Når man snakker om unges samfundsengagement, bliver tankerne ofte ledt hen mod unge, der står på barrikaderne, protesterer mod ting og gør modstand. Det mener lektor Maria Bruselius-Jensen, der forsker i unges samfundsdeltagelse på Aalborg Universitet, at vi som samfund skal være opmærksom på:

"Vi har et særligt blik, når vi skal se på unges samfundsengagement. Vi kigger efter konkrete handlinger og særlige udtryk. Det tror jeg, at vi som samfund skal være opmærksom på. Vi skal prøve at se lidt anderledes på unge som samfundsengagerede."

For unge er i det hele taget meget engagerede. Langt de fleste unge indgår i dialoger omkring samfundsmæssige forhold med deres familie, venner og på sociale medier. De unge er optagede af verden omkring dem:

"Min og flere andres forskning peger på, at unge i dag i høj grad samarbejder og bruger mere konventionelle udtryksformer. De har et mere afdæmpet politisk udtryk. Det vil sige, at de er mere interesserede i at indgå i dialoger og samarbejder og også har det fint med at deltage i projekter, som voksne faciliterer. Det er altså ikke nødvendigvis sådan, at når unge er samfundsengagerede, kommer det til udtryk som et oprør mod voksne eller en voldsom modstand mod samfundsautoriteter."

Larmende samfundsengagement fra superansvarlige unge

Unge kan stadig stå på barrikaderne. Men unge engagerer sig altså også på mere afdæmpede måder, som samfundet ikke nødvendigvis lægger mærke til. Derfor handler det ifølge Maria Bruselius-Jensen om, hvornår man får øje på samfundsengagementet:

"De unge engagerer sig, uden at det forstyrrer så meget, som man kunne forestille sig. Men når det larmer, eller når det strider mod noget, som vi som voksne synes er normativt og den rigtige måde at være i verden på, får vi øje på det. Derfor vil vi automatisk komme til at snakke om de ting, der larmer. Det er bare vigtigt også at sige, at der er alle mulige andre ting, der ikke larmer, men som unge alligevel engagerer sig i, og hvor de faktisk er med til at skabe vores samfund hver dag og være demokratiske medborgere."

Så hvor er det, vi lægger mærke til de unges samfundsengagement? Hvor larmer de unge?

"Meget af det, vi ser i dag, er et udtryk for unge, som simpelthen tager super meget ansvar. Og de bliver meget påvirket af, når noget er eller opleves som uretfærdigt. Det ser vi både i forhold til klima, men vi ser det også i forhold til køn og hudfarve. Alt og alle skal behandles ordentligt."

Samfundet lytter ikke

Men de unge taler for døve ører. Samfundet lytter ikke. Heller ikke på unges holdninger til uddannelsespolitik:

"Mange unge har været fremme og fortælle om ting, som de godt kunne tænke sig var anderledes i forhold til uddannelse. Det lægger vi bare ikke så meget mærke til. Men de har både talt om det i forlængelse af corona i forhold til, at de faktisk havde det ganske fint med ikke at skulle tidligt afsted om morgenen, fordi der ikke var så meget pres på. Og så har de talt om, at de skal lære mange flere life skills på de videregående uddannelser."

Selvom de fleste unge bruger mindst ti år på at gå i skole og har stort kendskab til uddannelsesområdet, får de alligevel ikke taletid, fortæller Maria Bruselius-Jensen:

"Vi skal være opmærksom på, at vi som samfund ikke er særlig interesseret i at lytte til de unges holdninger til uddannelsespolitik. Der får de ikke lov til at få en plads i debatten til trods for, at der kontinuerligt er unge, der byder ind med ting, som de jo faktisk har forstand på, fordi det er en del af deres hverdagsliv."

Samfundet lytter dog på én agenda hos de unge, pointerer lektoren, og det er på klimaområdet.

"Vi har set de unge i gadebilledet, men det har ikke generet, fordi vi som samfund synes, at det er alletiders. Og det er måske også en af grundene til, at de unge har fået så meget plads. Fordi det er et felt, hvor vi synes, at det er ret fornuftigt og kunne være rigtig fint, hvis det kunne være de unges sag et langt stykke hen ad vejen. De unge har larmet på samme måde om kønspolitik og ligestilling, men der har vi ikke været helt så vilde med det, fordi det generer."

De unge er deltagelsesparate

Flere forskere peger på, at unge i norden er såkaldt deltagelsesparate – at de tror på, at systemerne i samfundet fungerer, og at hvis de har en sag, kan de få plads og udtrykke sig politisk. De unge tror på, at voksne og professionelle lytter til dem:

"Børn og unge er vokset op med at blive set som kompetente deltagere i demokratiet. Og de regner derfor med at blive taget alvorligt og lyttet til. Så kan det godt være, at de relativt ofte bliver skuffet, og de ikke bliver lyttet så meget til, som de troede, men deres udgangspunkt er, at de gerne vil indgå i dialog, og de oplever ikke det samme skel mellem det at være ung og det at være voksen."

Stigende pres kan skabe kollektivt engagement

Maria Bruselius-Jensens håb er derfor, at vi får et fælles sprog og en fælles opmærksomhed på de strukturelle faktorer, der skaber ubalance, så de unge får mere mulighed for at deltage og sætte deres præg på ungdomslivet. Og her kan den stigende mistrivsel faktisk være med til at synliggøre problemerne og skabe kollektivt engagement, pointerer lektoren:

"Det kan være meget godt, at der sker en forværring eller måske snarere en tydeliggørelse. Den stigende tydelighed af mistrivselssymptomer hos unge kan gøre det nemme at få øje på problemerne og se dem som kollektive. Så kan man bedre handle på dem. Nogle unge har ikke rigtig kunne få øje på de ting, der presser, eller de har ikke kunne sætte ord på, hvad der er galt. Jeg har et håb om, at vi får et øget kollektivt sprog for, men måske også i højere grad kan identificere, hvor det går galt i ungdomslivet. På den måde kan det være meget godt, at det bliver så tydeligt, at vi får øje på, hvor vi skal handle, og hvor vi skal hjælpe de unge med at sætte ind."