Kort tekst:
Om muligheder og barrierer for at forebygge frafald blandt etniske minoritetsunge på erhvervsuddannelserne
Person:
Billede: 
Navn:
Ulla Højmark Jensen
E-mail:
Titel:
Lektor ved Forskningsenhed i Vejledning, DPU
Arbejdssted:
Fotoreportage:
Lang tekst:
Dobbelt så mange etniske minoritetsunge falder fra deres ungdomsuddannelse sammenlignet med danske unge. På erhvervsuddannelserne er frafaldet størst, og her er det på nogle uddannelser 60% af de etniske minoritetsunge, der falder fra. De unge oplever, at nogle af de væsentlige årsager er praktikpladsproblemet og det høje faglige niveau på uddannelserne. Men hvad kan vejlederne og uddannelsesinstitutionerne gøre for at mindske frafaldet – i et tilpasnings- og et forandringsperspektiv?
På foranledning af Integrationsministeriets tænketank blev der i 2004 iværksat og gennemført en kvalitativ undersøgelse af frafaldsårsagerne blandt de etniske minoritetsunge på erhvervsuddannelserne (Jensen og Jørgensen 2005, Integrationsministeriet 2005 ). Baggrunden var statistiske opgørelser, der blotlagde alarmerende høje frafaldsrater for de etniske minoritetsunge, særlig på erhvervsuddannelserne. Man ønskede en årsagsafdækkende undersøgelse, der gik bag om tallene, og som skulle få de unge i tale, inddrage uddannelsesinstitutionerne, vejlederne, forældrene og virksomhederne.
Etniske minoritetsunge er ikke ens
Rapporten viser, at de etniske minoritetsunge har nogle fælles træk, men bestemt ikke er en homogen størrelse. Dette gælder heller ikke gruppen af unge, der falder fra deres erhvervsuddannelse. Hvor nogle unge med relativt få tiltag og uden de store problemer vil kunne fuldføre deres uddannelse, kræver andre grupper af etniske minoritetsunge en langt mere omfattende indsats, før de vil være i stand til at kunne gennemføre en erhvervsuddannelse. Spørgsmålet er så, i hvilket omfang det er den enkelte unge, der skal tilpasses de eksisterende strukturer og kulturer, og i hvilket omfang uddannelsesinstitutionerne skal tilpasse sig de unges behov.
For at kunne komme tættere på de forskellige grupper af etniske minoritetsunges forudsætninger og behov på erhvervsuddannelserne har vi opdelt dem i fire forskellige grupper. Disse grupper er teoretisk og empirisk funderede. Vi kalder grupperne: de isolerede, de fortrængende, de selvbevidste og de veltilpassede.
De isolerede
De isolerede er kendetegnet ved at være den gruppe af etniske minoritetsunge på erhvervsuddannelserne, som har det sværest. De har såvel faglige og sproglige besværligheder som sociale problemer, som de kæmper meget alene med. I bedste fald hører de til i en klike af andre etniske minoritetsunge, der heller ikke klarer sig så godt, men som kan give dem nogen identitet. Fagligt set er de dog ikke umiddelbart rustede til at kunne gennemføre en erhvervsuddannelse.
Disse unges forældre har typisk en meget løs tilknytning til arbejdsmarkedet og er oftest på overførselsindkomst. Ingen af forældrene snakker særlig godt dansk, og selv om de gerne vil have, at deres børn får en uddannelse, har de meget svært ved at bidrage med andet end at give dem kost og logi. Nogle af disse unge kan på uddannelsesinstitutionen udstråle en ligegyldighedsattitude som en slags beskyttelse mod nederlag. En attitude, som af mange lærere og vejledere tolkes som manglende motivation og udtryk for, at disse elever måske aldrig burde være startet på uddannelsen.
