Kort tekst:
Af journalist Anne Mette Ehlers
”Det er sjovest at vejlede nogle, hvor vejen til succes er kort. Men det er de 20 procent, der ikke gennemfører en erhvervskompetencegivende uddannelse, vi skal have fat i,” siger Per B. Christensen, formand for Børne- og Kulturchefforeningen.
”Det er sjovest at vejlede nogle, hvor vejen til succes er kort. Men det er de 20 procent, der ikke gennemfører en erhvervskompetencegivende uddannelse, vi skal have fat i,” siger Per B. Christensen, formand for Børne- og Kulturchefforeningen.
Person:
Billede: 
Navn:
Per B. Christensen
E-mail:
Titel:
Børne- og kulturdirektør i Næstved og formand for Børne- og Kulturchefforeningen
Arbejdssted:
Fotoreportage:
Lang tekst:
Børne- og kulturdirektør i Næstved, Per B. Christensen, er personligt udpeget af undervisningsministeren til det nationale dialogforum vedrørende vejledning. Her skal han bidrage med sit bud på den mest sammenhængende og hensigtsmæssige vejledning.
En af Per. B. Christensens mantraer er mere ledelse og styring i vejledningen. ”Et af formålene med vejledningsreformen er at få kvalitetssikret vejledningen, blandt andet at unge mennesker vælger en uddannelse og kommer hurtigt igennem. Det kræver en effektiv ledelse og tydelighed i forhold til vejledernes daglige indsats.”
Specielt ser han det som en vigtig ledelsesmæssig opgave for forvaltningschefer og UU-centre at afsætte ressourcer til at nå de unge, der er usikre og ikke særligt vedholdende i deres uddannelsesvalg. For hvis Danmark skal leve op til at være et videnssamfund, er der både brug for dem med mange talenter, og for dem med færre talenter.
Vejlederen som modkultur
For at opnå resultater i vejledningen, må vejlederne gerne stille sig på tværs, mener Per B. Christensen. ”Vejlederens rolle er ikke at snakke de unge efter munden. Det er underligt, hvis dét at sige imod og være kritisk, er at være formynderisk. Hvis man ukritisk forholder sig til, hvad et ungt menneske siger, så kerer man ikke om den unge, men lader man ham sejle sin egen sø. Modkulturen er vigtigt, specielt for de 20 procent, der ikke klarer sig så godt. De skal både have skub og træk. De skal hjælpes til uddannelser, der kan give dem lyst til at lære mere, og til at finde glæden ved at lære.”
Vejlederen skal også agere modkultur til de mere ressourcestærke unge, hvor mange i dag shopper rundt og har en markedstilgang til uddannelse: ”Der er ikke noget galt i at være fleksibel, som de unge er i dag. Vi har et dynamisk arbejdsmarked, og omstillingsparathed er en god ting, men det betyder ikke, at vi ikke skal stille krav og sige stop på et tidspunkt. For eksempel siger reformen, at de unge skal hurtigt igennem uddannelsessystemet. Det kan man godt problematisere, for der er unge, der skal have lov til at være mere søgende. Men der er også mange, som er meget sikre, og de behøver ikke et ekstra år i tiende klasse eller Indien.”
Vejledning, der tjener samfundet
For vejledere må det virke skræmmende, at vejledningen politisk kan reduceres til en klat cement i et fundament, hvor søjler som arbejdsmarkedets parter, regeringen, virksomheder og den internationale konkurrence bærer rammevilkårene for de kompetencer, landet har brug for. Altså rammevilkår, som vores uddannelsessystem – og vejlederne – skal leve op til i dag for at sikre landets fremtid i morgen.
For hvor bliver den vejledte af? Skal han eller hun blot støbes ind i vejledning og uddannelse for at opfylde samfundets krav om en arbejdsstyrke af høj kvalitet til videnssamfundet? Naturligvis helst med talent og speciale inden for innovation, kreativitet og omstillingsparathed, som også er landets talent og speciale?
