De unge har altid været dem, de ældre generationer har investeret håb i, fordi de unge på mange måder besidder en vis tro på, at tingene kan forandres. Måske endda til det bedre, hvad det så end vil sige. Omvendt mødes de unge også med en vis håbløshed og mismod fra selvsamme generationer. Det skyldes bl.a., at de unge sjældent er i stand til at leve op til alle de forhåbninger, disse generationer har på deres vegne. Problemet, som ofte overses i samme ombæring, er, at selvom de unge måske godt kan leve op til nogle af forhåbningerne, er det slet ikke sikkert, at de vil.

Epistemisk uretfærdighed  

Det er imidlertid svært at tale om de unge uden også at tale om uddannelse. For når man er ung, er man under uddannelse. Og skulle man som ung ikke være under uddannelse, tilskyndes man til hurtigst muligt at komme det. Man kan som ung kun vanskeligt gøre sig håb om at undslippe uddannelsestvangen, uden at et overgribende disciplineringsapparat sættes i værk, såfremt man skulle vove at vælge en anden vej end den "traditionelle" uddannelsesvej.

En sådan anden vej forstås nemlig som værende et fravalg og ikke et tilvalg. Det er som om, at man som ung ikke kan (og må) vælge noget fra for at vælge noget andet til. Det kan fx være, at den unge vurderer, at det gode liv ikke kan realiseres inden for den eksisterende uddannelsesmæssige orden. Problemet er, at skulle den unge træffe et sådant valg, kan vedkommende udsættes for det, der kan betegnes som "epistemisk uretfærdighed". Det betyder, at den unges valg anses at stamme fra en irrationel og uvidende position, hvorfor det slet ikke skal tages alvorligt og seriøst (Pohlhaus, 2017).

Uddannelse som løsning på samfundets problemer

Det er velbeskrevet, hvordan uddannelse har mange funktioner. Der er næsten ikke den sag eller det problem, som man ikke forventer, at uddannelse kan løse. Det kan være forskellige typer af problemer knyttet til ulighed, fattigdom, krænkelser, diskrimination, sundhed, klima og problemer knyttet til mangel på livs- og arbejdsduelige unge. Dertil kommer, at uddannelse også skal fungere som en slags udvidet jobcenter, hvori de unge dels skal gøres arbejdsmarkedsparate og dels skal aflægge bekendelser i fx uddannelsesplaner og på karrieredage om, hvor de ser sig selv på arbejdsmarkedet, og hvad de forventes at kunne tilbyde dette marked. Altså hvad de skal præstere for, at dette kan realiseres og ikke kun forbliver en urealistisk ungdomsfantasi.

At være sit eget investeringsobjekt

Inspireret af den politiske tænker Wendy Brown (2015) lægges der i uddannelsesfeltet op til, at de unge skal forstå sig selv som en slags "firma", som der skal blive ved med at investeres i, så salgbarheden vedbliver. Det betyder bl.a., at de unge skal gøres i stand til at tage bestik af deres human-kapitalværdi, og hvordan den kan forøges og afsættes på bedst mulige måde på arbejdsmarkedet. For at det kan lade sig gøre, skal de leve med, at deres præstationer (hvordan de klarer sig i forskellige typer tests og evalueringer samt i forhold til at løse forskellige typer af opgaver) gøres til genstand for løbende målinger, vejninger og sammenligninger. For kun på den måde kan det afgøres, antages det, hvor høj grad af parathed, der kan tilskrives dem i forhold til at kunne præstere på en videregående uddannelse og/eller i forhold til at bestride denne og hin type job.

Alle unge synes parate – men parate til hvad?

Hvor man tidligere opererede med dikotomien parat/ikke-parat, synes en ny selvfølgelighed at manifestere sig. Således hedder det sig, at alle unge i udgangspunktet "er parate". Frem for at operere med en enten-eller-tankegang, tales der nu om gradsforskelle i forhold til den unges parathed til at kunne levere forskellige typer præstationer i uddannelses- og arbejdsmarkedsmæssig forstand.

Sat på spidsen kan dette parathedsfokus betyde to ting. For det første at man ved hjælp af ofte pseudovidenskabelige koncepter, tilgange og interveneringer forsøger at forløse den unges formodede parathedspotentialer til at præstere noget ønskværdigt. Problemet, der kan melde sig, er, at hvis det ikke lykkes at afdække og/eller forløse paratheden og de dertilhørende formodede ønskværdige præstationer, hvad så? Hvem bærer ansvaret herfor? Den unge, uddannelsesfeltet, arbejdsmarkedet, politikere og/eller…?

