Hvad har du undersøgt?
Sammen med kolleger er jeg i gang med et stort forskningsprojekt, hvor vi søger at komme nærmere en forståelse af, hvad der skaber udsathed og psykisk mistrivsel blandt unge i dag. Vi har netop udgivet en interviewbog, hvor 11 forskere giver deres bud på disse spørgsmål. Og vi er samtidig i gang med en større kvalitativ (og kvantitativ) undersøgelse, hvor vi følger en række unge, som kæmper med psykisk mistrivsel; unge som befinder sig både i og uden for uddannelsessystemet.

Hvorfor er din forskning vigtig?
Min forskning er vigtig, fordi nyere undersøgelser peger på, at udsatheden er under forandring. På den ene side er vi vidner til en øget polarisering i ungegruppen, hvor de unge, som vi normalt betegner som udsatte, har fået det værre. Det er unge, som står uden uddannelse og uden for arbejdsmarkedet. I denne gruppe er der en overvægt af unge, som kommer fra familier med begrænsede socio-økonomiske ressourcer. Gruppen er dog ikke vokset, den udgør omkring 10 % af en ungdomsårgang. Det nye er, at disse unge i dag ofte kæmper med flere samtidige problemer end tidligere, fx kriminalitet, misbrug og psykiske lidelser.

En anden tendens er, at udsatheden er blevet demokratiseret. Udsatte unge findes i dag også hos middelklassen. Hos unge, der er vokset op med veluddannede forældre, som er i arbejde. Det er altså ikke kun unge fra socio-økonomisk trængte familier, som risikerer at havne i udsatte positioner uden uddannelse og arbejde.

Samtidig viser tendensen sig også i form af nye gråzoner af udsathed. Hos unge, som måske ikke er droppet ud af skolen og ikke nødvendigvis har en diagnose, men som har 'ondt i livet'. Det er en udvikling, vi ser over en bred kam i mange vestlige lande ikke mindst i Norden. Flere undersøgelser peger på, at omkring hver fjerde unge danske kvinde oplever at kæmpe med psykisk mistrivsel. Tallet er lidt lavere for unge mænd, men det er også stigende.

I forskningsprojektet stiller vi skarpt på både de unge, for hvem udfordringerne synes at tårne sig op, og de unge, der befinder sig i gråzonen. Vi adresserer både den mere klassiske form for udsathed og så det, vi kalder for ’ny udsathed’. Og når vi gør det, er det fordi, vi netop anser udsathed for at være en bevægelig størrelse, der præger de unges veje ind og ud af udsathed, gråzone og ikke-udsathed. Og fordi den ’ny udsathed’ - og herunder psykisk mistrivsel - faktisk øger de unges risiko for at glide over i den klassiske udsathed - for ikke at kunne gennemføre en uddannelse, at komme på overførselsindkomst og senere i livet at udvikle en egentlig psykisk lidelse (VIVE 2018). Men det skyldes også, at den bredere gruppe af unge, som rammes af den ’ny udsathed’ og befinder sig i gråzonen, er underbelyst i litteraturen og forskningen på området.

Hvad er forskningens vigtigste budskaber?

Vi er stadig i gang med forskningsprojektet, så det er for tidligt at pege på egentlige resultater og konklusioner. Men i forskningsprojektets første publikation opridses en række perspektiver, der bidrager til at indkredse, hvordan ny udsathed opstår. Forskerne peger på, at ny udsathed hænger sammen med en række samfundsmæssige og kulturelle forandringer, som utilsigtet spiller sammen og samlet set og med relativt stor kraft fører til, at der skabes nye udsatte positioner for en bredere ungegruppe: Når de unge 1) udsættes for et markant kulturelt præstations- og forventningspres i uddannelsessystemet såvel som i ungdomslivet generelt, samtidig med 2) at uddannelsesinstitutionerne og velfærdssystemet i stigende grad har fokus på fremdrift, skærer i ydelser og stiller skærpede krav, 3) at arbejdsmarkedet forandrer sig, bliver mere uforudsigeligt, samtidig med at konkurrencen om jobs øges, 4) at de unge navigerer alene og på ukendt territorium på de sociale medier, der i døgndrift ’kalder’ på opmærksomhed, og 5) at vi og de unge selv i stigende grad forstår unges udfordringer i psykiatriske og diagnostiske termer.

Ny udsathed bliver til i et krydsfelt mellem en præstations- og diagnosekultur, velfærdsreformer, arbejdsmarkedsudvikling og medialisering. Der er dog stor forskel på, hvilke ressourcer og netværk forskellige unge kan gøre brug af i forsøget på at navigere og håndtere disse samfundsudviklinger. For nogle vil dette være nok til, at de ikke bevæger sig ind i udsatte positioner, for andre er det ikke. Og når unge havner i nye udsatte positioner, handler det om, at de kæmper med flere ting samtidig.

Hvad kan praktikerne lære af din forskning?
Der hersker stor uklarhed om, hvorfor stadigt flere unge mistrives, og vi har brug for svar på, hvorfor dette er tilfældet. Både for at kunne forebygge at unge kommer i udsatte positioner og for bedre at kunne hjælpe og støtte unge, som allerede kæmper med udsathed på forskellige måder.

Samtidig er det vores håb, at den viden, vi producerer, kan være med til at tegne et mere nuanceret og bredere billede af udsathed, der handler om andet og langt mere end social baggrund. Dels for at undgå stigmatisering og lave forventninger til unge, som kommer fra trængte familier, men også for at undgå at overse udfordringer hos børn og unge, hvis udsathed umiddelbart kan være svær at få øje på, og som dermed risikerer at glide under radaren og ikke får den hjælp og støtte, de har brug for.

