"Rigsrevisionen vurderer, at Beskæftigelsesministeriets og Børne- og Undervisningsministeriets indsats for at sikre, at flest muligt udsatte unge gennemfører en uddannelse, har været utilfredsstillende."

Vi har vist alle sammen set konklusionen på undersøgelsen fra september 2020. De fleste af os har nok også læst, at undersøgelsen viser, at kommuner i mange tilfælde ikke efterlever kravene i loven, hvorfor nogle unge ikke får en tilstrækkelig indsats. Med undersøgelsens konklusioner opstår behovet for atter engang at gå nye veje. Regeringen har da også netop nedsat en kommission, der bl.a. skal se på, hvordan flere unge får en uddannelse. De kritiske konklusioner taget i betragtning er det oplagt, at Vejlederforum i mellemtiden vælger et tema, der tager fat på, hvordan vejledningsindsatsen kan få flere unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse.

Nej tak til mere af det samme
Så hvad skal vi tage fat på denne gang, hvis vores tema skal vise nye veje for den gruppe, vi godt ved fylder meget i vejledningsverdenen? Det kan være at bygge bro til arbejdsmarkedet. Det gjorde vi i temaet Veje til virkeligheden. Det kan være at gøre rummet større. Det forsøgte vi i temaet Social mobilitet. Det kan være at formidle ny forskning om, hvordan man reducerer frafald. Det prøvede vi i temaet Frafald. Det kan være at sætte spot på den kommunale ungeindsats. Det sørgede vi for i temaet af samme navn.

Sådan kunne vi fortsætte listen af Vejlederforums temaer, der forsøger at vise nye veje til at gøre noget for den gruppe, som vi alle sammen bekymrer os om. Gruppen, hvis størrelse og frafald har været stabil gennem årtier, så hvis vi fortsætter i samme spor, ville svarene på de svære spørgsmål ikke blive nye. Og de unge, vi skal gøre en forskel for, skal ikke have mere af det samme. Derfor vil vi kaste os over noget, vi aldrig har kigget nærmere på i Vejlederforum. Et tema, der er en smule angstprovokerende at røre ved for nu at være helt ærlig.

Det, vi ikke taler om
Vi har nemlig spurgt både os selv og nogle af jer læsere, om der er faktorer, vi overser. Eller faktorer, som vi faktisk kender til, men ikke snakker om, når vi taler om gruppen af unge, der ikke får en ungdomsuddannelse. Taler vi nogensinde højt om intelligens – eller mangel på samme?

Og hvorfor skal vi tale om det? Det skal vi, fordi intelligens findes. Den kan måles, og den varierer meget. Og vi skal ikke mindst tale om intelligens, fordi forskning viser, at intelligens har gennemgribende betydning for vores liv. For uddannelse, indkomst, livslængde og sundhed.

Også selv om vi normalt ikke bryder os om at tale om og diskutere den slags i Danmark. Det er nemlig lidt ubehageligt at tale om, at nogen skulle være klogere end andre. Fordi vi helst vil have, at vi alle er ens. Vi vil gøre alt for at opretholde illusionen om, at alle har lige muligheder. Problemet er bare, at det måske ikke er sandt. Og en af grundene er måske, at vi ikke alle har samme antal hestekræfter i hjernen, vi er ikke alle lige kloge. IQ-forskelle er måske lighedssamfundets store tabu.

En bjørnetjeneste?
Så hvad bør vi egentlig gøre, hvis vi altså vil erkende, at lav intelligens er et reelt handicap for nogen? Vi vil nok helst tro, at lav intelligens ikke er noget, der vedrører det store flertal. Men der er faktisk forskning, der viser, at lav intelligens er et reelt handicap for hver tiende af os. Det skal vi turde diskutere, fordi det også har betydning for vejledningsindsatsen.

