Af journalist Anne Mette Ehlers
Den nye vejledningslov fra 2004 fastslår, at indsatsen i særlig grad skal målrettes unge med særligt behov for vejledning. Det gælder om at få fat på de svageste så tidligt som muligt. Loven skelner ikke mellem etniske minoriteter og danskere, understreger Anne Berglund, konsulent i Integrationsministeriet.
Anne Berglund er oprindeligt folkeskolelærer og uddannet vejleder. Hun har stor erfaring med vejledning af tosprogede unge fra 26 år som skole- og ungdomsvejleder på Nørrebro. I dag er Anne Berglund en del af Integrationsministeriets konsulentteam, der tager ud til kommuner, virksomheder og skoler for at forebygge og afhjælpe problemer vedrørende tosprogede unge. For eksempel ved at skaffe praktikpladser og uddannelsesmuligheder for disse.
Anne Berglund siger: "Uden uddannelse går det ikke i Danmark. I dag er 50 procent af elever med anden etnisk baggrund end dansk ikke i stand til at klare en ungdomsuddannelse. 66 procent af tosprogede mænd, der starter på en teknisk skole, falder fra. Det er fordi, de mangler faglige kompetencer. Der skal strammes op i undervisningen overalt, der skal stilles krav, så de er bedre rustet rent fagligt. God vejledning er ikke nok. Oveni er der generelt mangel på praktikpladser, og her står de tosprogede bagest i køen. Men jo bedre uddannede, jo nemmere er det at få de unge indenfor hos arbejdsgiverne."
Her har vejlederen en meget vigtig rolle som den tosprogedes "advokat". "Jo tættere vejlederen er på den enkelte unge og familie, jo bedre kan vejlederen "sælge" de unge over for arbejdsgiveren. Det gælder særligt dem, der har været ude i kriminalitet og ikke har en ren straffeattest," siger Anne Berglund.
Nye udfordringer
Med hensyn til kontakten mellem den vejledningssøgende og vejlederen er der ifølge Anne Berglund opstået nye udfordringer med den nye lov: Før var vejlederne tilknyttet en skole, men de var ikke fuldtidsvejledere. I dag befinder de sig på Ungdommens Uddannelsesvejledning, UU, som dækker flere kommuner.
Anne Berglund siger: "Vejlederne møder ikke Muhammed på gangen eller taler med lærerne i frikvartererne og kan derfor ikke se, hvordan det går. Derfor gælder det om at komme ud til eleverne, ud på skolerne. Vejlederne må arbejde tæt sammen med klasselæreren, så de véd, hvilke elever der har brug for den tætte snak om, hvad de er dygtige til, deres fritidsinteresser, drømme og deres fremtidsplaner, og hvad der stilles af krav i den forbindelse."
Det gælder om at påvirke de unge, så de bliver bedre i stand til at træffe et regulært valg: "Alt for mange vælger fra i stedet for at vælge til. Hvis man vil vælge, kræver det at man ved, hvor man vil hen. Det er vejledningens opgave at anvise vejen. Alt det med at opdrage til fornuftige værdier, respekt og tolerance lærer man både i hjemmet og i folkeskolen. Det er ikke vejledningens rolle. Primært handler vejledning om uddannelse og karriere," siger Anne Berglund.
Nye muligheder fra 6. klasse
Med den nye lov skal vejledningen starte fra 6. klasse. Det giver nye muligheder for at nå frem til de svageste tosprogede. Anne Berglund understreger nødvendigheden af at inddrage familien fra starten: "Familien er central for de tosprogede, nøjagtigt som for andre danskere. Derfor må vejledere være engagerede i familien. Men vi kan ikke i samme grad tage ting for givet, som vi gør hos os selv."
Opgaven er opfattende, og noget tyder på, at udviklingen i øjeblikket går i den forkerte retning. PISA-undersøgelsen viser, at førstegenerationsindvandrere klarer sig bedre end efterkommerne – undtagen i København. Det er katastrofalt. Vi skal derfor blive meget bedre til hurtigt at finde målgruppen blandt de tosprogede. Gruppen af tosprogede er lige så forskellig som den danske gruppe og skal behandles enkeltvis og med respekt. Det må aldrig blive mindste fællesnævner, vejlederne handler ud fra," slutter Anne Berglund.