Intelligens er et emne, som har skabt heftig debat i efterhånden mange år. Det er et ømtåleligt emne, som rejser spørgsmål om arv og miljø, og som ofte udfordrer grundlæggende værdier om ligestilling.

Udviklingen inden for forskning i gener har pustet nyt liv i debatten. Herunder også debatten om, hvorvidt intelligens er arveligt. Dette har hidtil været vanskeligt at undersøge indenfor genetik, fordi intelligens er en egenskab, der er sammensat af mange forskellige gener. Men de enorme studier i genetik, der går under forkortelsen GWAS (Genome Wide Association Study), har forøget og forbedret den data, der arbejdes med. En af de nye metoder kaldes polygenetiske kortlægninger.

Med polygenetiske kortlægninger kan man lave risikovurderinger for sygdomme og træk, der udvikles som en konsekvens af sammenhænge mellem gener. Det, der gør en til den, man er (fx komplicerede træk og risikoen for at udvikle forskellige sygdomme), er nemlig ikke defineret af et enkelt gen, men af samspillet mellem gener. Det faktum har hidtil gjort det vanskeligt at kæde gener sammen med sygdomme og fysiske såvel som mentale træk.

Polygenetik fokuserede i starten primært på at kortlægge og forstå udviklingen af sygdomme. Men der gik ikke lang tid før, at metoden vakte interesse inden for samfundsvidenskab. Med metoden kunne man måske finde genetiske forklaringer på kompleks adfærd og personlighedstræk. Fx om et individ har tendens til at blive sportsligt eller musikalsk anlagt. Eller i hvilken grad et individ kan udvikle komplekse træk som intelligens og selvkontrol.

DNA betyder mere end alt andet

I 2018 udgav den anerkendte amerikanske psykolog Robert Plomin en bog, der satte gang i debatten om arv og miljø. Bogen hedder ”Blueprint: How DNA makes us who we are” [i] og redegør for, hvordan polygenetisk kortlægning viser, at nærmest alle mentale træk primært er genetisk bestemt. I bogen, der ellers er skrevet i et meget forsigtigt og respektfuldt sprog, kommer Plomin med en række udtalelser, der fik en del til at løfte øjenbrynene. Han skriver fx, at DNA ikke er det eneste, der har betydning for udviklingen af vores psykologiske træk, men at DNA betyder mere end alt andet lagt sammen.

Plomin skriver, at grunden til, at behagelige forældre får behagelige børn, er, at de har behagelige gener. Opdragelse og miljø har meget begrænset indflydelse, fordi så meget er forudbestemt af generne. En af Plomins anbefalinger er derfor, at man som forældre skal læne sig tilbage og ikke være for optaget af at præge sit barns udvikling. Bogen har modtaget meget kritik for anbefalingen, og det er da også en kontroversiel anbefaling.

Jeg mener ikke, at man skal blive forskrækket over forskning, der viser, at gener er vigtige. Med den viden, vi har i dag, er det næppe en overraskelse, at en væsentlig del af det, der gør os til dem, vi er, skyldes vores gener. Det er dog ikke ensbetydende med, at vi ikke skal være optaget af det miljø, som vi og vores børn er omgivet af. Selvom gener har stor betydning for, hvordan vi udvikler os, skal miljøets betydning ikke underkendes.

Selvkontrol versus intelligens

Selvkontrol er evnen til at have mental kontrol over ens indre forhold. Det er fx evnen til at styre impulser og følelser, så man kan gøre de ting, som kommer én til gode på lang sigt, men som ikke nødvendigvis er det, der er mest behageligt i situationen: At læse lektier, selvom man har lyst til at se TV. At løbe en tur efter en hård dag på arbejde, selvom man intuitivt har mest lyst til en lur. At styre sin vrede for ikke at eskalere et skænderi.

Selvkontrol er ikke en evne, der gør børn artige eller voksne i stand til at adlyde. Det er en evne, der ruster individet til at gennemføre svære, men gode valg. Det er en evne, som gør individet i stand til at nå sine mål. Selvkontrol gør, at man som individ bliver i stand til at leve tættere på sine værdier og opnå flere af de ting, man synes, er vigtige.

Forskning viser stor sammenhæng mellem vigtige livsforhold, og hvor meget intelligens og selvkontrol, man har. Intelligens og selvkontrol er korreleret med et godt helbred, en sund indtægt, en høj levealder, en tryg familie. Listen bliver ved og ved. Traditionelt har der været en forståelse af, at intelligens er vigtigst i forhold til de fleste af disse parametre, men inden for de sidste 20 år har flere undersøgelser vist, at selvkontrol måske er den mest vigtige.

Et omfattende studie på New Zealand fulgte en gruppe børn fra fødsel til begyndelsen af 30’ene. Studiet viser, at selvkontrol havde den stærkeste korrelation med helbred, uddannelseslængde, indtægt og familieforhold. Forskning fra Angela Lee Duckworth [ii] og Martin Seligmann har også fundet argumenter for, at selvkontrol og viljefasthed (evnen til at gennemføre strabadserende aktiviteter over lang tid) er vigtigere end intelligens, når det gælder uddannelse.

