Hvis en sø ikke iltes fra tilstrømmende åer, dør søen ud. Ikke pludseligt, men gennem en langsom kvælningsdød. Selvom metaforen er i den dramatiske ende, beskriver den, hvad demokratiet også har brug for. Demokratiet er nemlig som en sø, der skal iltes med friske idéer, utopier, fantasier og drømme for at bevare flor og fauna. Og hvor kommer den iltning typisk fra? Kommer den mon fra småbørnefamilierne, der knokler for at få hverdagen og logistikken til at gå op? Eller kommer de gode idéer og vitaliteten fra dem med et fastforrentet obligationslån, og som er stavnsbundet til en bank i op mod de 30 år?

Ja undskyld min lakoniske tone, men det er et historisk faktum, at revolutioner, og de dertilhørende drømmerier, utopier, vilde idéer og håb for samfundet, kommer fra ungdomsdybet. Så for at vi får demokratiet iltet med nye idéer, skal vi altså sætte vor lid til ungdommen. Hvordan man gør det, vil jeg nu botanisere lidt nærmere over.

Jeg har arbejdet med at engagere den danske ungdom i demokratiet gennem det sidste årti. Og det er sådan med demokratiet, at man faktisk aldrig bliver færdig med at demokratisere børn og unge. For demokratiet er en lang proces, og det bliver altid nødt til at spejle sig i samtiden. Tænk blot på hvilken rolle sociale medier spiller for unge nu og for deres måde at erkende og erfare verden, og hvordan det ikke var en faktor for blot 20 år siden.

Processen med at demokratisere den danske ungdom kræver dedikation, engagement og kærlighed. Og det er heldigvis ting, der er lette at tænde blandt unge. Men det kræver, at unge føler sig velkommen. Her kommer to ting, som jeg mener, alle, der arbejder med unge, bør huske på!

Vores unge!

Jeg har mange gange, rigtig mange gange, stødt på et sprogligt trykspark. Og hvis du arbejder med unge, er du sikkert selv faldet i fælden. Selv Vejlederforums leder er inficeret med fejlen. Det er en måde at omtale den danske ungdom på, som er udtryk for mistillid, og som jeg desværre møder i alle kroge af det ganske land; kommuner, regioner, uddannelsesinstitutioner, foreninger, kulturinstitutioner, virksomheder, i medier. Og på den baggrund vil jeg næsten kalde det en samfundsbacille, som vi skal have kureret. Det repræsenterer nemlig et syn på den danske ungdom, der ikke klæder et land som Danmark, hvor vi ellers har så høj tillid til hinanden.

Og nu kan jeg vist ikke holde det tilbage længere. Alt for mange kalder vores fantastiske ungdom for DE UNGE. De to bogstaver i 'de' virker som et sprogligt trykspark, der skubber unge lidt længere væk.

Vi må ikke blive ved med at kalde den danske ungdom 'de unge', og jeg håber, 2022 er året, hvor det ikke sker. Når man betegner vores ungdom 'de unge', sker der to ting:

• For det første kategoriserer man alle unge i Danmark i én boks. Og den boks repræsenterer ikke al den flor og fauna, der hersker i en ungdom. Ja hvornår er man egentlig ung? Det er for simpelt at forklare det ud fra tal. Det at være ung er i mine øjne en livsfase, hvor man eksperimenterer med flere identiteter. Unge er både engagerede og dovne, forvirrede og målrettede. Unge er med i flere fællesskaber og er både ven, elev, barn, kæreste, borger, medlem, bruger, vælger. Samtidig. Det gør, at der i mine øjne er flere identiteter end individer. At forsegle livsfasen ungdom med ordet "de" er en grov forsimpling!
• For det andet fungerer det der lille ord på to bogstaver som et sprogligt trykspark, der skubber ungdommen væk. Det virker som et samfundsmæssigt armslængdeprincip, der distancerer. Alt for ofte møder jeg forskere, der har undersøgt noget om de unge, folkevalgte, der har hørt lidt på de unge, eller rektorer, der lytter lidt på de unges elevråd. På den måde udviser vi som samfund ikke tillid til vores unge, og hvorfor skulle de så have lyst til at engagere sig, og hvordan skal de så stole på, at deres stemme tæller? Og hvorfor skulle de bruge deres kostbare tid, talent og energi på at ilte demokratiet?