Her bløder Per B. Christensen op: ”Jeg ser vejledning som en interaktion mellem samfundets og individets behov. Du er nødt til at stille de hardcore krav om effektivitet over for lyst, fordi vi skal have hele mennesker ud af det, som har lyst til at lære hele livet. At få de unge ind på hylderne er derfor måske kun kortsigtet cost-benefit i vejledningen. For er de ikke glade for valget, dropper de ud. Langsigtet cost-benefit i vejledningen er netop at opdyrke lysten. Man kan planlægge meget om uddannelse, men arbejdsmarked og beskæftigelse flytter sig hele tiden. En uddannelse vil altid være et afsæt: Hvis ikke arbejdsmarkedet passer, kan man bygge videre, men et fagligt fundament er aldrig spildt”.
En af Per. B. Christensens mantraer er mere ledelse og styring i vejledningen. ”Et af formålene med vejledningsreformen er at få kvalitetssikret vejledningen, blandt andet at unge mennesker vælger en uddannelse og kommer hurtigt igennem. Det kræver en effektiv ledelse og tydelighed i forhold til vejledernes daglige indsats.”
Specielt ser han det som en vigtig ledelsesmæssig opgave for forvaltningschefer og UU-centre at afsætte ressourcer til at nå de unge, der er usikre og ikke særligt vedholdende i deres uddannelsesvalg. For hvis Danmark skal leve op til at være et videnssamfund, er der både brug for dem med mange talenter, og for dem med færre talenter.
Vejlederen som modkultur
For at opnå resultater i vejledningen, må vejlederne gerne stille sig på tværs, mener Per B. Christensen. ”Vejlederens rolle er ikke at snakke de unge efter munden. Det er underligt, hvis dét at sige imod og være kritisk, er at være formynderisk. Hvis man ukritisk forholder sig til, hvad et ungt menneske siger, så kerer man ikke om den unge, men lader man ham sejle sin egen sø. Modkulturen er vigtigt, specielt for de 20 procent, der ikke klarer sig så godt. De skal både have skub og træk. De skal hjælpes til uddannelser, der kan give dem lyst til at lære mere, og til at finde glæden ved at lære.”
Vejlederen skal også agere modkultur til de mere ressourcestærke unge, hvor mange i dag shopper rundt og har en markedstilgang til uddannelse: ”Der er ikke noget galt i at være fleksibel, som de unge er i dag. Vi har et dynamisk arbejdsmarked, og omstillingsparathed er en god ting, men det betyder ikke, at vi ikke skal stille krav og sige stop på et tidspunkt. For eksempel siger reformen, at de unge skal hurtigt igennem uddannelsessystemet. Det kan man godt problematisere, for der er unge, der skal have lov til at være mere søgende. Men der er også mange, som er meget sikre, og de behøver ikke et ekstra år i tiende klasse eller Indien.”
Vejledning, der tjener samfundet
For vejledere må det virke skræmmende, at vejledningen politisk kan reduceres til en klat cement i et fundament, hvor søjler som arbejdsmarkedets parter, regeringen, virksomheder og den internationale konkurrence bærer rammevilkårene for de kompetencer, landet har brug for. Altså rammevilkår, som vores uddannelsessystem – og vejlederne – skal leve op til i dag for at sikre landets fremtid i morgen.
For hvor bliver den vejledte af? Skal han eller hun blot støbes ind i vejledning og uddannelse for at opfylde samfundets krav om en arbejdsstyrke af høj kvalitet til videnssamfundet? Naturligvis helst med talent og speciale inden for innovation, kreativitet og omstillingsparathed, som også er landets talent og speciale?
Her bløder Per B. Christensen op: ”Jeg ser vejledning som en interaktion mellem samfundets og individets behov. Du er nødt til at stille de hardcore krav om effektivitet over for lyst, fordi vi skal have hele mennesker ud af det, som har lyst til at lære hele livet. At få de unge ind på hylderne er derfor måske kun kortsigtet cost-benefit i vejledningen. For er de ikke glade for valget, dropper de ud. Langsigtet cost-benefit i vejledningen er netop at opdyrke lysten. Man kan planlægge meget om uddannelse, men arbejdsmarked og beskæftigelse flytter sig hele tiden. En uddannelse vil altid være et afsæt: Hvis ikke arbejdsmarkedet passer, kan man bygge videre, men et fagligt fundament er aldrig spildt”.
Tidsskriftsnr.:
2005 nr. 1
Publiceringsdato:
03-02-2005
Kommentarer
Kommentarlink:
Kommenter link:
kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz Annexstræde 5 2500 Valby T: 7228 2826 E: kundeservice@schultz.dk
Indstillinger for cookie-samtykke
Indstillinger for cookie-samtykke