Både intelligens og selvkontrol er komplekse mentale mekanismer. Jeg har en hypotese om, at de udgør forskellige potentialer, alt efter hvem man er, og hvilket miljø man vokser op i. At de begge er særdeles vigtige, har forskningen været enig om i en længere årrække. Og det er væsentligt, at man er bevidst om disse kompetencer og potentialer. Både som professionel, der arbejder med mennesker, og som individ, der gerne vil forstå sig selv og andre bedre.

Intelligens og selvkontrol er arvelige – men påvirkelige

En af Plomins konklusioner om DNA er, at personlighedstræk og mentale evner primært er genetisk betingede. Det lader også til at gælde intelligens og selvkontrol. Men det varierer fra undersøgelse til undersøgelse, hvor arvelige de to evner vurderes at være. Vurderingen af arveligheden af intelligens varierer mellem 50-80 % [iii] [iv]. Arveligheden af selvkontrol er tidligere vurderet til at ligge under 50 %, men nyere studier vurderer det til omkring 60 % [v].

Kort opsummeret tyder det på, at intelligens er meget arveligt, mens selvkontrol er moderat arveligt.

Når undersøgelser konkluderer, at evnerne i høj grad er arveligt betinget, opstår der ofte en opgivende indstilling til at arbejde med de miljømæssige forhold. En indstilling, jeg er meget uenig i. Hvis et givent træk er omkring 60 % arveligt, efterlader det et stort potentiale til de miljømæssige faktorer. Samtidig er det anerkendt, at mange af de interventioner, vi systematisk implementerer, gør en forskel. Børn klarer sig bedre i skolen, når de har spist morgenmad. Dygtige lærere gør en forskel. Børn klarer sig bedre i skolen og socialt, når de ikke er i mistrivsel og lever i stimulerende miljøer. Af disse grunde giver det god mening at arbejde med at udvikle og stimulere evner som intelligens og selvkontrol.

Selvkontrollen skal stimuleres

Selvkontrol er en evne, der bliver udviklet tidligt i livet. Forældrenes evne til at skabe tydelige og sunde rammer er afgørende for en sund udvikling af selvkontrol. Det lader til, at en god ydre styring i miljøet hjælper til udviklingen af en god indre styring.

En anden fundamental faktor for udviklingen af selvkontrol er, at man som barn bliver tilpas udfordret. Vokser man op i et miljø, der overbeskytter og samtidigt ikke udfordrer, går man naturligt glip af muligheder for at få selvkontrollen på arbejde. Og netop det lader til at være nøglen til at udvikle selvkontrol: At den aktiveres. Hvis det samlede miljø omkring barnet, og ikke alene hjemmet, aktiverer og stimulerer selvkontrollen, er det endnu bedre. Skole, dagtilbud, fodboldtræning og den sociale omgangskreds har altså også en effekt.

Min erfaring med at samarbejde med fx lærere, pædagoger og forældre er, at det kan have en gavnlig effekt, at man får introduceret selvkontrol som et begreb, der arbejdes med og reflekteres over. Det samme må naturligvis gælde vejledere. Det er hensigtsmæssigt at skabe bevidsthed om, hvilke mentale barrierer man kan komme til at sætte for sig selv. Det gør os bedre til at mærke, hvordan og hvornår vores selvkontrol er udfordret, og hvordan man kan modvirke, at ens eget sind spænder ben for, at man når sine mål og drømme. 

Men det er også sundt at erkende, at generne sætter en naturlig begrænsning. Det kan være vanskeligt at arbejde med intelligens og selvkontrol, hvis man som professionel både er oppe mod et genetisk udgangspunkt, der ikke er optimalt, såvel som et hjemmemiljø, der ikke har hjulpet barnet. I de tilfælde må man vurdere, i hvilken grad man har ressourcerne til at gøre en forskel.

Det miljø, man vokser op i, skal desuden hjælpe en med at forholde sig til sig selv. Hvis man er udstyret med gener, som betyder, at man har en tendens til at udvikle fx brystkræft eller overvægt, kan miljøet spille en væsentlig rolle for at hjælpe individet med at forholde sig til udfordringerne. For genetisk betingede sygdomme giver det sig selv, at en tidlig diagnose og proaktive indsatser altid er hensigtsmæssigt. I forhold til træk i personligheden eller kognitive kompetencer kan selvrefleksion, rådgivning, kompensering eller regulær træning være hjælpsomme værktøjer.

I langt de fleste tilfælde er der dog basis for, at man som professionel kan være en del af en udvikling, der hjælper et barn til at få understøttet udvikling af kompetencer som intelligens og selvkontrol.

Referencer

[i] Plomin, R. (2018): Blueprint: How DNA makes us who we are. Allen Lane.

[ii] Duckworth, Angela Lee (2006): Intelligence is not enough: Non-IQ predictors of achievement. Dissertations available from ProQuest.

[iii] Bouchard, Thomas J.; McGue, Matt (2003): Genetic and environmental influences on human psychological differences. Journal of Neurobiology. 54 (1).

[iv] Plomin, R.; Deary, I. J. (2015): Genetics and intelligence differences: five special findings. Molecular Psychiatry. 20 (1).

[v] Y.E. Willems, N. Boesen, J. Li, C. Finkenauer, M. Bartels (2019): The heritability of self-control: A meta-analysis. Neuroscience & Biobehavioral Reviews, Volume 100.