For når vi taler om de udsatte unge, de ressourcesvage unge, de unge med særlige behov, restgruppen – dem uden uddannelse. Kunne det så være sådan, at hvis man ser nærmere på den kognitive udvikling og måler intelligensen mere præcist, at man kan have en mere realistisk diskussion om, hvordan man hjælper denne gruppe af unge og tilrettelægger indsatsen og tilpasninger i uddannelsessystemet? Kunne det være sådan, at vi gør os selv og de unge en bjørnetjeneste ved ikke at tale om og måle intelligens? Det vil professor emeritus Erik Lykke Madsen i hvert fald mene. Og han citerer den amerikanske professor og intelligensforsker Linda Gottfredson for at sige det mere direkte:

"Folk vil ikke høre om intelligens, men folk dør, fordi vi ikke tager deres kognitive udvikling alvorligt."

Her udtalte Linda Gottfredson sig godt nok om, at lav IQ og dårlig sundhed følges ad, hvor løsningen ikke er at hælde mere information i de fattige fx i form af forebyggende foldere. For det har vi gjort bevidstløst i årtier - uden virkning. Heldigvis taler vi ikke om liv og død, når vi taler om unge uden uddannelse. Men derfor kunne budskabet være det samme. Vi hjælper ikke nogen ved ikke at tale om, at der er et problem. Lidt forsigtigt kunne man mene, at vi heller ikke hjælper unge uden uddannelse ved at give dem mere og mere information, mere og mere af det samme i en verden med stigende kompleksitet, som bliver sværere og sværere at forstå, når man har en lav intelligens. Så hjælper vi måske kun de godt begavede.

I Danmark er idealet, at alle elever i skolen skal nå det samme niveau, men måske uden altid at erkende, at det bygger på en forestilling om, at alle møder op med samme kapacitet. På den måde kan vi risikere at straffe både skolerne, lærerne og børnene. Fordi idéen om, at alle er kognitivt ligestillede, er så stærk. Og det interessante er, at forestillingen om, at alle møder op med samme kapacitet måske heller ikke hjælper børn og unge i den anden ende af skalaen. Nemlig dem, som mange mener nok skal klare sig helt af sig selv.

Har Kloge-Åge luksusproblemer?
Her taler vi om de rigtig kloge, de såkaldt højtbegavede, the gifted children. Deres problemer bliver ofte omtalt som elitære luksusproblemer. Men sagen er, at noget tyder på, at i hvert fald en del af de højt begavede børn ikke bare klarer sig. En del af dem trives ikke i folkeskolen. De er ikke en del af de sociale fællesskaber og lider af ensomhed og lavt selvværd.

Ifølge psykologen Ole Kyed, der har arbejdet med højtbegavede børn i årtier, lider de højtbegavede børn under vores stærke lighedskultur. Vi skal være ens, selv om vi har forskellige behov på det kognitive plan. Den stærke modvilje og mangel på accept af det, der ligger udenfor normalområdet, gør, at flere og flere af disse børn og unge mistrives og flygter fra folkeskolen. Hvis deres forældre altså har råd til en privatskole. For kommunerne har ikke et tilbud til denne gruppe.

Så interesserer vi os egentlig nok for de højtbegavede børn og unge? Ved vi nok om dem? Ved vi, hvad der definerer dem og deres behov? Interesserer vi os bare lidt mere for dem, finder man ifølge Ole Kyed hurtigt ud af, at det er børn og unge, der ofte underpræsterer, fordi det ikke er socialt acceptabelt at være for klog. Ingen vil kaldes for gammelklog, Kloge-Åge, Besserwizzer.

Summa summarum kunne man vove den påstand, at både børn og unge med meget lav og meget høj intelligens risikerer at ryge i gruppen af udsatte unge.

Hvad gør vi med intelligens?
Nu er det at have succes i verden jo heldigvis ikke bare baseret på, hvad der er af rotation i hjernen. Det er i vid udstrækning et spørgsmål om, hvordan vi administrerer det, der er blevet os tildelt, som professor og ambassadør for Gifted Children Vincent Hendricks mener. Og hvordan vi administrerer det, er også en pædagogisk og fagprofessionel udfordring. Det er bl.a. her, at vejlederne også kommer ind i billedet.

