Hvad har I lært? 

Hvis vi ikke havde haft de digitale muligheder, da corona forandrede vores verden fra den ene dag til den anden, havde vi været langt dårligere stillet. De digitale muligheder gjorde, at undervisningen på alle niveauer kørte videre - og at meget faktisk kørte i samme hastighed og med samme udbytte som tidligere.

Vi har talt om at digitalisere undervisningen i mange år, men i det store hele er det begrænset, hvor meget vi har gjort. Mange administrative systemer er blevet digitale, men den egentlige undervisning, hvor en underviser tilrettelægger et forløb, er oftest fysisk. Der er mange årsager til, at vi har haft svært ved at udnytte de digitale muligheder i undervisningen. Manglende tid, manglende viden om digitale læringsteknologier og frygten for ikke at kunne finde ud af det, er nok de tre væsentligste.

Men da alle undervisningsinstitutioner blev hjemsendt, kom der pludselig gang i digitaliseringen. Over night lykkedes det underviserne at stable noget på benene, der ikke krævede fysisk tilstedeværelse. Og i langt de fleste tilfælde virkede det. Det vidner om et usædvanligt engagement hos underviserne, men det minder os også om, at vi nødig forandrer os, hvis det ikke er absolut nødvendigt.

På DTU Compute har vi lavet en undersøgelse af, hvad der skete, og hvordan det virkede. Formålet med kortlægningen har været at skabe et overblik over undervisningen i den hurtige omstillingsproces, som COVID-19 gav anledning til. Undersøgelsen skal bidrage med at igangsætte en dialog om, hvordan man på baggrund af erfaringerne og udviklede formater kan styrke undervisningsaktiviteterne ved at tilbyde flere gode digitalt baserede og bedre digitalt integrerede forløb.

Instituttet har i foråret 2020 afholdt ca. 80 onlinekurser med 8.600 deltagende studerende. Undervisningen har ikke blot bestået af forelæsninger og øvelser, men har også omfattet alt fra vejledning af studerende til arbejde i studiegrupper. Analysen er gennemført som en kvalitativ erfaringsopsamling via interviews af 30 personer (undervisere, undervisningsassistenter og studerende).

Hovedkonklusionerne i undersøgelsen er:

• For ca. 3/5 af de interviewede studerende fungerer digitalt understøttet undervisning godt. For knap 1/5 virker digitalt understøttet undervisning bedre end analog undervisning, især pga. fleksibiliteten. For godt 1/5 er den analoge undervisning bedre, da de mangler fælles fysisk tilstedeværelse i den digitale undervisning.
  
  
• Der er skabt en kollektiv viden og erfaring blandt undervisere og studerende i forhold til at anvende digitale redskaber og indarbejde det i undervisningen og studieprocessen. Alle studerende har modtaget digitalt understøttet undervisning og har gennemført gruppearbejde om projekter og opgaver, ligesom alle undervisere har gennemført undervisningen digitalt. 
  
  
• Der er taget et skridt til differentiering og effektivisering af undervisningen med digitale værktøjer. Man er nået videre end remediering, hvor den analoge undervisning blot gengives via livestream, og hvor øvelsestimerne har samme form. Der arbejdes med de digitale teknologiers nye muligheder i indhold, form og metodik ved fx at lave kortere videoer, at anvende motivationsvideoer og at anvende discord til at fastholde de studerende i øvelser og gruppearbejde.
  
  
• Digitale elementer kan anvendes til dels at effektivisere dele af undervisningen for at flytte ressourcer og kvalificere andre dele, og dels til at differentiere undervisningen i forhold til de forskellige grupper af studerende. Det sker fx ved, at gennemgang af materialet foregår via video, så der er mere tid til dialog og spørgsmål, og ved at der anvendes eksternt digitalt materiale, fx Youtube.
  