De centrale barrierer for de isolerede er deres lave faglige niveau og deres sprogkundskaber. Der kan være mange veje til at overvinde disse barrierer, men det er centralt at få de isolerede unge ind i en positiv udvikling, hvor såvel sociale netværk som faglig kompetence er omdrejningspunktet.
De fortrængende
De fortrængende er kendetegnet ved, at de har faglige problemer i nogle fag og ikke mestrer nuancerne i det danske sprog (overfladedansk). De klæder sig typisk ligesom deres danske kammerater og ønsker at fortrænge betydningen af deres etnicitet. Fx oplever de, at det nærmest er et tilfælde, at de snakker mere med andre etniske unge end med danske unge.
De er oftest de ældste i en søskendeflok, og der påhviler dem særlige forpligtelser i forhold til at tage sig af forældrene og i forhold til det at være forbillede for deres søskende. Særlig de selvstændighedskrævende arbejdsformer kan volde gruppen besvær. Disse arbejdsformer opleves som alt for løse og ustrukturerede med utydelige krav fra lærerens side.
De hører ikke til blandt den fagligt dygtigste gruppe af eleverne, og de har derfor også ekstra svært ved at få en praktikplads. Netop denne gruppe er glade for at gå i skolepraktikordningen, da alternativet ofte vil være, at de ikke kan gennemføre deres uddannelse.
De centrale barrierer for de fortrængende er det faglige niveau i bestemte fag (til dels også deres sprogkundskaber), problemer med selvstændighedskrævende arbejdsformer og deres begrænsede danske, sociale netværk.
De selvbevidste
De selvbevidste er kendetegnet ved, at de klarer sig meget godt på erhvervsuddannelserne fagligt set, omend de har visse problemer med nuancerne i det danske sprog i daglig tale, da de primært kun taler dansk på uddannelsesinstitutionen. De har typisk ældre søskende og kan få nogen hjælp og vejledning af disse (eller deres etniske netværk) i forhold til at klare deres uddannelse.
Oftest er gruppen af selvbevidste stolte af deres etnicitet og har en religiøs bevidsthed, der betyder meget for deres måde at leve på. De oplever, at de selv har fundet en god måde at kombinere religiøsitet og moderne livsførelse på, og de er ofte i opposition til deres forældre og deres måde at være religiøse på. De unge er glade for at studere og er fagligt set dem, der hører til de dygtige elever på erhvervsskolerne.
De centrale barrierer for de selvbevidste er, at de ikke kan få en praktikplads, og at deres danske netværk er meget begrænset. Det sidste kan også betyde, at de selvbevidste har problemer med at beherske nuancerne i det danske sprog, fx ironi og dobbelttydninger. De kan også have lidt faglige problemer i enkelte fag.
De veltilpassede
De veltilpassede er kendetegnet ved, at de er den mest velintegrerede gruppe af etniske minoritetsunge på erhvervsuddannelserne. Når de falder fra, er det langt oftest, fordi de ikke kan få en praktikplads. Nogle i denne gruppe falder også fra, fordi de hellere vil noget andet og derfor skifter uddannelse.
De kommer typisk fra hjem, hvor forældrene har kontakt til arbejdsmarkedet og taler godt dansk. Ofte bor de i ikke-ghettolignende områder, og de har såvel danske venner som etniske minoritetsvenner.
Mange unge i denne gruppe har et udtalt ønske om en særlig profession (frisør, elektriker…), og de er meget glade for at gå på uddannelsen, hvor selvstændighedskrævende arbejdsformer og gruppearbejde passer dem fint.
Den centrale barriere for de veltilpassede er altså, at de ikke kan få en praktikplads. Nogle af dem er, ligesom mange danske unge, søgende i forhold til at være sikker på, om deres uddannelse nu også lever op til deres forventninger, og i denne proces er det vigtigt, at erhvervsuddannelserne giver de unge nogle faglige og sociale udfordringer, samt at de unge har adgang til vejledning.
