"Nåh, hvad skal du så nu?" lyder spørgsmålet ofte til elever, der netop har afsluttet 9. klasse eller en ungdoms­uddannelse. For tidens logik er, at man kontinuerligt bør være i vækst og på vej til noget nyt. Ifølge ungdomsforsker Helle Rabøl Hansen sniger tankegangen sig ind i hverdagens sprogbrug, og sammen med ord som udskoling, ikke-uddan­nel­ses­­­parat og frafald fortæller det unge, at de ingen værdi har lige nu og her, men forventes at være i evig udvikling.

Det skaber et massivt pres på en generation, der ofte selv påtager sig skylden for deres problemer. Helle Rabøl Hansen ønsker derfor, at vejledere tør kommunikere mere kreativt for at balancere mellem det officielle uddannelses­systems formuleringer og de unges aktuelle styrker.

"Det er ikke ligegyldigt, hvad vi kalder tingene, for sprog sætter spor og påvirker, hæmmer og forstærker vilkår. Vi trænger til en retorisk rensning af de ord, vi møder unge med, og jeg vil opfordre vejledere til at udvikle nye sætninger, der rummer den særlige dobbelthed i deres rolle: at de både skal være på systemets og den unges side," siger hun.

En ny 'Generation Skyld'

Statistikker beretter om en ungdom i knæ. Ifølge Center for Forebyggelse føler næsten hver femte mellem 10 og 24 år sig ofte stresset, hver fjerde har skadet sig selv, og sammenlignet med for ti år siden bliver flere behandlet for spise­forstyrrelser, tager medicin, har søvnproblemer og lider af angst og depression. Helle Rabøl Hansen er vant til at råbe vagt i gevær med den type hårde data, men på det seneste er hun begyndt at formulere sig anderledes.

"Man kan også forstå mistrivsel som et tegn på sundhed. Unge skal både være en god kammerat, se godt ud, få høje karakterer og hurtigt tage uddannelse, og kravene er ikke i sig selv forkerte, men når de lægges sammen bliver det alt for meget. Samfundet har opstillet en kulturel forventning, som er næsten umulig at leve op til, og vi ser for øjeblikket et kæmpe pay back. Unge reagerer på, at det ikke går længere, og det er en protest, som på en måde er positiv og sund."

Hun understreger, at mistrivsel selvfølgelig ikke bogstavelig talt er sundt, men at det analytisk kan ses som et modtræk til det, hun kalder Generation Skyld.

"Nutidens unge er dygtige, enormt refleksive og analytiske i forhold til deres egen situation, men de giver sig selv skylden for deres problemer modsat i 1980’erne, hvor unges mistrivsel var samfundets skyld. Der ligger i Generation Skyld et budskab til os andre om, at vi må løfte skylden fra deres skuldre og blive bedre til at kaste lys på de ydre snubletråde, der presser dem."

Smertefuld uddannelsessorg

Sproget er et af de steder, som bærer ansvaret for presset på de unge og deres individualiserede skyld.

"De ældste klassetrin hedder ikke længere over­bygningen men udskoling, der som begreb viser, at du skal skoles ud til noget andet. Det ejendommelige udtryk ikke-uddannelsesparat peger på individets mangler frem for på, hvad den enkelte kan klare og mestre. Ordet frafald tager systemets perspektiv, for den unge falder måske ikke fra, men vælger blot noget andet. Selvfølgelig gør et ændret sprogbrug ikke hele arbejdet med at lette presset, men det kunne hjælpe voksne til at få øje på det, der optager de unge allermest, nemlig hvad der foregår lige nu, og hvilken værdi og identitet, de allerede har."

I løbet af de senere år har Helle Rabøl Hansen og en kollega opfundet ordet uddannelsessorg om de mest voldsomme psykologiske reaktioner hos unge, som ikke passer ind i skolesystemet.

"Når jeg eksempelvis taler med elever på produktions­skoler, der typisk har en meget krøllet skolegang bag sig, udløser blot genfortællingen af deres negative uddannelseserfaringer en reaktiveret ulykkelighed, der minder om sorg. De har ikke oplevet tab af en person, men tabt muligheden for en god skolegang. Hos den ældre del af befolkningen kan fortællinger om svær skolegang også få fortvivlelsen til at springe ud i tårer, så det er virkelig smertefulde oplevelser."

Sproglige broer

Vejledere arbejder midt i det sproglige pres, og netop fordi Helle Rabøl Hansen har stor respekt for faggruppen, vover hun at opfordre dem til at gøre deres dialog med unge endnu mere kreativ.

"Vejledere er formelt underlagt lovens og uddannelsers forventninger om vækst og transition og kan selvfølgelig ikke gå direkte imod kravene. Jeg ved, at de allerede er meget reflekterede om problematikkerne, men de kan måske gøre krumspring og udvikle en ny sproglig facon, der bygger bro over troubled water og skubber skylden fra de unges skuldre."

Helle Rabøl Hansen er dog ikke meget for at give konkrete bud på formuleringer, for de afhænger af konteksten, men hun forsøger sig prøvende med sætninger som: 'Du er ikke erklæret uddannelsesparat, og det synes jeg er smadder ærgerligt med alt det, du allerede kan. Kunne vi sammen prøve at finde ud af, hvilke af dine styrker der kan hjælpe dig til det, du gerne vil?'

"Grundingrediensen er, at man skal bidrage med håb og sprogligt gøre sin relation med den unge solidarisk for at minimere presset mest muligt."