  
• Der er et udbredt ønske om, at formel og uformel videndeling om anvendelsen af digitale værktøjer understøttes og prioriteres blandt både undervisere og studerende, fordi den ”nye” undervisningsform kræver nye rutiner, værktøjer og metoder og sætter læring og undervisning i et nyt lys.

Hvordan vil I omsætte det, I har lært?

Nøgleordene i vores erfaringer er fleksibilitet og motivation. Og det er både fleksibiliteten og motivationen, vi skal tage med os videre. Man har i mange år diskuteret, om vi har forskellige læringsstile. Det er der stadig ikke enighed om, men undersøgelser, som den DTU Compute har foretaget, viser, at både undervisere og studerende har forskellige præferencer, og at vi skal tilbyde forskellige rammer til forskellige personer. For mange studerende har fleksibiliteten i online undervisningen ved brug af video været en gevinst, fordi det er muligt selv at bestemme, hvornår man studerer, hvilken rækkefølge man gør de forskellige ting i - og man kan se den samme video syv gange uden at føle sig dum.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at når man pludselig skal ændre sin undervisning fra fysisk til online, er det ikke sikkert, at det, man gør, er det mest hensigtsmæssige. Det er til gengæld sikkert, at man får en masse erfaringer. Vi har derfor brug for at træde et skridt tilbage og se på, hvad vi gjorde godt, og hvor der skal ændres noget.

Når det skal gå hurtigt, er man tilbøjelig til at forsøge at efterligne det, der normalt sker fysisk i den digitale verden. Det vil sige, at hvis man plejer at holde forelæsning, vil man holde en online forelæsning. Har man mere tid til at planlægge, hvad der skal ske online, vil man måske erstatte forelæsningen med en række kortere online forelæsninger, korte videoer eller bede de studerende læse selv og holde en online spørgetime. Som man kan se af DTU Computes undersøgelse, er det forskelligt, hvor langt underviserne er kommet i første omgang, men det har i hvert fald givet stof til eftertanke og mod på at videreudvikle den digitale undervisning.

Det er sjældent, underviserne griber til mere avanceret digital læringsteknologi som fx adaptive læringsmiljøer, der er en af de største trends lige nu. Det er der mange årsager til bl.a. økonomiske. Og det er sjældent, at den enkelte underviser selv kan vælge læringsteknologien, da det enten er skolen, kommunen, universitetet, eller hvem det nu kan være, der indkøber. Ofte kræver det også et større forarbejde at tilpasse teknologien til den specifikke læringssituation.

Med det digitale er vi i stand til at nå længere ud i enderne af forelæsningsrummet eller klasselokalet. Vi kan inkludere dem, der synes, det er svært, eller dem, der har brug for ekstra udfordringer, i stedet for kun at undervise midtergruppen, som vi kan være tilbøjelige til i den fysiske undervisning. Vi har også mulighed for at nå uden for undervisningslokalet og invitere andre med inden for i læringsrummet.

Ofte mødes det digitale af kritik, og det er i mange tilfælde berettiget. Man glemmer bare tit, at den fysiske undervisning også har mangler. Vi skal derfor tage det, der virker bedst fra den gamle verden med ind i den nye og sigte mod et universitet, der blander det bedste fra begge. Det er værd at bruge tid på at identificere, hvor det digitale kan noget, som man ikke kan i den fysiske verden og omvendt. Og det allervigtigste er så at kombinere det digitale med det fysiske, så det fremstår som en fleksibel, motiverende og effektiv enhed - både for de studerende og for underviserne.

Hvad skal vejlederne vide og formidle?

Vejlederne har en nøglerolle i at hjælpe de kommende studerende til at træffe et godt valg. Det er derfor vigtigt at vide, hvordan de videregående uddannelser ændres som følge af digitaliseringen. I ovenstående eksempel har vi taget udgangspunkt i en teknisk uddannelse, men digitaliseringen sætter ikke kun sit præg her, men sætter også sit præg inden for samfundsfaglige og humanistiske uddannelser.