De fire gruppers forskellige problemer
Opsamlende kan man sige, at hvor frafaldet for gruppen af unge, som tilhører de isolerede og de fortrængende, primært handler om manglende faglige og sproglige kompetencer, handler det for de selvbevidste og de veltilpassede primært om, at de ikke kan få en praktikplads.
Et svagt, dansk netværk er især et problem for de isolerede og de selvbevidste, mens de selvstændighedskrævende arbejdsformer særligt er et problem for de isolerede og de fortrængende.
Dette peger således i retning af, at en differentiering mellem de forskellige grupper af unge er en fordel, hvis man ønsker at målrette indsatser med størst mulige effekt. Men hvordan skal tiltagene designes, og hvilke indsatser gavner hvilke grupper mest?
Forebyggelse af frafald i et tilpasningsperspektiv
I et tilpasningsperspektiv vil man anlægge det syn, at de unge mangler noget (en faglig ballast, et nuanceret sprog, sociale relationer), og for at kunne passe ind på uddannelsesinstitutionen skal de kompenseres for dette. Det, de mangler, skal de have tilbudt (særskilte tiltag). Disse tiltag kan tage form af fx kurser og samtaler, som ligger før studiestart, eller det kan være noget særskilt, der tilbydes sideløbende uden for den almindelige skoletid. De unge konfronteres kontinuerligt med, at de er et problem, fordi de ikke "passer ind" og ikke er "dygtige nok". Institutionerne kan give dem forskellige tilbud, men ansvaret for at tilpasse sig, "komme på niveau", påhviler de unge selv.
For de isolerede, de fortrængende og de selvbevidste er tilpasningsstrategien langt fra altid frugtbar. Disse tre grupper af etniske minoritetsunge har det tilfælles, at deres sociale netværk på uddannelsesinstitutionen ikke er særlig udbygget, og det er i sig selv en væsentlig årsag til frafaldet. Hvis grupperne skilles yderligere ud fra det sociale fællesskab og stigmatiseres som dem, der er særlige og ikke passer ind, forstærkes tendenserne til eksklusion.
Forebyggelse af frafald i et forandringsperspektiv
I et forandringsperspektiv vil det være mere relevant at finde frem til nogle undervisningsformer og vejledningstiltag, der kan sikre, at alle elever har mulighed for at tage afsæt i deres individuelle forudsætninger og kompetencer. En sådan differentieret undervisningsform/vejledningsindsats m.v. bygger på antagelsen om, at alle elever har noget at bidrage med, og alle har ressourcer og viden, der er værd at inddrage i et fælles projekt – til alles fordel. Det centrale er således, at det er hele uddannelsesinstitutionens opgave at være så rummelig og fleksibel i sin struktur og kultur, at den kan rumme de unge – og ansvaret for, at de unge trives og lærer noget, er såvel institutionens som de unges.
De fleste kan blive enige om, at dette perspektiv er en god indgang til at forebygge frafald over en bred kam - problemet er primært konkretiseringen. Mange professionelle stiller sig tvivlende og famlende i forhold til, hvordan dette inkluderende forandringsperspektiv realiseres i en praksis på uddannelsesinstitutionerne.
Tilpasning eller forandring på erhvervsuddannelserne
Beretninger fra såvel lærere og elever som vejledere på erhvervsuddannelserne viser, at selv om man flere steder taler om, hvordan man skal bygge videre på de etniske minoritetsunges ressourcer og kompetencer, er der i praksis en tydelig fokus på de etniske minoritetsunges mangler og problemer. Den tilpasningsorienterede linje synes at være den mest dominerende.
Undersøgelsen viser, at vejlederen spiller en meget vigtig rolle for de etniske minoritetsunges uddannelsesforløb, men mange vejledere føler, at de mangler redskaber til at håndtere nogle af de særlige problemer (sproglige forbistringer, reproduktion af etnisk arv m.m.), som knytter sig til vejledningen af de etniske minoritetsunge. Et forhold, som besværliggøres af, at der kan anlægges et forandringsperspektiv.
