Når vejledere fremover sidder over for en ung, som drømmer om at blive lærer, socialrådgiver eller radiograf, bliver det nemmere at foreslå dem at læse i provinsen, for Folketinget vedtog i sommer, at der senest i 2030 skal være 2000 ekstra studie­pladser på videregående velfærdsuddannelser uden for Danmarks fire største byer. Men den mulighed eksisterer faktisk allerede, lyder det fra udviklings­chef i tænke­tanken DEA, Tobias Høygaard Lindeberg.

I de seneste 20 år er der i gennemsnit oprettet tre nye uddannelser om året uden for København, Aarhus, Odense og Aalborg. Problemet er bare, at en stor del af studiepladserne ikke bliver brugt. Mange unge tiltrækkes af storbyernes studier som en magnet, og årsagerne er ikke klarlagt. Tobias Høygaard Lindeberg frygter derfor, at penge til uddannelse bliver spildt, hvis den seneste udflytning ikke bliver en succes, så han opfordrer til at sætte alle sejl til for at skabe højere faglig kvalitet og et stærkere bånd mellem undervisere og studerende på de nye provins­uddannelser­.

"Jeg håber virkelig, at udflytningen lykkes denne gang. Danmark bruger i dag færre penge på videregående uddannelser end gennemsnittet i OECD-landene, så hvis vi ikke lykkes, spreder vi ressourcerne endnu mere uden at få gevinst af det."

Dyster forhistorie

Historien om nye uddannelser i provinsen har i de senere år savnet en 'happy ending'. Den forrige regering forsøgte i 2018 også at styrke studie­mulighederne ved at oprette ti såkaldte uddannelsesstationer som bl.a. datamatiker, bioanalytiker og lærer i byer som Rønne, Svendborg og Nykøbing Falster. Det gik ikke. Kun hver tiende plads blev brugt, og flere uddannelser er siden lukket.

"Erfaringerne med uddannelsesstationer var ikke gode. Det skyldtes formodentlig, at man flere steder ikke kunne tage en fuld uddannelse og derfor alligevel blev nødt til senere at flytte til en større by, så pladserne var knap så attraktive for unge. Derudover etablerede man i høj grad helt nye uddannelsessteder, som af den grund blev meget små," siger Tobias Høygaard Lindeberg og henviser til, at analyser fra Danmarks Akkrediteringsinstitution viser, at små campusser er udfordrede på den faglige kvalitet og oftere får negative anmærkninger end store uddannelsessteder, ligesom en analyse fra DEA viser, at små uddannelses­steder har større frafald.

Han hæfter sig dog ved, at vilkårene for de nye studiepladser i provinsen denne gang er anderledes på to områder.

"Regeringen har understreget, at man i vidt omfang vil styrke eksisterende studiemiljøer og oprette fulde uddannelser."

Uklart søgemønster

EVA, Danmarks Evalueringsinstitut, offentliggjorde i sommeren 2021 en rangliste over, hvad unge vægter, når de søger ind på en videregående uddannelse. På første­pladsen ligger faglig interesse efterfulgt af muligheden for senere at få et spændende job og kunne gøre en forskel for andre. På sjette og syvende pladsen kommer ønsket om et højt fagligt studiemiljø og uddannel­sens geografiske placering. Men ifølge Tobias Høygaard Lindeberg gør det os ikke nødvendigvis klogere på, hvad der vil skabe succes for nye uddannelsespladser.

"Unges søgeadfærd i forhold til videregående uddannelser er virkelig svær at blive klog på, for der er tilsyneladende forskel på, hvad de siger, og hvad de rent faktisk gør. Muligheden for høj indkomst som færdig­uddannet vægter fx ikke i undersøgelsen, men en uddannelse som arkivar havde tidligere tomme pladser og er nu blevet uhyre populær og kræver et pænt snit, siden den fik medieomtale for at afføde høj løn. Det kan tyde på, at der er forskel på, hvad forskellige grupper af studerende motiveres af."

Tobias Høygaard Lindeberg antager alligevel, at et godt fagligt og socialt studiemiljø vil være vigtige parametre for, om de nye uddannelsespladser i provinsen bliver brugt.

"Jeg ved ikke, hvad der skal til for at tiltrække studerende til mindre byer, men mange studiesøgende peger på, at et godt fagligt miljø er vigtigt. Så jeg vil forvente, at det bliver lettere at tiltrække ansøgere til mindre byer, hvis uddannelsen har et godt fagligt ry. For nogle studerende er små studiemiljøer dog en fordel, fordi underviserne har mulighed for at kende dem."

Eksperimenter med flere modeller

Tobias Høygaard Lindeberg opfordrer til, at der eksperi­menteres med det, han kalder 'alternative udbudsmodeller', og at uddannelsesinstitutionerne får mulighed for at undersøge, hvad forskellige måder at etablere nye studiepladser betyder for studerendes læring og gennemførelse.

"Jeg kender ikke til systematiske undersøgelser, men der er positive erfaringer med andre udbudsformer, hvor man fx lader undervisere fra store byer cirkulere og undervise på mindre steder, så de studerende får gavn af dygtige medarbejdere, der kan være tilknyttet et fagligt miljø på et hovedcampus. Dilemmaet bliver så, at studerende på små campusser netop efterspørger en tæt relation til deres undervisere."

Mere digital undervisning kunne ifølge Tobias Høygaard Lindeberg også være en vej frem.

"Under corona-nedlukningen blev der høstet erfaringer med at gennemføre virtuel undervisning, som måske også kunne være med til at sikre, at studerende på små campusser får mulighed for fremover at vælge mellem et større udbud af valgfag som i de store byer. Jeg håber, at man generelt begynder systematisk at dele viden om, hvilke pædagogiske og didaktiske greb der kan sikre faglige miljøer på små steder."

Vejled bredt men ikke for bredt

Tobias Høygaard Lindeberg vil nødig udtale sig om, hvilken betydning det kan få for vejledere, at flere studiepladser fremover flytter til provinsen, fordi det ligger uden for hans vidensområde. Men han minder om at huske, at unges faglige interesse fortsat er det allervigtigste parameter for at få succes på en uddannelse.

"Man taler meget om, at unge skal søge bredt både i geografi og studieretning, men man skal være opmærksom på, at det aldrig må blive bredere end den faglige interesse kan bære."

Det skyldes bl.a., at statistikken underbygger, at frafald er højere blandt studerende, som begynder på en videregående uddannelse langt fra deres første prioritet.

"Der er større frafald på uddannelser, som ikke er ønskestudiet. Det gælder uanset om de lavere prioriteter fører til en studieplads i en anden by eller et studie inden for noget andet end den faglige interesse gjaldt. Det er måske ikke så overraskende, men det er tankevækkende, at frafaldet også er større, hvis man selv får opfyldt sin første prioritet, men studerer sammen med andre, der ikke gjorde."