Hvad har du undersøgt?
Sammen med kolleger er jeg i gang med et stort forskningsprojekt, hvor vi søger at komme nærmere en forståelse af, hvad der skaber udsathed og psykisk mistrivsel blandt unge i dag. Vi har netop udgivet en interviewbog, hvor 11 forskere giver deres bud på disse spørgsmål. Og vi er samtidig i gang med en større kvalitativ (og kvantitativ) undersøgelse, hvor vi følger en række unge, som kæmper med psykisk mistrivsel; unge som befinder sig både i og uden for uddannelsessystemet.

Hvorfor er din forskning vigtig?
Min forskning er vigtig, fordi nyere undersøgelser peger på, at udsatheden er under forandring. På den ene side er vi vidner til en øget polarisering i ungegruppen, hvor de unge, som vi normalt betegner som udsatte, har fået det værre. Det er unge, som står uden uddannelse og uden for arbejdsmarkedet. I denne gruppe er der en overvægt af unge, som kommer fra familier med begrænsede socio-økonomiske ressourcer. Gruppen er dog ikke vokset, den udgør omkring 10 % af en ungdomsårgang. Det nye er, at disse unge i dag ofte kæmper med flere samtidige problemer end tidligere, fx kriminalitet, misbrug og psykiske lidelser.

En anden tendens er, at udsatheden er blevet demokratiseret. Udsatte unge findes i dag også hos middelklassen. Hos unge, der er vokset op med veluddannede forældre, som er i arbejde. Det er altså ikke kun unge fra socio-økonomisk trængte familier, som risikerer at havne i udsatte positioner uden uddannelse og arbejde.

Samtidig viser tendensen sig også i form af nye gråzoner af udsathed. Hos unge, som måske ikke er droppet ud af skolen og ikke nødvendigvis har en diagnose, men som har 'ondt i livet'. Det er en udvikling, vi ser over en bred kam i mange vestlige lande ikke mindst i Norden. Flere undersøgelser peger på, at omkring hver fjerde unge danske kvinde oplever at kæmpe med psykisk mistrivsel. Tallet er lidt lavere for unge mænd, men det er også stigende.

I forskningsprojektet stiller vi skarpt på både de unge, for hvem udfordringerne synes at tårne sig op, og de unge, der befinder sig i gråzonen. Vi adresserer både den mere klassiske form for udsathed og så det, vi kalder for ’ny udsathed’. Og når vi gør det, er det fordi, vi netop anser udsathed for at være en bevægelig størrelse, der præger de unges veje ind og ud af udsathed, gråzone og ikke-udsathed. Og fordi den ’ny udsathed’ - og herunder psykisk mistrivsel - faktisk øger de unges risiko for at glide over i den klassiske udsathed - for ikke at kunne gennemføre en uddannelse, at komme på overførselsindkomst og senere i livet at udvikle en egentlig psykisk lidelse (VIVE 2018). Men det skyldes også, at den bredere gruppe af unge, som rammes af den ’ny udsathed’ og befinder sig i gråzonen, er underbelyst i litteraturen og forskningen på området.

Hvad er forskningens vigtigste budskaber?

Vi er stadig i gang med forskningsprojektet, så det er for tidligt at pege på egentlige resultater og konklusioner. Men i forskningsprojektets første publikation opridses en række perspektiver, der bidrager til at indkredse, hvordan ny udsathed opstår. Forskerne peger på, at ny udsathed hænger sammen med en række samfundsmæssige og kulturelle forandringer, som utilsigtet spiller sammen og samlet set og med relativt stor kraft fører til, at der skabes nye udsatte positioner for en bredere ungegruppe: Når de unge 1) udsættes for et markant kulturelt præstations- og forventningspres i uddannelsessystemet såvel som i ungdomslivet generelt, samtidig med 2) at uddannelsesinstitutionerne og velfærdssystemet i stigende grad har fokus på fremdrift, skærer i ydelser og stiller skærpede krav, 3) at arbejdsmarkedet forandrer sig, bliver mere uforudsigeligt, samtidig med at konkurrencen om jobs øges, 4) at de unge navigerer alene og på ukendt territorium på de sociale medier, der i døgndrift ’kalder’ på opmærksomhed, og 5) at vi og de unge selv i stigende grad forstår unges udfordringer i psykiatriske og diagnostiske termer.

Ny udsathed bliver til i et krydsfelt mellem en præstations- og diagnosekultur, velfærdsreformer, arbejdsmarkedsudvikling og medialisering. Der er dog stor forskel på, hvilke ressourcer og netværk forskellige unge kan gøre brug af i forsøget på at navigere og håndtere disse samfundsudviklinger. For nogle vil dette være nok til, at de ikke bevæger sig ind i udsatte positioner, for andre er det ikke. Og når unge havner i nye udsatte positioner, handler det om, at de kæmper med flere ting samtidig.

Hvad kan praktikerne lære af din forskning?
Der hersker stor uklarhed om, hvorfor stadigt flere unge mistrives, og vi har brug for svar på, hvorfor dette er tilfældet. Både for at kunne forebygge at unge kommer i udsatte positioner og for bedre at kunne hjælpe og støtte unge, som allerede kæmper med udsathed på forskellige måder.

Samtidig er det vores håb, at den viden, vi producerer, kan være med til at tegne et mere nuanceret og bredere billede af udsathed, der handler om andet og langt mere end social baggrund. Dels for at undgå stigmatisering og lave forventninger til unge, som kommer fra trængte familier, men også for at undgå at overse udfordringer hos børn og unge, hvis udsathed umiddelbart kan være svær at få øje på, og som dermed risikerer at glide under radaren og ikke får den hjælp og støtte, de har brug for.