Vejledere på uddannelsesinstitutioner kender det sikkert alle sammen. I en hektisk hverdag med samtaler på stribe, kommer pegefingeren hurtigt frem, og de gode råd ligger lige på tungen. Selv om vi ved, at det hverken er særlig hensigtsmæssigt eller fører til positive forandringer, fordi den fraværsramte elev, der sidder på den anden side af bordet, tager godt nok imod formaningerne og svarer ydmygt: "Jeg skal nok tage mig sammen." Men ændringerne i fraværsmønsteret efter vejledningssamtalen er blot midlertidige, og samtalerne opleves som ligegyldige og pligtprægede for begge parter.

Fraværet på ungdomsuddannelserne har været på den politiske agenda i de seneste par år. Det har ført til, at meget værdifuld vejledningstid går til opfølgning på fravær. Studievejledningen ses som et vigtigt værktøj til at nedbringe fraværet, og den har fungeret som et middel for at implementere politisk styring. Det er ikke til at ignorere, at studievejledningen på uddannelsesinstitutionerne har en forpligtelse over for det system, den udgør en del af. Samtidig har vejlederen også en etisk forpligtelse over for de mennesker, hun vejleder, og hvis problemer, hun har taget ansvar for ved at lytte. Det er det krydsfelt, som vejledningen ofte befinder sig i.

Selv om man helst ser vejlederen som ligestillet med den vejledte inden for mange tilgange til vejledning, kan vi ikke se forbi det faktum, at vi som vejledere på uddannelsesinstitutionerne står i en magtposition i forhold til dem, vi vejleder. I følge FUE's "Principper for Etik i Vejledningen" skal vejlederen sætte hensynet til den vejledte højest.[1] Den bevidsthed skal vi tage med os for at udøve god vejledning.

Hvad er god vejledning?
Men hvad er egentlig god vejledning? Vance Peavy definerer det sådan:

"God vejledning bringer håb, opmuntring, afklaring og aktiv deltagelse ind i den anden persons tilværelse. Og dette foregår på det individuelle plan i et ansigt-til-ansigt møde, hvor det unikke kan komme til udtryk, og hvor vejlederen kan gøre sig nærværende for den vejledningssøgende, og denne kan opleve, at der er én, der lytter oprigtigt."[2]

Det betyder, at vejlederen skal engagere sig aktivt i at få indsigt i den vejledtes verden. Og det kræver, at hun lytter til de overvejelser, som den vejledte selv har. For at udøve god vejledning skal der være tale om samtaler, der tager udgangspunkt i den vejledte og rent faktisk opleves som meningsfuld af den vejledte selv.

Mening i vejledningssammenhæng defineres først og fremmest af den, der bliver vejledt. For den vejledte skal samtalen gerne føre til en oplevelse af at blive forstået og åbne op for erkendelser eller handlinger, der opleves som betydningsfulde og rigtige. Sådan har de fleste elever det ikke, hvis de bliver mødt med en løftet pegefinger, formaninger om mulige konsekvenser ved fortsat højt fravær og gode råd til, hvordan man kan komme op om morgenen.

I fraværssamtalen er forholdene ikke ligefrem lagt til rette for god og meningsfuld vejledning. Eleven kommer ikke frivilligt til vejledning, men bliver typisk indkaldt på grund af højt fravær. Magtforholdet er skævt, da samtalen og dens resultater kan påvirke vejledtes muligheder for at fortsætte sin uddannelse. Det kræver meget af vejlederen at udøve god vejledning under de forhold. Først og fremmest kræver det, at vejlederen ikke falder for fristelsen til selv at komme med løsningerne. For det umyndiggør den vejledte.

Fravær har altid en grund
Er vi for løsningsorienterede fra starten, kan den vejledte føle sig afvist, umyndiggjort og misforstået – det gavner ikke arbejdet med at nedbringe fraværet. Fravær har altid en grund. Og det er vores opgave som studievejledere at finde frem til grunden og hjælpe med det faktiske problem, ikke blot symptomerne på problemet. For at det skal lykkes, er det vigtigt, at vi tager os tid til at skabe en relation til den vejledte og en dybere forståelse af den situation, som den vejledte er i. Det kan kun gøres ved at lytte oprigtigt.

For at sikre os, at vi som vejledere skaber mening i vejledningen, er det dog vigtigt at lytte til målgruppen på flere planer. Vi skal ikke kun lytte og engagere os i vejledtes verden. Vi skal også lytte til målgruppens vurdering af, hvad der virker, og inddrage dem, vi vejleder, i udviklingsarbejdet.

Evaluering af vejlederindsatsen på uddannelsesinstitutionerne kan i sig selv gøre, at de unge føler sig hørt, og det kan gøre, at vi som vejledere får en bedre indsigt i, om vejledningsindsatsen opleves som meningsfuld. Elevernes feedback kan føre til øget kvalitet i vejledningen – og større arbejdsglæde for vejlederen. For samtidig med, at det er vigtigt for de vejledte at opleve, at de bliver mødt med forståelse og empati i studievejledningen, er det også vigtigt for vejlederen at opleve, at det lykkes for hende at skabe mening i vejledningen.

Typisk vil vejledning, som opleves som meningsfuld af den vejledte, også opleves som meningsfuld af vejlederen. Den fælles oplevelse vil skabe en oplevelse af kvalitet i arbejdet, som er afgørende for at overleve mange år i en branche, hvor man er under politisk styring fra den ene kant og etisk forpligtelse fra den anden.

Lov mig at tage jer tid til at lytte og undgå at falde for fristelsen til selv at komme med løsningerne uanset en travl hverdag.

Referencer

[1] Fællesrådet for foreninger af Uddannelses- og erhvervsvejledere (2006): "FUE’s Principper for Etik i Vejledningen". 

[2] Citeret i Poulsen, Lene (2009): "Vejledning mellem tilbud og tvang." Vejlederforum nr. 2, 2009. s. 37.