Det er ikke godt nok. Når man bruger udtrykket 'de unge', er det for mig ofte et tegn på, at man ikke tør tage unge tæt på og involvere dem. Det klæder ikke Danmark. Landet, hvor vi bryster os af høj tillid og fladt hierarki. Vi skal omfavne den danske ungdom, involvere dem, være nysgerrige. Og så skal vi være klar til at blive udfordret på vores måde at se verden på. Det er altid sundt at destabilisere sit syn på verden. Som minimum i det små. Vi skal sanere det danske sprog. Så lad os efterlade udtrykket 'de unge' i 2021 og træde ind i 2022 med en ny måde at tale om vores unge på. For det er det, der er mit råd til, hvordan du skal omtale unge. Vores unge. Det lugter nemlig af lidt mere kærlighed og engagement.

Engagement

Den anden ting, jeg mener, vi alle bør huske på, handler om engagement. Hvordan engagerer man unge? Lad mig starte et andet sted: hvad man ikke bør gøre, og det handler om de allestedsværende elevråd. Organet opstod i eftertiden af 1968 som et værdigt forsøg på at kanalisere unges input ind i institutionerne. Jeg mener, at elevråd hører fortiden tid og er et grimt ord af to grunde:

• Elev er et ærgerligt ord, der reducerer personer til noget, de er cirka otte timer af døgnet, mens man efterlader resten af døgnet på perronen.
• Råd er et ærgerligt ord, fordi det lugter af råd og ikke reel indflydelse og engagement.

Hvad skal man så gøre? I min optik er der to ord i det danske sprog, der er meget flottere end elev og råd, og som illustrerer det, Danmark har brug for:

• Ordet "unge" illustrerer og påminder os om at huske, at personer i livsfasen, vi kalder ungdom, er mennesker hele døgnet med alt det involverer af ambitioner, arbejdsbekymringer, studiestress, men også drømme, håb, visioner, idéer, utopier, kærlighed, vrede og glæde.
• Ordet "magt" er vigtigt, fordi magtkoncentrationen altid har været mod det grå guld, og hvis vi skal have et samfund med løsninger for fremtiden, skal vi give ungdommen mere magt. Ikke råd, ikke indflydelse, ikke alt muligt andet end… magt!

For at få flere unge til at blande sig mere i samfundet og kreationen af fremtidens demokrati, men også i, hvordan de vil leve deres eget liv, mener jeg, man bør arbejde meget mere med ungdomsmagt. I 1970´erne tog en gruppe børn i København skeen i egen hånd og gokkede samfundet i nøden og sagde, at der var brug for Børnemagt. Med 50 års rekyl bør vi lade os inspirere af bevægelsen og give unge mere magt. Ungdomsmagt. Hvis du er vejleder, kunne du jo spørge, hvad den enkelte unge vil gøre anderledes i deres liv. De har magten til meget.

Fossilerede systemer

Og hvad sker der, hvis unge ikke får magten? Så tager de den måske selv. Der falder godt nok ikke mange guldkarameller til ungdommen ud af beslutningstagernes store poser i disse år. Og alligevel er det som om, vi er i et paradigmeskifte. Ungdommen vinder momentum, og vores unges ulydige genudforskning af køn, seksualitet og identitet redefinerer måden, vi, det store samfund, opfatter verden. For mange unge er seksualiteten et eksperimentarium, køn en mulighed og verden noget, der skal genfortrylles og fortolkes. Og ja, så har jeg ikke engang nævnt klima.

Så når den gamle verden er fossileret og ikke tør tage ungdommen seriøst, lægges der blot dynamit under den moderne og nuværende epokes systemer og fossilerede tænkning. Det kommer til at eksplodere i et ungdomsoprør, hvis ikke alle, der arbejder med unge, tænker involvering radikalt anderledes. Og taler om unge på en anden måde. Unge vil have magten, og de skal også have del i den. Ellers tager de den bare selv.