"Mikkel, du må simpelthen tage dig sammen, ellers bliver du smidt ud! Du har 23 % fravær, og i dansk er det helt oppe på 40 %."

En sætning som denne fra en vejleder til en gymnasie­elev overser ifølge professor i karrierevejledning ved Aarhus Universitet, Rie Thomsen, et vigtigt kerneelement i al vejledning: At starte inkluderende processer, der anerkender, at en person bærer ansvaret for sit eget liv, men også tydeliggør, at alt ikke ligger på egne skuldre, så man kan undersøge ydre faktorer, der spiller ind.

Sidste år opfordrede Rie Thomsen og to udenlandske kolleger derfor på deres blog 'Career guidance for social justice' vejledere til at arbejde for mere social retfærdighed ved at synliggøre strukturelle benspænd. For det kan afføde vigtig handlekraft at blive hjulpet til at få øje på, at politik og magt også er med til at skabe problematiske situationer.

"Social retfærdighed er nærmest vejledernes modsvar til lægeløftet. Det er et indbygget formål med faget at gøre mennesker i stand til at leve det liv, de ønsker. Men de mennesker, vejledning ofte har i fokus, har typisk ikke samme chancer som andre eller har i hvert fald ikke gjort brug af dem i samme grad. I disse årtier er der en tendens til at føle skyld og skam over sine problemer, og det kræver enorm energi at bære på sådan et individuelt åg. Vejledning skal turde adressere uretfærdige omstændig­heder uden for den enkeltes kontrol, fordi det baner vej for nye handlerum," siger Rie Thomsen.

Foto: Petra Kleis for Zetland

DNA at mindske udenfor-skab

Pandemiens konsekvenser var anledningen til, at hun og kollegerne forfattede blogindlægget 'Vejledning og social retfærdighed - hvorfor er det vigtigt i coronavirussens tid?' Det er siden blevet deres mest læste tekst og oversat fra engelsk til dansk, tysk, spansk og andre sprog. Rie Thomsen vurderer, at populariteten skyldes, at blogindlæggets budskab matcher vejledningens eviggyldige DNA.

"Samfundskriser forstørrer eksisterende skæv­heder. Dem, der har svært ved at få fodfæste på arbejds­markedet, får endnu sværere ved det, og elever med ingen eller begrænset støtte hjemmefra blev hårdere ramt af en nedlukning, der isolerede dem fra klassefællesskabet. Så det er en aktuel udfordring at bekæmpe social uretfærdighed, men det har altid været et formål med vejledning at mindske marginalisering, eller det man med et skønt norsk udtryk kalder 'udenfor-skab'," siger hun.

I disse år er det ifølge Rie Thomsen ekstra vigtigt, at vejledere er bevidste om at af-individualisere folks problemer, fordi politiske ambitioner uforvarent kan få vejledning i sig selv til at forstærke oplevelsen af personlig forkerthed.

"Tidens dominerende logikker er, at man skal finde den hurtigste vej til arbejdsmarkedet og skynde sig igennem uddannelse, og det er strukturelle betingelser, der i praksis kan trække vejledning i retning af at individualisere problemer. Hvis man blot meddeler folk, hvor meget fravær de har i skolen, eller at deres dagpengeperiode snart udløber, og forventer, at de så retter ind, risikerer vejledning at skubbe folk ud i skyld- og skamfølelser, der blokerer for videre handling. Det har jo aldrig været meningen!"

Gør normaliteten større

Retorikken i Rie Thomsen og bloggerkollegernes fem råd til, hvordan en social retfærdig tilgang til vejledning kan se ud, vækker i nogles ører måske minder om knyttede næver og røde faner. 'Opbyg kritisk bevidsthed', 'Navngiv undertrykkelse', 'Stil spørgsmålstegn ved normalen', 'Opmuntr til samarbejde' og 'Adresser forskellige niveauer' lyder over­skrifterne på rådene, men Rie Thomsen ser ingen partipolitisk slagside i, at vejledere arbejder med social retfærdighed.

"Det er ikke en venstreorienteret tilgang at tænke i strukturelle betingelser og benspænd. Alle partier er optagede af at modvirke udenfor-skab, for samfundet har brug for, at så mange som muligt kan bidrage, deltage og føle sig anerkendt."

Essensen af blogindlægget er, at vejledning skal hjælpe mennesker med at forstå deres situation i en større sammenhæng.

