Synet på multikulturel vejledning i Danmark
I et faghæfte om multikulturel vejledning (Undervisningsministeriet, 2002) hævdes det, at en del vejledere ikke magter det multikulturelle møde, fordi de ikke forstår eller ikke har indsigt i den vejledtes kultur. Den kulturelt reflekterende vejledning kræver ikke kun viden og forståelse om den andens kultur, kommunikative færdigheder og kompetencer i at begå sig i kulturmødet og psykologisk indsigt i de holdninger, værdier og følelser, som denne anden kultur kan fremkalde, men multikulturel vejledning må også være rettet mod vejlederens egen kultur og de specifikke kommunikationsmønstre og holdninger, værdier og følelser, som vejlederens kultur kan give anledning til.
Det er ikke så overraskende, men det rykker ved billede af den aktivt lyttende og empatiske vejleder, der på neutral og professionel vis og med de rette vejledningsteknikker formår at sætte sig ind i den vejledtes forståelsesunivers.
Vejlederens egen professionalitet er også en kultur og dermed en linse, der både skærper blikket for det man gerne vil se nærmere på - og samtidig er en begrænsning, fordi der i blikket er en blind vinkel, som er kulturelt bestemt. Derfor må den multikulturelle vejleder også være meget bevidst om valg af vejledningsteori.
I faghæftet opfordres vejledere med smag for det multikulturelle at benytte sig af Vance Peavys velkendte konstruktivistiske vejledningsteori, fordi denne teori bygger på det grundsyn, at virkeligheden er socialt konstrueret (Peavy, 1998). Vejlederens udgangspunkt ud fra denne tankegang er, at vi lever i et univers af talrige virkeligheder, og at kulturer er forskellige modeller eller bud på, hvordan man lever.
Hvem integrerer hvem?
Men det er for lidt – hævder jeg (Hansen, 1998, 2000). Indtager man udelukkende en konstruktivistisk og kulturpsykologisk tilgang til vejledning i multikulturelle sammenhænge, så forbliver man i rollen som den iagttagende og refleksive vejleder, der med historiefortællingsteknikker, leverumsdiagrammer og værdiskemaer mestrer den neutrale spejling af den andens værdiunivers. Dermed bringes den vejledte nok til større bevidsthed om de konstruktioner af virkeligheden, som denne ser og lever livet igennem, og et langt stykke hen ad vejen kan dette være en udmærket fremgangsmåde for vejlederen.
Men det er ikke nok, især ikke hvis vejlederen og den vejledte også skal være og leve sammen over et længere forløb. Fx som lærer og elev på en multietnisk skole. Et dybere niveau, som den konstruktivistiske vejledning sjældent når ned til, er der, hvor vejlederen og den vejledte mødes i en fælles undren over de værdier og holdninger, som de ankommer til vejledningsmødet med. For en sådan undren fordrer en sandhedssøgen, der når ud over den konstruktivistiske tænkning. Her spørges ikke kun "Hvad er de rette værdier for mig?" men "Hvad er de rette værdier for mennesket som sådan på tværs af de forskellige kulturer?"
Først når vi mødes i en sådan fælles undren, mødes vi ikke blot som dansker over for libaneser eller som professionel vejleder over for klient, men som ligeværdige mennesker. Når vejlederen undres sammen med den vejledte over, hvad kærlighed, respekt, demokrati, det gode liv, ære, etc. er, så nedbrydes det klare skel mellem hvem, der vejleder hvem, og hvem der integrerer hvem.
På de multietniske skoler er det i lige så høj grad elever af anden etnisk baggrund, der hjælper vejlederen (og læreren) til at forstå og integrere sig i det kosmopolitiske og multikulturelle samfund og forståelsesunivers, som det er vejlederen, der hjælper den vejledte ud over dennes (evt.) monokulturelle virkelighed. Den tyske poet og filosof Johann Wolfgang Goethe (1749-1832) beskriver denne fælles bestræbelse:
| “Som menneske, som borger elsker poeten sit fædreland; men hans kraft og hans poetiske fædreland er det gode, det ædle og det skønne, som ikke er forbundet med nogen speciel provins, og med noget specielt land, og som han griber og former, der hvor han finder det." |
Fra kulturelle rødder til eksistentielle rødder
Det er således ikke kun en større bevidsthed om vejlederens og den vejledtes kulturelle rødder, der må være målet for den multikulturelle vejleder. Men i endnu højere grad en bevidsthed om vejlederens og den vejledtes eksistentielle rødder. Det vil sige en optagethed af, hvad det er, vi har til fælles på tværs af de kulturelle forskelligheder og konstruktioner, når det gælder store og eksistentielle spørgsmål.
