre det bedre for borgeren. Og den drivkraft er der langt mindre, end vi selv tror.
Det kræver mod
Helene Bækmark er ikke bange for at gribe i egen barm og indrømmer, at det kræver mod at ændre sine grundantagelser. I samme ombæring understreger hun, at det ikke er praktikerne i jobcentrene, der skal skældes ud, når indsatser for borgerne ikke lykkes. Det er lederne, som pilen skal pege på. For lederne skal ikke overlade det store ansvar alene til praktikernes fagligheder. Helene Bækgaard gør samtidig op med, at tingene kommer nede fra. Det gør de desværre ikke. Man kan kun ændre noget ved at lægge vægt bag oppe fra, understreger kommunaldirektøren.
Hvad er pseudoarbejde?
"Pseudoarbejde er det arbejde, vi har travlt med, uden at vi synes, vi laver noget, og det arbejde, vi har mistanke om muligvis er meningsløst. Det arbejde, der ikke påvirker nogen, som er virkningsløst. Det arbejde, hvor verden kører videre, som om ingenting er hændt."
Den slags arbejde er der desværre masser af. I hvert fald ifølge næste mand på scenen Dennis Nørmark. Han er antropolog og medforfatter til bogen "Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting", der udkom i 2018 med masser af omtale.
I bogen har han og filosoffen Anders Fogh Jensen sat sig for at finde ud af, hvad vi egentlig får vores arbejdstid til at gå med. Skal vi tro dem, er en stor del af vores arbejde blevet meningsløst, og tidligere tiders løfte om mere fritid blev aldrig til noget. For 100 år siden var alle ellers overbeviste om, at vi i dag ville arbejde 15 timer om ugen. Det skete som bekendt ikke. For hver gang, vi troede, at vi havde opfundet noget, der skulle gøre det nemmere for os, kommer vi desværre altid til at arbejde mere. Til gengæld har vi fået oceaner af regler, kontroller, møder, mails, der sprænger indbakken, rapporter og ligegyldige Powerpoint-præsentationer.
Foto: Anette Mølholm
Human resource, compliance, innovation, mobility, proceskonsulent, lean, CSR, account management eller quality assurance er bare nogle af de begreber, som Dennis Nørmark forbinder med pseudoarbejde. Det er arbejde, der typisk ikke kan forklares til udenforstående. Men det er også arbejde, man kan have meget travlt med. Man kan bruge 60 timer om ugen på det, tilsidesætte familieforpligtelser, venner og fritidsinteresser for det og sågar gå ned med stress. Alt sammen for at sikre dets meningsløse og ligegyldige udførelse.
Pseudoarbejde er hverdag for mange. Det er rapporten, de bruger en tredjedel af et årsværk på at skrive, men som næsten ingen læser, det er tabeller, dokumentationsark og kolonner, der skal udfyldes. Det er stress- og sygefraværspolitikker, der skal laves, så nogle i det politiske system kan sætte flueben ud for det, og det er møder, der skal holdes, hvor man drøfter sager i det uendelige, der kunne have taget en halv time at beslutte.
Hvad skaber pseudoarbejde?
Pseudoarbejde findes jo også i jobcentrene, konstaterer Dennis Nørmark og bruger de til tider meningsløse samtaler med borgeren som eksempel. Fordi vi har et administrativt system, der ikke forstår kerneopgaven og reducerer den til tal – vi måler på aktiviteter fremfor på resultater.
Men hvad skaber ellers pseudoarbejdet? Det gør ifølge antropologen den manglende tillid til medarbejderne. Og det gør det forenklede menneskesyn, vi administrerer efter, hvor det som hovedregel antages, at mennesket er dovent og grådigt. Fx administrerer vi som om, at Dovne Robert er, som folk er flest, men Dovne Robert tilhører jo en særlig oase, vi ikke skal lave lovgivning efter, mener Dennis Nørmark.
Vær kritisk og vis tillid
Kan man gøre noget for at komme pseudoarbejdet til livs? Det mener, Dennis Nørmark godt, at man kan. Man skal turde at være kritisk overfor alle de fikse idéer, der gennemtrænger organisationer og virksomheder. Alle de talentprogrammer, man ikke har brug for, blot fordi de andre har dem, og alle de fikse idéer om bedre kvalitet, mere kommunikation og synergi, som skal implementeres i en organisation, der sandsynligvis har fungeret upåklageligt uden i årtier.
