Hvis bare de vejledte får noget god/opdateret/let tilgængelig/upartisk/appetitlig information om uddannelse og arbejde, så kan de tage velinformerede beslutninger. Og så fungerer overgangene i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet gnidningsfrit. Nemt, ikke?

Helen Colley udfordrer den rationelle ligning:

• Hvilke antagelser ligger bagved ’valg’?
• Hvad bliver usynligt, når der fokuseres meget på det individuelle valg?

Med eksempler fra engelske SOSU-assistenter, hvoraf mange gerne ville have været sygeplejersker, illustrerer hun, hvordan uddannelses- og erhvervsvalget i deres tilfælde handler om at nedjustere forventninger og ambitioner, snarere end om at vælge. Endsige vælge frit. For valg er ikke frie, men begrænset af klasse, køn, etnicitet og kulturel kapital. Spørgsmålet bliver derfor ikke: ”Er dette det rette job for mig?”, men: ”Kan jeg blive den rette til jobbet?”.

Det drejer sig om tilpasning og justering af valgmuligheder til det realistisk mulige. Det er denne proces som Helen Colley har fat i. Og hermed punkterer hun myten om det frie valg. Denne myte tilslører de reelle resultater af uligheder i samfundet, påpeger hun.

I forbindelse med den voldsomme retorik om videnssamfundets lyksaligheder, hvor nogle – en minoritet - folder deres personlige kompetencer ud i fuldt flor, fremhæver Helen Colley, at job i den service-sektor, som p.t. skaber flest nye job i UK, ikke er særligt glamourøse eller udtryk for (til)valg. De er udtryk for et fravalg. Eller for mangel på valgmuligheder.