Sætningen "sammen hver for sig" har vi alle taget til os inden for det sidste halve år. Men hvorfor tager vi sådan et udsagn til os, som var det vores nye mantra? Hvorfor rør det os? Er det fordi, ”sammen hver for sig” indeholder et paradoks?

I mit arbejde som psykoterapeut oplever jeg, at det er i det paradoksale, at den menneskelige udvikling sker. Det essentielle i et menneskeliv, også et ungt menneskeliv, ligger i livets paradokser. Mon ikke også vejledere genkender det? Vores liv kredser om paradokser – de modsatrettede kræfter i os. Det kan være svært at finde ud af, om vi skal læne os mod den ene eller den anden kraft. Om vi skal tage hensyn til fællesskabet eller være fokuseret på at opfylde egne behov. Det er i de modsatrettedes kræfter og tanker, at energien til noget nyt kan opstå.

Jeg er ikke alene

Før corona-krisen mødte jeg unge mennesker, der var presset af præstationssamfundet. De var stressede over de høje krav, ikke blot fra samfundet, men også de indre krav de stillede til sig selv. Krav om at opnå gode karakterer, gøre sig godt på de sociale medier og i det hele taget få det til at se ud som, at de er succeser på alle livets områder. De vil for enhver pris undgå at mærke følelsen af at være forkerte, de skal passe ind, de må ikke fejle. Hvordan er det kommet dertil? At den næste generation lider under pres, og at diagnoser som stress, angst og depression vokser. Og de unge oplever, at de står med ansvaret alene. Vi har skabt et samfund, hvor det er de unge, der skal tage ansvar for samfundets dårligdomme og krav. Skal det ikke stoppe nu, så vi kan tage ansvaret i fællesskab?

Vi oplever - både i mit fag og i vejledningen - at der er mulighed for at opnå større forståelse og genkendelse ved at være en del af en gruppe og dele sine tanker og følelser som ung. Man opnår følelsen af ikke at være alene. Og den er vigtig for de unge. Kunne det også være en læring af corona-krisen? At få en oplevelse af, at vi alle er i samme båd, og hvad det gør ved os? At få øje på fællesskabets ressourcer? Og vejlede mere i fællesskaber, end vi gør nu?

Professor i vejledning Rie Thomsen skriver netop, at vejledning i fællesskab skaber et rum, hvor de unge låner hinandens erfaringer og gør individuelle problemer til et kollektivt ansvar. Det har de unge brug for. De skal ikke stå alene med ansvaret. Vejledning i fællesskab aktiverer fællesskabets ressourcer. Rie Thomsen nævner bl.a. at ved dårlige konjunkturer, som der sandsynligvis kommer efter corona, kan individuel vejledning let usynliggøre samfundets og det sociales indflydelse på et problem, så den unge føler sig eneansvarlig for sin situation. Ved gruppevejledning er det en lettelse for den unge at opdage, at det ikke behøver at være ens egen skyld, når tingene ikke lykkes.

Fællesskab på afstand

Sammen hver for sig er blevet endnu tydeligere for os under corona. Vi er blevet tvunget til at være sammen med os selv. I nogle tilfælde at være sammen med dem, vi bor sammen med på en måde, hvor det er umuligt at slippe væk - både fra os selv og de andre. Vi er blevet konfronteret med vores indre, fordi vi ikke kunne bruge det ydre til at komme væk.

Vi oplever i adskillelsen fra andre, at vi måske bliver tættere. Det er et paradoks. Vi får en følelse af fællesskab ved at holde afstand. Vi spritter vores hænder, ikke kun for vores egen skyld, men også for andres. Det giver vores bidrag til fællesskabet en hel ny betydning. Vi kan ved en simpel gestus gøre noget for fællesskabet. Og vi bliver sågar anerkendt for det af den store moder, Mette Frederiksen.

På det personlige plan gør vi noget for verden, og den læring kan vi tage med os efter corona-krisen. En basken med vingerne fra en flagermus i Kina havde store konsekvenser og skabte orkan i Europa, og det minder os om, hvordan vi hænger sammen med resten af verden. Hvordan den forbundethed gør os sårbare, og hvordan den gør os stærke. Men vi hænger sammen, den bevidsthed er vigtig. Bevidstheden om, at du med simple gestusser kan gavne fællesskabet. Det kan du gøre i dag, i morgen og om fem år, når vi ser tilbage på vores historiske corona-tid.

Det er ikke egofiksering at vende blikket indad

Der har været meget snak om egofiksering og narcissisme i vores samfund. Nogle samfundsdebattører er gået så vidt som at give min faggruppe på hatten for at fordre til netop dét - egofikseringen.

Når samfundsdebattører som Rasmus Willig og Svend Brinkmann udtaler, at en faggruppe som min er med til at fordre udvikling, så det bliver endnu en præstation, vi skal kunne mestre, bliver jeg provokeret. De beskriver mentoren, coachen, terapeuten - og måske også vejlederen - som én, der underkaster os en direkte tvang til udvikle os.[i]

Jeg får lyst til at råbe "I ved ikke, hvad I taler om", selvom jeg faktisk synes, de er kloge herrer begge to. For der er noget, de ikke tager højde for i deres ytringer. Og det er, at der ikke vil forekomme nogen reel menneskelig udvikling, hvis rummet for det ikke er dertil. Et grundlæggende paradoks i det er, at jo mere vi som menneske prøver at blive en anden, jo mere vil vi vedblive at være den samme. Hvis mennesker vil udvikles, skal de mødes lige præcis dér, hvor de er, og ikke presses til at nå et sted hen. Det har både Kierkegaard og andre sagt så fint før mig.