Som eksempel på et aspekt, der kræver viden om etniske minoritetsunges særlige problemstillinger, kan nævnes de sproglige forbistringer. Det kan fx være, at en vejleder oplever, at en etnisk minoritetsung er meget krævende. Den unge siger "skaf mig en praktikplads". Sprogligt kan udsagnet tolkes som en direkte oversættelse fra tyrkisk, hvor man ikke anvender bydeformer. Den unge vil gerne bede vejlederen om hjælp, men får i stedet provokeret/irriteret vejlederen. I et tilpasningsperspektiv kan man sige, at det påhviler den unge at kunne udtrykke sig nuanceret, mens man i et forandringsperspektiv også kan forvente, at vejlederen ved noget om sprog og kultur og dermed er i stand til at tolke og forstå de etniske minoritetsunge.
Interviewene med vejlederne viser således, at vejlederne generelt har en stor vilje til at vejlede i et forandringsperspektiv, hvor de bygger videre på ressourcer i stedet for at se på mangler, men i deres praksis oplever de, at det ikke altid kan lade sig gøre. Af undersøgelsen fremgår det bl.a., at de etniske minoritetsunge, der falder fra ofte først har kontakt til en vejleder, når beslutningen om udmeldelse er taget. De unge giver udtryk for, at dette skyldes, at de ikke kender vejlederen eller kun har haft en meget sporadisk kontakt, hvor det har været uklart for dem, hvad de kunne bruge en vejleder til. Modsat oplever de etniske minoritetsunge, der klarer sig godt på deres uddannelser, at de har en god kontakt til deres vejleder. Disse unge oplever vejlederen som en af de eneste kilder til kvalificeret viden om uddannelsesmuligheder, og vejlederne omtales som autoriteter (positive), der kan være afgørende for valg af uddannelsesretning.
Skal vejlederne have mulighed for at spille en afgørende rolle i forebyggelse af de etniske minoritetsunges frafald, bør det overvejes, hvordan man bedst sikrer, at vejledningen (og uddannelsesinstitutionerne) kan anlægge et forandringsperspektiv.
På foranledning af Integrationsministeriets tænketank blev der i 2004 iværksat og gennemført en kvalitativ undersøgelse af frafaldsårsagerne blandt de etniske minoritetsunge på erhvervsuddannelserne (Jensen og Jørgensen 2005, Integrationsministeriet 2005 ). Baggrunden var statistiske opgørelser, der blotlagde alarmerende høje frafaldsrater for de etniske minoritetsunge, særlig på erhvervsuddannelserne. Man ønskede en årsagsafdækkende undersøgelse, der gik bag om tallene, og som skulle få de unge i tale, inddrage uddannelsesinstitutionerne, vejlederne, forældrene og virksomhederne.
Etniske minoritetsunge er ikke ens
Rapporten viser, at de etniske minoritetsunge har nogle fælles træk, men bestemt ikke er en homogen størrelse. Dette gælder heller ikke gruppen af unge, der falder fra deres erhvervsuddannelse. Hvor nogle unge med relativt få tiltag og uden de store problemer vil kunne fuldføre deres uddannelse, kræver andre grupper af etniske minoritetsunge en langt mere omfattende indsats, før de vil være i stand til at kunne gennemføre en erhvervsuddannelse. Spørgsmålet er så, i hvilket omfang det er den enkelte unge, der skal tilpasses de eksisterende strukturer og kulturer, og i hvilket omfang uddannelsesinstitutionerne skal tilpasse sig de unges behov.
For at kunne komme tættere på de forskellige grupper af etniske minoritetsunges forudsætninger og behov på erhvervsuddannelserne har vi opdelt dem i fire forskellige grupper. Disse grupper er teoretisk og empirisk funderede. Vi kalder grupperne: de isolerede, de fortrængende, de selvbevidste og de veltilpassede.
