Der er store ændringer undervejs i vores bosætning geografisk. Modsat årene lige efter finanskrisen flytter danskerne ikke til de store byer. Det er de unge, der flytter til storbyen, mens de yngre familier med små børn flytter ud. Denne tendens er accelereret under corona-krisen, men også før finanskrisen flyttede børnefamilierne ud fra de store byer. Uddannelsespladserne er derimod blevet centraliseret gennem en lang årrække, og selv nye tiltag med udflytning risikerer at blive en fiasko, da planerne ikke adresserer årsagerne til, at de unge flytter til de store byer, men blot ser på lokaliseringen af uddannelsesinstitutioner.

De unge flytter til de store byer

Unge har i mange år søgt mod de store byer, og i de seneste 15 år er tilflytningen vokset kraftigt. Der har blot været en enkelt afdæmpning af tendensen lige efter finanskrisen. Man kan tydeligt se tendensen i figur 1.

Figur 1: Nettotilflytningen til universitetsbyerne for de 20-24-årige, 2006-2020, Kilde: Boligmarkedet i 2030-35, Fremforsk ved Jesper Bo Jensen og Marianne Levinsen, okt. 2021, Forenet Kredit

Over 10.000 unge i alderen 20-24 år flyttede til Københavns Kommune i 2020, og det var en stigning fra ca. 6.500 i 2006. Stigningen har fordelt sig jævnt hen over årene 2010 og 2015. Nettotilflytning til Aarhus er steget fra ca. 3.000 i 2006 til over 6.000 i 2020. Den samme tendens ser vi i Aalborg og Odense.

De unge flytter til de store byer, og de forlader samtidig stort set alle andre kommuner i landet. Det er ikke bestemte områder af landet, der har et stort flytteunderskud på de 20-24-årige. De andre mellemstore uddannelsesbyer mister ikke helt så mange unge til universitetsbyerne, som kommuner med meget få uddannelsespladser, men den generelle bevægelse for alle andre kommuner er nettofraflytning af de 20-24-årige.

De yngre familier flytter fra universitetsbyerne

Retningen er modsat for de 25-39-årige. De flytter fra universitetsbyerne og ud i de øvrige kommuner i landet. De tager i øvrigt deres små børn med. Figur 2 viser tabet af borgere i alderen 25-39 år for de samme universitetsbyer.

Figur 2: Nettofraflytningen i alderen 25-39 år i årene 2006, 2010, 2015 og 2020, Kilde: Boligmarkedet i 2030-35, Fremforsk ved Jesper Bo Jensen og Marianne Levinsen, okt. 2021, Forenet Kredit

Bortset fra en tilbagegang i fraflytningerne i 2010 under finanskrisen, hvor de yngre familier ikke turde binde an med boligkøb, er fraflytningen vokset. Den var stor i 2006 og større i 2015, og under corona-krisen i 2020 voksede fraflytningen yderligere.

De yngre familier flytter ud, fordi de ønsker en større bolig, end det ofte er muligt at finde og betale for i de største byer, men også fordi de ønsker andre omgivelser for børnenes opvækst og familielivet i dagligdagen. De flytter til hele Sjælland, til Bornholm, ud på hele Fyn og til store dele af oplandet omkring Aarhus og Aalborg, men de flytter ikke i stort omfang til det nordligste, vestligste og sydligste af Jylland – ikke endnu i hvert fald.

Det hjælper ikke at flytte uddannelsespladser

De unge flytter til universitetsbyerne efter uddannelse, men de flytter i lige så høj grad efter byliv, nye omgivelser, en fri og uafhængig tilværelse, hvor ungdomslivet kan nydes, og muligheden for at danne sig blandt nye mennesker og i nye omgivelser.

De uddannelsespladser, der er blevet flyttet igennem de senere år, er ofte ubesatte på grund af for få ansøgere. Hvis vi flytter flere uddannelsespladser med den hensigt at holde på de unge i lokalområderne, vil det nok føre til, at enkelte unge undlader at flytte til universitetsbyerne, men det vil ikke ændre strømmen mod de store byer.

Flyttemønstret er skabt af kravene til en moderne tilværelse for et ungt menneske og centraliseringen af uddannelsesinstitutioner gennem en meget lang årrække. Samtidig er andelen af en ungdomsårgang, der tager en længerevarende videregående uddannelse, steget til over 25 % af en årgang. De mellemlange har også langt flere studerende i dag end for 20-25 år siden.

Samfundet er i gang med at ændre struktur

Med hjemmearbejdet under corona-krisen, med stigende anvendelse af programmeret undervisning og undervisning via Zoom og Teams, med en stigende udflytning af børnefamilierne og stigende uafhængighed af at pendle ind på arbejde hver dag, er samfundet i gang med at ændre bosætningsstruktur. Vi vil bo mere spredt i fremtiden. Det vil også komme yderområderne til gavn. Det har allerede gavnet fx Bornholm rigtigt meget.

Den klassiske uddannelsesinstitution med klasselokaler kan let være forældet om få år. Når vi udvikler og anvender bedre undervisningsformer end ex cathedra vil mange af de nuværende institutioner skulle forandres. De bliver til områder, man kan opholde sig i fysisk i forbindelse med læringsaktiviteter, men man vil også i langt de fleste tilfælde kunne være virtuelt til stede og fysisk placeret langt fra institutionen. Muligheden for at blive boende der, hvor man voksede op, og samtidig tage en uddannelse i en af universitetsbyerne vil komme af sig selv.

Det betyder dog ikke, at de unge bliver boende lokalt og ikke flytter. Det vil først ske, når socialiseringen gennem opvæksten gør det til en del af hverdagen at arbejde på denne måde. Det vil tage år, før mange 18-20-årige i hele deres bevidste tilværelse har oplevet far og mor arbejde på denne måde og selv finder det attraktivt.

Udflytningen bliver virtuel

Uddannelsespladserne vil sprede sig ud over landet, når vi opgiver sammenhængen mellem fysisk tilstedeværelse og læring. Det vil ske, men det kommer til at tage tid. Det bliver først om mange år, måske allerede om 10-15 år, at disse forandringer for alvor slår igennem. Men udflytning af fysiske uddannelsespladser til yderområder skaber ikke den ønskede udvikling.