Som studievejleder på en videregående uddannelse taler jeg dagligt med adskillige unge, dygtige studerende, der er udfordret af mere eller mindre de samme problemstillinger: angst, ADHD, spiseforstyrrelse, depression osv. De er i tvivl. I tvivl, om de er dygtige nok fagligt, om de klarer sig godt socialt, om hvordan det skal gå, når de er færdiguddannede.

De tror, de er de eneste
Langt de fleste er fagligt dygtige, men usikkerheden er tung at tumle med. Og mange af dem kommer i deres stille sind til at tro, at de nok er de eneste på skolen, der går rundt og har et voksende mindreværd. Men det her er ikke endnu en beretning om en hårdt presset ungdom – det er en fortælling om den magi, der opstår, hvis vi hjælper dem med at mødes og får dem til at snakke sammen.

For ti år siden etablerede jeg på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole noget, jeg døbte ”Studienetværk”. På skolen er der masser af foreninger og gode initiativer, hvor de studerende laver alt fra podcasts til avisen ”Illustreret Bunker” eller spiller fodbold, men der manglede et sted, hvor studerende kunne mødes uden at skulle præstere.

Det sted er Studienetværket. Her mødes de studerende på tværs af årgange og skolens forskellige uddannelser. Konceptet er enkelt. Der er møde hver 2. eller 3. uge. Hvert møde tager halvanden time og har et tema. Hvad, der tales om på mødet, bliver i rummet. Det skal være sådan, at man kan dele tanker og udfordringer med de andre i sikker forvisning om, at det ikke er noget, andre på skolen pludselig hører om i kantinen.

Hvert møde starter med en tjek-ind runde, hvor man kort fortæller, hvad der ”fylder” for tiden. Der har gennem årene været meget forskelligt. Alt fra glæden ved at skulle giftes til ensomhed, tanker om man nu kan falde til på en ny årgang efter sygeorlov eller bekymring for en forestående eksamen. Den sidste kender de fleste – og det er her, netværket viser sit værd. For der er altid medstuderende, som under runden sidder og nikker, og når omgangen er sluttet, rækker hånden op og deler ud af, hvordan det var, da ”jeg sad med 1. årsprøven”.

Citatet ” En delt bekymring er en halv bekymring” har megen sandhed i sig. Men der er en anden og mindst lige så vigtig dimension: Når de studerende erfaringsudveksler og reelt vejleder hinanden, har det en anden styrke, end når jeg sidder og har én til én-samtaler på mit kontor.

Lukket klub?
Desværre er der et stadigt stigende behov for de individuelle vejledningssamtaler, men kollektiv vejledning på DMJX er hverken et sparetiltag eller noget, nogen har fundet på for at effektivisere.

Det er en håndsrækning til at danne fællesskaber. Der er ingen mødepligt, og det er ikke en lukket klub. Det betyder, at der løbende kommer nye studerende ind i løbet af et semester. Det fungerer overraskende godt med løbende ”optag”, men gør selvfølgelig, at vi næsten hver gang må finde plads til en form for præsentationsrunde.

For nylig tog vi imod tre nye, der fik mig til at lave en alternativ præsentationsrunde ”del to succeshistorier”. Først individuel tænketid i ti minutter til at komme med et eksempel på noget, der er lykkes på studiet og et eksempel på noget, der er gået godt i livet udenfor uddannelsen.

Step to er at få sagt succeshistorierne højt. For det vokser man af, selv om det kan være angstprovokerende, når selvbilledet måske er, at man ikke rigtig lykkes.

De andre netværkere skal - mens de lytter - spotte fortællerens ressourcer, som de derefter siger højt. Deres tilbagemeldinger skrev jeg op på en tavle, så de også visuelt blev manifesteret.

”God til at samarbejde, har fagligt selvværd, danner nye venskaber, sætter grænser, har selvindsigt, selvstændig” er nogle af de positive tilkendegivelser, der kom ud af den forklædte præsentationsrunde.

Klynkeklub?
Da jeg startede Studienetværket for ti år siden, havde jeg en bekymring for, om det ville blive en klynkeklub. Om ideen med et frirum, hvor studerende deler tanker og bekymringer, overhovedet ville appellere til de unge.

Det kunne jeg have sparet mig. Medlemmerne er selvsagt skiftet ud mange gange i løbet af årene, men konceptet blev en succes, og det er først og fremmest de studerendes fortjeneste.

”Jeg vil virkelig gerne være med igen! Jeg har det kanon på 3. semester, og jeg vil gerne give nogle af mine erfaringer videre til andre studerende.” Sådan skrev en kvindelig studerende tilbage i 2013.

Fra min studievejleder-pind ser jeg igen og igen, at de unge gerne vil hinanden, de tager ansvar og er gode til at finde sammen i fællesskaber om alt mellem himmel og jord. Men vi kan ikke overlade alt til dem. Min erfaring er, at når det handler om at mødes om noget sårbart, er der brug for at skoler, uddannelser, institutioner og foreninger bygger et stillads - ikke til, men sammen med de unge.