"Jeg fortryder hver eneste dag, at det ikke blev til noget med skolen."
Citatet stammer fra en af de 70 unge i 10 kommuner, som Kommunernes Landsforenings konsulentvirksomhed har gennemført brugerrejser med. Det er unge fra belastede familier. Det er unge, der ikke kan sidde stille. Det er unge med angst og diagnoser. KLK har talt med dem, fordi vi er nødt til at forstå og tale med de unge, før vi designer indsatser til dem i den nye kommunale ungeindsats.[i] Indsatser, der skal få dem til at starte på og gennemføre en ungdomsuddannelse. De unges eget perspektiv er afgørende for at flytte noget som helst. Det er de unge i den såkaldte restgruppe [ii], vi taler om.
Vi ved, at skole og uddannelse er den vigtigste beskyttelsesfaktor mod eksklusion senere i livet. Unge, der ikke kommer i gang umiddelbart efter grundskolen, har sværere ved at få fodfæste i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Falder de ikke til i skolen, er lysten til at starte på en ungdomsuddannelse forsvindende lille. Men en ting er at få de unge ind på en uddannelse, noget andet er at få dem til at blive der.
Restgruppen stopper og stagnerer
I vejledningens verden har vi i årevis diskuteret begrebet frafald og dets generelle definition som noget ensidet negativt. Nogle vil hellere tale om omvalg som noget naturligt i et liv, der ikke er lineært, og i et samfund med krav om fleksibilitet og omstillingsparathed. At valg og omvalg er en del af livet næsten fra vugge til krukke, kan mange tilslutte sig.
Men når vi taler om udsatte unge, må vi se i øjnene, at det har store omkostninger at falde fra. Den pause, som et frafald foranlediger, bliver sjældent produktiv – den bliver definitiv. For de fleste af disse unge laver ikke et omvalg. Et frafald bliver ofte til flere, og for mange kommer simpelthen ikke i gang igen.
Der er i 2019 skruet op for en i forvejen ambitiøs 95 %-målsætning til en 100 %-målsætning om, at en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Det har man valgt på trods af, at udfordringen med at fastholde har været til at tage at føle på i årevis. Hver femte af den årgang, der afsluttede 9. klasse i 2008, havde ikke gennemført en ungdomsuddannelse i 2016. 100 %-målsætningen har man også valgt, selv om restgruppens størrelse trods talrige initiativer stort set har været stabil de sidste årtier.
Restgruppens stabile størrelse siger i sig selv noget om en opgave, der er særdeles vanskelig at løse. Succesraten er lav. Ikke desto mindre bliver vi ved. Og det er da også netop gruppen af udsatte unge med særlige behov, som flertallet af vejledere primært skal fokusere på at hjælpe.
Hvis unge på kanten skal blive på sporet
Mange andre faktorer end vejledningen spiller ind, når udsatte unge skal gennemføre en uddannelse – strukturelle såvel som individuelle. Også faktorer, som vejledningens aktører ikke har ret meget eller ingen indflydelse på, fx de unges sociale baggrund, deres diagnoser eller hvor de bor. Når årtiers kamp for at reducere restgruppens størrelse har været forgæves, kunne det være relevant at spørge, om fastholdelse i uddannelse af alle unge i restgruppen reelt er en opgave, som vejlederne kan løfte? Er det som Sisyfos, der bliver tvunget til at skubbe en kæmpesten op ad en skråning, der bliver ved med at rulle ned igen? Arbejde, som aldrig rigtigt kan afsluttes og derfor er formålsløst?
Vejlederne er heldigvis ikke alene om opgaven med at bekæmpe frafald, og der er skruet godt og grundigt op for tværfagligheden i den kommunale ungeindsats. Den er sat i verden for at reducere restgruppen og støtte dem i at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. Det samme er FGU. Og der er søsat stribevis af initiativer, der skal gå hånd i hånd med både KUI og FGU. De kommende år skal vi se, hvordan det hele bærer frugt.
Et aktuelt initiativ af slagsen er et stort projekt som "Unge med kant", hvor UU Danmark med støtte på mere end 18 millioner kr. fra Den Europæiske Socialfond og Region Hovedstaden har iværksat et ambitiøst projekt. Målgruppen er de allermest udsatte unge, og vejledningen spiller en af hovedrollerne i forløbet.
