Herrens Mark. Sådan kalder Ove Kaj Pedersen både udsigten fra sit sommerhus i Skagen en kold eftermiddag i begyndelsen af juli 2020 og den situation, verden står i med en virus, der har hærget siden årsskiftet.

"Jeg har studeret kriser i årtier og aldrig oplevet noget lignende. Det her er en helt unik situation, der er langt mere kompleks end noget, vi overhovedet har været igennem i efterkrigs­tiden. Corona ankom med en sådan pludse­lighed, at vi er aldeles uforberedte, og nu står vi uden viden om både problemet og mulige løsninger."

Ove Kaj Pedersen er i offentligheden mest kendt som ophavsmand til begrebet konkurrencestat, og som forhenværende professor i kryds­feltet mellem politik og økonomi er han vant til at analysere samfunds­tendenser. Han giver nu sit bud på, hvad der kendetegner pandemiens aftryk med fokus på, hvad corona kan komme til at betyde for vejledere. Ove Kaj Pedersen kender ­området som tidligere formand for Voksen­vejled­ningen, og han er ikke i tvivl: Vejledere bliver vigtige og skal turde hæve stemmen, for verden savner idéer også fra praktikere med erfaringer fra virkelig­hed­en.

"Vi har en sjældent åben dagsorden, og hvis nogen griber mulig­heden, kan verden forandre sig. Vejledere er en vigtig krumtap i den udvikling, fordi de kigger unge i øjnene og kender deres motivation for skolegang eller mangel på samme. De kender også uddannelses­systemets udfordringer og har mulighed for at afsøge, hvilke kompetencer fremtidens arbejdskraft måske skal have, og hvordan unge kan få dem. Der er plads til nytænkning og endda med etiske argumenter, som ellers i årtier har været fortrængt til fordel for en økonomisk logik om, at alt skulle betale sig."

Kriser forandrer altid normalen

I begyndelsen så coronavirus udelukkende ud til at påvirke helbredet, men efterhånden har det smittet langt flere områder, og ifølge Ove Kaj Pedersen er det et vigtigt særkende ved den aktuelle krise.

"Noget af det unikke er, at der er tale om uhyre komplekse proble­matikker på én gang. Vi har en sundhedskrise med mange hundredtusinder døde og millioner af smittede. Vi har en omfattende økonomisk krise, fordi lukkede samfund har fået forbruget og efterspørgs­len til at falde med stor arbejds­løshed til følge, og de fleste lande har lånt sig til at finansiere genopret­ningen. Desuden står vi i en politisk krise, hvor USA og Kina er i åben konfrontation, og Storbritannien forlader EU og ændrer den geoøkonomiske situation. Under det hele ligger klimakrisen og spørgsmålet om ulighed, som har ulmet i årtier, og oveni har vi en idékrise med total mangel på tanker om, hvor verden kan flytte sig hen."

Store verdenskriser dukker ellers ofte op i kølvandet på tydelige varsler. Da muren faldt i Berlin i 1989 og trak jerntæppet væk under Den Kolde Krigs opdeling af Europa, vidste man, at Sovjetunionen var på vej til at kollapse, og der var allerede en idé om, at neoliberalisme, åbne markeder og flere lande i EU kunne være brugbare løsninger. Den internationale finanskrise i 2008 var også ventet efter år med over­ophedet økonomi, og et oplagt modsvar var at regulere banker og finansmarkeder. Men corona var verden ikke forberedt på, så det eneste Ove Kaj Pedersen tør spå om er, at alt i hvert fald ikke bliver helt som før.

"Ud fra min viden om tidligere kriser, der tilmed var mindre komplekse, forventer jeg, at vi får en anden normalitet. Hvad den består af, afhænger af hvilke dagsordner der vinder, og det er derfor, nogen skal turde tage chancen og blande sig i debatten om fremtiden."

Blik for både nu og fremover

Interviewet med Ove Kaj Pedersen foregår i begyndelsen af juli 2020, og corona kan senere nå at antage mange nye ansigter. Men uanset hvad er fremtiden også uvis, fordi de nuværende kriser har dagsordener i indbyrdes konflikt med hinanden. Skal man fx genoprette på en grøn og klimavenlig måde ved at investere i ny teknologi på trods af lavvande i statskassen, eller skal man tænke mere traditionelt økonomisk og blot få folk hurtigt i en hvilken som helst form for arbejde? Det kan i sidste ende få betydning for vejlederes arbejde, mener Ove Kaj Pedersen.

"Prioriteringerne vil vise, om der formuleres idéer om nye typer virksomheder, arbejdspladser, arbejdsmiljø, uddannelse og efter­uddannelse. Vi er tvunget til at se på den hidtidige normalitet fra andre vinkler, og noget af det, der allerede tegner sig er, at digitalisering har taget et kvantespring. Det vil få betydning for, hvilke kompetencer fremtidens arbejdskraft skal have, for hvis Danmark ikke holder sine hænder og hoveder på det højeste kompetenceniveau inden for teknologi og digitalisering, bliver vores konkurrencedygtighed truet."