I den forstand er en etnisk kultur med dens traditioner, regler og vaner blot de stivnede fossiler af en mellemmenneskelig og levende søgen efter, hvad det er, der gør livet værd. Når vi undres, når vi filosoferer sammen, sker der en optøning af de begreber og konstruktioner, som hidtil har sat scenen for, hvad vi anså for at være det Sande, det Gode og det Skønne.
I en multikulturel vejledningssammenhæng handler det således ikke kun om at styrke vejlederens interkulturelle forståelse og kompetence, men også om at styrke vedkommendes eksistentielle kompetence eller dannelse. Det vil sige evne til - for en stund - at miste det sikre fodfæste og stå i det åbne sammen med den vejledte i en fælles sokratisk uvidenhed. Hvis man som vejleder grundlæggende vil spørge indholdsmæssigt til ens eget livssyn, værdier og grundlæggende antagelser for, hvad det gode liv er, så fordrer det, vil jeg hævde, en filosofisk og ikke kun en konstruktivistisk og kulturpsykologisk tilgang. Så må den multikulturelle vejleder også trænes i det man kalder "filosofisk vejledning" (Hansen 2000, 2003).
Filosofisk vejledning på en multietnisk skole på Nørrebro
En sådan filosofisk gruppevejledning - også kaldet den sokratiske dialoggruppe - har Heimdalsgades Overbygningsskole (HGO) på Nørrebro valgt at benytte sig af i perioden fra 2002-2005. HGO har elever fra 8.-10. klasse, hvoraf ca. 70% er af anden etnisk baggrund end den danske.
Igennem tre år har skolen deltaget i et forskningsbaseret udviklingsprojekt (Hansen 2002), hvor spørgsmålet har været, hvordan man bedst kan fremme den demokratiske dannelse på en multietnisk skole:Kan man blot overtage en dansk og monokulturel skoledemokratiopfattelse og lægge den ned over en multietnisk skole?
Vil det føre til, at det kun er visse danske værdier og syn på demokrati, der bliver italesat?
Hvordan kan man i højere grad skabe et fællesskab på tværs af de mange kulturer, der kan sikre et demokrati?
Projektet undersøger, om og hvordan det eventuelt lader sig gøre at udvikle en mere kosmopolitisk fællesskabsfølelse og nogle samtaleformer, der kan hjælpe både lærere, vejledere og elever med at reflektere over og sætte kritisk spørgsmålstegn ved egne kulturelle antagelser og værdier. Og således ikke kitte sig inde i en etnocentrisk gruppeegoisme ("kun vores kultur er den rette"), men åbne sig op for et undringsfællesskab.
Lærere og vejledere på skolen blev i løbet af disse år optrænet i brugen af den filosofiske vejledningsmetode, og lærere og vejledere har under observation afprøvet den sokratiske dialoggruppe med deres elever. Et af resultaterne af lærer-/vejlederevalueringen har været, at man har fundet metoden meget brugbar og et godt supplement i forhold til de vejlednings- og undervisningsformer, der ellers bliver benyttet på HGO (dvs. primært almindelig faglig undervisning og projektarbejdsformen).
Metoden får tydeligvis elever (og lærere) til at mødes over nogle emner og spørgsmål, de ellers ikke ville have taget op. Som fx da to kvindelige lærere igangsatte en sokratisk dialoggruppe med spørgsmålet "Hvad er den højeste kvindelige værdi?" med otte piger på 14-15 år, hvoraf nogle kom fra Tyrkiet, andre fra Libanon og Afghanistan og andre igen fra Danmark. Lærerne var begejstrede for forløbet, og som en af eleverne skrev i evalueringen: "Derhjemme snakker vi aldrig om den slags ting, og det er heller ikke noget, jeg snakker med mine veninder på skolen om. I hvert fald ikke på den måde. Det var spændende, jeg lærte at tænke..."