Et andet initiativ er det treårige projekt "At blive på sporet", der netop er afsluttet. En forskergruppe fra Aarhus Universitet er blevet klogere på, hvornår tankerne om at droppe ud af en uddannelse opstår hos de unge og hvorfor. Kort sagt, hvad er der på spil, når de vakler?
Hvad er (ikke) vejlederens opgave?
Vores fælles mål er, at de unge bliver på sporet – deres eget spor vel at mærke snarere end det, der udstikkes uddannelsespolitisk eller i samfundets diskurser. I bund og grund handler det om, at alle skal føle, de hører til. Derfor er vi nødt til at blive ved med at udforske den gruppe, vi vejleder, hvor forskellige de end er. Der er ny og væsentlig forskning, der viser nye veje til forhold, vi rent faktisk kan arbejde med og flytte på. Den viden vil vi gerne være med til at formidle i dette nummer. Men måske er vi også nødt til at redefinere indholdet i vejlederens opgave, for hvad er det egentlig, en vejleder skal kunne, når vi står over for unge med massive udfordringer? Og med den lave succesrate i hu, hvad er så kriterierne for, hvornår vejlederens opgave er løst?
En række relevante stemmer hjælper os med at levere både argumentation og ammunition til, hvordan vejlederne bedre kan løfte deres del af den opgave, som kun de kan, men så sandelig også til, hvordan de kan argumentere for, hvornår opgaven er ude af deres hænder.
Hvem er med?
FORSKNING
Unge på kanten af konkurrencestaten
Pia Vigh, sekretariatsleder, UU Danmark
Gruppen af udsatte unge forbliver relativt konstant – måske endda voksende – i volumen, til trods for ambitiøse politiske målsætninger og effektfulde lokale projekter. Hvad gør vi forkert? "Unge med kant" er en samlet programportefølje, som understøtter de mest udsatte unge. Unge med kant er samtidig en bestræbelse på at løfte ambitionsniveauet for den kommunale ungeindsats betragteligt.
Hvordan beslutter unge, om de forlader eller bliver på en uddannelse?
Bjarne Wahlgren, professor, DPU, og Vibe Aarkrog, lektor, DPU
Forskningsprojektet "At blive på sporet" har fokuseret på processer, der fører til frafald snarere end årsager. Hvordan beslutter de unge sig for, om de vil eller ikke vil fortsætte på en uddannelse? Hvad kan få dem til at ændre mening om at blive på eller forlade en uddannelse? Hvilke tanker gør de sig i de perioder, hvor de er i tvivl? De spørgsmål har ikke været undersøgt før, og de svar har givet ny og vigtig viden til skolerne og vejledningen om, hvornår og hvordan de skal gribe ind.
De unges tvivl skal normaliseres og legaliseres
Kristina Mariager-Anderson, lektor, DPU
Nogle unge aner ikke, hvorfor de er på en given uddannelse. Måske opdager de det undervejs. Andre er der, fordi de skal. Atter andre er der som et trinbræt til noget helt andet. Men fælles for de fleste er, at det ikke føles legalt at være eksplicit omkring sin tvivl og ambivalens, fordi man skal være målrettet, når man er på en uddannelse. Det peger på, at bl.a. vejledning skal skabe rum for, at det er okay og faktisk normalt at være i tvivl, hvis man ikke straks har følelsen af at være på sin drømmeuddannelse.
Det er taberagtigt ikke at kunne finde vej gennem uddannelsessystemet: Kan sproget lette byrden?
Helle Rabøl Hansen, mobbeforsker, Rabøl Research
Hvordan opfatter unge selv det ikke at kunne gennemføre en uddannelse eller 'falde fra'? Hvordan skal vi tale om unge og uddannelse, frafald, fastholdelse, og hvad der ellers findes af sprogbrug? Hvilken sammenhæng er der mellem det og den psykiske mistrivsel blandt unge? Sproget er ikke ligegyldigt, og derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvordan vi taler om frafald.