Intelligens er i modsætning til, hvad mange måske tror, ikke statisk. Så en erkendelse af, at intelligens findes og varierer, betyder ikke, at vi ikke kan gøre noget. Tværtimod. Der er masser at gøre, alt efter hvem man spørger. Og der er mange meninger om, hvad intelligens er, og hvordan vi kan håndtere det. Flere taler om intelligens som et potentiale, man på mange måder kan få til at vokse. Mange taler om erfaring og personlighed som faktorer, der vægter højere end intelligens. Andre taler om, at der findes forskellige slags intelligenser.

Så dette nummer har flere formål. Vi vil kigge nærmere på intelligensens betydning og blive klogere på, hvor afgørende intelligens er for succes i uddannelsessystemet. Vi vil udforske, hvad intelligens(er) er for en størrelse: Hvad betyder IQ? Hvad er det at være rigtig klog? Hvad er det for nogle evner, som måles med IQ? Hvad betyder det at være højt begavet og lavt begavet? Hvordan kan vi arbejde med intelligens som et potentiale, der kan få flere børn og unge til at vokse? Og hvad har ellers betydning? Vi vil undersøge, hvad der kendetegner både de højt begavede og lavt begavede børn og unge, og hvordan vi ved at forstå dem bedre kan understøtte, at flere af dem får lov at udfolde de ressourcer, de har, så de bliver en del af det fællesskab, der kommer både dem selv og samfundet til gode. For det har alle mennesker brug for. Uanset om vi er rigtig kloge eller ej.

Hvem er med?

Hvad er intelligens, og hvad betyder den for vores liv?
Erik Lykke Mortensen, professor emeritus, og Trine Flensborg-Madsen, lektor og intelligensforsker, Københavns Universitet

Hvad betyder intelligens og andre afgørende faktorer for vores liv? Og hvad kan vejledere gøre med den viden i rygsækken for at tilrettelægge deres indsats bedst muligt?

Intelligensbegrebet: nyttigt, men farligt
Per Fibæk Laursen, professor ved DPU, Aarhus Universitet

Intelligens er et nyttigt begreb, fordi det kan hjælpe os til at få øje på potentialer, som vi måske ellers overser. Men det er også et farligt begreb, fordi det let forleder en til at overdrive intelligensens betydning for uddannelses- og arbejdsmæssige præstationer.

Selvkontrol er måske vigtigere end intelligens 

Rune Kappel, cand.psych.aut, master i offentlig ledelse, Aarhus Universitet

Arv og miljø har begrænset indflydelse på, hvordan vi udvikler os, fordi så meget er forudbestemt af generne. Egenskaber som intelligens og selvkontrol er derfor betinget af DNA. Alligevel skal miljøets betydning ikke underkendes.

De højt begavede børn klarer sig ikke bare
Ole Kyed, psykolog

Deres problemer bliver ofte omtalt som elitære luksusproblemer. Men sagen er, at en del af de højt begavede børn ikke bare klarer sig. Hvad kendetegner disse børn, og hvad har de brug for?

Bevar åbenheden for potentialer
Peter Grubert, advokat og far til højt begavet barn, Advokatfirmaet Jon Palle Buhl 
Højtbegavede børn opfattes som nogen, der blærer sig unødigt. Det er tabubelagt og betragtes som en luksus, der ikke kan udgøre noget problem. Men det er en kæmpe misforståelse.

Lærerne er en afgørende faktor
Anders Holm, professor og forskningsleder hos Rockwool fonden

Om vi poster flere penge i skolerne eller ej gør ikke den store forskel. Det er lærerne, der gør forskellen. Så hvad er det, der kendetegner en god lærer, når barnet skal udvikle sit potentiale - uanset barnets IQ og andre intelligenser? 