Udvikling skal ikke forekomme som en ny strategi for at kunne præstere. Det skal komme fra en forståelse af, at man ved at udvikle sig som menneske kan være noget mere for andre. Ud fra en forståelse af, at vi hænger sammen. Og hvis du ikke ved det, før du går i gang med at kigge indad, så ved du det, når du er færdig - hvis du kigger dybt nok.

I denne tid har vi mulighed for at få egofikseringen til at vende fra en selvoptagethed til at vende blikket indad for at kunne gavne udadtil. For vi får slået fast med syvtommersøm, at vi er en del af en større verden – og det kan gøre os til bedre mennesker. Så når egofiksering bliver nævnt i forbindelse med at kigge indad, beror det på en misforståelse af, hvad det vil sige at kigge indad. Faktisk bliver vi mere generøse mennesker, der kan bidrage til fællesskabet, når vi kigger indad først.

Hvad har vi lært?

Nu hvor samfundet åbner igen, er det vigtigt at huske på, hvad vi har lært af corona-krisen. Vi kan hver især bidrage med få gestusser til fællesskabet. Det er oplagt at huske på, når den næste store udfordring venter, så snart vi kan overskue andet end corona-krisen. Det er bl.a. klimaet, som også ligger de unge på sinde. I vores ellers heftige hverdag glemmer vi, at vi er en del af noget større og derfor ikke har en konkret følelse af, at vores handlinger gør en forskel. Den dynamik kan føre til, at vi oplever en form for meningsløshed, som meget vel kan være en del af, at vi har oplevet et større antal unge med angst og depression de seneste år.

Vi kunne spørge os selv: Skal vi fortsætte, som vi hidtil har gjort med fuld skrue på præstationssamfundet, eller skal vi bruge den her stopknap til at forstå, at vi alle hænger sammen, og at et individuelt bidrag kan gøre noget for menneskeheden? Svaret er oplagt. Det er vigtigt, at vi hver især forstår og holder ved, at vi kan gøre en forskel. Det giver vores liv mening og værdi.

I vejledning vil det betyde, at jo mere de unge får en fornemmelse af, at de bidrager til et fællesskab, jo mere vil det give mening for dem, og jo mere vil de bidrage til fællesskabet. Jeg tror på, at corona-krisen har lært de unge, hvor stor pris de sætter på fællesskabet. Det tænker jeg kan bruges i vejledningen.

Fear of missing out

Har corona så forandret de unge? Det er svært at spå om fremtiden, men jeg kan fortælle om en samtale, jeg havde med en ung mand om FOMO (fear of missing out). Han genkendte følelsen og syntes, den var blevet aktiveret meget i corona-tiden. I løbet af samtalen kom han mere og mere ind på, at han også følte sig begrænset, fordi han ikke kunne det, han gerne ville. Han blev overrasket over, at det faktisk var to helt forskellige følelser. Den ene var angstfuld, den anden var der energi og gå-på-mod i. Vi talte om, at han startede med at være bange for at gå glip af noget, men nu tvang omstændighederne (coronaen) ham til at forholde sig til, hvad han præcis ikke ville gå glip af. I den proces opstod der en taknemmelighed og bevidsthed om, hvad han kunne og ville. Og det skabte en forventning om, at det vil blive fedt lige om lidt, når hverdagen kommer tilbage. På den måde blev corona-krisen en mulighed for at se på hans angst, og ved den opmærksomhed blev der ændret noget.

Gennem eksemplet kan vejledere blive opmærksomme på, at der kan være forskellige følelser i de unges oplevelser af krisen. FOMO kan være aktiveret af krisen, men den kan også være en periode, hvor de unge er bremset i deres udfoldelser. Men den kan også være en mulighed for at finde ud af, hvad der giver værdi for den enkelte unge og prioritere det på den anden side af krisen. Prioritere hvad der er vigtigt. Måske har den unge fået erfaring med, at de ikke behøver "at være på" hele tiden, at de godt kan komme ned i tempo, og at de ikke behøver så meget fra den ydre verden til at fylde dem op. At de ikke behøver at gøre så meget, når det kommer til stykket. De kan slippe præstationskravet for en stund.

Her skal vejledere være opmærksomme på forskellen på FOMO (mere indadrettet) og "at ville" (mere udadrettet), fordi det er to forskellige følelser og to forskellige måder at tage hånd om den unge på. Begge følelser har sin berettigelse. Fællesskabet kan være med til at vise den unge, at de ikke er alene om de følelser. Den ene, angsten, skal rummes. Den anden, den fremadrettede energi, skal bruges konstruktivt, når der bliver mulighed for det igen.

Ved at rumme en følelse som FOMO, både sammen og alene, kan der opstå en mulighed for, at den unge vil sige til sig selv: "Jeg kan ikke, hvad jeg gerne vil lige nu, men bare vent til jeg kan igen." Paradoksalt nok, uden iboende præstationskrav.

Det er vejledning til indre bæredygtighed – at forstå sig selv og sit bidrag til fællesskabet.

Referencer

[i] Nygaard, Else Marie og Bjørg Tulinius: Svend Brinkmann gjorde op med tidens egofiksering. Kristeligt Dagblad. November 2019.