Stadig flere unge orienterer sig mod videregående uddannelser i universitetsbyerne, og uddannelsesinstitutionerne har med tæft for det forretningsmæssige udbygget deres kapacitet i de fem største byer gennem de seneste 20 år. Det betyder, at kommende studerende er forberedt på, at deres uddannelses- og karrieredrømme indebærer et ophold i uddannelsesbyerne, og at de unge i provinsen må indstille sig på at bryde op og rejse væk. For nogle er det ikke et problem, men for andre er det forbundet med tvivl og tab af nærhed og tilknytning til de steder, mennesker og muligheder, de er forbundet med. Og for nogle betyder det, at de tidligt afskriver videregående uddannelse som en mulighed.

Uddannelsesbyernes dominans på uddannelsesmarkedet og den voksende uddannelsesmobilitet højner det generelle uddannelsesniveau, men det har en pris for provinsen. Udviklingen i det danske uddannelseslandskab forstærker provinssamfundenes problemer med affolkning og manglende vækst og investeringer. Provinsen savner arbejdspladser, udviklings- og uddannelsesmuligheder. Oplevelsen af at både statslige arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner er forsvundet er et sår, kommunerne arbejder på at hele, og ønsker om at få tilført statslige ressourcer og institutioner fremføres ofte.

Staten har de sidste 20 år søgt at øge antallet af højtuddannede i samfundet. Indsatsen er lykkedes til en vis grad, men der er endnu en såkaldt restgruppe. Det drejer sig om de ’udsatte unge’, som er belastet af en ’tung social arv’, og unge, som er vokset op langt fra tilbud om videregående uddannelse. Regeringens nye aftale om bedre muligheder for uddannelse i hele Danmark er et bud på at hæve uddannelsesniveauet for denne gruppe ved at gøre videregående uddannelse tilgængelig gennem geografisk udflytning. Spørgsmålet er imidlertid, om udflytningen vil påvirke uddannelsesmobiliteten, og hvilken indflydelse det vil få for provinsen?

Med afsæt i en antropologisk undersøgelse i Tønder om sammenhænge mellem børn og unges uddannelsesorientering og lokaltilknytning (Gulløv & Gulløv 2020) vil jeg pege på tre forhold, som vil være afgørende for effekten af aftalen. Det drejer sig om:

• Styring og finansiering af uddannelsesinstitutionerne
• Arten af udbuddet af videregående uddannelser i provinsen
• Uddannelsesmotivation, status og de unges tilhørsforhold til hhv. udbudssteder i provinsen og i byerne

Styring og finansiering af uddannelsesinstitutioner

Indtil slutningen af 1990’erne fandtes et par hundrede mindre videregående uddannelsesinstitutioner spredt ud over landet. Tekniske skoler og handelsskoler udbød korte videregående uddannelser (KVU), mens seminarier og andre lignende institutioner udbød mellemlange videregående uddannelser (MVU). Her kunne unge i provinsen blive fx lærer, pædagog eller sygeplejerske. KVU- og MVU-uddannelserne havde det til fælles, at de uddannede til et ikke-akademisk arbejdsmarked. Fra 1990’ernes slutning blev der igangsat en række reformer, som ændrede uddannelsesbilledet ganske radikalt, og som førte til, at videregående uddannelser i langt større grad end tidligere blev akademiseret og koncentreret i store uddannelsesbyer. Reformerne har sammen med strukturreformen fra 2007, som førte til nedlæggelse af amterne, sammenlægning af kommuner og etablering af regionerne, skabt grundlaget for den centralisering, som regeringen nu reagerer mod.

Det er imidlertid vigtigt at påpege, at den centralisering, som har fundet sted, ikke blot handler om, hvor uddannelsespladserne findes. Der er sket en række grundlæggende ændringer af den måde, uddannelser er funderet både juridisk, økonomisk og ideologisk. Da regeringsudspillet ikke ændrer på de grundlæggende præmisser for uddannelsernes vilkår, men kun på deres placering, er det vigtigt at kigge nærmere på de sidste 20 års reformer for at vurdere, hvordan den aktuelle uddannelsesplan kommer til at virke.

Forholdet mellem geografisk udbud og kvalitet

I 1997 indvarslede undervisningsminister Margrethe Vestagers uddannelsesredegørelse et skift i den geografiske organisering af de videregående uddannelser. Det skete i et kapitel med titlen ”De videregående uddannelsers geografi”, som byggede på analyser af forholdet mellem geografisk udbud og kvalitet i de videregående uddannelser udenfor universitetssektoren. Afsættet var, at nyligt iværksatte evalueringstiltag havde påvist, at der var kvalitetsproblemer med små monoinstitutioner. De havde vanskeligt ved at leve op til nationale kvalitetsstandarder, og samtidig var der ofte ledige pladser på de lokale institutionstilbud, fordi de unge i provinsen var villige til at rejse langt for at få opfyldt deres uddannelsesønsker. Sammen med to opfølgende uddannelsespolitiske redegørelser i 1998 og 1999 blev det knæsat, at volumen og nationale standarder skulle være grundlæggende principper for de næste 20 års reformer af de videregående uddannelser. Formlen med høje volumenkrav til studentermasse og faglige miljøer kombineret med nationale kvalitetsmålinger havde den konsekvens, at et højt antal udbudssteder for KVU- og MVU-uddannelser blev nedlagt.