Og så drejer det sig naturligvis om tillid, og Dennis Nørmark giver lederne klar besked. Hav tillid til medarbejderne, der typisk ønsker at gøre deres arbejde ordentligt og samvittighedsfuldt og uden fejl. Forsvar dem over for politikerne, når de går imod systemet for at udføre deres arbejde forsvarligt. Forstå, når medarbejderne skaber værdi, og stol på, at de retledes bedre af deres faglige intuition end af et måltal. Og tag ikke mindst meningsløst arbejde meget seriøst og bryd tabuet – man er ikke en nej-hat, fordi man giver udtryk for utilfredshed.
Borgeren først i frikommunerne
"Jeg er glad og stolt over at komme efter Dennis, for vi laver nemlig noget, der giver mening. Vi ved, hvad vi gør og hvorfor."
Sådan siger sundheds- og arbejdsmarkedschef Jannie Knudsen i Jammerbugt Kommune. Det er blevet frikommunernes tur, der i en årrække har haft mulighed for en større frihed til at eksperimentere med at skabe mere meningsfulde møder med borgerne.
I både Jammerbugt, Rebild og Mariager Fjord Kommune har de som frikommuner en række aktive forsøg kørende. Fælles for dem er, at de skal give mening for borgeren, unødige regler er blevet fjernet, nye metoder bliver afprøvet, og alle forsøg bliver evalueret.
Jammerbugt Kommune med Jannie Knudsen i spidsen er den mest rabiate. Her bestemmer medarbejderne selv, hvornår de holder samtaler med borgeren, og hvem der gør det. Samtalens indhold bliver bestemt sammen med borgeren – de giver den indsats, der giver mening for borgeren.
Foto: Anette Mølholm
Frihed versus retssikkerhed
Arbejdsmarkedschef fra Rebild Kommune Susanne Nielsen er mere forsigtig og siger selv, at hun er knap så modig som sin kollega. Hun er optaget af retssikkerheden og arbejder derfor med principper for den faglige vurdering. Der må ikke være så stor frihed, at der kan blive for stor forskel på, hvilken sagsbehandler borgeren sidder over for, mener hun.
Tror man, at frikommune-forsøgene kræver mindre ledelse og mindre registrering, tager man dog fejl. Tværtimod. Man registrerer endnu mere end vanligt for at sikre dokumentationen for effekten – for at få en stærkere stemme over for politikerne. Forsøget stiller også større krav til metodeudvikling og løbende faglig sparring blandt medarbejdere, i teamet og i ledelsen.
Til gengæld er både borgere og medarbejdere mere tilfredse. Medarbejderne oplever, at borgerne vil dem på en helt anden måde, når de selv er med til både at fastlægge tidspunkt og indhold for samtalen. Nu mødes man kun, når der er noget at mødes om, så indsatsen er mere meningsgivende. Medarbejderne oplever, at de sammensætter mere meningsfulde forløb og i højere grad kan sætte deres egen faglighed i spil.
Den virksomhedsrettede indsats som kerneopgave
Hvordan skaber kommunerne bedre samspil med virksomhederne, og hvordan bliver det virksomhedsrettede samarbejde til en kerneopgave i jobcentret? Det bliver det først og fremmest ved et konstant fokus på den virksomhedsrettede indsats, pointerer arbejdsmarkedschef Anita Jensen fra Favrskov Kommune, der har succes med at skabe gode resultater via det virksomhedsrettede arbejde.
Derfor er der et virksomhedsfokus i alle projekter som fx virksomhedsvendt indsats til aktivitetsparate uddannelses-og kontanthjælpsmodtagere, STV, håndholdt indsats i ressourceforløb, fastholdelse af sygemeldte medarbejdere på arbejdspladsen, styrket indsats i jobafklaringsforløb og nye fleksjob og fastholdelse i fleksjob.
Sagsmængden tilpasses, så der bliver afsat tid og ro til opgaven. Sagsbehandlere og jobkonsulenter sidder tæt på hinanden og har fælles leder. Der er fokus på kompetenceudvikling med uddannelsesforløb, som understøtter virksomhedsfokus hos alle. En dialogguide til arbejdet med småjobs er udarbejdet, og der er sparing fra projektlederen og deltagelse i virksomhedsbesøg.
Det konstante virksomhedsfokus er helt afgørende, slutter Anita Jensen. Svigter ledelsesfokus bare kortvarigt – så svækkes resultaterne.
