COVID-19 og nedlukningen af samfundet i marts 2020 har været en øvelse for de fleste af os. Vores sædvanlige vejledningspraksis i Ishøj Uddannelse og job har været udfordret og har skærpet behovet for at være fleksibel og kreativ i vejledningen af de unge. Tanker og følelser som angst, forvirring, afmagt og manglende oplevelse af sammenhæng har på forskellig vis præget de unge, og for mange har det været en svær tid. Men der har også været lyspunkter og positive hændelser midt i den nye situation, som pludselig blev virkelighed for os alle.

Flere unge har fundet ro til at "stoppe op" og betragte livet og fremtiden på en ny måde. Eksistentielle temaer som mening, valg, ansvar, ensomhed og frihed har i højere grad end tidligere fundet vej ind i vejledningssamtalerne.

For vejlederne har COVID-19 været en passende forstyrrelse, som har afkrævet og muliggjort granskning af vores praksis. Det har ført til udvikling og justering af vejledningen, så den i et endnu større omfang kan foregå på de unges præmisser.

Walk and talk
Når telefonisk eller virtuel vejledning ikke har været tilstrækkeligt, har vi planlagt walk and talks. De unge har været med til at planlægge mødested og rute og har været gode til at følge reglerne og holde afstand.

Samtalerne har omhandlet alt fra ensomhed, usikkerhed omkring uddannelsesvalg til fremtidsdrømme. Vores erfaring er, at de unge engagerer sig i samtalerne i højere grad end ved de klassiske samtaler i de kommunale møderum. Det gør de fx ved selv at sætte rammen for samtalen fra start: "Vi kan gå herfra og rundt om søen" eller "Vi kan slutte af ved centret, så jeg kan handle på vej hjem." På den måde har de unge naturligt bestemt turens omfang, hastighed, pauser og eventuelle afstikkere i kiosker, grønthandlere eller lignende.

Ensomhed og behov for social kontakt har været tilbagevendende temaer i den første tid. Nogle unge har oplevet en ro og en følelse af mindre ensomhed end normalt: "Der er jo heller ikke andre, som ses og går på cafe og restaurant." Eller: "Jeg synes, det er ok at få en pause fra andre mennesker." Andre unge har savnet samværet med andre og har haft svært ved at koncentrere sig i de virtuelle løsninger på deres uddannelsesinstitutioner.

Temaerne omkring ensomhed og behov for social kontakt har givet mulighed for at tale mere indgående om de unges præferencer i forhold til social kontakt på uddannelse og i fremtidigt job. Nogle unge har opdaget og anerkendt egenskaber i sig selv, som de ikke tidligere har været opmærksomme på: "Jeg er faktisk ret god til at være alene" og "Jeg kan sagtens finde på noget at lave i mit eget selskab." Temaerne er givetvis kommet i spil, fordi gåturen i mange tilfælde har brudt de unges isolation og derfor har været oplagte samtaleemner.

De unge tager mere ansvar for samtalen under walk and talk. Det er den unge, som runder samtalen af eller afbryder samtalen, fordi de nu er nået til det punkt på turen, hvor de skal dreje af. I nogle tilfælde har den unge før samtalens afslutning kort samlet op på, hvem der gør hvad, og hvad den fremadrettede plan eller aftale er. Hvorvidt det øgede ansvar udelukkende kan tilskrives gåturen, kan diskuteres, men det tyder på, at de unge styrkes i at beskrive og forholde sig til deres egne mål.

De unge fortæller, at de oplever samtalen på en walk and talk som mere afslappet. Det gør det nemmere for nogle unge at bringe mere sårbare temaer ind i vejledningen: "Når vi går tur, behøver jeg ikke at tænke på, at jeg skal have øjenkontakt, så er det nemmere at tale om de dårlige ting."

Walk and talks har fungeret godt i forbindelse med temaer og spørgsmål, som kræver refleksion. Fx når det drejer sig om uddannelsesvalg og karriere, men mindre godt når de unge efterfølgende har haft brug for teknisk hjælp til at søge ind på en uddannelse eller andre spørgsmål, som kræver adgang til computer og internet. De unge har efter genåbningen af Ishøj Uddannelse og job efterspurgt walk and talk, på trods af at det nu er muligt at mødes indendørs.

Virtuel "åben dør"-vejledning
Det har været en nødvendighed for vejledningen i folkeskolerne at finde alternative løsninger, da eleverne og lærerne også har været hjemsendt. Uddannelsesvejledningen skulle koordineres og tilpasses hver enkelt skole, og derfor er forskellige løsninger kommet i spil. En løsning har været virtuel “åben dør”-vejledning, da det er en fleksibel måde at tilbyde eleverne uddannelsesvejledning i en tid, hvor meget har været forandret i forhold til undervisningsformer, uddannelsesparathedsvurderinger, eksamener mm.

"Åben dør"-vejledning har været tilbudt eleverne virtuelt, hvor de selv har kunnet tjekke ind og stille spørgsmål og få den hjælp, de har haft behov for. Det har været tilbudt samme dage, som vejlederen normalt har været tilknyttet skolen i et fast tidsrum. Teknikken har fungeret upåklageligt, og kun få elever har haft tekniske udfordringer. Både elever, lærere og forældre blev informeret om metoden via Aula med et link til det virtuelle vejledningsrum.