At ville være en stor fremfor en lille fisk

Det andet problem, som kan opstå i den forbindelse, er, hvis de unge opfatter sig selv som parate til at blive en "stor fisk", metaforisk beskrevet. For der er jo en del unge, der ikke blot vil nøjes med at være en lille fisk i flokken, men gerne træde frem, skille sig ud og blive til noget særligt (Toft & Rüsselbæk Hansen, 2017).

Pointen er, at man uddannelsesmæssig set kan forfalde til kun at fokusere på, hvad de unge er parate til med afsæt i deres socioøkonomiske baggrunde, som jo afdækkes, granskes og dissekeres på nærmest obskure måder i dag. Og som konsekvens heraf kan man opfordre de unge, der ønsker at blive en stor fisk, til at forblive i den lille kendte dam, hvor man er sikker på, at de kan gøre sig nyttige og føle sig store. På den måde overskrider de ikke deres kendte og nære erfaringshorisonter.

Den underliggende logik er: "Kast dig ikke ud i noget, du måske slet ikke er parat til". Man skal være sikker på, at de unge såvel som uddannelserne lykkes og ikke mislykkes. Og dette formodes at gøres bedst ved ikke at sætte barerne lige højt for alle unge. Og da slet ikke for dem med en lidet værdsat socioøkonomisk baggrund (Rüsselbæk Hansen, 2018). For dem synes målet snarere at være, at de i bedste fald må nøjes med at blive "en stor fisk i en lille dam". At stræbe højere til fx at blive en stor fisk i en stor dam, ja, det skal helst undgås, for det synes dømt til at gå galt. Og en misforstået parathed i den henseende kan føre til, at flere unge oplever at mislykkes og falder fra.

Ganske få sætter imidlertid spørgsmålstegn ved, hvorvidt det overhovedet er klogt og indsigtsfuldt at operere med standarder, der konstrueres med afsæt i de unges socioøkonomiske baggrunde, og som anvendes i diagnostisk og måske endda i profetisk øjemed til at afgøre, hvor parat de unge er og (overhovedet) kan blive. Det rejser endvidere spørgsmålet om, hvorfor visse politikere, lærere og vejledere bliver ved med at handle imod bedre vidende og benytter sådanne problematiske standarder til at kategorisere de unge ud fra. Kategorier, de unge kan have mere end svært ved at slippe ud af, og som de således kan forstå sig selv med afsæt i, hvilket kan begrænse deres udsyn på verden og på deres egne muligheder heri.

De unge agerer som "Bartleby"

Nu føler de unge sig ikke altid lige kaldet til at underlægge sig en sådan beskrevet "fiskedamslogik". Og skulle de agere kritisk over for denne – måske ligesom den litterære figur Bartleby i Herman Melvilles bog 'Skriveren Bartleby' (2000) – ved at foretrække ikke at ville gøre det, som man bliver bedt om at gøre, så kan vi se følgende problemer melde sig.

På den ene side er problemet med ikke at ville præstere det, som man forventes at være parat til. På den anden side at foretrække ikke at ville lade sig begrænse til at præstere det, man forventes at kunne. Med andre ord forholder man sig som ung kritisk over for en sådan logik, ja, så antages det, at der må være noget i vejen med vedkommende. For hvem foretrækker ikke at ville præstere det, man vurderes parat til? Og hvem foretrækker ikke at ville lytte til, at man kun skal præstere det, man vurderes parat til? Gad vide hvorfor nogle unge protesterer imod en sådan fordummende logik, spurgt retorisk.

Hvad der sjældent falder nogen ind er, at de unge jo også kan udvise en saglig velbegrundet vilje til at foretrække ikke at ville præstere ud fra de skitserede parathedspræmisser og til ikke ukritisk at underlægge sig de usaglige vilkår, betingelser og forventninger, de kan mødes med i den henseende. Sagt anderledes, er det ikke alle unge, der vil indgå i, hvad der kan opleves som et obskurt præstations- og parathedskapløb med deres venner, bekendte og ligesindede for at kunne opnå de eftertragtede symbolske samfundsmæssige positioner og privilegier eller tage til takke med de mindre eftertragtede af slagsen.

Eksistentielle spørgsmål relateret til det gode liv

For nogle unge har måske erfaret og mærket på egen krop, at et sådant kapløb med dets ulige konkurrence ikke fremmer frugtbare uddannelsesmiljøer, men snarere det modsatte. Miljøer, hvor de ikke tilskyndes til at forfølge spændende ideer og tanker eller opnår mulighed for at tage livstag med eksistentielle spørgsmål såsom: Hvad vil det sige at leve sammen med andre i en verden, hvor man er nødsaget til at gøre op med eksisterende måder at leve på, der fx truer vores eksistens, samværsformer og sociale organiseringer? Hvilke livsberigende måder for at leve det gode liv, der ikke kun handler om nytte- og produktivitetsværdi på arbejdsmarkedet, kan der skabes muligheder for og realiseres uafhængigt af dette marked?