De isolerede
De isolerede er kendetegnet ved at være den gruppe af etniske minoritetsunge på erhvervsuddannelserne, som har det sværest. De har såvel faglige og sproglige besværligheder som sociale problemer, som de kæmper meget alene med. I bedste fald hører de til i en klike af andre etniske minoritetsunge, der heller ikke klarer sig så godt, men som kan give dem nogen identitet. Fagligt set er de dog ikke umiddelbart rustede til at kunne gennemføre en erhvervsuddannelse.
Disse unges forældre har typisk en meget løs tilknytning til arbejdsmarkedet og er oftest på overførselsindkomst. Ingen af forældrene snakker særlig godt dansk, og selv om de gerne vil have, at deres børn får en uddannelse, har de meget svært ved at bidrage med andet end at give dem kost og logi. Nogle af disse unge kan på uddannelsesinstitutionen udstråle en ligegyldighedsattitude som en slags beskyttelse mod nederlag. En attitude, som af mange lærere og vejledere tolkes som manglende motivation og udtryk for, at disse elever måske aldrig burde være startet på uddannelsen.
De centrale barrierer for de isolerede er deres lave faglige niveau og deres sprogkundskaber. Der kan være mange veje til at overvinde disse barrierer, men det er centralt at få de isolerede unge ind i en positiv udvikling, hvor såvel sociale netværk som faglig kompetence er omdrejningspunktet.
De fortrængende
De fortrængende er kendetegnet ved, at de har faglige problemer i nogle fag og ikke mestrer nuancerne i det danske sprog (overfladedansk). De klæder sig typisk ligesom deres danske kammerater og ønsker at fortrænge betydningen af deres etnicitet. Fx oplever de, at det nærmest er et tilfælde, at de snakker mere med andre etniske unge end med danske unge.
De er oftest de ældste i en søskendeflok, og der påhviler dem særlige forpligtelser i forhold til at tage sig af forældrene og i forhold til det at være forbillede for deres søskende. Særlig de selvstændighedskrævende arbejdsformer kan volde gruppen besvær. Disse arbejdsformer opleves som alt for løse og ustrukturerede med utydelige krav fra lærerens side.
De hører ikke til blandt den fagligt dygtigste gruppe af eleverne, og de har derfor også ekstra svært ved at få en praktikplads. Netop denne gruppe er glade for at gå i skolepraktikordningen, da alternativet ofte vil være, at de ikke kan gennemføre deres uddannelse.
De centrale barrierer for de fortrængende er det faglige niveau i bestemte fag (til dels også deres sprogkundskaber), problemer med selvstændighedskrævende arbejdsformer og deres begrænsede danske, sociale netværk.
De selvbevidste
De selvbevidste er kendetegnet ved, at de klarer sig meget godt på erhvervsuddannelserne fagligt set, omend de har visse problemer med nuancerne i det danske sprog i daglig tale, da de primært kun taler dansk på uddannelsesinstitutionen. De har typisk ældre søskende og kan få nogen hjælp og vejledning af disse (eller deres etniske netværk) i forhold til at klare deres uddannelse.
Oftest er gruppen af selvbevidste stolte af deres etnicitet og har en religiøs bevidsthed, der betyder meget for deres måde at leve på. De oplever, at de selv har fundet en god måde at kombinere religiøsitet og moderne livsførelse på, og de er ofte i opposition til deres forældre og deres måde at være religiøse på. De unge er glade for at studere og er fagligt set dem, der hører til de dygtige elever på erhvervsskolerne.
De centrale barrierer for de selvbevidste er, at de ikke kan få en praktikplads, og at deres danske netværk er meget begrænset. Det sidste kan også betyde, at de selvbevidste har problemer med at beherske nuancerne i det danske sprog, fx ironi og dobbelttydninger. De kan også have lidt faglige problemer i enkelte fag.
