"Igen og igen har vi talt om den unge generation, der mistrives. Depression, angst, stress og spiseforstyrrelser er desværre en del af mange unges liv. Men hvad har vi egentlig gang i? Burde vi ikke tale de unge op, give dem en chance og lade være med at medynke over de triste fakta? Jo! Og vi begynder i dag."

Sådan indleder Svend Brinkmann, da han har besøg af leder for CeFU Noemi Katznelson og lektor i sociologi Anders Petersen i podcasten ’Brinkmanns briks’. Formålet med podcasten er at rette blikket mod de unge på en anden måde. En måde, hvor de unge ikke bliver portrætteret som en generation, hvor alle har det dårligt. På trods af gode intentioner vender podcasten gang på gang tilbage til alle problemerne. Derfor vil vi forsøge at gøre dem kunsten efter. Men denne gang skulle det gerne lykkes at holde fokus og nuancere blikket i højere grad. Vores formål er ikke at negligere problemerne, men at skabe balance i et fokus, vi mener, der er tippet.

Fremtiden er i sikre hænder

Vi er de fortællinger, vi skaber. Så hvorfor ikke have fokus på de positive fortællinger om de unge?

De unge tager nemlig både ansvar for klimaet, for hinanden og for resten af samfundet. De tager ansvar under en pandemi, selvom de flere gange er blevet beskyldt for det modsatte. Først da den norske sundhedsminister Bent Høie anerkendte de unge for deres indsats under corona-krisen, kom der fokus på de positive fortællinger herhjemme.

De unge er selvstændige og handlekraftige. De har en anden rummelighed i forhold til køn, ligestilling og mangfoldighed. De har en større kropsaccept. De drikker mindre. De unge har fart på, er initiativrige og fulde af liv. De har vilde muligheder for at leve et fantastisk ungdomsliv. Her går det godt.

Som min kollega udtalte den anden dag: "Jeg er ikke så bekymret for fremtiden med den generation af unge."

Sprogliggørelse af problemerne

Men vi må selvfølgelig ikke negligere problemerne. Det er et stort problem, at nogle unge mistrives. Uanset hvilken statistik man tager fat i, går det den forkerte vej – depression, stress, mistrivsel, angst, ADHD og andre diagnoser. Flere end hver syvende 17-årige har mindst en psykiatrisk diagnose[i]. De unge snubler i livet.

Men er det egentlig en reel forværring i ungdomslivet? Eller skyldes den opadgående kurve en øget opmærksomhed på problematikker og afvigelser, som altid har været der, men som tidligere har været uopdaget?

Noemi Katznelson og Anders Petersen pointerer i podcasten, at de unge har fået et veludfoldet sprog til at beskrive, hvad der foregår i dem. De kan analysere sig selv med psykologiske begreber og tale om deres lidelser. De unge skal forholde sig til sig selv i de mange valg, de skal træffe. Det giver de unge mulighed for at reflektere og hjælpe sig selv. Her går det godt. Men det er også et balancearbejde, da refleksionen kan tippe og blive til et vurderingsspørgsmål, som påvirker de unge negativt.

Alle unge er parat til noget

Selvom vi ofte hører, at præstationssamfundet er en af årsagerne til de unges mistrivsel, er det ifølge de to podcast-deltagere ikke præstation i sig selv, der er problemet. Alle har nemlig brug for at præstere og få anerkendelse for det. Og vi kan slet ikke fjerne præstationselementet fra skolen.

I stedet er det rammen omkring præstation, der er problemet. Mængden af steder, hvor unge skal præstere, er eksploderet. Præstationen er forstørret. Vi har hele tiden blik på, hvordan de unge klarer sig i forskellige relationer og situationer. Fremtiden er rykket tættere og hurtigere på de unge, end den tidligere har gjort. Og det er det, der er blevet for meget for de unge.

Heldigvis er der en ændring på vej. I oktober 2021 blev det i en ny aftale besluttet, at ingen skal stemples som ikke-uddannelsesparat mere[ii]. Alle er parat til noget. Det kan forhåbentlig være med til at ændre fortællingen for de unge, som ikke har været parate til det, præstationssamfundet har krævet af dem. Her går det godt.

Et andet generationsportræt

Det går altså godt på flere parametre for de unge. Alligevel har vi skabt et generelt og statisk generationsportræt af de unge som udsatte, sårbare unge. Især under corona er billedet blevet gjort tydeligere. En sund og naturlig reaktion over for en unaturlig situation bliver sygeliggjort i en fortælling om de unge, der er ved at falde fra hinanden. Og de unge lytter og spejler sig i bekymringskulturen. Vi skal måske passe på med ikke at fortælle de unge, at de alle er ved at bryde sammen og ikke kan klare det.

For det er ikke et retvisende generationsportræt. Ikke alle unge har ondt i livet. 30 % af de unge har et rigtig godt ungdomsliv, mens 26 % oplever et pres, der dog ikke påvirker deres trivsel negativt[iii].