Hvorfor belønner vi ikke?
Dagens rosin i pølseenden indleder seancen med at gøre opmærksom på, at han har spildt kylling i karry på sin hvide skjorte. Det gør ikke spor, han er den helt rette til den altid lidt utaknemmelige opgave. Han er tidligere pædagog, har læst positiv psykologi, været leder af et opholdssted for unge, og nu sætter han brugte møbler i stand og sælger dem i sin virksomhed. Fokus er bæredygtighed og cirkulær økonomi i HOLMRIS B8, som Steffen Max Høgh er CSR direktør for.
Direktøren har et særligt fokus på at hjælpe unge på bunden. Steffen Max Høghs måske vigtigste budskaber til os er, at han mener, vi skal belønne virksomheder, der tager et ansvar for de unge og gør det godt.
Det skal vi, fordi virksomheder ikke har de samme forudsætninger for at hjælpe socialt udsatte ind på arbejdsmarkedet. Så hvorfor kan virksomheder, der ønsker at gøre sig gode, ikke have særlige muligheder, spørger han. Hvis en virksomhed ønsker at gøre noget godt? Hvorfor så ikke give den en belønning, spørger han.
Afvent ikke
Pædagogen, psykologen og møbelhandleren har andre gode råd. Og vi lytter til ham. Han foreslår, at virksomheder afventer med at udfylde en komplet arbejdsbeskrivelse, så der er plads til inddragelse. Han foreslår en fast kontaktperson til den udsatte borger. Han understreger, at pauser er vigtige. Fordi det har den udsatte borger i den grad brug for. Og så understreger Steffen Max Høgh, at vi som kontaktpersoner skal huske den intensive støtte i starten. Det er en misforståelse at lade borgeren være i fred, for det er i starten, der er ekstra brug for støtte for at blive tryg og mulighed for at få rettet op på eventuelle fejl og misforståelser – så afvent ikke er hans erfaring.
Der er da heller ingen, der afventer, da kontorchef i KL Henrik Thomassen har rundet dagen af. Alt andet ville heller ikke være meningsfuldt. Forventningerne er blevet indfriet – vi er blevet oplyst. Mens deltagerne vrimler ud af mørket og ud i solen, fornemmer man den spirende optimisme i en foranderlig tid med fokus på at fremme mere meningsfulde og helhedsorienterede indsatser. Lad os sammen med borgeren fokusere på den praktiske virkelighed. Lad os nægte at gøre, som vi får besked på, hvis det er fagligt uforsvarligt. Lad os have tillid til borgeren og til hinanden. Og lad os da ikke mindst huske belønningen – og at pauser er vigtige.
Foto: Anette Mølholm
Vil du vide mere?
|
Den mørke sal er stuvende fuld. Næsten 450 personer med interesse for beskæftigelsesområdet har trodset tæt tåge og sidder bænket i Odeons mørke sal den 26. februar i Odense. Trods mørke og tåge er forventningen uden tvivl at blive oplyst. Lyden fejler da heller ikke noget, dagens budskaber går klart igennem.
Sammenhæng og helhedsorienteret indsats samt en forenklet og effektiv beskæftigelsesindsats er dagens temaer på dette års beskæftigelsestræf, som KL står bag. Thomas Kastrup-Larsen, der både er formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg og borgmester i Aalborg Kommune, introducerer dagen.
Foto: Anette Mølholm
Beskæftigelsen fortsætter med at stige, slår han fast. En ny lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er på vej, og det er KL's håb, at den vil danne rammen om en indsats, hvor medarbejderne i højere grad kan koncentrere sig om at matche ledige med virksomheder og mindre om regler og bureaukrati.
Men selv om der er grund til optimisme på flere parametre, er jobfesten ikke for alle, pointerer formanden. Ikke alle kan finde festen, og ikke alle føler sig inviteret. Hvordan festen skal blive for alle, er nogle af de svar, som dagens oplægsholdere gerne skal bidrage med.
Dagen bliver dog indledt med et afbud fra innovationsminister Sophie Løhde, der skulle have fortalt os om mere sammenhæng i den offentlige sektor. Ministeren erstattes af Karen Hækkerup, tidligere socialdemokratisk justitsminister og direktør i Landbrug & Fødevarer, der skal stå i spidsen for Den Sociale Investeringsfond. Hun introducerer og inviterer til samarbejde med den fond, der skal være med til at udvikle indsatser på de store velfærdsområder og udbrede succesfulde indsatser i samspil mellem civilsamfundet og den offentlige og private sektor. Og så bliver dagen for alvor sparket i gang af en af dem, der i den grad beskæftiger sig med dem, der ikke føler sig inviteret med til jobfesten. Faktisk vil de måske helst ikke inviteres med.