"Jeg oplever, at det er en nøglerolle for vejledere at tilskynde mennesker til at få øje på, at de er indlejret i noget større og at udfordre idéerne om det normale. Både hos sig selv som fagpersoner og hos dem, man vejleder. Hvis vi har en meget snæver forståelse af normalitet, får vi meget udenfor-skab. En mand kan også være sygeplejerske, et menneske med muskelsvind kan også arbejde, og trivsel kan sagtens indebære et flexjob eller længere studietid. Når vejledning videregiver historier med stor diversitet, øger det den sociale retfærdighed og mindsker marginalisering," siger Rie Thomsen.

Italesæt strukturelle skævheder

Som konkrete eksempler på at arbejde med social retfærdighed direkte med unge, nævner Rie Thomsen, at vejledere kunne gøre nyuddannede opmærk­somme på strukturelle skævheder i, hvem der kommer hurtigst i job.

"Har man et netværk af familie, venner og bekendte, er det nemmere at komme i praktik og få erfaring eller senere få en ansættelse og ved at blive bibragt viden om det strukturelle benspænd, ville man kunne opdage, at man ikke nødvendigvis selv kunne have gjort noget anderledes for at undgå arbejds­løshed. Tilsvarende ville det formodentlig være frisættende at vide, at der er nogle brancher og fag, hvor det første job simpelthen tager længere tid at lande," siger Rie Thomsen.

Hun foreslår også, at vejledere for at mindske udenfor-skab kunne sætte 4-5 ledige sammen og lade dem dele kontakter eller erstatte kravet om to ansøgninger om ugen med at lave et fælles projekt til gavn for lokalsamfundet.

"Så ville både de ledige og andre kunne få øje på deres kompetencer, og det ville være et modtræk til at sidde alene hver for sig, miste selvtillid og føle skyld og skam."

I en gymnasieklasse foreslår Rie Thomsen, at vejled­ere kunne formidle til eleverne, at der er større sandsynlighed for at søge ind på en lang videregående uddannelse, hvis ens forældre er akademikere, uanset hvilke karakterer man selv har.

"Vejledning har ikke en præference for, at højere uddannelsesniveau er bedst. Vejledning vil gøre muligheder tilgængelige, og selve det at vide, at ens studie­mønstre ofte matcher familiens, kunne anspore til ekstra refleksion. Nogle ville måske så vove at søge på universitetet, mens andre omvendt kunne få mod til at bryde med traditionen for det akademiske. Begge dele ville være udtryk for større social retfærdighed, fordi unge får et skub til at leve det liv, de ønsker, men måske hidtil ikke har kunnet forestille sig."

Sæt handling på uretfærdige mønstre

Fra den virkelige verden kender Rie Thomsen til vejledere, der i praksis sætter handling bag ambitionen om større social retfærdighed ved at reagere på konkret marginalisering.

"I Slagelse Kommune har vejledere taget direkte kontakt til unge samme dag, de fik afslag på gymnasiet efter en optagelsesprøve. Vejlederne var over tid blevet klar over, at der her var en gruppe unge, de eksisterende tilbud ikke nåede, og så satte de sig konkret i spil til at møde unge lige midt i deres frustration og opgivenhed for at samle dem op og skabe dialog om andre muligheder."

Tilsvarende skrev Studievalg Danmark i 2020 for første gang i brevet om afslag på optagelse på en videregående uddannelse, at vejledere kan hjælpe folk videre.

"Det hævede deres kontakt med ansøgere med 500 % hen over sommeren, fordi de fik koblet problematikker i folks liv lige nu og her med vejledningens tilbud. Det er eksempler på, hvordan man kan bane vej for social retfærdig­hed også på et mere kollektivt plan."

Rie Thomsen tror, at arbejdet for mere social retfærdighed har en gylden fremtid foran sig i vejledningsregi.

"Det er interessant, at regeringens Reformkommission sætter social ulighed på dagsordenen og erkender, at de hidtidige tilgange ikke har virket. Når kommissionen bruger ordene 'Erkendt, forsøgt løst, uløst' om den aktuelle situation, hvor hver femte ung ikke afslutter andet end folkeskolen, så kalder det i mine ører ikke bare på vejledning, men på vejledning af en særlig slags, hvor vejledere skærper deres blik for strukturelle uligheder og sætter ind med handlinger, der imødekommer det."