Kort tekst:
Mandlige sygeplejersker, kvindelige politibetjente!? På arbejdsmarkedet eksisterer en lang række fasttømrede forestillinger om, hvilke job der er "kvindearbejde", og hvilke der er "mandearbejde". Hvordan påvirker disse forestillinger unges uddannelsesvalg? Blandt andet dette belyser denne artikel, som tager udgangspunkt i undersøgelsen: Køn på arbejde.
Person:
Billede: 
Navn:
Lotte Bloksgaard
E-mail:
Titel:
Sociolog og ph.d.-stipendiat ved Aalborg Universitet
Arbejdssted:
Billede: 
Navn:
Stine Brock Faber
E-mail:
Titel:
Sociolog og ph.d.-stipendiat ved Aalborg Universitet
Arbejdssted:
Fotoreportage:
Lang tekst:
Denne artikel præsenterer nogle af resultaterne fra undersøgelsen Køn på arbejde (1). Undersøgelsens udgangspunkt er, at det danske arbejdsmarked – til trods for markante ændringer på arbejdsmarkedet og i arbejdes organisering de seneste 30-40 år – fortsat er kendetegnet ved i høj grad at være kønsopdelt. Formålet med undersøgelsen har været at bidrage til forståelsen af denne kønsopdeling ved at sætte fokus på den horisontale del af segregeringen (2), dvs. dét at såvel kvinder som mænd i høj grad er koncentreret i fag domineret af deres eget køn, de såkaldte enkønnede fag – eller sagt på en anden måde: "mandefag" og "kvindefag".
Minoritet i sit fag
Selvom mandlige sygeplejersker og kvindelige betjente har dét tilfælles, at begge parter kønsmæssigt er i mindretal inden for deres fag, er der alligevel stor forskel på, hvad det er for nogle konkrete udfordringer, de to køn står overfor.
Beretninger fra en række kvindelige politibetjente og en række mandlige sygeplejersker viser, at begge køn overordnet set trives i deres arbejde. Barriererne ved at trænge ind i "det andet køns fag" er altså ikke uoverstigelige. Og det er jo da en vigtig konklusion; ikke mindst i forhold til vejledning af de unge, der måtte have ønske om at vælge en kønsutraditionel uddannelse.
Samtidig kommer det hos såvel de interviewede mænd som kvinder dog også til udtryk, at de i deres arbejdsliv oplever en del spændingsfelter. Selvom langt de fleste af mændene og kvinderne tilsyneladende begår sig som kønsmæssige minoriteter, er deres valg af erhverv altså langt fra uproblematisk. Og derfor tegner disse utraditionelle mænd og kvinders fortællinger også det foruroligende billede, at det trods mange års ligestillingsarbejde stadig er vanskeligt at bryde kønsmønstrene på arbejdsmarkedet.
Har kvindelige betjente berettigelse?
Mange af de kvindelige betjente beretter om modstand og skepsis fra mandlige kollegaer og overordnede, som sætter spørgsmålstegn ved kvinders berettigelse i faget. Og fordi kvinderne automatisk bliver tillagt egenskaber, som generelt tilskrives kvindekønnet, eksempelvis fysisk svaghed og tilbageholdenhed, skal de hele tiden arbejde aktivt på at bevise, at de mestrer jobbet som betjent:
Kvinderne beretter i deres fortællinger, at de til stadighed oplever, at der bliver lagt ekstra mærke til, hvad de gør, hvordan de er, og om det nu også er lige så godt, som når mændene udfylder samme funktion.
