Mange uddannelsessteder er ikke gearede til at imødekomme unge handicappedes behov. Derfor kan disse unge have svært ved at begå sig i uddannelsessystemet. Et problem er fysisk tilgængelighed på uddannelsesstedet. Men et måske større problem er tilgængelighed i bred forstand, dvs. manglende samarbejde mellem hjælpesystemet og uddannelsesinstitutionerne, manglende vejledning om brugen af hjælpemidler, manglende viden om handicap hos lærere og vejledere.
 
Erfaringsbaseret viden
I august 2005 gennemførte Dansk Handicap Forbund (DHF) projektet ”Det kan lade sig gøre,” en telefonundersøgelse i landets 46 UU’er (Ungdommens Uddannelsesvejledning). Formålet var at kortlægge, hvordan vejledningen af unge med fysiske funktionsnedsættelser er organiseret i de forskellige vejledningsenheder, og hvordan vejledere er klædt på til at varetage vejledningsopgaverne for denne gruppe, herunder gennemførelsesvejledning.

Resultaterne af undersøgelsen viste, at vejledernes viden på handicapområdet er erfaringsbaseret, dvs. afhænger af, om de i deres professionelle arbejde har vejledt eller arbejdet med handicappede. De handicappede unge, der er integrerede i ”normalskoler”, bliver i de fleste tilfælde vejledt af almindelige vejledere og ikke kuratorer.

De fleste vejledere, særlig dem fra mindre områder, uden megen kontakt med handicappede, eller fra områder uden kuratorordning, efterspurgte mulighed for efteruddannelse eller mere viden om de forskellige handicaptyper og udannelsesmuligheder, samt erfaringsudveksling med vejledere og kuratorer, der har erfaring fra området.

I enkelte UU’er er vejledere gået i samarbejde med de amtslige handicapkonsulenter for at få fat i deres specialviden, før amterne forsvinder. Men de fleste steder er der foreløbig ikke blevet gjort særlig meget for at sætte fokus på gruppen handicappede normaltbegavede unge, nok fordi de i den nye vejledningsreform er kommet til at stå i skyggen af andre i gruppen ”Unge med særlige vejledningsbehov.”

Særlige behov
Ifølge den nye Vejledningsreform fra 2004 skal ”vejledning [-] i særlig grad målrettes unge med særlige behov for vejledning.” Hvad der helt konkret menes med ”særlige behov,” undlader loven klogeligt (?) at præcisere, og det er således op til de enkelte UU’er at fylde indhold i begrebet.

I de fleste kommuner er børn og unge med handicap inkluderet i gruppen med særlige vejledningsbehov: De har faktisk ret iøjnefaldende behov for en særlig vejledningsindsats, fx specialpædagogisk støtte i form af alternative pædagogiske metoder, hjælpemidler eller specialtilrettelagte uddannelser.

Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut foretog i 2001 en kortlægning af kommunernes vejledning af børn og unge med særlige behov (Mehlbye og Sørensen, 2001). Den viste, at det især er kommuner med en veldefineret kuratorfunktion, der yder en målrettet og intensiv indsats over for disse børn og unge. I de nye UU’er, som har en kuratorordning, er man bedre klædt på til at vejlede unge med handicap.

Gearet
Der er flere og flere unge med fysisk funktionsnedsættelse, som søger ind på landets gymnasier, erhvervsskoler og videregående uddannelser. Mange af dem har gået på almindelige folkeskoler, privatskoler og friskoler, og vil fortsætte deres studier i de samme baner som deres klassekammerater.

Men der kommer også handicappede elever fra specialskoler, som søger ind på almindelige gymnasier. Det er en positiv tendens, men ikke uden problemer, da det indebærer, at uddannelsesstedet kan specialindrettes og undervisningsforløbet tilrettelægges efter den handicappedes behov.

Det har nemlig vist sig, at mange uddannelsessteder ikke er gearede til at imødekomme de unge handicappedes behov, som resulterer i, at de kan have svært ved at begå sig i uddannelsessystemet. Et problem er fysisk tilgængelighed på uddannelsesstedet og skolernes fysiske indretning, og mange skoler er af økonomiske årsager nødt til at afslå de krav, som stilles af de handicappede unge eller deres handicapkonsulenter.