PRAKSIS
Guide til gruppevejledning som socialt klister
Sanne Rod Andreasen, vejleder, og Hanne Bruun Dam, underviser, Campus Vejle
Vi ved, at elever med et stærkt tilhørsforhold til uddannelsen, skolen, kammeraterne og lærerne er nemmere at fastholde. Men mange elever formår ikke at skabe det tilhørsforhold, selv om de gerne vil. Vejledere fra Campus Vejle har som praktikere været medforskere i forskningsprojektet "At blive på sporet". Deres konklusion er, at gruppevejledning er en didaktisk genistreg, fordi gruppevejledning har en social funktion, der styrker socialt tilhørsforhold og giver tryghed. Her guider de jer til, hvordan det kan gribes an.
Her hører jeg til
Tue Sanderhage, direktør, Vestegnen HF & VUC
Vejledningens tænkning og metoder er mangfoldige og altid i udvikling. Alligevel ser det i forskningen ud til, at vejledningen spiller et nulsumsspil, hvor antallet der falder fra er nogenlunde konstant, ligegyldigt hvordan vejlederne sætter ind. Vestegnen HF & VUC's deltagelse i forskningsprojektet "At blive på sporet" har skabt en opmærksomhed på at sprede vejledningsindsatserne til flere medarbejdergrupper med et fokus på tilhørsforhold.
FAKTA
Fup og fakta om restgruppen
Michael Svarrer, professor i nationaløkonomi, Aarhus Universitet
Cirka hver femte ung fejrede i 2016 sin 25 års fødselsdag velvidende, at der ikke lå andre eksamensbeviser i skuffen end det fra grundskolen. Men det betyder ikke per definition, at de har udsigt til at stå uden for arbejdsmarkedet, lyder det fra professoren i nationaløkonomi, da han skal forholde sig til typiske antagelser om den såkaldte restgruppe.
Referencer
[ii] Restgruppen kan defineres som "unge i alderen 15-29 år, der ikke har en ungdomsuddannelse, ikke er i gang med en ordinær fuldtidsuddannelse, ikke er i arbejde, ikke er på førtidspension eller SU, og som har været i en dansk grundskole i en periode i 8.-10. klasse." (Undervisningsministeriet, 2016)
Vil du vide mere?
|
"Jeg fortryder hver eneste dag, at det ikke blev til noget med skolen."
Citatet stammer fra en af de 70 unge i 10 kommuner, som Kommunernes Landsforenings konsulentvirksomhed har gennemført brugerrejser med. Det er unge fra belastede familier. Det er unge, der ikke kan sidde stille. Det er unge med angst og diagnoser. KLK har talt med dem, fordi vi er nødt til at forstå og tale med de unge, før vi designer indsatser til dem i den nye kommunale ungeindsats.[i] Indsatser, der skal få dem til at starte på og gennemføre en ungdomsuddannelse. De unges eget perspektiv er afgørende for at flytte noget som helst. Det er de unge i den såkaldte restgruppe [ii], vi taler om.
Vi ved, at skole og uddannelse er den vigtigste beskyttelsesfaktor mod eksklusion senere i livet. Unge, der ikke kommer i gang umiddelbart efter grundskolen, har sværere ved at få fodfæste i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Falder de ikke til i skolen, er lysten til at starte på en ungdomsuddannelse forsvindende lille. Men en ting er at få de unge ind på en uddannelse, noget andet er at få dem til at blive der.
Restgruppen stopper og stagnerer
I vejledningens verden har vi i årevis diskuteret begrebet frafald og dets generelle definition som noget ensidet negativt. Nogle vil hellere tale om omvalg som noget naturligt i et liv, der ikke er lineært, og i et samfund med krav om fleksibilitet og omstillingsparathed. At valg og omvalg er en del af livet næsten fra vugge til krukke, kan mange tilslutte sig.
Men når vi taler om udsatte unge, må vi se i øjnene, at det har store omkostninger at falde fra. Den pause, som et frafald foranlediger, bliver sjældent produktiv – den bliver definitiv. For de fleste af disse unge laver ikke et omvalg. Et frafald bliver ofte til flere, og for mange kommer simpelthen ikke i gang igen.