I samarbejdet tildeles kvinderne gerne opgaver, som anses for at være særligt egnede for kvinder (eksempelvis opgaver, som involverer børn og kvindelige borgere), og det hænder endvidere, at mandlige kollegaer beder om ekstra backup ud over den kvindelige kollega. Mændene i politiet søger desuden at beskytte kvinderne:
Kvinderne problematiserer ikke det faktum, at de mandlige betjente - under foregivelse af hensyntagen - rent faktisk betvivler deres kompetencer, hvilket måske handler om, at de derved står over for et paradoks: På den ene side vil kvinderne gerne have "særbehandling", hvis denne er et udtryk for respekt for dem og deres femininitet. På den anden side vil kvinden altid være i tvivl om, hvorvidt særbehandlingen faktisk tildeles på grund af respekt, eller fordi manden ikke mener, at hun selv er kompetent til at udføre opgaven.
Mandlige sygeplejersker bydes velkommen
De mandlige sygeplejersker oplever det faglige samarbejde helt anderledes. Mændene fortæller ikke blot, at de trives med den ekstra opmærksomhed, det giver at være "ene hane i hønsegården", men også, at de i vid udstrækning bydes velkommen i den kvindedominerede sygepleje.
De mandlige sygeplejersker føler altså ikke på samme måde som de kvindelige betjente, at de skal bevise deres værd; tværtimod nyder mændene tilsyneladende stor professionel respekt og forventes at tilføje faget noget ekstra. Flere af de mandlige sygeplejersker fortæller desuden, at mænd i sygeplejen ofte tilskrives lederskab og en ganske særlig autoritet.
Kønnede egenskaber?
På samme måde som de kvindelige betjente oplever mændene altså at blive tilskrevet egenskaber alene i kraft af deres køn. Og også mændene oplever, at dette smitter af på fordelingen af arbejdsopgaver, idet de kvindelige kollegaer ofte tilkalder dem til opgaver, som "kræver en mand", eksempelvis tunge løft, tekniske opgaver, vanskelige patienter med mere.
Det er dog karakteristisk, at de maskuline egenskaber og arbejdsopgaver har en højere status end de feminine egenskaber og arbejdsopgaver, hvorfor de mandlige sygeplejersker i højere grad end de kvindelige betjente synes at kunne drage fordel af deres køn.
I forlængelse heraf skal dog siges, at mændene selv bestemt ikke altid finder det nemt automatisk at blive tillagt positive egenskaber pga. deres køn. Eksempelvis oplever flere af mændene det generende at blive tilskrevet større ekspertise og kompetence, end de faktuelt er i besiddelse af. En mandlig sygeplejerske fortæller:
Det sociale samvær
Det er ikke kun med hensyn til det faglige, at de kvindelige betjente og de mandlige sygeplejersker har forskellige oplevelser. Også hvad angår det sociale samvær på arbejdspladserne, er der forskelle afhængigt af køn.
Hvor mændene i sygeplejen uden problemer kan distancere sig fra de kvindelige kollegaers "hønsegårdssnak", må kvinderne i politiet tilpasse sig mandehørmen, som tilsyneladende ikke tillægges samme negative ladning som hønsegårdssnakken! Dette til trods for, at snakken blandt de mandlige betjente ofte kommer ned under bæltestedet, ligesom mændene finder sammen i en fælles nedgørelse af kvindekønnet:
Mandefællesskaber og rødstrømpeklubber
Generelt er der stor forskel på, hvordan de kvindelige betjente og de mandlige sygeplejersker tackler det faktum, at de kønsmæssigt er i mindretal på deres arbejdsplads. Kvindernes beretninger efterlader et klart indtryk af, at de i vid udstrækning oplever, at de opfattes som repræsentanter for deres køn. De skal derfor hele tiden passe på ikke at være anledning til konklusionen: "Kvinder egner sig ikke til jobbet som betjent, kvinder passer ikke ind her!"