De veltilpassede
De veltilpassede er kendetegnet ved, at de er den mest velintegrerede gruppe af etniske minoritetsunge på erhvervsuddannelserne. Når de falder fra, er det langt oftest, fordi de ikke kan få en praktikplads. Nogle i denne gruppe falder også fra, fordi de hellere vil noget andet og derfor skifter uddannelse.
De kommer typisk fra hjem, hvor forældrene har kontakt til arbejdsmarkedet og taler godt dansk. Ofte bor de i ikke-ghettolignende områder, og de har såvel danske venner som etniske minoritetsvenner.
Mange unge i denne gruppe har et udtalt ønske om en særlig profession (frisør, elektriker…), og de er meget glade for at gå på uddannelsen, hvor selvstændighedskrævende arbejdsformer og gruppearbejde passer dem fint.
Den centrale barriere for de veltilpassede er altså, at de ikke kan få en praktikplads. Nogle af dem er, ligesom mange danske unge, søgende i forhold til at være sikker på, om deres uddannelse nu også lever op til deres forventninger, og i denne proces er det vigtigt, at erhvervsuddannelserne giver de unge nogle faglige og sociale udfordringer, samt at de unge har adgang til vejledning.
De fire gruppers forskellige problemer
Opsamlende kan man sige, at hvor frafaldet for gruppen af unge, som tilhører de isolerede og de fortrængende, primært handler om manglende faglige og sproglige kompetencer, handler det for de selvbevidste og de veltilpassede primært om, at de ikke kan få en praktikplads.
Et svagt, dansk netværk er især et problem for de isolerede og de selvbevidste, mens de selvstændighedskrævende arbejdsformer særligt er et problem for de isolerede og de fortrængende.
Dette peger således i retning af, at en differentiering mellem de forskellige grupper af unge er en fordel, hvis man ønsker at målrette indsatser med størst mulige effekt. Men hvordan skal tiltagene designes, og hvilke indsatser gavner hvilke grupper mest?
Forebyggelse af frafald i et tilpasningsperspektiv
I et tilpasningsperspektiv vil man anlægge det syn, at de unge mangler noget (en faglig ballast, et nuanceret sprog, sociale relationer), og for at kunne passe ind på uddannelsesinstitutionen skal de kompenseres for dette. Det, de mangler, skal de have tilbudt (særskilte tiltag). Disse tiltag kan tage form af fx kurser og samtaler, som ligger før studiestart, eller det kan være noget særskilt, der tilbydes sideløbende uden for den almindelige skoletid. De unge konfronteres kontinuerligt med, at de er et problem, fordi de ikke "passer ind" og ikke er "dygtige nok". Institutionerne kan give dem forskellige tilbud, men ansvaret for at tilpasse sig, "komme på niveau", påhviler de unge selv.
For de isolerede, de fortrængende og de selvbevidste er tilpasningsstrategien langt fra altid frugtbar. Disse tre grupper af etniske minoritetsunge har det tilfælles, at deres sociale netværk på uddannelsesinstitutionen ikke er særlig udbygget, og det er i sig selv en væsentlig årsag til frafaldet. Hvis grupperne skilles yderligere ud fra det sociale fællesskab og stigmatiseres som dem, der er særlige og ikke passer ind, forstærkes tendenserne til eksklusion.
Forebyggelse af frafald i et forandringsperspektiv
I et forandringsperspektiv vil det være mere relevant at finde frem til nogle undervisningsformer og vejledningstiltag, der kan sikre, at alle elever har mulighed for at tage afsæt i deres individuelle forudsætninger og kompetencer. En sådan differentieret undervisningsform/vejledningsindsats m.v. bygger på antagelsen om, at alle elever har noget at bidrage med, og alle har ressourcer og viden, der er værd at inddrage i et fælles projekt – til alles fordel. Det centrale er således, at det er hele uddannelsesinstitutionens opgave at være så rummelig og fleksibel i sin struktur og kultur, at den kan rumme de unge – og ansvaret for, at de unge trives og lærer noget, er såvel institutionens som de unges.
