"Hvornår flyttede du hjemmefra?" Sådan blev jeg for nylig spurgt til en middag. Svaret var, at jeg forlod den provinsby, hvor jeg havde boet hele mit liv, så hurtigt som muligt efter studentereksamen. Spørgeren var en ung kvinde, der netop var blevet student. Hun var ikke kommet ind på drømmestudiet, jura, og vi snakkede videre om hendes uddannelsesdrømme.

Samtalen foregik på Østerbro i København, og selvom vi talte meget om at rejse, om at bo forskellige steder, spurgte jeg ikke den unge kvinde, om hun havde overvejet at søge ind på jura på Aarhus Universitet eller på SDU, der udbyder jura i Odense. Jeg tror bestemt ikke, kvinden så sig selv som immobil, hun har allerede boet i mange forskellige lande i kraft af sin fars arbejde, og hun ville gerne studere i udlandet.

For unge i København er mobilitet ofte ensbetydende med at rejse én vej – uden for landets grænser. Det er bl.a. det, som regeringen vil gøre op med. At få mobiliteten til at gå flere veje er ikke en dårlig ide efter min mening, men spørgsmålet er, om midlerne i regeringens forslag er det rigtige. Der er en stor risiko for, at udflytningsplanerne får ødelagt gode undervisnings- og forskningsmiljøer uden at have den ønskede effekt.

Sommerens ansøgninger til de videregående uddannelser viste den samme tendens, som vi har set længe. Flere og flere søger ind på institutioner i de store byer, mens uddannelsesinstitutioner i de mindre byer har svært ved at besætte pladserne. Hvorfor er det så svært at få de unge til at tage en uddannelse uden for de store byer?

Opvækst i provinsen

I 3,5 måned boede antropologerne Eva og John Gulløv i Tønder i Sønderjylland for at undersøge de dilemmaer, man står overfor, når man vokser op langt fra de store uddannelsesbyer. Det blev til bogen "Opvækst i provinsen: Om dem, der bliver, og dem, der rejser". Gennem feltarbejdet talte Eva og John Gulløv med børn og unge, forældre, pædagoger og lærere, vejledere og ansatte i forskellige forvaltninger.

I bogen skildres det, hvordan børn gennem daginstitutioner, skoler og ungdomsuddannelser lærer at tvivle på de lokale muligheder, på en fremtid uden for de store byer. Tønder har gennem mange år været præget af lukning af offentlige institutioner. Forskellige offentlige reformer har ført til fusioner og centralisering.

I over 200 år havde Tønder fx et lærerseminarium. Det overlevede gennem krige og skiftende nationalt overherredømme. Efter genforeningen i 1920 spillede seminariet en vigtig rolle i "gen-danskningen" af området. Men i slutningen af 1980’erne gik det ikke længere. Et faldende antal studerende førte til en fusion med Haderslev Seminarium og lukning i 1989. Forklaringen var bl.a. dalende kvalitet.

I bogen anskueliggør Eva og John Gulløv, hvordan en sådan fusion og andre former for centralisering i det omkringliggende samfund er med til at forme børn og unges, og ikke mindst deres forældres, manglende tro på lokale muligheder.

Efter endt læsning sidder jeg tilbage med et tydeligt billede af, at regeringen kan flytte nok så mange uddannelsespladser væk fra de store byer, men det vil ikke være nok til at få en stor del af unge i provinsen til at blive. De bliver tidligt socialiseret ind i forestillingen om, at fremtidsmulighederne ligger i de store byer, at kvaliteten af uddannelser er bedre der. Og skiftende regeringer har gennem deres reformpolitik og dens fusioner og centralisering været med til at skabe den fortælling.

Storbyens tiltrækning

Uddannelsespladserne uden for de store byer behøver ikke kun blive besat af unge fra provisen. Både uddannelsesminister og statsministeren har opfordret unge fra de store uddannelsesbyer til at søge mere bredt. Men som min indledende historie viste, er statsministerens formaninger ikke nok.

At begynde på en videregående uddannelse handler sjældent kun om, hvad man gerne vil læse, eller hvilket job man gerne vil have. For de fleste er overgangen i uddannelsessystemet mere eller mindre sammenfaldende med overgangen til voksenlivet, og på den måde er der pakket mange forskellige forestillinger og forventninger ind i valget af uddannelse. Forestillinger om at flytte hjemmefra, hvor det er godt at være studerende, hvor det gode liv ligger.

Unges forestillinger om steder, mobilitet og studieliv kender vi en del til fra forskning i internationalisering på de videregående uddannelser. Ved at bruge denne forskning fra den store verden kan vi få inspiration til at forstå sammenhængen mellem mobilitet, steder og unges uddannelsesvalg i en national kontekst.

Internationalisering er ikke neutral. Visse lande tiltrækker størstedelen af de internationale studerende. Det er først og fremmest de engelsktalende lande i det globale nord, som er de store vindere på trods af, at der er engelsksprogede uddannelser i mange andre lande. Internationaliseringen skaber globale hierarkier, mobiliteten går hovedsageligt fra syd mod nord og fra øst mod vest. Internationale studerende reproducerer således de eksisterende globale magtrelationer.

Min påstand er, at danske studerende på samme vis reproducer de nationale magtrelationer mellem land og by. De magtrelationer bliver ikke lavet om bare ved tvinge universiteterne og professionshøjskolerne til at udflytte eller nedlægge studiepladser i de store byer.

