Den forforståelse, som ligger i selve den tolkning, vi foretager os, er bærende for, hvordan vi tolker og forstår et nyt fænomen - samtidig med at noget bevares.
Først et eksempel fra min egen verden:
To uger før jul kom jeg til Københavns Hovedbanegård. Jeg havde haft tre dages undervisning og skulle hurtigt hjem. Der plejer at holde mange taxaer udenfor. Denne dag var der ingen. Jeg ventede 20 minutter, før en taxa endelig dukkede op. Mine tanker (min forforståelser) var, at der pga. "julefrokosttid" var meget brug for taxaer lige på dette tidspunkt. Jeg sagde det højt til taxachaufføren (jeg meldte hermed min forforståelse ud.). |
Altså, jeg fik revideret min forforståelse, men kun fordi jeg udmeldte og dermed fik tydeliggjort det, jeg tænkte. Jeg skal lige bemærke, at jeg i de foregående dage havde undervist i interkulturel kommunikation!
Min forforståelse er dybt forankret i min kulturelle arv. Eksemplet anskueliggør, hvor meget ens forforståelse kommer i forgrunden. Via den respons, jeg fik på min udmelding, fik jeg en ny erkendelse. Heraf slår jeg fast, ligesom Iben Jensen (Jensen, 1998), at forforståelser ikke er noget statisk, men hele tiden ændrer sig, efterhånden som ny viden og nye erfaringer forhandles på plads.
Et andet eksempel:
| En af mine irakiske venner, M. er en kendt digter fra et af de arabiske lande. Han har boet som flygtning i Danmark siden 1991. Jeg spurgte ham, om han kunne huske sit første møde med en vejleder. Da han hørte mit spørgsmål, grinede han, men sagde efterfølgende: "Det var forfærdeligt." M. havde glædet sig til mødet, som han udtrykte det: "Nu skulle vi jo samarbejde om min fremtid." M. kom med en rose til den kvindelige sagsbehandler og fremsagde nogle poetiske sætninger, som tolken skulle oversætte. Tolken havde det svært og sagsbehandleren ville ikke tage imod rosen, blev fuldstændig forvirret, og resultatet på samtalen var, at M. gik i vrede. |
Dette kunne tolkes som kulturbestemt, men det er ikke svaret. Den interkulturelle vejledningssamtale, samtalen mellem to individer med forskellige kulturbaggrunde, er mere kompleks.
Følgende begrebsramme anskueliggør de mange faktorer, der er i spil i den interkulturelle vejledningssamtale – i mødet mellem en vejleder med dansk baggrund og en vejledningssøgende med en ikke-vestlig baggrund. Jeg vil kalde modellen den kulturelle rygsæk.
Den kulturelle vejledningsrygsæk
Modellen anskueliggør de faktorer, der indvirker i vejledningssituationen, som jeg vil redegøre nærmere for i de følgende afsnit.
Vejlederen orienterer sig i forhold til vejledning ud fra bestemte mål, der er for vejledning – og ud fra nogle vejledningsteoretiske og metodemæssige betragtninger. Disse betragtninger har en forankring i en vestligt orienteret tænkning. Sandsynligvis har vejlederen i sin kulturelle vejlederrygsæk oplagret erfaringer med vejledningssøgende med anden etnisk baggrund.
Den vejledningssøgendes rygsæk er ukendt. Selvom det ydre, selve fremtoningen antyder noget, er indholdet meget broget. Indholdet er kulturtilpasning, også kaldet akkulturation, hvori der indgår forskellige former for kulturelle konflikter. Erfaringer, den vejledningssøgende har, vil muligvis ligge godt skjult i rygsækken. Måske er der slet ikke nogle erfaringer i forhold til valg af uddannelse og arbejde. Måske var det andre i familien, der bestemte, hvad man skulle være, når man "blev stor". Måske fandtes der i hjemlandet slet ikke den form for uddannelses-og erhvervsvejledning, som vejlederen nu vil tage i brug i samtalen?
Lad os åbne de to kulturelle rygsække og få vendt og undersøgt indholdet. Ligesom en anden rejsende må vi stille os nogle spørgsmål undervejs:
Det første spørgsmål, jeg stiller, er:
- Hvilken indvirkning har de senere års globale omvæltninger og
de hjemlige politiske udmeldinger haft i forhold til vejledning af flygtninge og indvandrere? - Hvad har du som vejleder oplevet i dit arbejde med etniske minoriteter?
