Bagtæppet for at bruge naturen som vejledningsrum er udfordrende. Vi ser nemlig i mange undersøgelser at mistrivslen blandt unge er voksende. Og den tyske sociolog Hartmut Rosa karakteriserer det senmoderne samfund som et accelerationssamfund. Vi er fanget i et evindeligt roterende hamsterhjul hvor længslen efter liv og verden ikke bliver mødt, men kun mere frustreret. 

Et sted hvor længslen efter liv bliver mødt, er i naturen. Rosa kalder dette møde for resonans. Han bliver bakket op af videnskabelige undersøgelser som viser at det at opholde sig i naturen dæmper tendensen til grubleri og har en positiv effekt på kognitive funktioner og kreativ tænkning.

Mit forslag er at vi skal inddrage naturen i vejledningen af unge mennesker. I stedet for kun at sidde på vejlederkontoret eller i klasselokalet, kan vi tage de(n) vejledningssøgende med ud i den bynære natur og på den måde bruge naturen som et vejledningsrum. Det kan gøres på utallige måder. Helt enkelt kan man gå en tur. Her vil man opleve at man i stedet for at se hinanden i øjnene kan se fremad og være optaget af et fælles tredje. Man kan lade sig distrahere af ting der måtte komme i vejen – for så at vende tilbage til det man før snakkede om. Man kan lade sig inspirere af at stien fx deler sig – og på den måde komme til at tale om valg og konsekvenser af valg. Og man kan mærke at begge, både vejledningssøgende og vejleder, får ny energi og nye vinkler på det man snakker om – fordi naturen fungerer som medvejleder. 

Men det er kun en begyndelse. Læs mit afgangsprojekt fra DUEK, og begynd selv og sammen med dine kolleger at udvikle andre måder at bruge naturen som medvejleder og vejledningsrum på.  

Se afgangsprojektet fra DUEK: Naturen som medvejleder (pdf)