”Jeg oplever, at vejledere er en af de få faggrupper, der rent faktisk er åbne over for at kigge efter potentialer frem for at dømme ud fra karakterer. De skal blive ved med at insistere på at hjælpe hver enkelt ung til at finde sin rette hylde, for det at være anderledes kan være udtryk for høj intelligens, og hvis man ikke bliver mødt på den præmis, risikerer nogle at mislykkes og aldrig få den uddannelse, de ellers kunne med deres evner.”

Sådan lyder det fra Peter Grubert, der er talsperson for foreningen Gifted Children. Som far til tre højtbegavede børn har han på egen krop oplevet, at uddannelsessystemet langt fra altid anerkender, at der er brug for en håndsrækning til børn og unge i den højeste ende af IQ-skalaen. Enten må familierne selv klare deres luksusproblem eller også negligeres intelligens som mulig forklaring på den mistrivsel, der kan følge med at have evner for det ekstraordinære.

Ifølge Peter Grubert viser undersøgelser, at 5 % af befolkningen er højt begavede, men det afføder ikke nødvendigvis snorlige 12-taller.

”Hver gang man som vejleder sidder over for fem højtbegavede unge, vil to af dem se dummere ud, end de egentlig er! Mit store ønske er, at systemet har det in mente, og at vejledere holder fast i deres særkende med at møde alle åbent som enkeltindivider med potentialer.”

Luksusproblem for blærerøve

Peter Grubert og hans hustru havde aldrig overvejet, at deres ældste barn var anderledes. Han kunne godt nok allerede som 4-årig bygge meget avanceret Lego beregnet til langt ældre børn, og han elskede at sidde på kontoret hos lederen i børnehaven og snakke, imens han stemplede indkommen post. Som førstegangsforældre vidste de dog ikke, at det var særligt, så det var først, da skolelivet begyndte, og sønnen ikke fungerede socialt, at de på opfordring fra en psykolog-ven af familien tog affære.

”Vores søn blev bedt om at løse opgaver i en klassisk Mensa-test med fem figurer, hvor man skal vælge en sjette figur, der passer ind i systemet ud fra tre muligheder. Han scorede rigtigt i alle 35 opgaver bortset fra to gange, hvor han spejlvendte figuren. Det var ret markant, og vi måtte måbende erkende, at han har høj IQ.”

Forældrene viderebragte resultatet til kommunen, men her blev de mødt af et nedslående svar, som Peter Grubert siden har sandet er ret typisk.

”Deres eneste respons var, at ’Sådan nogle børn har vi sandelig ikke noget tilbud til!’. Det var yderst frustrerende. Jeg hører ofte, at forældre til højtbegavede børn opfattes som nogen, der blærer sig unødigt. Det er tabubelagt og betragtes som en luksus, der ikke kan udgøre noget problem, men det er en kæmpe misforståelse.”

Ensomhed i kølvandet

Peter Grubert understreger, at isolation og ensomhed ofte præger barndommen og ungdommen for højtbegavede mennesker.

”Højtbegavede er vidt forskellige som alle andre, men nogle af deres kendetegn er, at de har en påfaldende god hukommelse, tidligt udvikler sprog og interesserer sig for universet og livets store spørgsmål i en ung alder. Mange har også en veludviklet retfærdighedssans, fordi de hurtigt gennemskuer ting og kan aflæse uskrevne regler, så når andres adfærd afviger fra normen, kan de blive små politimænd. Det betyder, at de kan have svært ved at begå sig socialt med jævnaldrende.”

For mange letter ensomheden i takt med, at de bliver ældre – især hvis de lykkes i uddannelsessystemet. På gymnasiet eller universitetet møder man med større sandsynlighed nogen, der er som en selv med fælles interesser, men det er langt fra alle højtbegavede, der klarer sig godt. Kun nogle kan ikke umiddelbart skelnes fra dem, der også scorer 12-taller blot ved hjælp af flid og hårdt arbejde, mens andre vælger at forstyrre undervisningen, fordi de keder sig, eller forsøger at falde i et med tapetet for at passe ind.

”Underpræstation kan være en bevidst strategi for et højtbegavet barn. Man undlader at række hånden op, lave lektier eller sige noget i timerne, for så er man mere som alle andre. Vi skal lade være med at kalde højtbegavede for de kloge børn, for det er ikke sikkert, at de præsterer godt i gængs forstand. De er derimod kendetegnet ved at have et stort potentiale, men om det forløses er betinget af de rigtige rammer og muligheder.”

Find interessen og skub på

Nogle højtbegavede opdager på egen hånd deres særegenhed med tiden som den kvindelige elev på et handelsgymnasium, Peter Grubert mødte for nogle år siden. Hun havde ladet læringen flyve hen over hovedet i folkeskolen og opdagede først behovet for at kunne skrive, da hun på et iværksætterkursus udviklede avanceret design til hæklede toppe og fik brug for at formulere tekster til en webshop.

”Det kan være virkelig svært at få mulighed for at indhente forsømt læring på et senere tidspunkt, fordi uddannelsessystemet er indrettet efter alderstrin. Som vejleder kan man hjælpe ved at skubbe unge i retning af fritidsinteresser inden for det, de er optaget af. Det kunne være drengen, der nok får dårlige karakterer i matematik, men som alligevel har evner for det og måske kunne finde motivation for matematiske systemer ved at gå til skak.”

Peter Gruberts egne tre børn, der med tiden alle har vist sig at være fælles om høj begavelse, har blandt andet haft stor fornøjelse af fisketure eller at få lov til at partere ænder og nørde-snakke om forskellen på dyrs fordøjelsessystemer i små grupper med tæt voksenkontakt.

”En undersøgelse fra KORA viste i 2015, at højtbegavede ikke har glæde af at blive sat i en specialklasse eller isoleret på talenthold, men de lukrerer i den grad på nogle timer om ugen at få lov til at være sammen med andre med lignende interesser og evner. Man skal finde fællesskaber, hvor de bliver favnet af voksne og jævnaldrende, der stempler ind i deres måde at tænke og tilgå verden, for et karakteristika ved højtbegavede er også, at de ikke har brug for repetition. De keder sig, hvis de skal deltage i noget, hvor tingene gentages mange gange.”

Vejlederen som muligt åndehul

Peter Grubert hører hyppigt fortællinger om, at højtbegavede voksne netop blev ’reddet’ af en voksen, der så dem. Det kan være skolebibliotekaren, der gerne finder særlige bøger og har tid til at snakke, eller musiklæreren der understøtter et særligt musikalsk talent. Men det kan også være en vejleder.

”De vejledere, jeg har mødt, har rent faktisk den tilgang, jeg efterspørger i hele uddannelsessystemet. De er åbne over for ikke at lade historiske karakterer være bedømmelsesgrundlaget. I Gifted Children har vi mange medlemmer, som erklæres ikke-uddannelsesparate til gymnasiet, fordi de ikke er mødt med den rigtige tilgang til at forløse deres akademiske potentiale, men det kan også være, at man overser særlige evner for sløjd eller noget kreativt.”

Han opfordrer derfor vejledere til at bevare deres åbenhed.

”Lad endelig fordommene blive liggende på hylden. Højtbegavede fødes i alle sociale lag, og dem fra ressourcestærke hjem skal måske nok klare sig ved hjælp af selvbetalt hjælp i privat regi, mens andre har brug for en håndsrækning for at kunne folde sig ud som det, vi ofte kalder mønster­brydere. Der er behov for en almen accept af, at der findes højtbegavede, og at man anerkender, at de også har særlige behov.”