Et eksempel fra undersøgelsen:
| En ung mand O. fra Afghanistan, var meget bekymret for sin mor i Kabul. På dette tidspunkt (2001) var der krig i hans hjemland, og han var her i Danmark uden at kunne hjælpe sin mor. Det fyldte selvfølgelig meget. |
Et andet eksempel:
| M., som nu har lært meget af den omgangstone, der er blandt danskere, siger: "Efter d. 11. september kan jeg mærke forskel. Det er sværere at komme i kontakt med danskere. Det er som om, man bliver mistænkeliggjort for terrorvirksomhed." |
Hvilke værdiorienteringer er der i uddannelses- og erhvervsvejledning?
I vejlederens rygsæk er der ganske givet Carl Rogers’ personcentrede metode, Egans problemløsningsmodel og Gunnel Linds vejledningsmodel "Femmeren". Vejlederen er jo blevet bekendt med disse teorier og metoder på vejlederuddannelsen.
Indholdet i de tre vejledningsmodeller er funderet i værdier, der dominerer i den vestlige kultur, som fx:
- Rogers’ empatibegreb og vægtning af øget selverkendelse
- Egans model, der lægger op til at blive bevidst, at anlægge nye perspektiver og at opstille mål
- Lindhs model, der vægter læreprocessen.
Har vi et varecertificat for vejledning?
Som vejledere ved vi, hvad vejledning er, men vi viser ikke tydeligt, hvilke ingredienser varen består af. I virkeligheden har uddannelses- og erhvervsvejledning sine rødder i en vestlig moderne tænkning, med et selv, som er i fokus: Selvbevidstheden er en integreret del af den vestlige kultur. Selvet ligger dybt i vores kultur. I vejledning udmønter det sig ved, at vi taler om holdninger, om at være selvbevidst, om at være selvsikker, om selvrealisering og om at tage beslutning selv.
Fra vejleders side har vi en forventning om, at den vejledningssøgende viser en vis form for åbenhed, vi fokuserer på det verbale, det følelsesmæssige. Vi spørger: "Hvad har du lyst til, hvad kan du lide?" Personer, der ikke har lyst til at åbne sig, kan opleves som personer, der har modstand og går i forsvar.
Vi oplever altså en "jeg-du"-orientering (Pedersen, 1997) som en positiv orientering, medens man i andre ikke-vestlige kulturer ikke ser identitet som et "selv" adskilt fra gruppen. Det en typisk fejlfortolkning, når vejledere mener, at vejledningssøgende fra asiatiske lande er mere afhængige, ude af stand til at tage beslutninger, mindre modne. I virkeligheden er det et faktum, at mange asiater ikke ser beslutningstagning som et individuelt gøremål (Pedersen 1997).
Hvem er rejselederen - eksperten?
Vejledning er en situation, hvor vi som vejledere forventer, at den vejledningssøgende skal arbejde ud fra "hjælp til selvhjælp"-princippet. Det er vejlederen, der spiller spørgsmål, lytter og responderer. Det er altså det talte ord, der er omdrejningspunktet.
Den vejledningssøgende derimod forventer, at du som vejleder er eksperten, som har svaret. Flere vejledere hører udtryk fra den vejledningssøgende som: "Du bestemmer."
I min undersøgelse viser der sig en tydelig forskel mellem vejledernes forforståelser og de vejledningssøgendes forforståelse i forhold til vejledning. De vejledningssøgende ønsker informationer om uddannelse og jobmuligheder, medens vejlederne forholder sig til uddannelses-og erhvervsvejledning ud fra de erfaringer, de har med vejledning af flygtninge og indvandrere. Vejlederen ved, at det er en læreproces.
I vejledernes forforståelse er der en klar tilkendegivelse af, at de vejledningssøgende mangler indsigt i forhold til de krav, der stilles på arbejdsmarkedet og i uddannelsessektoren.
Men vejledningssøgende, der er opvokset i en diktaturstat eller unge tosprogede, der er opvokset i familier med den traditionelle samfundstænkning, har en anden forventning til samtalen. Vejlederens holdninger er derfor ikke tydelige. De ligger skjulte - er underforståede.
Andet spørgsmål til eftertanke:
- Har du som vejleder oplevet, at du og den vejledningssøgende har forskellige værdiorienteringer?
| Eksempel: Vejledere giver ofte udtryk for, hvor svært det er for nogle flygtninge/indvandrere at forstå hensigten med praktik. At man skal lære, at man skal undersøge, tage initiativ, spørge, hvis man er i tvivl, lære at give feed-back, at arbejde i grupper og selv bede om hjælp. Dette er de såkaldte socio-kulturelle kompetencer, som den danske unge er vokset op med og har lært i den danske folkeskole. Det er nogle forudsætninger, der gælder i et moderne samfundsliv, på en uddannelse såvel som på en hvilken som helst arbejdsplads. |
Kultur som begreb
Der findes flere forskellige definitioner på kulturbegrebet, men overordnet kan kultur forklares som det
- beskrivende kulturbegreb
- det komplekse kulturbegreb (Jensen, 2000).