"Rigsrevisionen vurderer, at Beskæftigelsesministeriets og Børne- og Undervisningsministeriets indsats for at sikre, at flest muligt udsatte unge gennemfører en uddannelse, har været utilfredsstillende."

Vi har vist alle sammen set konklusionen på undersøgelsen fra september 2020. De fleste af os har nok også læst, at undersøgelsen viser, at kommuner i mange tilfælde ikke efterlever kravene i loven, hvorfor nogle unge ikke får en tilstrækkelig indsats. Med undersøgelsens konklusioner opstår behovet for atter engang at gå nye veje. Regeringen har da også netop nedsat en kommission, der bl.a. skal se på, hvordan flere unge får en uddannelse. De kritiske konklusioner taget i betragtning er det oplagt, at Vejlederforum i mellemtiden vælger et tema, der tager fat på, hvordan vejledningsindsatsen kan få flere unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse.

Nej tak til mere af det samme
Så hvad skal vi tage fat på denne gang, hvis vores tema skal vise nye veje for den gruppe, vi godt ved fylder meget i vejledningsverdenen? Det kan være at bygge bro til arbejdsmarkedet. Det gjorde vi i temaet Veje til virkeligheden. Det kan være at gøre rummet større. Det forsøgte vi i temaet Social mobilitet. Det kan være at formidle ny forskning om, hvordan man reducerer frafald. Det prøvede vi i temaet Frafald. Det kan være at sætte spot på den kommunale ungeindsats. Det sørgede vi for i temaet af samme navn.

Sådan kunne vi fortsætte listen af Vejlederforums temaer, der forsøger at vise nye veje til at gøre noget for den gruppe, som vi alle sammen bekymrer os om. Gruppen, hvis størrelse og frafald har været stabil gennem årtier, så hvis vi fortsætter i samme spor, ville svarene på de svære spørgsmål ikke blive nye. Og de unge, vi skal gøre en forskel for, skal ikke have mere af det samme. Derfor vil vi kaste os over noget, vi aldrig har kigget nærmere på i Vejlederforum. Et tema, der er en smule angstprovokerende at røre ved for nu at være helt ærlig.

Det, vi ikke taler om
Vi har nemlig spurgt både os selv og nogle af jer læsere, om der er faktorer, vi overser. Eller faktorer, som vi faktisk kender til, men ikke snakker om, når vi taler om gruppen af unge, der ikke får en ungdomsuddannelse. Taler vi nogensinde højt om intelligens – eller mangel på samme?

Og hvorfor skal vi tale om det? Det skal vi, fordi intelligens findes. Den kan måles, og den varierer meget. Og vi skal ikke mindst tale om intelligens, fordi forskning viser, at intelligens har gennemgribende betydning for vores liv. For uddannelse, indkomst, livslængde og sundhed.

Også selv om vi normalt ikke bryder os om at tale om og diskutere den slags i Danmark. Det er nemlig lidt ubehageligt at tale om, at nogen skulle være klogere end andre. Fordi vi helst vil have, at vi alle er ens. Vi vil gøre alt for at opretholde illusionen om, at alle har lige muligheder. Problemet er bare, at det måske ikke er sandt. Og en af grundene er måske, at vi ikke alle har samme antal hestekræfter i hjernen, vi er ikke alle lige kloge. IQ-forskelle er måske lighedssamfundets store tabu.

En bjørnetjeneste?
Så hvad bør vi egentlig gøre, hvis vi altså vil erkende, at lav intelligens er et reelt handicap for nogen? Vi vil nok helst tro, at lav intelligens ikke er noget, der vedrører det store flertal. Men der er faktisk forskning, der viser, at lav intelligens er et reelt handicap for hver tiende af os. Det skal vi turde diskutere, fordi det også har betydning for vejledningsindsatsen.