Der er i 2019 skruet op for en i forvejen ambitiøs 95 %-målsætning til en 100 %-målsætning om, at en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Det har man valgt på trods af, at udfordringen med at fastholde har været til at tage at føle på i årevis. Hver femte af den årgang, der afsluttede 9. klasse i 2008, havde ikke gennemført en ungdomsuddannelse i 2016. 100 %-målsætningen har man også valgt, selv om restgruppens størrelse trods talrige initiativer stort set har været stabil de sidste årtier.
Restgruppens stabile størrelse siger i sig selv noget om en opgave, der er særdeles vanskelig at løse. Succesraten er lav. Ikke desto mindre bliver vi ved. Og det er da også netop gruppen af udsatte unge med særlige behov, som flertallet af vejledere primært skal fokusere på at hjælpe.
Hvis unge på kanten skal blive på sporet
Mange andre faktorer end vejledningen spiller ind, når udsatte unge skal gennemføre en uddannelse – strukturelle såvel som individuelle. Også faktorer, som vejledningens aktører ikke har ret meget eller ingen indflydelse på, fx de unges sociale baggrund, deres diagnoser eller hvor de bor. Når årtiers kamp for at reducere restgruppens størrelse har været forgæves, kunne det være relevant at spørge, om fastholdelse i uddannelse af alle unge i restgruppen reelt er en opgave, som vejlederne kan løfte? Er det som Sisyfos, der bliver tvunget til at skubbe en kæmpesten op ad en skråning, der bliver ved med at rulle ned igen? Arbejde, som aldrig rigtigt kan afsluttes og derfor er formålsløst?
Vejlederne er heldigvis ikke alene om opgaven med at bekæmpe frafald, og der er skruet godt og grundigt op for tværfagligheden i den kommunale ungeindsats. Den er sat i verden for at reducere restgruppen og støtte dem i at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. Det samme er FGU. Og der er søsat stribevis af initiativer, der skal gå hånd i hånd med både KUI og FGU. De kommende år skal vi se, hvordan det hele bærer frugt.
Et aktuelt initiativ af slagsen er et stort projekt som "Unge med kant", hvor UU Danmark med støtte på mere end 18 millioner kr. fra Den Europæiske Socialfond og Region Hovedstaden har iværksat et ambitiøst projekt. Målgruppen er de allermest udsatte unge, og vejledningen spiller en af hovedrollerne i forløbet.
Et andet initiativ er det treårige projekt "At blive på sporet", der netop er afsluttet. En forskergruppe fra Aarhus Universitet er blevet klogere på, hvornår tankerne om at droppe ud af en uddannelse opstår hos de unge og hvorfor. Kort sagt, hvad er der på spil, når de vakler?
Hvad er (ikke) vejlederens opgave?
Vores fælles mål er, at de unge bliver på sporet – deres eget spor vel at mærke snarere end det, der udstikkes uddannelsespolitisk eller i samfundets diskurser. I bund og grund handler det om, at alle skal føle, de hører til. Derfor er vi nødt til at blive ved med at udforske den gruppe, vi vejleder, hvor forskellige de end er. Der er ny og væsentlig forskning, der viser nye veje til forhold, vi rent faktisk kan arbejde med og flytte på. Den viden vil vi gerne være med til at formidle i dette nummer. Men måske er vi også nødt til at redefinere indholdet i vejlederens opgave, for hvad er det egentlig, en vejleder skal kunne, når vi står over for unge med massive udfordringer? Og med den lave succesrate i hu, hvad er så kriterierne for, hvornår vejlederens opgave er løst?
En række relevante stemmer hjælper os med at levere både argumentation og ammunition til, hvordan vejlederne bedre kan løfte deres del af den opgave, som kun de kan, men så sandelig også til, hvordan de kan argumentere for, hvornår opgaven er ude af deres hænder.
Hvem er med?
FORSKNING
Unge på kanten af konkurrencestaten
Pia Vigh, sekretariatsleder, UU Danmark
Gruppen af udsatte unge forbliver relativt konstant – måske endda voksende – i volumen, til trods for ambitiøse politiske målsætninger og effektfulde lokale projekter. Hvad gør vi forkert? "Unge med kant" er en samlet programportefølje, som understøtter de mest udsatte unge. Unge med kant er samtidig en bestræbelse på at løfte ambitionsniveauet for den kommunale ungeindsats betragteligt.
Hvordan beslutter unge, om de forlader eller bliver på en uddannelse?