I stedet tilstræber de kvindelige betjente at være en del af helheden, dvs. ikke at blive skilt ud eller selv skille sig ud som kvinder, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at de undlader at søge sammen:
Det faktum, at de kvindelige betjente, selv om de er så få i deres fag, undlader at søge sammen, står i skarp kontrast til, hvad der er gældende blandt mændene i sygeplejen. Flere af de mandlige sygeplejersker fortæller nemlig, at de bevidst søger til specialer i sygeplejen, som har en stor koncentration af mænd (fx skadestuen og psykiatrien), og at de desuden på tværs af omsorgssektoren dyrker mandefællesskaber. En mandlig sygeplejerske fortæller herom:
Modsat de kvindelige betjente beretter ingen af de mandlige sygeplejersker om, at deres kvindelige kollegaer i sygeplejen skulle have problemer med mandefællesskaberne, hvilket peger på, at det tilsyneladende er mere accepteret, når mænd søger mandligt samvær, end når kvinder søger kvindeligt samvær?
Homo eller sej?
Også i mødet med det omgivende samfund afviger de kvindelige betjentes og de mandlige sygeplejerskers beretninger fra hinanden. En mandlig sygeplejerske fortæller:
Mændene i sygeplejen konfronteres dagligt med, at de afviger fra det gængse maskulinitetsbillede, hvilket bl.a. helt konkret kommer til udtryk ved, at patienter og pårørende stort set altid tager dem for at være portører eller læger.
Når de mandlige sygeplejersker tages for at være portør, betvivles deres evner som sygeplejerske, og når mændene omvendt tages for at være læge, konfronteres de med, at de ikke lever op til et maskulinitetsbillede, ifølge hvilket en mand har succes og høj status, hvorfor den mandlige sygeplejerske burde være læge og ikke sygeplejerske.
Den mest udbredte fordom er dog, at de mandlige sygeplejersker, siden de frivilligt vil påtage sig feminint arbejde, selv må være feminine, dvs. homoseksuelle. Og fordi mændene oplever, at deres valg af beskæftigelse signalerer ikke-mandighed, søger de konstant at (be)vise, at de, trods deres indtrængen i et kvindefag, er "rigtige mænd":
De kvindelige betjente møder ligesom de mandlige sygeplejersker en vis grad af vantro og undren over deres beskæftigelse, men denne er ikke forbundet med samme nedvurdering; tværtimod opfattes kvinderne af omgivelserne ofte som "seje", siden de formår at påtage sig mandearbejde.
Beretningerne fra de kvindelige betjente og de mandlige sygeplejersker viser ikke blot, at der eksisterer en lang række forventninger knyttet til køn, som får stor betydning for kvindernes og mændenes arbejdsvilkår på "det andet køns arbejdsmarked", men også, at de samfundsmæssige forestillingsbilleder marginaliserer det kvindelige og ser det som noget negativt - som en substandard - sammenlignet med det mandlige.
For de mandlige sygeplejersker får det den betydning, at de "lider" som følge af, at det i samfundet er forbundet med devaluering at udføre kvindearbejde. En mandlig sygeplejerske beretter:
Dilemmaet for mændene er derfor, at de med deres valg af beskæftigelse utilsigtet bryder med det herskende maskulinitetsbillede - mændenes selvforståelse er udpræget maskulin, men de oplever blandt omgivelserne at fremstå som feminine mænd, det vil sige umandige!
For de kvindelige betjente gælder det til gengæld, at de i tråd med deres feminine identifikation gerne vil betragtes som feminine, samtidig med at de er bevidste om, at hovedparten af deres overordnede og kollegaer ikke anser det feminine som værende værdifuldt. Dilemmaet for kvinderne i politiet bliver altså, at de vil accepteres som kvinder i et fag defineret af maskulinitet, og hvor alt det, der associeres med femininitet, betragtes som mindre værd.
Køn og erhvervsvalg
Undersøgelsen bekræfter i høj grad, at samfundets kønsstereotypier er en væsentlig faktor, hvis man skal søge at forstå arbejdsmarkedets kønsopdeling.