For når vi taler om de udsatte unge, de ressourcesvage unge, de unge med særlige behov, restgruppen – dem uden uddannelse. Kunne det så være sådan, at hvis man ser nærmere på den kognitive udvikling og måler intelligensen mere præcist, at man kan have en mere realistisk diskussion om, hvordan man hjælper denne gruppe af unge og tilrettelægger indsatsen og tilpasninger i uddannelsessystemet? Kunne det være sådan, at vi gør os selv og de unge en bjørnetjeneste ved ikke at tale om og måle intelligens? Det vil professor emeritus Erik Lykke Madsen i hvert fald mene. Og han citerer den amerikanske professor og intelligensforsker Linda Gottfredson for at sige det mere direkte:

"Folk vil ikke høre om intelligens, men folk dør, fordi vi ikke tager deres kognitive udvikling alvorligt."

Her udtalte Linda Gottfredson sig godt nok om, at lav IQ og dårlig sundhed følges ad, hvor løsningen ikke er at hælde mere information i de fattige fx i form af forebyggende foldere. For det har vi gjort bevidstløst i årtier - uden virkning. Heldigvis taler vi ikke om liv og død, når vi taler om unge uden uddannelse. Men derfor kunne budskabet være det samme. Vi hjælper ikke nogen ved ikke at tale om, at der er et problem. Lidt forsigtigt kunne man mene, at vi heller ikke hjælper unge uden uddannelse ved at give dem mere og mere information, mere og mere af det samme i en verden med stigende kompleksitet, som bliver sværere og sværere at forstå, når man har en lav intelligens. Så hjælper vi måske kun de godt begavede.

I Danmark er idealet, at alle elever i skolen skal nå det samme niveau, men måske uden altid at erkende, at det bygger på en forestilling om, at alle møder op med samme kapacitet. På den måde kan vi risikere at straffe både skolerne, lærerne og børnene. Fordi idéen om, at alle er kognitivt ligestillede, er så stærk. Og det interessante er, at forestillingen om, at alle møder op med samme kapacitet måske heller ikke hjælper børn og unge i den anden ende af skalaen. Nemlig dem, som mange mener nok skal klare sig helt af sig selv.

Har Kloge-Åge luksusproblemer?
Her taler vi om de rigtig kloge, de såkaldt højtbegavede, the gifted children. Deres problemer bliver ofte omtalt som elitære luksusproblemer. Men sagen er, at noget tyder på, at i hvert fald en del af de højt begavede børn ikke bare klarer sig. En del af dem trives ikke i folkeskolen. De er ikke en del af de sociale fællesskaber og lider af ensomhed og lavt selvværd.

Ifølge psykologen Ole Kyed, der har arbejdet med højtbegavede børn i årtier, lider de højtbegavede børn under vores stærke lighedskultur. Vi skal være ens, selv om vi har forskellige behov på det kognitive plan. Den stærke modvilje og mangel på accept af det, der ligger udenfor normalområdet, gør, at flere og flere af disse børn og unge mistrives og flygter fra folkeskolen. Hvis deres forældre altså har råd til en privatskole. For kommunerne har ikke et tilbud til denne gruppe.

Så interesserer vi os egentlig nok for de højtbegavede børn og unge? Ved vi nok om dem? Ved vi, hvad der definerer dem og deres behov? Interesserer vi os bare lidt mere for dem, finder man ifølge Ole Kyed hurtigt ud af, at det er børn og unge, der ofte underpræsterer, fordi det ikke er socialt acceptabelt at være for klog. Ingen vil kaldes for gammelklog, Kloge-Åge, Besserwizzer.

Summa summarum kunne man vove den påstand, at både børn og unge med meget lav og meget høj intelligens risikerer at ryge i gruppen af udsatte unge.

Hvad gør vi med intelligens?
Nu er det at have succes i verden jo heldigvis ikke bare baseret på, hvad der er af rotation i hjernen. Det er i vid udstrækning et spørgsmål om, hvordan vi administrerer det, der er blevet os tildelt, som professor og ambassadør for Gifted Children Vincent Hendricks mener. Og hvordan vi administrerer det, er også en pædagogisk og fagprofessionel udfordring. Det er bl.a. her, at vejlederne også kommer ind i billedet.

