Vi lærer alle et nyt ord

Mandag den 9. marts 2020 modtog jeg en mail fra en elev på det HTX-gymnasium, hvor jeg er ansat som studievejleder. Eleven havde fået at vide af sin læge, at hun skulle blive hjemme fra skole, fordi hun og hendes familie havde været sammen med én, der måske havde fået corona. Det lidt spøjse ord corona var begyndt at dukke op oftere og oftere i medierne, men nu var det som om, det rykkede tæt på. Jeg orienterede ledelsen om mailen, så vi var opmærksomme, hvis det her corona-halløj skulle gribe om sig. Vi skulle se tiden an, var svaret. Det gjorde vi. To dage senere lukkede landet ned, og elever og ansatte blev bedt om at blive hjemme med øjeblikkelig varsel.

I al hast fik jeg hentet min computer og det allermest nødvendige, og så var hjemmekontoret en realitet. Ingen anede, hvad der skulle ske herfra. Corona var på alles læber. Man svingede mellem at tro, at det ville være overstået i morgen og være opskræmt over hele situationen. I første omgang hed det 14 dage hjemme, og mange, ikke mindst vores elever, så det måske som en kærkommen miniferie.

De første dage var der stille på min vejlederpind. Vi skulle nok alle sammen lige finde os selv. Stilheden skyldtes nok også, at den vejledning, jeg normalt bedriver, er den åbne-dør, hvor den elev, der har brug for en samtale, kan stikke hovedet ind forbi, når det passer ham eller hende. Eller vi aftaler en tid at mødes. Nu kunne jeg og mine vejlederkollegaer pludselig ikke have samtaler ansigt til ansigt. Det var underligt. Jeg nåede at tænke, at vejledningsfunktionen måske var overflødig, siden vejledningsbehovet åbenbart ikke var større. Men da chokket og den første feriekådhed havde lagt sig, blev der alligevel travlt.

Jeg bemærkede først, at en anden vejledningssøgende gruppe pludselig voksede i henvendelser, nemlig forældrene. De ringede og skrev og ville høre, hvordan skolen forholdt sig til alt muligt i forbindelse med corona. Forståeligt nok var de frustrerede. Det var en frustrerende tid. Derfor var det også nogle svære samtaler, for ingen havde klare svar at give dem. Vi byggede skibet, mens vi sejlede, og vores søkort blev lynhurtigt forældet. Forældrene ringede, fordi de var bekymrede for deres børns trivsel eller mangel på samme, fordi deres børns eksaminer hang i en tynd tråd, og fordi det kunne være svært at lokke gymnasieeleven ud af teenagehulen. Forældre så til fra sidelinjen, når deres barn ikke så andre unge - uge efter uge.

På elevsiden var det naturligvis særligt udfordrende. De sværeste samtaler om svære emner egnede sig bare ikke rigtig til telefonen. De gode samtaleforløb, man havde i gang, var skudt til hjørne. Og hvad med afgangseksamenerne og de afsluttende karakterer, og når gruppearbejdet online brød sammen, og en elev pludselig ikke havde nogen at være i gruppe med?

Administrativt skulle der også lægges en linje fra skolens side: Skulle manglende opgaver og et stigende fravær fra den virtuelle undervisning resultere i, at eleven blev smidt ud? Og den nye elev, der gerne ville på besøg på skolen, kunne ikke komme og kigge, for der var ikke åbent. Og den elev, der gerne ville have en prøvedag i en ny klasse måtte vente, for der var ingen klasser at sende ham eller hende ind i. Mange spørgsmål, som var svære at svare på.

Der var to tider – før og efter corona. Selv skubbede jeg en voksende to-do-liste foran mig, fordi det hele måtte løses om lidt - altså når verden blev sig selv igen. Det blev den bare ikke. Da den første forlængelse af vores hjemsendelse kom sammen med udsigten til ikke at vide, hvornår det ville slutte, blev både elever og ansatte modløse. Hjemmearbejde blev en forbandelse uden udløbsdato. Et par uger efter coronaen havde overfaldet os, var vi mange, der ramte bunden. Herfra kunne det næsten kun gå opad.