Eleverne har taget positivt imod vejledningsformen, og enkelte har givet udtryk for, at det har været godt, at de har kunnet se vejlederen via kamera. Andre har givet udtryk for, at de har følt sig trygge i det virtuelle vejledningsrum, hvor hverken andre elever eller lærere har været til stede. Eleverne har i vejledningsformen ikke følt sig "plukket" ud i klasserummet foran klassekammerater og lærer. Dernæst er der også positiv respons på muligheden for hurtigt at få svar på praktiske spørgsmål, at kunne "tjekke ind og ud" frem for at bestille en tid.

Virtuel "åben dør"- vejledning fordrer, at vejlederen er meget opmærksom på elevens mimik og sagte ord, da det kan være svært at tyde elevens kropssprog. Vejlederens oplevelse har været, at vejledningsformen har været mere tiltalende for de mere ressourcestærke og uddannelsesparate elever, hvor de unge med udfordringer har haft nemmere ved at "gemme" sig.

Relation på prøve
En stor del af arbejdet som uddannelsesvejleder i folkeskolen er den spontane og uformelle vejledning, der sker, når vejlederen fx møder eleverne på skolegangen eller i pauserne. Dette er et vigtigt element i relationsdannelsen, og det har selvsagt ikke været muligt i COVID-19 hjemsendelsesperioden.

En fordel ved virtuel "åben dør"-vejledning er, at der ikke opstår så meget udenomssnak, og forstyrrelser udefra minimeres. En ulempe kan være, at relationsdannelsen bliver udfordret. Det kan have betydning for det tillidsfulde rum, der ofte er mellem elev og vejleder.

Som ved andre vejledningsinitiativer kan vi også her konstatere, at denne vejledningsform ikke kan stå alene. I uddannelsesvejledningen er vores primære fokus på de elever, der ikke er uddannelsesparate og/eller valgparate. Disse elever har ikke været opsøgende i forhold til vejledning. Til gengæld vil det være en vejledningsform, som kan anvendes for de elever, der har brug for kort vejledning og afklarende spørgsmål.

Den velkendte telefoniske vejledning
Den telefoniske vejledningssamtale har som udgangspunkt den mest ligetil og velkendte metode til at vejlede de unge, da vi blev hjemsendt i marts. Over telefonen har vi kunnet fortsætte med at besvare spørgsmål og vejlede om uddannelser og ansøgninger på vanlig vis. Ikke så overraskende er vi stødt på udfordringer i vejledningen af de unge, som har et mere indgående behov for teknisk støtte i forbindelse med at søge ind på en uddannelse. I takt med at udfordringerne er dukket op, måtte den telefoniske vejledning suppleres med virtuelle metoder, hvor det har været muligt at give en mere visuel vejledning. Denne kombination er for det meste blevet modtaget med forståelse af de unge, også af dem, som almindeligvis foretrak den personlige samtale: "...men, jeg skal jo lære det på et tidspunkt, jeg kommer både til at bruge det på mit studie og sikkert også på mit job, når jeg får et."

"Det er som om, jeg har været hjemme hos dig"
Erfaringerne med den telefoniske vejledning er, at hjælpen på en og samme tid er kommet tættere på og længere væk. Vi har været mere tilgængelige, fordi vi i hjemsendelsesperioden ikke i samme grad har været optaget i møder og lignende, og flere unge udtrykker tilfredshed med den telefoniske vejledning:

"Jeg synes, det er rart at tale i telefon, så føler jeg, at jeg kan sige meget mere om mig selv." Eller: "Vi behøver ikke at tale så længe, når det er i telefonen - det er meget godt."

Efter skolerne og uddannelsesinstitutionernes genåbning: "Jeg synes, det fungerer bedre med telefon - for så stresser jeg ikke med at nå det på vej hjem fra FGU."

Vi har vejledt hjemmefra med alt, hvad det indebærer af forstyrrelser fra familiemedlemmer, husdyr osv., og flere unge kommenterer på disse oplevelser: "Det er som om, jeg har været hjemme hos dig."

Nogle vejledere oplever, at de gennem den telefoniske vejledning har fået kontakt til unge, som de før har haft svært ved at få fat i. Andre oplever, at det har været svært at bevare relationen og kontakten til de unge, de kendte i forvejen.

Hvad har vi lært, og hvad skal vi blive bedre til?
COVID-19 krisen har eksponeret behovet for at udvide viften af muligheder og metoder i vejledningen. Vi har fået erfaringer med at vejlede på nye måder og er blevet konfronteret med de unges tanker, udfordringer og præferencer. Samtidig har vi været nødsaget til at skærpe vores nysgerrighed, fleksibilitet og holde øje med vores egne generaliseringer og forståelser af, hvad god vejledning er.

En vigtig og måske selvfølgelig erkendelse er, at det, som virker godt for nogle unge, ikke har den samme effekt for andre. Walk and talks, virtuel "åben dør"-vejledning og telefonvejledning skal fortsat udvikles og tilpasses de unge og den situation, de befinder sig i. Vi skal turde kaste et kritisk blik på vores praksis før COVID-19 og gå på opdagelse i de omstændigheder, der gør, at de unge begynder at tage mere ansvar i vejledningen.

Nogle unge er blomstret i det virtuelle landskab, mens andre har haft svært ved at finde fodfæste i de nye rammer. Derfor skal vi undersøge, hvordan man skaber og vedligeholder en relation til de unge i det virtuelle rum og finde ud af, hvad det kræver af os som vejledere. På trods af forårets heftige brug af virtuelle medier har vi som vejledere givetvis en del at lære endnu.

Situationen vil nu som fremover kræve, at vi er fleksible og bevæger os med de unges behov. Vi skal fremover være bedre til at spørge de unge, hvordan de helst vil vejledes, hvilken kommunikationsform der passer dem og bruge tid på at udvikle vejledningsmuligheder, som giver mening.