Bjarne Wahlgren, professor, DPU, og Vibe Aarkrog, lektor, DPU
Forskningsprojektet "At blive på sporet" har fokuseret på processer, der fører til frafald snarere end årsager. Hvordan beslutter de unge sig for, om de vil eller ikke vil fortsætte på en uddannelse? Hvad kan få dem til at ændre mening om at blive på eller forlade en uddannelse? Hvilke tanker gør de sig i de perioder, hvor de er i tvivl? De spørgsmål har ikke været undersøgt før, og de svar har givet ny og vigtig viden til skolerne og vejledningen om, hvornår og hvordan de skal gribe ind.
De unges tvivl skal normaliseres og legaliseres
Kristina Mariager-Anderson, lektor, DPU
Nogle unge aner ikke, hvorfor de er på en given uddannelse. Måske opdager de det undervejs. Andre er der, fordi de skal. Atter andre er der som et trinbræt til noget helt andet. Men fælles for de fleste er, at det ikke føles legalt at være eksplicit omkring sin tvivl og ambivalens, fordi man skal være målrettet, når man er på en uddannelse. Det peger på, at bl.a. vejledning skal skabe rum for, at det er okay og faktisk normalt at være i tvivl, hvis man ikke straks har følelsen af at være på sin drømmeuddannelse.
Det er taberagtigt ikke at kunne finde vej gennem uddannelsessystemet: Kan sproget lette byrden?
Helle Rabøl Hansen, mobbeforsker, Rabøl Research
Hvordan opfatter unge selv det ikke at kunne gennemføre en uddannelse eller 'falde fra'? Hvordan skal vi tale om unge og uddannelse, frafald, fastholdelse, og hvad der ellers findes af sprogbrug? Hvilken sammenhæng er der mellem det og den psykiske mistrivsel blandt unge? Sproget er ikke ligegyldigt, og derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvordan vi taler om frafald.
PRAKSIS
Guide til gruppevejledning som socialt klister
Sanne Rod Andreasen, vejleder, og Hanne Bruun Dam, underviser, Campus Vejle
Vi ved, at elever med et stærkt tilhørsforhold til uddannelsen, skolen, kammeraterne og lærerne er nemmere at fastholde. Men mange elever formår ikke at skabe det tilhørsforhold, selv om de gerne vil. Vejledere fra Campus Vejle har som praktikere været medforskere i forskningsprojektet "At blive på sporet". Deres konklusion er, at gruppevejledning er en didaktisk genistreg, fordi gruppevejledning har en social funktion, der styrker socialt tilhørsforhold og giver tryghed. Her guider de jer til, hvordan det kan gribes an.
Her hører jeg til
Tue Sanderhage, direktør, Vestegnen HF & VUC
Vejledningens tænkning og metoder er mangfoldige og altid i udvikling. Alligevel ser det i forskningen ud til, at vejledningen spiller et nulsumsspil, hvor antallet der falder fra er nogenlunde konstant, ligegyldigt hvordan vejlederne sætter ind. Vestegnen HF & VUC's deltagelse i forskningsprojektet "At blive på sporet" har skabt en opmærksomhed på at sprede vejledningsindsatserne til flere medarbejdergrupper med et fokus på tilhørsforhold.
FAKTA
Fup og fakta om restgruppen
Michael Svarrer, professor i nationaløkonomi, Aarhus Universitet
Cirka hver femte ung fejrede i 2016 sin 25 års fødselsdag velvidende, at der ikke lå andre eksamensbeviser i skuffen end det fra grundskolen. Men det betyder ikke per definition, at de har udsigt til at stå uden for arbejdsmarkedet, lyder det fra professoren i nationaløkonomi, da han skal forholde sig til typiske antagelser om den såkaldte restgruppe.
Referencer
[ii] Restgruppen kan defineres som "unge i alderen 15-29 år, der ikke har en ungdomsuddannelse, ikke er i gang med en ordinær fuldtidsuddannelse, ikke er i arbejde, ikke er på førtidspension eller SU, og som har været i en dansk grundskole i en periode i 8.-10. klasse." (Undervisningsministeriet, 2016)
Vil du vide mere?
|
Indstillinger for cookie-samtykke