Der eksisterer fortsat en lang række fasttømrede forestillinger og forventninger knyttet til køn, som får stor betydning både for de kvinder, som er beskæftiget i mandefag og de mænd, som er beskæftiget i kvindefag. Og spørgsmålet er da, om ikke også disse fasttømrede kønsforestillinger og -forventninger i lige så høj grad får betydning, når unge tænker uddannelses- og erhvervsvalg.
Skal kønsarbejdsdelingen på arbejdsmarkedet brydes, handler det i høj grad om at flytte grænserne for, hvad personer af henholdsvis det ene og det andet køn bør, kan og må: Kønnet skal sættes til forhandling. Det er ikke mindst i forhold til uddannelses- og erhvervsvejledning af unge særligt vigtigt at forholde sig til spørgsmålet om, hvordan det undgås, at køn reduceres til stereotype rollebilleder, fordi vi ellers medvirker til at bevare de nuværende begrænsninger af både unge mænd og kvinders handlemuligheder.
I forhold til unges fremtid på arbejdsmarkedet er det derfor væsentligt, at vejlederne tænker i muligheder frem for i begrænsninger og ikke mindst tænker kvalifikationer frem for køn, således at kønsstereotypificeringen ikke medfører, at nogle uddannelser går glip af arbejdskraft, der afviger fra stereotyperne; fx handlingsorienterede kvinder og omsorgsfulde mænd.
Noter
(1) Undersøgelsen er mere grundigt præsenteret i bogen Køn på arbejde - mandlige sygeplejerskers og kvindelige politibetjentes arbejdsliv, som udkommer fra Aalborg Universitetsforlag i løbet af efteråret 2004.
(2) Arbejdsmarkedets kønssegregering kan ses i to aspekter; et horisontalt og et vertikalt. Med horisontal arbejdsdeling menes dét, at mænd og kvinder er fordelt på forskellige erhvervsfunktioner, i forskellige fag og har forskellige arbejdsfunktioner, selv inden for samme arbejdsplads og evt. også inden for samme fag. Den vertikale kønsarbejdsdeling henviser til, at det kvindelige køn ofte er dårligere stillet mht. løn, avancement, mobilitet og ofte varetager de mindre prestigefyldte arbejdsopgaver (Dahlerup 1989).
Billedet af den traditionelle politibetjent er mere eller mindre synonymt med mandlighed: autoritet, magt og fysisk styrke, mens billedet af sygeplejersken omvendt er mere eller mindre synonymt med kvindelighed: omsorg, pleje og moderlighed. Dette afspejler sig da også i netop disse to fags kønsmæssige sammensætning, idet kvinder udgør blot otte procent af den samlede politistyrke og mænd knap fire procent af det samlede antal sygeplejersker i Danmark.
Men hvordan er vilkårene for de mennesker, eksempelvis den mandlige sygeplejerske og den kvindelige politibetjent, som er trængt ind i et fag, som i den grad forbindes med og domineres af det modsatte køn og dermed har brudt med arbejdsmarkedets kønsopdeling?
Indimellem kommer jeg til at lide af - hvad mandlige sygeplejersker kalder - skovmandssyndrom. Det handler simpelthen om, at man får en vild og inderlig lyst til at havne i en lejr med ene mænd, og så bare gå og fælde træer! For nu kan det fandeme være nok! Mandlig sygeplejerske |
Nogle gange kan jeg godt føle, at den der jargon i kaffestuen smitter, så jeg også bliver lidt grov i munden. Det er ikke noget, jeg bevidst påtager mig, men det smitter ligesom af, ikke? Jeg prøver at holde lidt på formerne og huske på, at jeg ikke er en mand! Kvindelig betjent |
Denne artikel præsenterer nogle af resultaterne fra undersøgelsen Køn på arbejde (1). Undersøgelsens udgangspunkt er, at det danske arbejdsmarked – til trods for markante ændringer på arbejdsmarkedet og i arbejdes organisering de seneste 30-40 år – fortsat er kendetegnet ved i høj grad at være kønsopdelt. Formålet med undersøgelsen har været at bidrage til forståelsen af denne kønsopdeling ved at sætte fokus på den horisontale del af segregeringen (2), dvs. dét at såvel kvinder som mænd i høj grad er koncentreret i fag domineret af deres eget køn, de såkaldte enkønnede fag – eller sagt på en anden måde: "mandefag" og "kvindefag".