Hvordan påvirker rationaler mødet med de udsatte borgere?
"De her borgere føler sig ikke glemt af systemet. Tværtimod synes de, at det er rigtig hårdt at være i." Ordene er Nanna Mik-Meyers. Hun er prodekan og professor mso fra CBS og udgav i 2018 bogen "Fagprofessionelles møde med udsatte klienter – dilemmaer i den organisatoriske praksis". Som titlen indikerer, har hun undersøgt, hvilke dilemmaer der opstår i fagprofessionelles møde med udsatte klienter. Bogen er baseret på tæt på 100 interview med udsatte klienter og de fagprofessionelle, som gruppen er i kontakt med hver dag.
De socialt udsatte som bl.a. er hjemløse, misbrugere eller psykisk syge fylder i dansk kontekst ca. 20.000 borgere. De koster staten 4 mia. kr. om året i sociale og behandlingsmæssige indsatser.
Nanna Mik-Meyer præsenterer os for tre grundrationaler for velfærdsarbejde, som nyder både befolkningsmæssig og politisk opbakning. Tre grundrationaler, som hun samtidig pointerer, at de udsatte klienter ikke passer ind i.
Det første grundrationale er det bureaukratiske, der sikrer retssikkerhed for borgerne. Det andet grundrationale er det markedsinspirerede, der prioriterer økonomi og udvikling af effektive løsninger. Det tredje og sidste grundrationale er det psykologiske, der handler om ligeværdige relationer, ansvarliggørelse og samskabelse.
Foto: Anette Mølholm
Alle tre rationaler har en berettigelse, men de skaber til sammen vanskelige vilkår. Det gør de, fordi det psykologiske rationale sætter den enkelte borger i centrum, mens det bureaukratiske kan modarbejde, fordi der ikke skal være forskelsbehandling for borgerne. Og retssikkerheden vil vi jo ikke give køb på.
Rationalerne bliver forstærket, når man arbejder med udsatte. Fordi de udsatte klienter ikke passer ind i bureaukratiets kasser, og de risikerer at blive marginaliseret, fordi de ikke lever op til det markedsorienterede grundrationale om effektivitet og ofte ikke bidrager til økonomien. De er ikke ressourcestærke og kan ikke leve op til det ansvar, de bliver pålagt.
Forventningerne matcher ikke virkeligheden
Den organisatoriske indretning svarer ikke til den praktiske virkelighed, og der er en masse forventninger til den udsatte. Organisationen er indrettet ud fra, at den udsatte klient er grundlæggende ansvarlig, køber sin egen medicin, reagerer på rykkerbreve og er motiveret for motivationsarbejde. Men den udsatte klient er ofte uansvarlig, utilregnelig og umotiveret. Klienten gør alt det forkerte. Forventningerne matcher ikke virkeligheden.
Det er ikke altid, at de mennesker, vi vil hjælpe, ønsker det, vi ønsker, de skal ønske, som professoren udtrykker det. Den her gruppe er ikke ret stor, men den fylder enormt meget. Man kunne overveje, om det giver mening at have det beskæftigelsesrettede system over for dem. Vi vil så gerne have, de har mange ressourcer, men det har de ikke, og bør man ikke have et system, der også kan forholde sig til den praktiske virkelighed, spørger Nanna Mik-Meyer.
Den fagprofessionelles "løsning" på den udsatte klients problem kan desværre ofte ende med at være, at klienten sendes videre til en anden i systemet. Kommunen sender klienten videre til jobcenteret, psykiatrien sender klienten videre til misbrugsbehandling og vice versa. Klienten ender derfor med at ryge frem og tilbage i systemet.
Derfor skal organisationer ikke have fokus på målene med arbejdet, men i stedet på hoveddilemmaerne i arbejdet, insisterer Nanna Mik-Meyer. Der er altid dilemmaer i en organisation, og de forsvinder ikke. Så tænk de rationaler, der indrammer arbejdet, så konstruktivt som muligt, for de er et vilkår, som vi må forholde os til og arbejde med.