Hvis vi skal vende billedet, er vi nødt til også at se på det, der virker. Og hvorfor det virker. Hvorfor klarer 56 % af de unge sig godt? Kan vi med udgangspunkt i de positive fortællinger rykke balancen og skabe et andet generationsportræt af de unge? Kan vi tale de unge op? Og hvordan går vi fra statiske stempler til øjebliksbilleder af en generation, der er så mange forventninger og holdninger til? Som vejleder er det også vigtigt, hvordan vi møder de unge. Møder vi dem som udsatte og sårbare? Eller møder vi dem med tillid og tro?

Hvem er med?

Noemi Katznelson, centerleder, Center for Ungdomsforskning (CeFU)

Hvorfor har 56 % unge et godt ungdomsliv? Hvorfor klarer de sig godt? Hvad virker for dem? Hvem er ”de topmotiverede unge”? Hvad kendetegner dem?

Maria Bruselius-Jensen, lektor, CeFU

Hvordan har unges samfundsengagement udviklet sig gennem tiden? Hvad engagerer de unge sig i, og hvad gør de oprør med? Hvad kendetegner de unge, der deltager aktivt i samfundet?

Dion Rüsselbæk Hansen, lektor, Syddansk Universitet

Problematisering af den offerliggørelse og fabrikering af udsathed, som finder sted bl.a. i uddannelsesinstitutionerne. Uddannelsesinstitutionerne opererer med en snæver præstationsforståelse, som udelukker – og gør blind for – andre former for præstationer, som mange af samtidens unge udmærker sig ved, fordi de ikke værdsættes eller bemærkes.

Anders Petersen, lektor i sociologi, Aalborg Universitet

Hvordan kan man skabe en udvidet og mere nuanceret forståelse af præstation? Hvad kan en anden forståelse af præstation bidrage med? Hvad kan det ændre for de unge?

Olav Hesseldahl, stifter, Ungdomsbureauet

Kortlægning af (det gode) ungeliv. Hvor går det godt for de unge – inden for hvilke områder/emner? Og hvorfor går det godt?

Referencer

[i] https://jyllands-posten.dk/indland/ECE11953857/flere-end-hvert-syvende-barn-faar-en-psykiatrisk-diagnose/

[ii] https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2021/okt/211029-bred-aftale-om-fremtidigt-evaluerings-og-bedoemmelsessystem

[iii] https://www.cefu.dk/media/629191/Noemi-Katznelson-Ny-udsathed-hvad-er-pa%CC%8A-spil.pdf

"Igen og igen har vi talt om den unge generation, der mistrives. Depression, angst, stress og spiseforstyrrelser er desværre en del af mange unges liv. Men hvad har vi egentlig gang i? Burde vi ikke tale de unge op, give dem en chance og lade være med at medynke over de triste fakta? Jo! Og vi begynder i dag."

Sådan indleder Svend Brinkmann, da han har besøg af leder for CeFU Noemi Katznelson og lektor i sociologi Anders Petersen i podcasten ’Brinkmanns briks’. Formålet med podcasten er at rette blikket mod de unge på en anden måde. En måde, hvor de unge ikke bliver portrætteret som en generation, hvor alle har det dårligt. På trods af gode intentioner vender podcasten gang på gang tilbage til alle problemerne. Derfor vil vi forsøge at gøre dem kunsten efter. Men denne gang skulle det gerne lykkes at holde fokus og nuancere blikket i højere grad. Vores formål er ikke at negligere problemerne, men at skabe balance i et fokus, vi mener, der er tippet.

Fremtiden er i sikre hænder

Vi er de fortællinger, vi skaber. Så hvorfor ikke have fokus på de positive fortællinger om de unge?

De unge tager nemlig både ansvar for klimaet, for hinanden og for resten af samfundet. De tager ansvar under en pandemi, selvom de flere gange er blevet beskyldt for det modsatte. Først da den norske sundhedsminister Bent Høie anerkendte de unge for deres indsats under corona-krisen, kom der fokus på de positive fortællinger herhjemme.

De unge er selvstændige og handlekraftige. De har en anden rummelighed i forhold til køn, ligestilling og mangfoldighed. De har en større kropsaccept. De drikker mindre. De unge har fart på, er initiativrige og fulde af liv. De har vilde muligheder for at leve et fantastisk ungdomsliv. Her går det godt.

Som min kollega udtalte den anden dag: "Jeg er ikke så bekymret for fremtiden med den generation af unge."

Sprogliggørelse af problemerne

Men vi må selvfølgelig ikke negligere problemerne. Det er et stort problem, at nogle unge mistrives. Uanset hvilken statistik man tager fat i, går det den forkerte vej – depression, stress, mistrivsel, angst, ADHD og andre diagnoser. Flere end hver syvende 17-årige har mindst en psykiatrisk diagnose[i]. De unge snubler i livet.

Men er det egentlig en reel forværring i ungdomslivet? Eller skyldes den opadgående kurve en øget opmærksomhed på problematikker og afvigelser, som altid har været der, men som tidligere har været uopdaget?