Minoritet i sit fag
Selvom mandlige sygeplejersker og kvindelige betjente har dét tilfælles, at begge parter kønsmæssigt er i mindretal inden for deres fag, er der alligevel stor forskel på, hvad det er for nogle konkrete udfordringer, de to køn står overfor.
Beretninger fra en række kvindelige politibetjente og en række mandlige sygeplejersker viser, at begge køn overordnet set trives i deres arbejde. Barriererne ved at trænge ind i "det andet køns fag" er altså ikke uoverstigelige. Og det er jo da en vigtig konklusion; ikke mindst i forhold til vejledning af de unge, der måtte have ønske om at vælge en kønsutraditionel uddannelse.
Samtidig kommer det hos såvel de interviewede mænd som kvinder dog også til udtryk, at de i deres arbejdsliv oplever en del spændingsfelter. Selvom langt de fleste af mændene og kvinderne tilsyneladende begår sig som kønsmæssige minoriteter, er deres valg af erhverv altså langt fra uproblematisk. Og derfor tegner disse utraditionelle mænd og kvinders fortællinger også det foruroligende billede, at det trods mange års ligestillingsarbejde stadig er vanskeligt at bryde kønsmønstrene på arbejdsmarkedet.
Har kvindelige betjente berettigelse?
Mange af de kvindelige betjente beretter om modstand og skepsis fra mandlige kollegaer og overordnede, som sætter spørgsmålstegn ved kvinders berettigelse i faget. Og fordi kvinderne automatisk bliver tillagt egenskaber, som generelt tilskrives kvindekønnet, eksempelvis fysisk svaghed og tilbageholdenhed, skal de hele tiden arbejde aktivt på at bevise, at de mestrer jobbet som betjent:
| Jeg blev ansat på en station, som ikke lagde skjul på, at jeg kun var kommet der, fordi ledelsen havde trumfet det igennem. Som kvinde har jeg oplevet at skulle bevise, at jeg var lige så god som de andre. |
Kvinderne beretter i deres fortællinger, at de til stadighed oplever, at der bliver lagt ekstra mærke til, hvad de gør, hvordan de er, og om det nu også er lige så godt, som når mændene udfylder samme funktion.
I samarbejdet tildeles kvinderne gerne opgaver, som anses for at være særligt egnede for kvinder (eksempelvis opgaver, som involverer børn og kvindelige borgere), og det hænder endvidere, at mandlige kollegaer beder om ekstra backup ud over den kvindelige kollega. Mændene i politiet søger desuden at beskytte kvinderne:
| Der har da været nogle vagthavende, som syntes, at de skulle passe på os kvinder; hvis det var sådan nogle voldsomme opgaver, tøvede de ligesom lidt med at sende os ud. |
Kvinderne problematiserer ikke det faktum, at de mandlige betjente - under foregivelse af hensyntagen - rent faktisk betvivler deres kompetencer, hvilket måske handler om, at de derved står over for et paradoks: På den ene side vil kvinderne gerne have "særbehandling", hvis denne er et udtryk for respekt for dem og deres femininitet. På den anden side vil kvinden altid være i tvivl om, hvorvidt særbehandlingen faktisk tildeles på grund af respekt, eller fordi manden ikke mener, at hun selv er kompetent til at udføre opgaven.
Mandlige sygeplejersker bydes velkommen
De mandlige sygeplejersker oplever det faglige samarbejde helt anderledes. Mændene fortæller ikke blot, at de trives med den ekstra opmærksomhed, det giver at være "ene hane i hønsegården", men også, at de i vid udstrækning bydes velkommen i den kvindedominerede sygepleje.