Geografiske forestillinger

Geografiske forestillinger er et begreb, vi bruger i internationaliseringsforskningen til at forstå unges forestillinger om steder, mobilitet og uddannelsesvalg. Geografiske forestillinger skabes gennem medier (aviser, radio, sociale medier), i fortællinger fra familiemedlemmer, gennem skolen inklusive studievejledere og via litteratur, musik og reklamer.

Hvis man er tvivl om, hvordan musik kan skabe forestillinger om steder, behøver man bare at se musikvideoen til Tessas "Blæstegnen", som hun kalder den københavnske vestegn.

Geografiske forestillinger er vores mere eller mindre eksplicitte ideer og forestillinger om forskellige steder og det liv, man kan leve der, om de muligheder det sted kan give en. Teksten i "Blæstegnen" taler sit tydelige sprog om et sted præget af sammenhold, om narko og vold, om vindermentalitet trods dårlige odds.

Hvis vi gerne vil forstå, hvorfor unge ikke søger ind på uddannelsespladserne uden for de store byer, må vi inddrage geografiske forestillinger – ikke bare de unges, men også dem de møder gennem deres forældre og i uddannelsessystemet. Unges mobilitet skal ikke bare forstås som en flytning fra A til B. Det er en langt mere kompleks proces, der handler om transitionen til voksenlivet og om at skabe tilknytning og afstand mellem mennesker og steder, om drømme og muligheder – og om sammenhængen mellem fysisk og social mobilitet. På den måde handler uddannelsesvalg om meget andet end en bestemt uddannelse. Og i de valg spiller geografiske forestillinger en stor rolle.

Forestillinger om center og periferi

I slutningen af 1960’erne studerede en ung mand, Jacque de Certaines, biologi på universitetet i Dakar i det vestafrikanske land Senegal. I sine erindringer husker de Certaines tilbage på undervisningen som god. Men de havde ikke det nødvendige videnskabelige udstyr til at lave de samme eksperimenter og analyser, som man kunne lave på de europæiske og amerikanske universiteter. I Dakar kunne de kun kopiere mindre undersøgelser og ikke lave egentlig ny forskning, hvilket fik de Certaines til at konkludere: "Jeg blev fortalt, på en måde, her arbejder du i periferien af videnskaben, hvis du virkelig vil til sagens kerne, er du nødt til at rejse" (se Hountondju, 1990).

Den globale center-periferi-problematik, som de Certaines her beskriver for over et halvt århundrede siden, eksisterer stadig. Den eksisterer også på nationalt niveau. Og den risikerer at blive endnu mere udtalt med regeringens udflytningsplaner.

Forslaget lægger op til, at der skabes underafdelinger, såkaldte uddannelsesstationer, af de store uddannelsesinstitutioner. På universiteterne har der været meget modstand mod dette, og de seneste forslag til implementering af regeringens politik tyder på, at universiteterne hellere vil skære i antallet af studiepladser end at udflytte dem. Argumentet er, at der ikke vil være økonomi eller kritisk masse til at skabe uddannelser med ordentlig kvalitet.

Med de Certaines ord kan man sige, at uddannelsesstationerne risikerer at blive en slags periferi-institutioner, der sender signalet om, at hvis du vil til den rigtige videnskab, er du nødt til at rejse. På den måde kan forslaget – stik mod dets intentioner – være med til at skabe geografiske forestillinger om de store uddannelsesbyer som "de rigtige steder at læse på universitetet".

Regeringens mål er, at 60 % af de fire store velfærdsuddannelser skal ligge uden for de største byer i 2025. Historisk set har der været velfærdsuddannelser i store dele af landet som fx i Tønder. De er gået fra at have været selvstændige enheder såsom lærer- eller pædagogseminarier, sygeplejerskoler og lignende til at blive slået sammen i store enheder, professionshøjskoler.

Fusionerne har været en centralisering, som er blevet argumenteret ud fra kvalitet og økonomi. Kvaliteten var ikke god nok på de små seminarier placeret i provinsen, i periferien. Det er blevet sagt i årevis. Hvilket signal sender det til unge uddannelsessøgende og deres forældre?

Smukke intentioner

Lad mig slutte med at understrege, at der er mange smukke intentioner i regeringens forslag. Det er godt, at der lægges op til en evaluering af kommunalreformen for at lære af tidligere fejl. For at de smukke intentioner kan realiseres, kræver det, at vi bliver bedre til at forstå unges uddannelsesvalg og mobilitetsmønstre som en proces, der handler om langt mere end bestemte studier.

Vi er alle sammen med til at skabe de geografiske forestillinger, som ligger bag de unges valg. Også når vi, som jeg, glemmer at spørge "Har du overvejet at søge ind på drømmeuddannelsen et andet sted?" Det kunne have åbnet for en spændende snak om steder, mobilitet og overgangen til voksenlivet – om alt det, som et studievalg også handler om.

Referencer

Gulløv, J. M., & Gulløv, E. (2020). Opvækst i provinsen: Om dem, der bliver, og dem, der rejser. Aarhus Universitetsforlag.

Hountondji, P. (1990) ‘Scientific dependence in Africa today’, Research in African Literatures, 21 (3), 5–15.