Man kan her notere sig, at selvom der i loven om professionshøjskoler er vægt på, at nye uddannelsesinstitutioner skal sikre en regional dækning, har institutionerne i praksis været tilbageholdende med at sprede uddannelsesudbuddet. Det har angiveligt været vanskeligt at sikre søgningen til og økonomien i de decentrale udbud og at skabe solide faglige og sociale uddannelsesmiljøer. Der er en god portion ironi i, at de argumenter, som universiteter og professionshøjskoler fremfører mod regeringens plan om udflytning af uddannelsespladser, er de selv samme, som i sin tid blev brugt for at etablere erhvervsakademierne og professionshøjskolerne: Nemlig at store miljøer er afgørende for at sikre kvalitet.

Små miljøer strider imod kvalitetsmål

Med den nye regeringsaftale er der lagt op til, at det er de volumenmæssigt store, centraliserede og kvalitetsstyrede uddannelsesinstitutioner, der skal drive uddannelse i provinsen med få studerende, langt fra de faglige og institutionsmæssige faciliteter, de har etableret de sidste 10-15 år. Samtidig vil disse små miljøer stride mod de kvalitetsmål, de store uddannelsesinstitutioner er underlagt, og det kan ikke undre, at man rundt om i ledelser og bestyrelser finder det svært at se, hvordan det skal hænge sammen. Det kan heller ikke undre, hvis disse institutioner vil behandle pålægget om at flytte uddannelsespladser ud så stedmoderligt, at der er al mulig grund til, at initiativet lider en stille død. Med de sidste 20 års centralisering og styringstiltag på uddannelsesområdet har staten tilsyneladende malet sig op i et hjørne, som det kan være svært at komme ud af.

I lyset af udflytningsplanens afhængighed af regionale institutionsmonopoler, som drives efter standardiserede økonomi- og kvalitetsrationaler, som understøtter centralisering, kan man komme i tvivl, om regeringens plan er gennemtænkt. Og om hvad der politisk skal til for, at det kan lykkes at skabe videregående uddannelsespladser i provinsen og bedre balance mellem land og by? En del af svaret på disse spørgsmål afhænger af, hvilke studerende uddannelsestilbuddene retter sig mod.

Arten af udbuddet af videregående uddannelser i provinsen

De sidste 20 års uddannelsesreformer ligger i forlængelse af trends, som verden over fører til stigende urbanisering og centralisering. De adresserer udviklingen og behovene for uddannelses- og karrieremuligheder på et højt specialiseret uddannelsesmarked, som primært findes i byerne. De store institutionsmiljøer giver plads til studiemiljøer med mange muligheder og tilbud, som ikke kan faciliteres i små miljøer. Det vil få små lokale udbud til at se ud som fattige kopier af de store uddannelsesinstitutioner i forhold til studiemiljø, men nok så vigtig i forhold til de indikatorer, som kvalitet og attraktivitet måles på.

Det kan være svært at få øje på, hvad der skal gøre udbuddene attraktive for andre end lokale unge uden vilje til geografisk mobilitet. Man kan forvente, at de decentrale udbud også vil skulle basere sig på studerende, som hellere ville studere i byerne, og som måske ikke engang bosætter sig i nærheden af udbudsstedet. Tidligere erfaringer peger i retning af, at mange af disse studerende hurtigt søger overflytning til uddannelse i byerne. Regeringens plan med at reducere antallet af studiepladser i byerne med 10 % vil antageligt mindske de studerendes muligheder for senere overflytning, men vil sandsynligvis komme til at forstærke statusforskellene på at studere på landet og i byerne – og vil dermed ikke nødvendigvis skabe bedre balance.

Uddannelsesmotivation, status og de unges tilhørsforhold

I vores bog ”Opvækst i provinsen - om dem, der bliver, og dem, der rejser” (Gulløv & Gulløv 2020) belyser vi forskellige måder, unge i provinsen forholder sig til spørgsmålet om videregående uddannelse: Nogle unge nedtoner alle uddannelsesambitioner og orienterer sig alene lokalt, nogle unge orienterer sig lokalt, men tilvælger samtidig gymnasiet som en slags forsikring for fremtiden, og nogle unge identificerer sig forbeholdsløst med geografisk mobilitet og videregående uddannelser. Det er i forhold til disse forskellige måder at orientere sig, at de nye uddannelsestilbud kan forventes at få betydning. Når det gælder den sidstnævnte måde, taler alt for, at den status, som viljen til geografisk mobilitet kan give, gør, at unge med denne orientering næppe vil blive fristet af et lokalt uddannelsestilbud. Jeg forholder mig derfor skeptisk i forhold til, hvor attraktive de nye uddannelsestilbud vil forekomme unge, og det gælder både unge i byerne, der næppe vil flytte til et mindre udbud på en egn, de hverken har erfaring med eller sociale forbindelser til, og det gælder lokale mobilitetsorienterede unge, der for længst har afkodet de statusforskelle, som gælder i uddannelsessystemet.