Med andre ord søger en del unge – hvilket de fleste unge for så vidt altid har gjort i et vist omfang – efter andre koordinater til det gode liv end dem, den ældre generation udstikker for dem og håber og drømmer om, at de unge tager til sig.

Sårbarhed og offerliggørelse

Når en del unge foretrækker at afvise den sociale parat- og præstationsmæssige orden, kan det bl.a. aflæses som en art dysfunktionel adfærd og som et sygdomstegn, der skal kureres, fx ved hjælp af professionelle indsatser foranlediget af velmenende lærere og vejledere.

Når visse unge fx foretrækker ikke at ville underlægge sig denne orden, forstås det ikke altid som værende en bevidst viljesakt, men snarere som det modsatte. Altså som værende et udtryk fra viljesløse ofre, der kræver (professionel) hjælp. Således ses også en stigende tendens til, at de professionelle hurtigt – og ikke altid med den fornødne om- og eftertanke – tyer til begreber som mistrivsel, sårbarhed og udsathed, der upåagtet antages at kunne bruges til forstå og forklare de unges uønskede adfærd med.

Og skulle de anførte unge vægre sig ved at tage imod den tilbudte hjælp og lade sig kategorisere ud fra disse begreber, bliver de professionelle perplekse. For hvem skal de så hjælpe og kategorisere? For det føles jo ofte både godt og overskueligt at hjælpe og kategorisere, ikke sandt?

Når gode intentioner kan gøre ondt

At skabe relationer til de unge, der formodes at have brug for hjælp, kan være fyldt med løfter. At man hjælper den unge til forøget arbejds- og livsduelighed, til at finde sin plads i samfundet og til at skabe en meningsfuld tilværelse. Alle (hjælpe)relationer og de tilknyttede løfter kan i udgangspunktet siges at være optimistiske. Men sådanne relationer kan fremfor at indfri de lovede optimistiske løfter vise sig at være selve hindringen for deres indfrielse, hvorfor de kan betegnes som "cruel" (eller onde) (Berlant, 2011).

Det kan fx skyldes, at de professionelle med al deres hjælpeiver kan forstærke deres "gode intentioner" til så gerne at ville hjælpe, at de ubevidst kategoriserer og opfatter de unge som viljesløse ofre. Dermed fratages de unge en kritisk politisk stemme i forhold til at gøre opmærksom på de vilkår og betingelser, som de erfarer og oplever kan vanskeliggøre udsigten til et godt og berigende liv, og som de foretrækker at tage afstand fra eller forsøger at ændre.

At lytte på en anden måde

Det er måske en sådan stemme, man skal understøtte og blive i stand til at lytte mere til. Dermed kan man måske undgå at høre den som et entydigt opråb om hjælp, der kalder på endnu flere håbeløse former for pseudohjælp. Pointen er, at når de unge udviser former for adfærd, der er overraskende eller som bryder med, hvad der forventes af dem, er det ikke partout et tegn på afmagt, hjælpeløshed, sårbarhed og udsathed. Det kan i stedet for være tegn på, at de aktivt forholder sig og handler som politiske individer. Fx når de protesterer imod den gældende uddannelsesmæssige orden og dens fokus på parathed og præstationer. For det er måske ved at frekventere sådanne håbløse fokuseringer, at de unge kan finde fornyet håb i forhold til at skabe nye og anderledes betingelser for at leve et godt liv. Et liv, som måske er væsentligt anderledes, end hvad de ældre generationer har fantasi til at forestille sig og udstikke koordinaterne til.

Referencer

Berlant, L. (2011). Cruel Optimism. London: Duke University Press.

Brown, W. (2015). Undoing the Demos. Neoliberalism’s Stealth Revolution. New York: Zone Books.

Melville, H. (2000). Skriveren Bartleby. København. Museum Tusculanum.

Pohlhaus, G. (2017). Varieties of Epistemic Injustice. I: J. Kidd, J. Medina, G. Pohlhaus (red.). The Routledge Handbook of Epistemic Injustice. London: Routledge.

Rüsselbæk Hansen, D (2018). Demokratisk (ud)dannelse – et realiserbart ideal for alle elever? Dansk Pædagogisk Tidsskrift, 2.

Toft, H. & Rüsselbæk Hansen, D. (2017). Ustyrlighedens paradoks: demokratisk (ud)dannelse til debat. Aarhus: Klim.