Når velfærd er mere end at levere varen
"Det, som Nanna har fortalt os, er dagligdag og virkelighed," indleder Helene Bækmark, der er kommunaldirektør i Faaborg-Midtfyn Kommune. Og fynboen sætter straks spørgsmålstegn ved, hvordan vi selv ville have det, hvis vi satte os i den ledige borgers stol. Ville vi selv finde os i den behandling, vi giver borgerne? Det mener Helene Bæksmark ofte ikke er tilfældet.
Foto: Anette Mølholm
Hvis hele tanken om én plan skal skabe en reel værdi for borgeren, skal vi derfor op af stolen og vende vores scope. For det er afgørende for indsatsen, hvordan man bliver set på som menneske, og hvordan vi håndterer den enorme magt, vi udøver som system, mener hun.
Det er ikke nok, at vi alle er tilhængere af vores velfærdsmodel og "bare" gør det, vi skal. Vi skal mere end det – vores fineste opgave er at stille os til rådighed for andre. Og det er ikke at stille sig til rådighed for vores mere udsatte borgere, hvis vi med vores system trækker normaldanskerens normer og regelsæt ned over borgeren med komplekse problemer, mener Helene Bækmark.
Kommunaldirektøren hævder, at velfærdsmodellen giver os for stor legitimitet i, at vi er uddannede og ukorrupte og tager os af centrale livsfunktioner, der gør gavn for borgerne. Vi gør det, vi skal med for stor selvtilfredshed – og stagnation. Men vi skal have blikket rettet mod den etiske fordring og være drevet af et stort og rungende WHY, så vi hele tiden er nysgerrige på, hvordan vi kan gøre det bedre for borgeren. Og den drivkraft er der langt mindre, end vi selv tror.
Det kræver mod
Helene Bækmark er ikke bange for at gribe i egen barm og indrømmer, at det kræver mod at ændre sine grundantagelser. I samme ombæring understreger hun, at det ikke er praktikerne i jobcentrene, der skal skældes ud, når indsatser for borgerne ikke lykkes. Det er lederne, som pilen skal pege på. For lederne skal ikke overlade det store ansvar alene til praktikernes fagligheder. Helene Bækgaard gør samtidig op med, at tingene kommer nede fra. Det gør de desværre ikke. Man kan kun ændre noget ved at lægge vægt bag oppe fra, understreger kommunaldirektøren.
Hvad er pseudoarbejde?
"Pseudoarbejde er det arbejde, vi har travlt med, uden at vi synes, vi laver noget, og det arbejde, vi har mistanke om muligvis er meningsløst. Det arbejde, der ikke påvirker nogen, som er virkningsløst. Det arbejde, hvor verden kører videre, som om ingenting er hændt."
Den slags arbejde er der desværre masser af. I hvert fald ifølge næste mand på scenen Dennis Nørmark. Han er antropolog og medforfatter til bogen "Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting", der udkom i 2018 med masser af omtale.
I bogen har han og filosoffen Anders Fogh Jensen sat sig for at finde ud af, hvad vi egentlig får vores arbejdstid til at gå med. Skal vi tro dem, er en stor del af vores arbejde blevet meningsløst, og tidligere tiders løfte om mere fritid blev aldrig til noget. For 100 år siden var alle ellers overbeviste om, at vi i dag ville arbejde 15 timer om ugen. Det skete som bekendt ikke. For hver gang, vi troede, at vi havde opfundet noget, der skulle gøre det nemmere for os, kommer vi desværre altid til at arbejde mere. Til gengæld har vi fået oceaner af regler, kontroller, møder, mails, der sprænger indbakken, rapporter og ligegyldige Powerpoint-præsentationer.
Foto: Anette Mølholm
Human resource, compliance, innovation, mobility, proceskonsulent, lean, CSR, account management eller quality assurance er bare nogle af de begreber, som Dennis Nørmark forbinder med pseudoarbejde. Det er arbejde, der typisk ikke kan forklares til udenforstående. Men det er også arbejde, man kan have meget travlt med. Man kan bruge 60 timer om ugen på det, tilsidesætte familieforpligtelser, venner og fritidsinteresser for det og sågar gå ned med stress. Alt sammen for at sikre dets meningsløse og ligegyldige udførelse.