De fleste kan blive enige om, at dette perspektiv er en god indgang til at forebygge frafald over en bred kam - problemet er primært konkretiseringen. Mange professionelle stiller sig tvivlende og famlende i forhold til, hvordan dette inkluderende forandringsperspektiv realiseres i en praksis på uddannelsesinstitutionerne.
Tilpasning eller forandring på erhvervsuddannelserne
Beretninger fra såvel lærere og elever som vejledere på erhvervsuddannelserne viser, at selv om man flere steder taler om, hvordan man skal bygge videre på de etniske minoritetsunges ressourcer og kompetencer, er der i praksis en tydelig fokus på de etniske minoritetsunges mangler og problemer. Den tilpasningsorienterede linje synes at være den mest dominerende.
Undersøgelsen viser, at vejlederen spiller en meget vigtig rolle for de etniske minoritetsunges uddannelsesforløb, men mange vejledere føler, at de mangler redskaber til at håndtere nogle af de særlige problemer (sproglige forbistringer, reproduktion af etnisk arv m.m.), som knytter sig til vejledningen af de etniske minoritetsunge. Et forhold, som besværliggøres af, at der kan anlægges et forandringsperspektiv.
Som eksempel på et aspekt, der kræver viden om etniske minoritetsunges særlige problemstillinger, kan nævnes de sproglige forbistringer. Det kan fx være, at en vejleder oplever, at en etnisk minoritetsung er meget krævende. Den unge siger "skaf mig en praktikplads". Sprogligt kan udsagnet tolkes som en direkte oversættelse fra tyrkisk, hvor man ikke anvender bydeformer. Den unge vil gerne bede vejlederen om hjælp, men får i stedet provokeret/irriteret vejlederen. I et tilpasningsperspektiv kan man sige, at det påhviler den unge at kunne udtrykke sig nuanceret, mens man i et forandringsperspektiv også kan forvente, at vejlederen ved noget om sprog og kultur og dermed er i stand til at tolke og forstå de etniske minoritetsunge.
Interviewene med vejlederne viser således, at vejlederne generelt har en stor vilje til at vejlede i et forandringsperspektiv, hvor de bygger videre på ressourcer i stedet for at se på mangler, men i deres praksis oplever de, at det ikke altid kan lade sig gøre. Af undersøgelsen fremgår det bl.a., at de etniske minoritetsunge, der falder fra ofte først har kontakt til en vejleder, når beslutningen om udmeldelse er taget. De unge giver udtryk for, at dette skyldes, at de ikke kender vejlederen eller kun har haft en meget sporadisk kontakt, hvor det har været uklart for dem, hvad de kunne bruge en vejleder til. Modsat oplever de etniske minoritetsunge, der klarer sig godt på deres uddannelser, at de har en god kontakt til deres vejleder. Disse unge oplever vejlederen som en af de eneste kilder til kvalificeret viden om uddannelsesmuligheder, og vejlederne omtales som autoriteter (positive), der kan være afgørende for valg af uddannelsesretning.
Skal vejlederne have mulighed for at spille en afgørende rolle i forebyggelse af de etniske minoritetsunges frafald, bør det overvejes, hvordan man bedst sikrer, at vejledningen (og uddannelsesinstitutionerne) kan anlægge et forandringsperspektiv.
Tidsskriftsnr.:
2005 nr. 2
Publiceringsdato:
04-05-2005
Kommentarer
Kommentarlink:
Kommenter link:
kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz Annexstræde 5 2500 Valby T: 7228 2826 E: kundeservice@schultz.dk
Indstillinger for cookie-samtykke
Indstillinger for cookie-samtykke