De mandlige sygeplejersker føler altså ikke på samme måde som de kvindelige betjente, at de skal bevise deres værd; tværtimod nyder mændene tilsyneladende stor professionel respekt og forventes at tilføje faget noget ekstra. Flere af de mandlige sygeplejersker fortæller desuden, at mænd i sygeplejen ofte tilskrives lederskab og en ganske særlig autoritet.
| Mange tror, at når nu man er en mand, så er man nok leder på afdelingen. Udefrakommende henvender sig i hvert fald altid til manden. Hvis jeg så skynder mig at sige, at dét er Karen, min afdelingssygeplejerske, eller Bodil, min souschef, så siger de pænt goddag til dem, og så snakker de videre og kigger på mig igen. |
Kønnede egenskaber?
På samme måde som de kvindelige betjente oplever mændene altså at blive tilskrevet egenskaber alene i kraft af deres køn. Og også mændene oplever, at dette smitter af på fordelingen af arbejdsopgaver, idet de kvindelige kollegaer ofte tilkalder dem til opgaver, som "kræver en mand", eksempelvis tunge løft, tekniske opgaver, vanskelige patienter med mere.
Det er dog karakteristisk, at de maskuline egenskaber og arbejdsopgaver har en højere status end de feminine egenskaber og arbejdsopgaver, hvorfor de mandlige sygeplejersker i højere grad end de kvindelige betjente synes at kunne drage fordel af deres køn.
I forlængelse heraf skal dog siges, at mændene selv bestemt ikke altid finder det nemt automatisk at blive tillagt positive egenskaber pga. deres køn. Eksempelvis oplever flere af mændene det generende at blive tilskrevet større ekspertise og kompetence, end de faktuelt er i besiddelse af. En mandlig sygeplejerske fortæller:
| Jeg føler det mange gange ubehageligt. Det irriterer mig. Så sent som i dag, da vores overlæge gik stuegang, så kommer han og siger: Hva', Nicolai, hvordan er det nu med det her? Så siger jeg: Det er du nødt til at spørge afdelingssygeplejersken om, for jeg aner ingenting om det! |
Det sociale samvær
Det er ikke kun med hensyn til det faglige, at de kvindelige betjente og de mandlige sygeplejersker har forskellige oplevelser. Også hvad angår det sociale samvær på arbejdspladserne, er der forskelle afhængigt af køn.
Hvor mændene i sygeplejen uden problemer kan distancere sig fra de kvindelige kollegaers "hønsegårdssnak", må kvinderne i politiet tilpasse sig mandehørmen, som tilsyneladende ikke tillægges samme negative ladning som hønsegårdssnakken! Dette til trods for, at snakken blandt de mandlige betjente ofte kommer ned under bæltestedet, ligesom mændene finder sammen i en fælles nedgørelse af kvindekønnet:
| Man skal kunne tåle at høre noget i sådan en mandeverden. Der bliver sagt grove ting. Bare jeg går ud i køkkenet, siger de eksempelvis: Bliv du derude, det kender du jo hjemmefra! Hvis man svarer igen, rotter de sig hurtigt sammen og begynder at køre på én. Så får man skudt i skoene, at man er præmenstruel eller sådan noget. |
Mandefællesskaber og rødstrømpeklubber
Generelt er der stor forskel på, hvordan de kvindelige betjente og de mandlige sygeplejersker tackler det faktum, at de kønsmæssigt er i mindretal på deres arbejdsplads. Kvindernes beretninger efterlader et klart indtryk af, at de i vid udstrækning oplever, at de opfattes som repræsentanter for deres køn. De skal derfor hele tiden passe på ikke at være anledning til konklusionen: "Kvinder egner sig ikke til jobbet som betjent, kvinder passer ikke ind her!"
