Fest, forelskelse og fællesskab plejer at rime på ungt forår, men i 2020 blev forbud det mest rammende synonym for månederne op til sommer­ferien for elever i udskolingen, 10. klasse og på ungdomsuddannelser. Coronavirus afskar dem fra deres vante hverdag og pludselig stod det klart, hvad der betyder allermest: samværet med jævnaldrende.

I forskningsprojektet 'Ung i Corona-tiden' under Aarhus Universitet har flere hundrede unge via spørgeskemaer, online-interviews og skoleopgaver berettet om, hvordan de oplevede samfundets nedlukning og forbuddet mod at mødes fysisk. Nogle fandt mere ro, fik tid til hengemt kreativitet eller mulighed for at indtage en ny plads i klasse­undervisningen, mens andre fik forstørret deres angst eller kom i klemme derhjemme med flere konflikter og ingen lektie­hjælp fra forældrene. Men på tværs af de mangfoldige svar træder et resultat tydeligt frem. Sociale fællesskaber har generelt langt større betydning for unge, end voksne nok forstår, lyder det fra ungdomsforsker Helle Rabøl Hansen, der bl.a. står bag projektet.

"Corona-tiden må lære os, at unge har en voldsom trang til at høre til. Selvom jeg forsker i fællesskaber, overrasker det mig alligevel, hvor meget unge selv er overraskede over, hvor meget det sociale fylder. De har taget det for givet som den luft, de indånder hver dag, og stort set alle udtrykker, at de savner at komme tilbage til det store VI. Det er en foræring til alle voksne, at unge er reflekterede over, hvad der er allervigtigst i deres liv, og det skal vi finde ud af at bruge aktivt fx i vejledning."

Unges digitale redningsplanker

Corona-nedlukningen var kun få uger gammel, før medierne første gang berettede om uansvarlige unge, der stimlede sammen på skaterbaner, legepladser, havne­områder og caféer i store flokke. Men dommen matcher ikke helt forskningsprojektets data, siger Helle Rabøl Hansen.

"Vi ser en rimelig stor ansvarlighed især i starten af lockdown, hvor nogle unge nærmest blev lukket inde af deres forældre eller isolerede sig selv. Som tiden gik forsøgte de fleste unge dog også at holde gang i det sociale liv på nye, kreative måder, hvor især det digitale var en vigtig kanal."

I projektet fortæller de unge selv, at de var online mellem 5 og 15 timer i døgnet under corona-nedlukningen. De modtog fjernunder­visning, de så Netflix og TikTok-videoer, og især piger lod også deres sociale medier stå åbne for veninderne, så de konstant kunne følge med i hinandens gøremål, uanset om de hentede mælk i køleskabet eller sad og snakkede sammen via skærmen. Andre udviklede nye hobbies som drengen i udskolingen, der opfandt og byggede Minecraft-modeller i dagevis og delte det på nettet, eller piger der begyndte at re-designe gammelt tøj og viste det til hinanden på sociale medier.

"Det tydeliggør endnu engang, at unge ikke skelner mellem den virtuelle verden og det, som voksne typisk kalder den rigtige verden. For unge er det væsentligste at være sammen, uanset hvor og hvordan det foregår."

Senere i nedlukningen fandt unge deres egne måder at mødes fysisk med hinanden. Helle Rabøl Hansen og kollegerne har talt med to unge piger, der sprang ud ad vinduet for at være sammen med vennerne, og en skilsmissedreng, der drog i sommerhus med sine tidligere efterskole­venner efter aftale med faderen men uden at sige det til moderen.

"Drengen brugte en nødløgn, for som han sagde: 'Jeg trængte så meget til at se nogen'! Alt tyder på, at det sociale liv kaldte så voldsomt på de fleste unge, at de indrettede sig efter at gøre det muligt."

Nemt eller klemt af nedlukning

Især to grupper af unge afviger dog fra hovedfortællingen om at søge nye veje for at genopnå det vante sociale liv. I den ene ende af skalaen er unge med stram kalender og højt tempo, som pludselig fandt glæde ved at komme ned i gear. Det er fx en ung kvindelig elev på en handelsskole, der udover ambitioner i skolen også havde fritidsjob og gik til fitness fem gange om ugen, fordi hun var ved at uddanne sig som instruktør.

"For hende var nedlukningen som at slippe en alt for stram tøjle i livet. Hun fik en pause med mere ro, som hun nød. Hun beskrev, hvordan hun pludselig fik en dybere kontakt med sine venner, fordi hun havde tid til at gøre sine samtaler færdige og tid til faktisk at tale med folk, hun mødte i supermarkedet frem for blot at råbe hej og komme videre," siger Helle Rabøl Hansen.

For andre var der slet ikke overskud til at tænke i sociale baner under nedlukningen.