Pseudoarbejde er hverdag for mange. Det er rapporten, de bruger en tredjedel af et årsværk på at skrive, men som næsten ingen læser, det er tabeller, dokumentationsark og kolonner, der skal udfyldes. Det er stress- og sygefraværspolitikker, der skal laves, så nogle i det politiske system kan sætte flueben ud for det, og det er møder, der skal holdes, hvor man drøfter sager i det uendelige, der kunne have taget en halv time at beslutte.
Hvad skaber pseudoarbejde?
Pseudoarbejde findes jo også i jobcentrene, konstaterer Dennis Nørmark og bruger de til tider meningsløse samtaler med borgeren som eksempel. Fordi vi har et administrativt system, der ikke forstår kerneopgaven og reducerer den til tal – vi måler på aktiviteter fremfor på resultater.
Men hvad skaber ellers pseudoarbejdet? Det gør ifølge antropologen den manglende tillid til medarbejderne. Og det gør det forenklede menneskesyn, vi administrerer efter, hvor det som hovedregel antages, at mennesket er dovent og grådigt. Fx administrerer vi som om, at Dovne Robert er, som folk er flest, men Dovne Robert tilhører jo en særlig oase, vi ikke skal lave lovgivning efter, mener Dennis Nørmark.
Vær kritisk og vis tillid
Kan man gøre noget for at komme pseudoarbejdet til livs? Det mener, Dennis Nørmark godt, at man kan. Man skal turde at være kritisk overfor alle de fikse idéer, der gennemtrænger organisationer og virksomheder. Alle de talentprogrammer, man ikke har brug for, blot fordi de andre har dem, og alle de fikse idéer om bedre kvalitet, mere kommunikation og synergi, som skal implementeres i en organisation, der sandsynligvis har fungeret upåklageligt uden i årtier.
Og så drejer det sig naturligvis om tillid, og Dennis Nørmark giver lederne klar besked. Hav tillid til medarbejderne, der typisk ønsker at gøre deres arbejde ordentligt og samvittighedsfuldt og uden fejl. Forsvar dem over for politikerne, når de går imod systemet for at udføre deres arbejde forsvarligt. Forstå, når medarbejderne skaber værdi, og stol på, at de retledes bedre af deres faglige intuition end af et måltal. Og tag ikke mindst meningsløst arbejde meget seriøst og bryd tabuet – man er ikke en nej-hat, fordi man giver udtryk for utilfredshed.
Borgeren først i frikommunerne
"Jeg er glad og stolt over at komme efter Dennis, for vi laver nemlig noget, der giver mening. Vi ved, hvad vi gør og hvorfor."
Sådan siger sundheds- og arbejdsmarkedschef Jannie Knudsen i Jammerbugt Kommune. Det er blevet frikommunernes tur, der i en årrække har haft mulighed for en større frihed til at eksperimentere med at skabe mere meningsfulde møder med borgerne.
I både Jammerbugt, Rebild og Mariager Fjord Kommune har de som frikommuner en række aktive forsøg kørende. Fælles for dem er, at de skal give mening for borgeren, unødige regler er blevet fjernet, nye metoder bliver afprøvet, og alle forsøg bliver evalueret.
Jammerbugt Kommune med Jannie Knudsen i spidsen er den mest rabiate. Her bestemmer medarbejderne selv, hvornår de holder samtaler med borgeren, og hvem der gør det. Samtalens indhold bliver bestemt sammen med borgeren – de giver den indsats, der giver mening for borgeren.
Foto: Anette Mølholm
Frihed versus retssikkerhed
Arbejdsmarkedschef fra Rebild Kommune Susanne Nielsen er mere forsigtig og siger selv, at hun er knap så modig som sin kollega. Hun er optaget af retssikkerheden og arbejder derfor med principper for den faglige vurdering. Der må ikke være så stor frihed, at der kan blive for stor forskel på, hvilken sagsbehandler borgeren sidder over for, mener hun.
Tror man, at frikommune-forsøgene kræver mindre ledelse og mindre registrering, tager man dog fejl. Tværtimod. Man registrerer endnu mere end vanligt for at sikre dokumentationen for effekten – for at få en stærkere stemme over for politikerne. Forsøget stiller også større krav til metodeudvikling og løbende faglig sparring blandt medarbejdere, i teamet og i ledelsen.
Til gengæld er både borgere og medarbejdere mere tilfredse. Medarbejderne oplever, at borgerne vil dem på en helt anden måde, når de selv er med til både at fastlægge tidspunkt og indhold for samtalen. Nu mødes man kun, når der er noget at mødes om, så indsatsen er mere meningsgivende. Medarbejderne oplever, at de sammensætter mere meningsfulde forløb og i højere grad kan sætte deres egen faglighed i spil.