Noemi Katznelson og Anders Petersen pointerer i podcasten, at de unge har fået et veludfoldet sprog til at beskrive, hvad der foregår i dem. De kan analysere sig selv med psykologiske begreber og tale om deres lidelser. De unge skal forholde sig til sig selv i de mange valg, de skal træffe. Det giver de unge mulighed for at reflektere og hjælpe sig selv. Her går det godt. Men det er også et balancearbejde, da refleksionen kan tippe og blive til et vurderingsspørgsmål, som påvirker de unge negativt.

Alle unge er parat til noget

Selvom vi ofte hører, at præstationssamfundet er en af årsagerne til de unges mistrivsel, er det ifølge de to podcast-deltagere ikke præstation i sig selv, der er problemet. Alle har nemlig brug for at præstere og få anerkendelse for det. Og vi kan slet ikke fjerne præstationselementet fra skolen.

I stedet er det rammen omkring præstation, der er problemet. Mængden af steder, hvor unge skal præstere, er eksploderet. Præstationen er forstørret. Vi har hele tiden blik på, hvordan de unge klarer sig i forskellige relationer og situationer. Fremtiden er rykket tættere og hurtigere på de unge, end den tidligere har gjort. Og det er det, der er blevet for meget for de unge.

Heldigvis er der en ændring på vej. I oktober 2021 blev det i en ny aftale besluttet, at ingen skal stemples som ikke-uddannelsesparat mere[ii]. Alle er parat til noget. Det kan forhåbentlig være med til at ændre fortællingen for de unge, som ikke har været parate til det, præstationssamfundet har krævet af dem. Her går det godt.

Et andet generationsportræt

Det går altså godt på flere parametre for de unge. Alligevel har vi skabt et generelt og statisk generationsportræt af de unge som udsatte, sårbare unge. Især under corona er billedet blevet gjort tydeligere. En sund og naturlig reaktion over for en unaturlig situation bliver sygeliggjort i en fortælling om de unge, der er ved at falde fra hinanden. Og de unge lytter og spejler sig i bekymringskulturen. Vi skal måske passe på med ikke at fortælle de unge, at de alle er ved at bryde sammen og ikke kan klare det.

For det er ikke et retvisende generationsportræt. Ikke alle unge har ondt i livet. 30 % af de unge har et rigtig godt ungdomsliv, mens 26 % oplever et pres, der dog ikke påvirker deres trivsel negativt[iii].

Hvis vi skal vende billedet, er vi nødt til også at se på det, der virker. Og hvorfor det virker. Hvorfor klarer 56 % af de unge sig godt? Kan vi med udgangspunkt i de positive fortællinger rykke balancen og skabe et andet generationsportræt af de unge? Kan vi tale de unge op? Og hvordan går vi fra statiske stempler til øjebliksbilleder af en generation, der er så mange forventninger og holdninger til? Som vejleder er det også vigtigt, hvordan vi møder de unge. Møder vi dem som udsatte og sårbare? Eller møder vi dem med tillid og tro?

Hvem er med?

Noemi Katznelson, centerleder, Center for Ungdomsforskning (CeFU)

Hvorfor har 56 % unge et godt ungdomsliv? Hvorfor klarer de sig godt? Hvad virker for dem? Hvem er ”de topmotiverede unge”? Hvad kendetegner dem?

Maria Bruselius-Jensen, lektor, CeFU

Hvordan har unges samfundsengagement udviklet sig gennem tiden? Hvad engagerer de unge sig i, og hvad gør de oprør med? Hvad kendetegner de unge, der deltager aktivt i samfundet?

Dion Rüsselbæk Hansen, lektor, Syddansk Universitet

Problematisering af den offerliggørelse og fabrikering af udsathed, som finder sted bl.a. i uddannelsesinstitutionerne. Uddannelsesinstitutionerne opererer med en snæver præstationsforståelse, som udelukker – og gør blind for – andre former for præstationer, som mange af samtidens unge udmærker sig ved, fordi de ikke værdsættes eller bemærkes.

Anders Petersen, lektor i sociologi, Aalborg Universitet

Hvordan kan man skabe en udvidet og mere nuanceret forståelse af præstation? Hvad kan en anden forståelse af præstation bidrage med? Hvad kan det ændre for de unge?

Olav Hesseldahl, stifter, Ungdomsbureauet

Kortlægning af (det gode) ungeliv. Hvor går det godt for de unge – inden for hvilke områder/emner? Og hvorfor går det godt?

Referencer

[i] https://jyllands-posten.dk/indland/ECE11953857/flere-end-hvert-syvende-barn-faar-en-psykiatrisk-diagnose/

[ii] https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2021/okt/211029-bred-aftale-om-fremtidigt-evaluerings-og-bedoemmelsessystem

[iii] https://www.cefu.dk/media/629191/Noemi-Katznelson-Ny-udsathed-hvad-er-pa%CC%8A-spil.pdf