Det lange, seje træk

Det begyndte at blive hverdag. Mit nye arbejdsliv foregik ved spisebordet, hvor de massive nakkespændinger og savnet efter min gode kontorstol steg i takt med, at dagene gik. Jeg grublede dagligt over, om opfindelsen af hæve-sænke-spisebordet mon snart var på vej.

Arbejdsmæssigt blev jeg mere proaktiv, for "intet nyt" er desværre ikke altid "godt nyt". En del elever led og havde det svært med motivationen. Nogle fik ikke afleveret deres virtuelle opgaver og klagede over de mange lektier. De mødte kun sporadisk- eller slet ikke op til den virtuelle undervisning, og deres fravær steg stødt. Da langt de fleste af vores elever var ubekvemme med at have billede på i den virtuelle verden (og lyden var slået fra pga. støjgener), var det svært for underviserne at vurdere, om en elev reelt fulgte med i undervisningen. Om elevernes faglige udbytte af den virtuelle undervisning i corona-tiden står mål med det, som undervisning i klasserummet kan, må tiden vise.

Alle disse elever skulle have et opkald. Det betød mange telefonopkald dagligt og lange samtaler om manglende motivation og gode råd om at holde ud og holde fast, for den virtuelle undervisningsform passede bestemt ikke til alle. Eleverne savnede måske ikke deres undervisere eller vejledere, men de savnede hinanden og den ping-pong, der naturligt er, når man er ude blandt andre jævnaldrende. Især 1.g'erne led, da de næsten lige var startet op i deres nye klasser og knap nok havde lært hinanden at kende. Senere blev det 3.g'erens tur til at begræde, at deres studentereksamen og afgangsritualer ville blive helt anderledes i år.

Jeg opdagede en generationsforskel, jeg ikke tidligere havde været bevidst om: telefonen. Nok er den manges kæreste eje, men at bruge den til at ringe på, falder mange unge lidt svært. Jeg fornemmede klart, at de synes, det var underligt at tale i halve og hele timer i telefonen med skolens studievejledere. Den store udfordring var at få hul igennem. Eleverne sagde på stribe, at de ikke besvarede opkald fra ukendte numre. Så først sende en sms og så ringe. Men når eleven kom sig over det uvante i at tale i telefon med en næsten fremmed dame, blev det lettere. Jeg havde ugentlig kontakt med en del elever gennem mange uger, fordi det var nødvendigt for dem at have en at tale med. En, som holdt dem op på de aftaler, der blev indgået undervejs. God vejledning foregår sjældent på skrift. Jo, til konkrete spørgsmål, men ellers duer det ikke rigtigt. Men når det fysiske møde er udelukket, er telefonen alligevel det næstbedste.

Igen og igen måtte jeg sande, hvor vigtig relation er. Det er ikke overraskende i mit erhverv, at relationen vejer tungt, men pludselig kunne jeg se, hvor meget lettere det var at have samtaler med de elever, jeg kendte på forhånd. Med dem, jeg ikke kendte på forhånd, skulle den grundlæggende tillid etableres over telefonen, hvilket er langt vanskeligere. Det fysiske møde kan noget særligt, som ikke kan erstattes. Det er jeg ikke i tvivl om, og jeg begræder den dag, hvor det hele går hen og bliver eVejledning.

Jeg talte også med elever, der havde det svært med at være hjemme i familiens skød dag ud og dag ind. Nogle kunne ikke koncentrere sig eller blev direkte ineffektive og skrev og klagede deres nød. Her var gode råd dyre, der var ingen biblioteker eller lektiecaféer at henvise til. Først mod slutningen af nedlukningen fik vi på gymnasierne mulighed for at lade nogle elever benytte skolen i begrænset omfang. En mulighed, folkeskolerne havde under hele forløbet. Det gør ondt på en vejleder, når man intet kan stille op, for ikke alle har et hjemmeliv med ro og mulighed for fordybelse. Det er ikke det samme at holde skoledag siddende i sengen eller at dele arbejdsplads med resten af familien, der pludselig også er hjemme.