Den virksomhedsrettede indsats som kerneopgave
Hvordan skaber kommunerne bedre samspil med virksomhederne, og hvordan bliver det virksomhedsrettede samarbejde til en kerneopgave i jobcentret? Det bliver det først og fremmest ved et konstant fokus på den virksomhedsrettede indsats, pointerer arbejdsmarkedschef Anita Jensen fra Favrskov Kommune, der har succes med at skabe gode resultater via det virksomhedsrettede arbejde.
Derfor er der et virksomhedsfokus i alle projekter som fx virksomhedsvendt indsats til aktivitetsparate uddannelses-og kontanthjælpsmodtagere, STV, håndholdt indsats i ressourceforløb, fastholdelse af sygemeldte medarbejdere på arbejdspladsen, styrket indsats i jobafklaringsforløb og nye fleksjob og fastholdelse i fleksjob.
Sagsmængden tilpasses, så der bliver afsat tid og ro til opgaven. Sagsbehandlere og jobkonsulenter sidder tæt på hinanden og har fælles leder. Der er fokus på kompetenceudvikling med uddannelsesforløb, som understøtter virksomhedsfokus hos alle. En dialogguide til arbejdet med småjobs er udarbejdet, og der er sparing fra projektlederen og deltagelse i virksomhedsbesøg.
Det konstante virksomhedsfokus er helt afgørende, slutter Anita Jensen. Svigter ledelsesfokus bare kortvarigt – så svækkes resultaterne.
Hvorfor belønner vi ikke?
Dagens rosin i pølseenden indleder seancen med at gøre opmærksom på, at han har spildt kylling i karry på sin hvide skjorte. Det gør ikke spor, han er den helt rette til den altid lidt utaknemmelige opgave. Han er tidligere pædagog, har læst positiv psykologi, været leder af et opholdssted for unge, og nu sætter han brugte møbler i stand og sælger dem i sin virksomhed. Fokus er bæredygtighed og cirkulær økonomi i HOLMRIS B8, som Steffen Max Høgh er CSR direktør for.
Direktøren har et særligt fokus på at hjælpe unge på bunden. Steffen Max Høghs måske vigtigste budskaber til os er, at han mener, vi skal belønne virksomheder, der tager et ansvar for de unge og gør det godt.
Det skal vi, fordi virksomheder ikke har de samme forudsætninger for at hjælpe socialt udsatte ind på arbejdsmarkedet. Så hvorfor kan virksomheder, der ønsker at gøre sig gode, ikke have særlige muligheder, spørger han. Hvis en virksomhed ønsker at gøre noget godt? Hvorfor så ikke give den en belønning, spørger han.
Afvent ikke
Pædagogen, psykologen og møbelhandleren har andre gode råd. Og vi lytter til ham. Han foreslår, at virksomheder afventer med at udfylde en komplet arbejdsbeskrivelse, så der er plads til inddragelse. Han foreslår en fast kontaktperson til den udsatte borger. Han understreger, at pauser er vigtige. Fordi det har den udsatte borger i den grad brug for. Og så understreger Steffen Max Høgh, at vi som kontaktpersoner skal huske den intensive støtte i starten. Det er en misforståelse at lade borgeren være i fred, for det er i starten, der er ekstra brug for støtte for at blive tryg og mulighed for at få rettet op på eventuelle fejl og misforståelser – så afvent ikke er hans erfaring.
Der er da heller ingen, der afventer, da kontorchef i KL Henrik Thomassen har rundet dagen af. Alt andet ville heller ikke være meningsfuldt. Forventningerne er blevet indfriet – vi er blevet oplyst. Mens deltagerne vrimler ud af mørket og ud i solen, fornemmer man den spirende optimisme i en foranderlig tid med fokus på at fremme mere meningsfulde og helhedsorienterede indsatser. Lad os sammen med borgeren fokusere på den praktiske virkelighed. Lad os nægte at gøre, som vi får besked på, hvis det er fagligt uforsvarligt. Lad os have tillid til borgeren og til hinanden. Og lad os da ikke mindst huske belønningen – og at pauser er vigtige.
Foto: Anette Mølholm
Vil du vide mere?
|
Indstillinger for cookie-samtykke