Det beskrivende kulturbegreb
I det beskrivende kulturbegreb er målet at forklare folks handlinger ud fra kulturbaggrund. Dermed går man ud fra, at alle er bærere af den samme kultur, og man er optaget af, at finde fællestræk inden for den samme kultur. Det problematiske ved begrebet er, at man arbejder ud fra et deterministisk synspunkt og dermed har vanskeligheder med at forklare/forstå de forandringer, der opstår pga. ydre påvirkninger.
Netop dette aspekt er en vigtig baggrundsforståelse, når man taler om kultur og vejledning i moderne tid/vore dage. Flygtningen/indvandreren er netop udsat for forandringer i mødet med en anden kultur, den danske, og er ude i nye relationer og nye oplevelser, der får indvirkning på personen.
Tredje spørgsmål til eftertanke:
- Hvilken betydning tillægger du kultur i forhold til vejledning af flygtninge og indvandrere?
| Eksempel: Lad os tage den unge muslimske kvindes tørklæde op af rygsækken. Hvis det skulle fortolkes ud fra det beskrivende kulturbegreb, ville man se på det religiøse aspekt: Muslimske kvinder skal have tildækket hovedet. Ofte vil vi have endnu en forforståelse: Kvinden er undertrykt, hendes mand bestemmer over hende. |
Jeg har fået fortolkninger, når jeg har spurgt den muslimske kvinde, hvad tørklædet betyder for hende. Tilkendegivelser såsom: "min kulturelle identitet", "jeg viser mig tydeligere", "det er mit eget valg", "at være noget".
Det komplekse kulturbegreb
Vejledere bliver altså nødt til at tage afsæt i det komplekse kulturbegreb og betragte det komplekse kulturbegreb som en social konstruktion, som et åbent begreb. Kultur kan kun defineres gennem sin praksis, dvs. gennem de tanker, følelser, holdninger og nye videnskonstruktioner, der kommer ned i rygsækken. Det er netop disse sociale konstruktioner, der gerne skulle komme til udtryk, komme frem i lyset, i vejledningssamtalen.
Iben Jensen (Jensen, 2000) definerer det komplekse kulturbegreb som den viden, de betydninger og de værdier, vi deler med hinanden. Ud fra den komplekse kulturforståelse er afsættet, at man på forhånd ikke kan vide:
- hvilke værdier, der er vigtige i en kultur
- om alle i en kultur deler de samme værdier.
Det er således en størrelse under evig forandring i mødet med andre. Det er et sæt af regler for konstruktion, fortolkning af verden og tilpasning til verden. Udtryk, der viser sig i vores eksplicitte og implicitte måder at handle, føle og reagere på. Den måde, vi agerer på, er tillært i vores kultur, og kommer til udtryk i vores eksplicitte adfærd og handlinger.
Ud over de eksplicitte konstruktioner har vi de implicitte. De er underforståede, de er optaget mere eller mindre bevidst, og vi er sandsynligvis ikke opmærksomme på, hvor og hvordan vi bruger dem. I vejledningssammenhæng må man forholde sig til de implicitte områder, fordi de rummer underforståede holdninger og meninger, der skal frem og bruges i det videre vejledningsforløb. Det er fx ikke uvæsentligt at vide, hvordan den vejledningssøgendes værdiorienteringer har indflydelse på valg af uddannelse. Eller om den vejledningssøgendes forståelsesramme kan være en hindrende faktor i vejledningen.
Når man betragter kultur som den måde, adfærd konstruerer sig på, vil man som en konsekvens heraf interessere sig for den samme viden som det beskrivende kulturbegreb indbefatter, men man vil gå et skridt videre til det komplekse kulturbegreb, altså få fat i de specifikke træk hos det enkelte individ såsom tænkemåde, følelser, holdninger og handlinger (Jensen, 2000). Dette vil få konsekvenser for vejledningen.
Hvordan man vejleder ud fra denne tænkning, er der desværre ikke plads til her.
Det indebærer et længere ophold på rejsen. Et ophold, hvor man som vejleder arbejder med at analysere sine samtaler og træne sig i at bruge den systemiske/konstruktivistiske spørgeteknik. Ligeledes at man bruger mappingmetode som validation og tilbyder de vejledningssøgende sociokultuelle træningsprogrammer - vejledningsmetoder, som Ishu Ishiyama (Ishiyama, 1997) har udviklet og bruger i forhold til vejledningssøgende med anden kulturbaggrund.
Det skjulte skulle dermed blive mindre skjult – for den vejledningssøgende og for vejlederen.
| |||||||
| |||||||
| |||||||
| |||||||
| |||||||
| |||||||
| |||||||
| |||||||
| |||||||
Indstillinger for cookie-samtykke