Der var en gruppe elever på skolen, der på mange måder havde det fint med at være forment adgang til gymnasiet. Skolens specialpædagogiske støttevejledere (sps-vejledere giver støtte til elever med forskellige udfordringer primært i form af diagnoser) kunne tidligt i forløbet berette om den store lettelse, mange elever i denne gruppe oplevede i forbindelse med hjemsendelsen. De trivedes med ikke at skulle konfronteres med alt det, der til daglig kan volde vanskeligheder: gruppearbejdet, mødet med mange mennesker, larm og uro. Ikke mindst var det en lettelse for dem ikke at skulle bruge en masse energi blot på at komme gennem hverdagen. De fleste af vores sps-elever nød at sidde hjemme og kunne fordybe sig i skolearbejdet uden en masse forstyrrelser omkring dem.

Gen-orienteringsfasen

Det kom som en overraskelse for mig, at en del elever havde det vanskeligt med, at skolen langsomt åbnede op igen kort før sommerferien. Nu havde de lige vænnet sig til hjemmelivet, som de sagde. Flere elever skrev småfornærmet, at der var blevet lagt timer ind i deres skema uden varsel. Efter krisen havde toppet, var mange begyndt at tilpasse sig situationen, og så blev det pludselig en udfordring at vende tilbage til det liv, vi kendte. Der var også de mere alvorlige tilfælde, hvor flere elever udviste stress-symptomer over at skulle møde fysisk op på skolen igen. Jeg håber, at ferien har gjort dem godt.

Desværre valgte ti elever at forlade vores skole under corona. Det er ikke til at sige, om vi kunne have afværget et par af disse udmeldelser, hvis alt havde været ved det gamle. Jeg gruer for, at vi kommer til at miste flere elever, når vi starter det nye skoleår. Den virtuelle undervisningsform har været svær at håndtere, især for de svageste elever, der måske har fået store faglige huller. Ligesom det sociale liv har lidt skade. Især førsteårseleverne har fået et voldsomt setback. For selv om man primært går i gymnasiet for at få en studenterhue, må vi ikke glemme, at samværet med andre unge er uhyre vigtigt. For mange gymnasieelever er det det sociale liv på skolen, der får dem op om morgenen – en sekundær motivationsfaktor, coronaen fik sat en effektiv stopper for. Jeg mener, der venter skolerne en stor opgave i at sætte skub i det sociale liv igen. For selvom vi alle har lidt under savnet efter omgang med andre mennesker, tror jeg, at det har gjort særligt ondt på de unge. Ingen af os er skabt til afstand, og de er i fuld gang med at modnes som mennesker, og det foregår nu en gang bedst ude blandt andre mennesker. Intet tyder dog på, at skoleballer og fredagscaféer er lige rundt om hjørnet. 

Vi fik heldigvis sendt 3.g'erne ud med pyntede studentervogne, og de fik forhåbentlig en sød studentertid, selvom de nok altid vil føle, at de blev snydt for et brag. De glemmer aldrig, at de var corona-årgangen.

Hvis jeg kort skal uddrage en lille, men ganske forudsigelig konklusion, må det være, at de elever, der i forvejen havde det svært i skolen eller personligt, fik det endnu sværere under COVID-19's indtog. Det kostede både blod, sved og tårer at nå i mål, og ikke alle klarede turen. De elever, som også normalt glider nogenlunde glat igennem, hang på. Selvom der var bump på vejen, kom de nogenlunde helskindet ud på den anden side. 

Hvad bringer fremtiden?

Nu skriver vi august, og smittetallene stiger desværre mange steder på kloden - også i Danmark. Der er kommet nye færdselsregler, afstand, og sprit er stadig et vilkår. Snart slår skolen dørene op for vores elever, og hvor bliver det godt at se dem! Jeg krydser fingre for, at vi ikke igen skal sidde hver for sig i månedsvis, for så kan vi let tabe en hel årgang på gulvet.

Ingen kender som bekendt fremtiden, og det sidste punktum er helt sikkert ikke sat i denne corona-saga. "Det bliver godt igen," sagde vi til hinanden i corona-tiden. Jeg synes, vi skal blive ved med at minde hinanden om det. Det bliver ikke det samme, men det bliver godt igen.