I undersøgelsen fra Tønder fandt vi, at uddannelse allerede tidligt i børn og unges liv etableres som et imperativ, og at en stor del af de unge indstiller sig på, at de vil være nødt til at rejse for at uddanne sig og gøre karriere. Uintenderet kommer uddannelsessystemet til at præsentere børn og unge for et perspektiv på lokale forhold som mindre mulighedsfyldte og som mindre værd end de store byer, hvor man kan vælge mellem mange videregående uddannelser, ligesom det kommer til at fremstå som mindre værdigt at blive end det at forfølge en uddannelsesdrøm.

Vægten i uddannelsesvejledningen ligger på at oplyse unge bredt om deres uddannelsesmuligheder, mens lokale muligheder for at etablere sig og få gode liv ikke får samme opmærksomhed. Det er generelt underprioriteret i uddannelsessystemet at interessere sig for, hvordan man ud fra specifikke lokale muligheder og behov kan vejlede de unge til at gøre karriere som aktive medborgere i deres lokalsamfund. Det videregående uddannelsessystem er i sin nuværende form dårligt rustet til at svare på, hvad der vil være et hensigtsmæssigt videregående uddannelsesgrundlag for unge, som ønsker at styrke deres grundlag for en karriere som lokale borgere. De eksisterende videregående uddannelser har ikke fokus på de ofte hybride videns- og færdighedsområder, som provinssamfundene bygger på og er afhængige af. Regeringens plan udviser en beklagelig mangel på forståelse og interesse for, hvilke videregående uddannelseskvalifikationer lokalt orienterede unge i provinsen vil kunne have gavn af, og som kan give dem lokal tyngde. Udflytningen af uddannelsespladser bygger nemlig på, at de udbudte uddannelser en-til-en er identiske med dem, som udbydes og akkrediteres i byerne. Som om der kun findes en universel forståelse af, hvad god uddannelse og gode uddannelsesmiljøer kan være!

Standard hyldevarer til provinsen

Unge i store byer er ofte mindre villige til at flytte sig sammenlignet med unge i provinsen. Det skyldes typisk, at uddannelser i byen har højere status end dem i provinsen. Unge i byerne er heller ikke på samme måde forberedt på at opgive deres sociale netværk for at studere. Omvendt er unge fra landet tidligt forberedt på at rejse for at kunne uddanne sig. De videregående uddannelser er udviklet og tilpasset til et centraliseret uddannelsessystem og et højt specialiseret arbejdsmarked i de store byer – ikke ud fra hensyn til de livs- og karriereformer, som bærer arbejdsmarkedet i provinsen. Når det drejer sig om provinsens unge, som ikke er orienteret mod geografisk mobilitet, er det nødvendigt, at man spørger, hvordan videregående uddannelser kan øge deres forudsætninger for at gøre karriere som lokal til forskel fra at konkurrere på det højt specialiserede nationale arbejdsmarked.

Dette spørgsmål har regeringen tydeligvis ikke stillet sig, idet planen alene handler om at flytte standard hyldevarer til provinsen. Det rykker imidlertid ikke ved den ubalance, der gør, at der er en eklatant mangel på videregående uddannelsestilbud, som tager afsæt i en etnografisk anerkendelse af, at provinsen har nogle særlige uddannelsesbehov. Det er denne blindhed i uddannelsessystemet for provinsens egen værdi og muligheder, som gør, at unge med stærk lokal tilknytning fravælger de videregående uddannelser. Det er også denne skævhed, som udstiller de centraliserede uddannelseslogikkers dominans over provinsen. Når regeringsplanen ovenikøbet sætter storbyuddannelsesinstitutionerne til at stå for udbuddet af decentrale uddannelser, er det som at sætte ræven til at vogte gæs.

En mere bæredygtig vej vil efter min vurdering være at åbne for etablering af frie videregående uddannelsesinstitutioner, som kan virke decentralt og skabe indholdsmæssig konkurrence til de store uddannelsesmonopoler, vi har fået skabt de sidste 15-20 år. Frie uddannelsesinstitutioner, som baserer sig på lokale partnerskaber og initiativer, og som sætter lokalt engagerede uddannelsesfolk i stand til at reproducere og udvikle netop de videregående uddannelseskompetencer, som kan være med til at skabe fremgang i provinsen. På den måde ville man skabe et reelt alternativ til det plaster på såret, som regeringsaftalen tilbyder provinsen.