Intelligens er i modsætning til, hvad mange måske tror, ikke statisk. Så en erkendelse af, at intelligens findes og varierer, betyder ikke, at vi ikke kan gøre noget. Tværtimod. Der er masser at gøre, alt efter hvem man spørger. Og der er mange meninger om, hvad intelligens er, og hvordan vi kan håndtere det. Flere taler om intelligens som et potentiale, man på mange måder kan få til at vokse. Mange taler om erfaring og personlighed som faktorer, der vægter højere end intelligens. Andre taler om, at der findes forskellige slags intelligenser.

Så dette nummer har flere formål. Vi vil kigge nærmere på intelligensens betydning og blive klogere på, hvor afgørende intelligens er for succes i uddannelsessystemet. Vi vil udforske, hvad intelligens(er) er for en størrelse: Hvad betyder IQ? Hvad er det at være rigtig klog? Hvad er det for nogle evner, som måles med IQ? Hvad betyder det at være højt begavet og lavt begavet? Hvordan kan vi arbejde med intelligens som et potentiale, der kan få flere børn og unge til at vokse? Og hvad har ellers betydning? Vi vil undersøge, hvad der kendetegner både de højt begavede og lavt begavede børn og unge, og hvordan vi ved at forstå dem bedre kan understøtte, at flere af dem får lov at udfolde de ressourcer, de har, så de bliver en del af det fællesskab, der kommer både dem selv og samfundet til gode. For det har alle mennesker brug for. Uanset om vi er rigtig kloge eller ej.

Hvem er med?

Hvad er intelligens, og hvad betyder den for vores liv?
Erik Lykke Mortensen, professor emeritus, og Trine Flensborg-Madsen, lektor og intelligensforsker, Københavns Universitet

Hvad betyder intelligens og andre afgørende faktorer for vores liv? Og hvad kan vejledere gøre med den viden i rygsækken for at tilrettelægge deres indsats bedst muligt?

Intelligensbegrebet: nyttigt, men farligt
Per Fibæk Laursen, professor ved DPU, Aarhus Universitet

Intelligens er et nyttigt begreb, fordi det kan hjælpe os til at få øje på potentialer, som vi måske ellers overser. Men det er også et farligt begreb, fordi det let forleder en til at overdrive intelligensens betydning for uddannelses- og arbejdsmæssige præstationer.

Selvkontrol er måske vigtigere end intelligens 

Rune Kappel, cand.psych.aut, master i offentlig ledelse, Aarhus Universitet

Arv og miljø har begrænset indflydelse på, hvordan vi udvikler os, fordi så meget er forudbestemt af generne. Egenskaber som intelligens og selvkontrol er derfor betinget af DNA. Alligevel skal miljøets betydning ikke underkendes.

De højt begavede børn klarer sig ikke bare
Ole Kyed, psykolog

Deres problemer bliver ofte omtalt som elitære luksusproblemer. Men sagen er, at en del af de højt begavede børn ikke bare klarer sig. Hvad kendetegner disse børn, og hvad har de brug for?

Bevar åbenheden for potentialer
Peter Grubert, advokat og far til højt begavet barn, Advokatfirmaet Jon Palle Buhl 
Højtbegavede børn opfattes som nogen, der blærer sig unødigt. Det er tabubelagt og betragtes som en luksus, der ikke kan udgøre noget problem. Men det er en kæmpe misforståelse.

Lærerne er en afgørende faktor
Anders Holm, professor og forskningsleder hos Rockwool fonden

Om vi poster flere penge i skolerne eller ej gør ikke den store forskel. Det er lærerne, der gør forskellen. Så hvad er det, der kendetegner en god lærer, når barnet skal udvikle sit potentiale - uanset barnets IQ og andre intelligenser?