"Unge med tendens til angst fik det værre, fordi samfundet talte så meget om død, ødelæggelse, afstand og håndsprit. De blev på en måde endnu mere sårbare. Nedlukningen udfordrede også unge med en dårlig relation til forældrene, fordi man skulle forhandle så meget, og det gav grobund for ekstra konflikter," siger Helle Rabøl Hansen.

Fjernundervisning i plus og minus

Fjernundervisningen på skoler og ungdomsuddannelser var også en prisme, der fremkaldte nye vigtige erfaringer i plus og minus om, hvad unge har brug for. Nogle steder blev underviserne digitalt innovative, og det fik en ny type elever på banen.

"Nogle lærere fortæller, at de oplevede nye elever være aktive og synlige. De er måske så fortrolige med at være online, at det gav dem en ny styrke, eller de plejer at være trykket af det sociale spil i klassen men var nu mere tilpas ved at mødes gennem skærmen," fortæller Helle Rabøl Hansen.

Omvendt betød fjernundervisning andre steder, at elever blev overladt til stort set selv at finde rundt i links til videoer, hjemmesider og pensum sendt på mail fra læreren for derefter at skulle klare lektierne på egen hånd. Det kunne langt fra alle.

"Vi ser en klar social bagside, for det var primært middelklassens børn, der kunne få assistance med lektierne derhjemme. Andre gav helt op, måtte kæmpe om pladsen til at finde ro i en lille lejlighed med alt for mange mennesker eller bruge tid på at hjælpe deres søskende og måske også oversætte myndighedernes informationer til forældre med et andet modersmål end dansk."

Vejledere som bro til skolen

Nogle steder er vejledere blevet brugt til at lave nødundervisning for fx udsatte unge, og det gav dem ifølge Helle Rabøl Hansen nye, overraskende indsigter.

"De oplevede at blive det, de kalder et kærkomment mellemrum for unge, der trængte til at snakke og være sociale. De unge fortalte pludselig om at føle sig undervurderet og overset i den daglige skolehverdag, og at det både sårer og demotiverer dem. De unge havde ikke nær så højt fravær i nødskolen, som de plejede at have, og det er tankevækkende."

Helle Rabøl Hansen ser det som et potentiale til at forstørre vejlederes rolle fremover som brobygger mellem unge og skolen.

"Vejlederne fortæller, at de ville ønske, at lærere kendte til alt det, de fik indblik i hos unge under nødundervisningen, så der kunne godt være grobund for, at vejledere i højere grad begynder at bringe unges stemme tilbage til skolen."

Helle Rabøl Hansen mener også, at vejledere kan tage ved lære af gevinsten ved en mere varieret skolegang, der veksler mellem digitale og analoge møder face-to-face.

"Det er ikke populært at sige, at der kan være fordele ved at bruge det digitale møde noget mere. Der er en forestilling om, at det altid er bedst at være fysisk til stede, men måske kunne vejledere også få andre fortællinger i spil, hvis de indimellem mødes med unge online."

Tænk fællesskaber i ALT

Projektet 'Ung i Corona-tiden' har også spurgt til, hvad unge ønsker sig, når corona slutter, og stort set alle uden undtagelse svarer, at de drømmer om at komme tilbage til de fællesskaber, de kender. "Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg kunne savne matematik," siger en dreng, og andre unge fortæller, at de bare skal over til de andre i skolen og hænge ud, gå ud og ind ad døren og nyde at kunne tale med andre, når de har lyst. Ifølge Helle Rabøl Hansen vidner det om, at fællesskabets betydning skal flytte helt ind i centralnervesystemet hos alle professionelle i uddannelsessystemet.

"Vi kan hurtigt reducere fællesskaber til noget med, at så skal vi måske arrangere flere kanoture, men det er alt for enkelt. Fællesskab skal tænkes med i ALT, både når vi planlægger introture, vejledning og undervisning, hvad end det handler om høvlebænk eller 2. grads ligninger. Jo mere vi tager unges liv og behov alvorligt, jo flere kan vi få til at trives og fastholdes i skoleregi."

Opdagelsen af hvor helt afgørende fællesskaber med jævnaldrende er for unge, bør ifølge Helle Rabøl Hansen også mane til eftertanke hos vejledere. Spørgsmål til det sociale kan blive en genvej til at tale om skolegang med spørgsmål om fx, hvem de unge sætter pris på at være sammen med, eller hvad der kendetegner en god dag for dem og vennerne, og hvordan kan det kombineres med at gå i skole.

"Corona-erfaringerne understreger, at når man rådgiver unge i deres liv, bliver man nødt til at vise endnu større interesse for deres fællesskaber. Der er stadig en tendens til, at vi går meget efter individet, og jeg er ganske enkelt kommet i tvivl om, hvorvidt alle os der organiserer skole og vejledning fuldt ud forstår, at det sociale liv med jævnaldrende er helt fundamentalt og måske kommer før alt andet."