Ove Kaj Pedersen opfordrer derfor vejledere til at gå i dialog med flere aktører for at få indblik i, hvad der kan inspirere unge til at uddanne sig eller på anden vis blive dygtige.

"Det er ikke selve rollen som vejleder, jeg tror vil forandre sig, men snarere vejledningens indhold. Man må være åben for, hvad det nye bliver samtidig med, at man håndterer, at der lige nu er færre elevpladser og jobmuligheder. Som eksempel ved vi allerede, at et sted som Esbjerg vil forvandle sig fra oliehavn til vindmøllehavn, og som vejleder kunne man søge svar på, hvilken arbejdskraft det kalder på. Man skal holde sig både det kortsigtede og det lang­sigtede perspektiv for øje ved at gå i dialog med bl.a. virksomheder og uddannelsesinstitutioner, for før praktikere samler erfaringer op og kombinerer dem med de aktuelle udfordringer, ved ingen, hvad de skal gøre på hverken kommunalt, centralt-statsligt eller forskningsmæssigt plan."

Uddannelse med mætningspunkt

Ove Kaj Pedersen er ikke i tvivl om, at uddannelse fortsat bliver uhyre vigtig, men han understreger, at vejledere også skal turde sætte ord på, at erfaringen viser, at der måske er et mætningspunkt.

"Danmark er det OECD-land, der bruger flest ressourcer på uddannelse og efteruddannelse, og det har været en kæmpe succes. Men spørgsmålet er, om vi har nået en grænse for, hvor mange der kan motiveres til uddannelse. Vi måtte fx opgive 95 % reglen, fordi det uanset tiltag så ud til, at cirka hver tiende ung ikke færdiggør en uddannelse, så det er ikke sikkert, at vi kan bruge det nuværende uddannelsessystem til at imødekomme det potentielle teknologispring, verden står over for. Vi skal formodentlig gentænke både indholdet, og måden man lærer på, for at få fat i den såkaldte restgruppe."

Man kunne evt. skele til Danmarks sydlige naboland, der har en lang tradition for at uddanne i tæt samspil med virksomheder.

"Både under finanskrisen og nu under corona har Tyskland ikke sendt sin arbejdskraft hjem, men fastholdt dem i virksomhederne og sendt folk på efteruddannelse. Den model har altid bragt Tyskland hurtigere og mere beredt ud af kriser. I Danmark har vi derimod tradition for at uddanne uafhængigt af virksomhederne. Det danske uddannelse­ssystem er præget af en stærk magt- og interessestruktur, hvor både fagbevægelsen, arbejds­givere, virksomheder, kommuner og staten har indflydelse. Arbejds­markedets parter ved, hvad der er brug for at producere, og hvilke udfordringer med fx teknologi man står over for, og det giver stor fleksibilitet, men det afføder også konservatisme, fordi mange skal blive enige om ændringer, og det tager tid. Så nu handler det måske ikke kun om at få gode idéer til at imødekomme uddannelsesmætningen, men også om at bryde magtstrukturer for at få plads til innovation og tænke i nye pædagogikker."

Etikken har fået legitimitet

Noget af det særlige ved corona-tiden er desuden, at det pludselig er blevet okay at diskutere med etik som argument, og det mener Ove Kaj Pedersen, at vejledere skal være opmærksomme på.

"Det er for første gang i mange år blevet legitimt at begrunde store samfundsmæssige beslutninger med etik. Nedlukningen af Danmark var i begyndelsen begrundet etisk: Man ville for enhver pris beskytte menneske­liv, og som individer har vi fået erfaringer for at træffe etiske beslutninger. Vi lukkede os ikke kun inde, fordi statsministeren bad os om det, men fordi vi hver især valgte ikke at udsætte os selv, familien, naboer og kolleger for en risiko, og dem, der gjorde noget andet, blev etisk udskammet. Det er et nybrud, at etik er blevet gangbart som argument frem for 'det-skal-kunne-betale-sig'-logikken, som har hersket i årtier."

Vejledere har ligesom bl.a. socialrådgivere tidligere brugt etisk argumentation med begrænset held, men måske er der momentum for nye resultater nu, mener Ove Kaj Pedersen.

"Vejledere har allerede sagt, at der er nogen i restgruppen, som ikke skal presses, fordi konsekvensen er dårlige liv og færre ressourcer, og det er bestemt uvist, om det vil flytte noget at fremhæve det igen, men det er i hvert fald mere muligt end tidligere. Når noget åbner sig, er der altid en fascinerende mulighed for forandring, men det er også en trussel mod normaliteten og konservatismen. Dem der vil stritte imod forandringer, er dem, der før corona havde magten over den politiske og offentlige dagsorden. De vil forsøge at beskytte deres egne interesser og position, men det skal ikke afholde nye stemmer fra at blande sig i debatten, og jeg håber, at vejledere melder sig i koret."