I stedet tilstræber de kvindelige betjente at være en del af helheden, dvs. ikke at blive skilt ud eller selv skille sig ud som kvinder, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at de undlader at søge sammen:
| Jeg tror ikke, at kvindenetværk i politiet har særlig mange pigers interesse, fordi de ikke tør skille sig ud. Det vil jo straks blive kaldt for en rødstrømpebevægelse eller et eller andet lignende, og mændene vil gå på barrikaderne. |
Det faktum, at de kvindelige betjente, selv om de er så få i deres fag, undlader at søge sammen, står i skarp kontrast til, hvad der er gældende blandt mændene i sygeplejen. Flere af de mandlige sygeplejersker fortæller nemlig, at de bevidst søger til specialer i sygeplejen, som har en stor koncentration af mænd (fx skadestuen og psykiatrien), og at de desuden på tværs af omsorgssektoren dyrker mandefællesskaber. En mandlig sygeplejerske fortæller herom:
| Vi er kun 12 fastansatte mænd. Vi har lavet en mandeklub. For ligesom at styrke herresammenholdet. |
Modsat de kvindelige betjente beretter ingen af de mandlige sygeplejersker om, at deres kvindelige kollegaer i sygeplejen skulle have problemer med mandefællesskaberne, hvilket peger på, at det tilsyneladende er mere accepteret, når mænd søger mandligt samvær, end når kvinder søger kvindeligt samvær?
Homo eller sej?
Også i mødet med det omgivende samfund afviger de kvindelige betjentes og de mandlige sygeplejerskers beretninger fra hinanden. En mandlig sygeplejerske fortæller:
| Jeg spiller meget fodbold, en meget aggressiv form for fodbold. Det kunne mine holdkammerater ikke få til at hænge sammen med, at jeg var sygeplejerske (...) Sygeplejersker er forbundet med noget kvindeligt, og de spiller ikke fodbold og laver slet ikke frispark! |
Mændene i sygeplejen konfronteres dagligt med, at de afviger fra det gængse maskulinitetsbillede, hvilket bl.a. helt konkret kommer til udtryk ved, at patienter og pårørende stort set altid tager dem for at være portører eller læger.
Når de mandlige sygeplejersker tages for at være portør, betvivles deres evner som sygeplejerske, og når mændene omvendt tages for at være læge, konfronteres de med, at de ikke lever op til et maskulinitetsbillede, ifølge hvilket en mand har succes og høj status, hvorfor den mandlige sygeplejerske burde være læge og ikke sygeplejerske.
Den mest udbredte fordom er dog, at de mandlige sygeplejersker, siden de frivilligt vil påtage sig feminint arbejde, selv må være feminine, dvs. homoseksuelle. Og fordi mændene oplever, at deres valg af beskæftigelse signalerer ikke-mandighed, søger de konstant at (be)vise, at de, trods deres indtrængen i et kvindefag, er "rigtige mænd":
| Jeg er nok lidt slem til bare at sige, at jeg er på skadestuen. Det er ikke så kvindeligt. |
De kvindelige betjente møder ligesom de mandlige sygeplejersker en vis grad af vantro og undren over deres beskæftigelse, men denne er ikke forbundet med samme nedvurdering; tværtimod opfattes kvinderne af omgivelserne ofte som "seje", siden de formår at påtage sig mandearbejde.
Beretningerne fra de kvindelige betjente og de mandlige sygeplejersker viser ikke blot, at der eksisterer en lang række forventninger knyttet til køn, som får stor betydning for kvindernes og mændenes arbejdsvilkår på "det andet køns arbejdsmarked", men også, at de samfundsmæssige forestillingsbilleder marginaliserer det kvindelige og ser det som noget negativt - som en substandard - sammenlignet med det mandlige.
