Titel:
Det grå guld kan vejledes til at skinne igen
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Af jounalist Anne Mette Ehlers

Vejledning er essentiel og bør prioriteres højere for afskedigede seniormedarbejdere, siger Ulla Martens, rådgiver i genplaceringsvirksomheden AS/3.
Person:
Billede:
Ulla Martens
Navn:
Ulla Martens
E-mail:
Titel:
Rådgiver, AS/3
Arbejdssted:
Fotoreportage:
Lang tekst:

Lang og tro tjeneste er blevet umoderne, og der er dynamik på arbejdsmarkedet som aldrig før. Afhængig af branche og konjunktur kan der pludselig komme afskedigelser i farvandet, også i de virksomheder, hvor afskedigelser førhen yderst sjældent kom på tale.

En afskedigelse rammer altid hårdt, men det gør det ikke nemmere, at man er 50+: Trods mange år i virksomheden er man pludselig blevet ”kasseret”, og hvem siger, det er nemt at finde et nyt job. Det var ikke lige sådan, at arbejdslivet skulle ende.

Her er seniorvejledning essentiel og bør prioriteres højere, mener Ulla Martens, rådgiver i genplacerings- og rådgivningsvirksomheden AS/3. Hun er oprindeligt uddannet lærer og voksenvejleder, og hun har for AS/3 gennemført forskellige seniorprojekter for afskedigede seniorer, som her defineres som afskedigede mellem 50 og 60 år.

Ulla Martens er af den mening, at man bør forlade arbejdsmarkedet af eget valg, ikke fordi man er afskediget og nu føler sig tvunget til at gå på efterløn eller føler sig stemplet som gammel. Vejledningen kan og bør gøre en forskel i den situation, mener Ulla Martens.

En ny vejledningspolitisk retning mod livslang vejledning
Man kan spørge, om det ikke er nok at vejlede de unge om deres studie- og karrierevalg? De er trods alt på vej ind i arbejdslivet i stedet for ud. Tanken om at vejlede ældre går imod en traditionel vejledningspolitisk strategi om, at det er primært er de unge, der har brug for vejledning.

Men tanken om at vejlede ældre falder i tråd med nye vejledningspolitiske vinde i retning af livslang vejledning. I en resolution fra Rådet for Den Europæiske Union fra maj sidste år tages det for eksempel i betragtning, at vejledning kan være en stor hjælp for personer:
 

"der vender tilbage til arbejdsmarkedet efter perioder med frivillig eller ufrivillig ledighed eller arbejde i hjemmet, for arbejdstagere, der på grund af beskæftigelse i sektorer under omstrukturering er tvunget til at påtage sig nyt arbejde, og for ældre arbejdstagere og vandrende arbejdstagere."

Yderligere understreges det, at:
 
"Alle europæiske borgere bør, hvor det er relevant og under hensyn til de lokale forhold, have adgang til vejledning på alle stadier af livet, idet opmærksomheden især skal rettes mod enkeltpersoner og grupper, der er særligt udsatte."

Ulla Martens finder, at både de unge uddannelsessøgende og afskedigede ældre fortjener særlig opmærksomhed. Hun nævner paralleller mellem de to grupper, som gør det ekstra relevant med vejledning: Generelt har de, der står midt i et afgørende valg i deres liv, brug for vejledning, påpeger Ulla Martens. Det gælder den 15-årige, der skal vælge mellem hf og gymnasiet, og det gælder den afskedigede ældre medarbejder, der efter 30 års tro tjeneste skal tage stilling til efterløn, finde et nyt job eller måske gå efter at blive freelancer eller projektansat.

”Vejledning kan hjælpe den afskedigede senior til at finde sit værd igen og ruste ham bedre til at træffe sine valg. Et godt forberedt vejledningsforløb kan få seniorerne til hurtigere at slippe bitterheden fra afskedigelsen, der går ud over virkelysten og også kan ramme familien og helbredet. Næste skridt er at identificere og ”oversætte” kompetencer til eventuelle nye arbejdsområder”, siger Ulla Martens.

Derimod er Ulla Martens ikke fortaler for, at seniorer generelt har behov for en særlig vejledningsindsats: ”Jeg er ikke så vild med at putte folk i bokse. De ældre er ligeså forskellige, som for eksempel de 40-årige. De fleste klarer sig godt på arbejdsmarkedet, og udgør ikke noget ”problem”, tværtimod. Vi må fokusere på vejledningen af de afskedigede seniorer, der står foran nogle afgørende valg. – Både for den afskedigedes egen skyld, men også ud fra en samfundsøkonomisk betragtning”.

Frivilligt vejledningsforløb for afskedigede seniorer
Hvem har så ansvaret for, at afskedigede seniorer kommer i et vejledningsforløb? ”I dag er det først og fremmest arbejdsgiverens ansvar, at vejledningsopgaven med de afskedigede seniorer bliver løftet. Mange virksomheder er socialt ansvarlige og påtager sig gerne denne opgave, og det samme gør staten, amterne og kommunerne under de store afskedigelsesrunder,” siger Ulla Martens.

Men ifølge Ulla Martens bør et vejledningsforløb for afskedigede seniorer være et blivende, formaliseret tilbud til borgerne fra staten, da vejledningen er så afgørende for, hvordan det enkelte menneske kommer videre efter afskedigelsen. Det vejledningsforløb, Ulla Martens forestiller sig, skal i modsætning til kontaktforløbet i AF-regi være frivilligt og bestå af flere ugentlige møder med en vejleder i en periode, enten alene eller sammen med andre i samme situation. ”Formålet skal være, at senioren når frem til at træffe sit eget valg, hvad enten det er at fortsætte på arbejdsmarkedet, at trappe ned eller stoppe helt.”

Ulla Martens nævner et konkret seniorprojekt, som AS/3 har gennemført for Personalestyrelsen under statens store afskedigelsesrunde: To ud af tre kom i arbejde igen efter 17 uger, selv om der fra starten var tale om en meget bitter gruppe, der var tæt på at give op. Men ved at støtte sig til hinanden og til vejledningen, blev selvbilledet ”jeg er 58 år, så jeg er for gammel til, at nogen kan bruge mig”, vendt til, at der stadig var forskellige muligheder på arbejdsmarkedet. Og da størstedelen af seniorerne først havde indstillet sig på, at de ville ud på arbejdsmarkedet igen, gik de målrettet og engageret til opgaven.

I dag er der brug for det grå guld på arbejdsmarkedet, og størstedelen af det grå guld vil gerne bruges. Det er derfor naturligt, at vejledning af afskedigede seniorer er et område, der nu må prioriteres højere såvel af virksomheder som af samfundet, hvis det står til Ulla Martens.

Tidsskriftsnr.:
2005 nr. 1
Publiceringsdato:
03-02-2005
Kommentarer
Kommentarlink:
Kommenter link:

Ophavsret


© Schultz Information

Se vilkår og betingelser

kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 7228 2826  E: kundeservice@schultz.dk
Indstillinger for cookie-samtykke