For de mandlige sygeplejersker får det den betydning, at de "lider" som følge af, at det i samfundet er forbundet med devaluering at udføre kvindearbejde. En mandlig sygeplejerske beretter:
| Mine kammerater havde utrolig meget sjov med, at jeg skulle tørre røv og sådan noget (...) En eller anden form for negativ holdning til, at "det kan du da ikke stå og lave, du kan da ikke lave sådan noget; det må der da være andre (underforstået kvinder) til!" Det har der været utrolig meget af: En mand kan da ikke være sygeplejerske! |
Dilemmaet for mændene er derfor, at de med deres valg af beskæftigelse utilsigtet bryder med det herskende maskulinitetsbillede - mændenes selvforståelse er udpræget maskulin, men de oplever blandt omgivelserne at fremstå som feminine mænd, det vil sige umandige!
For de kvindelige betjente gælder det til gengæld, at de i tråd med deres feminine identifikation gerne vil betragtes som feminine, samtidig med at de er bevidste om, at hovedparten af deres overordnede og kollegaer ikke anser det feminine som værende værdifuldt. Dilemmaet for kvinderne i politiet bliver altså, at de vil accepteres som kvinder i et fag defineret af maskulinitet, og hvor alt det, der associeres med femininitet, betragtes som mindre værd.
Køn og erhvervsvalg
Undersøgelsen bekræfter i høj grad, at samfundets kønsstereotypier er en væsentlig faktor, hvis man skal søge at forstå arbejdsmarkedets kønsopdeling.
Der eksisterer fortsat en lang række fasttømrede forestillinger og forventninger knyttet til køn, som får stor betydning både for de kvinder, som er beskæftiget i mandefag og de mænd, som er beskæftiget i kvindefag. Og spørgsmålet er da, om ikke også disse fasttømrede kønsforestillinger og -forventninger i lige så høj grad får betydning, når unge tænker uddannelses- og erhvervsvalg.
Skal kønsarbejdsdelingen på arbejdsmarkedet brydes, handler det i høj grad om at flytte grænserne for, hvad personer af henholdsvis det ene og det andet køn bør, kan og må: Kønnet skal sættes til forhandling. Det er ikke mindst i forhold til uddannelses- og erhvervsvejledning af unge særligt vigtigt at forholde sig til spørgsmålet om, hvordan det undgås, at køn reduceres til stereotype rollebilleder, fordi vi ellers medvirker til at bevare de nuværende begrænsninger af både unge mænd og kvinders handlemuligheder.
I forhold til unges fremtid på arbejdsmarkedet er det derfor væsentligt, at vejlederne tænker i muligheder frem for i begrænsninger og ikke mindst tænker kvalifikationer frem for køn, således at kønsstereotypificeringen ikke medfører, at nogle uddannelser går glip af arbejdskraft, der afviger fra stereotyperne; fx handlingsorienterede kvinder og omsorgsfulde mænd.
Noter
(1) Undersøgelsen er mere grundigt præsenteret i bogen Køn på arbejde - mandlige sygeplejerskers og kvindelige politibetjentes arbejdsliv, som udkommer fra Aalborg Universitetsforlag i løbet af efteråret 2004.
(2) Arbejdsmarkedets kønssegregering kan ses i to aspekter; et horisontalt og et vertikalt. Med horisontal arbejdsdeling menes dét, at mænd og kvinder er fordelt på forskellige erhvervsfunktioner, i forskellige fag og har forskellige arbejdsfunktioner, selv inden for samme arbejdsplads og evt. også inden for samme fag. Den vertikale kønsarbejdsdeling henviser til, at det kvindelige køn ofte er dårligere stillet mht. løn, avancement, mobilitet og ofte varetager de mindre prestigefyldte arbejdsopgaver (Dahlerup 1989).
Tidsskriftsnr.:
2004 nr. 4
Publiceringsdato:
22-11-2004
Kommentarer
Kommentarlink:
Kommenter link:
kommentarvisning:
Om forfatteren:
| |||||||
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz Annexstræde 5 2500 Valby T: 7228 2826 E: kundeservice@schultz.dk
Indstillinger for cookie-samtykke
Indstillinger for cookie-samtykke