Et andet og måske større problem er tilgængelighed i bred forstand, fx manglende samarbejde mellem hjælpesystemet og uddannelsesinstitutionerne, manglende vejledning om brugen af hjælpemidler, manglende viden om handicap hos lærere og vejledere, og sidst, men ikke mindst, manglende integration af veluddannede unge med fysisk funktionsnedsættelse på arbejdsmarkedet.

Tilgængelighed og inklusion
Mange unge handicappede  har været glade for specialskoler, hvor de ikke har følt sig anderledes eller isolerede, mens andre ikke er tilfredse med at gå på specialskoler eller specialefterskoler, fordi disse uddannelser efter deres mening ikke er på fagligt højt niveau og ikke træner de unge i de sociale relationer og normer, der er gældende i de ”normales” verden. Derfor er det mere og mere almindeligt, at handicappede unge er integrerede i almindelige uddannelsesinstitutioner.

Unge med handicap er blevet mere selvbevidste og bedre til at stille krav til uddannelsens faglighed og til samfundet – vi har ret til at være her og få adgang til de samme muligheder som alle andre unge!

Integration af handicappede unge hjælper både på forståelsen af de handicappede unges behov, viden om handicap og accept af dem, der er anderledes, blandt ”normale” unge. Det er sværere at mobbe en person, når man ved, at hans eller hendes læsevanskeligheder eller mærkelige opførelse skyldes handicappet, og ikke at personen er dum.

Gør døren høj, gør porten vid
Mange handicappede unge må kæmpe mere end andre for at følge med fagligt. Hvis man oven i købet skal vente et halvt års tid på, at ens studiebøger bliver indlæst, kan man godt få lyst til at give op.

Det kræver ekstra energi og overskud at kommunikere med skoleledelsen og det offentlige systems repræsentanter, som ikke altid har den nødvendige faglige indsigt. Nogle sakker bagud i undervisningen pga. hospitalsindlæggelse, eller fordi myndighederne ikke kommer med det rette skoletilbud.

Handicappede unge bruger således meget energi på at læse og følge med, og de færreste har erhvervserfaring efter en endt uddannelse. De har simpelthen ikke ressourcer og tid til at tage et studiejob. Denne mangel på erhvervserfaring stiller dem sidst i jobsøgningskøen.

Før en virksomhed vil ansætte en handicappet person, vil de være sikre på, at personen er i stand til at arbejde. Her kan vejledning være med til at skabe adgang – hvis der er adgang til vejledningen - som beskrevet i Leonardo da Vinci-projektet, Opening Doors: Access to Vocational Guidance; se www.gla.ac.uk/avg, et internetbaseret træningsforløb for vejledere, som har til opgave at åbne døre for personer med særlige vejledningsbehov.

Nogle handicappede føler, at der ikke er plads til dem i det perfekte samfund, hvor fokus er på økonomisk vækst, konkurrencedygtighed og andre hårde værdier.

På De Samvirkendes Invalideorganisationers (DSI) konference ”Børn og unge med handicap taler ud” efterlyste unge med handicap brede døre på uddannelsessteder og arbejdspladser. Og ikke blot brede døre, hvor man kan komme ind med sin kørestol, men også mulighed for at tage den uddannelse, man har lyst til og efterfølgende blive accepteret og inkluderet på arbejdspladsen.

Vejledning og gennemførelse af uddannelse
Hvad kan vejledere gøre for at garantere, at den unge handicappede kan gennemføre den valgte uddannelse? Vejlederen skal besidde tilstrækkelig viden om den enkeltes situation, ressourcer og særlige behov, og vejledningen skal gennemføres i samsvar med arbejdsmarkedets krav om kvalifikationer og mulighed for beskæftigelse.

Men for at vejlede en elev med en fysisk funktionsnedsættelse forudsættes, at man som vejleder også er i besiddelse af specialviden, som findes på handicapområdet, eller i det mindste ved, hvor den kan hentes (fx hos en amtslig handicapkonsulent eller i de respektive handicaporganisationer), en god portion livsvisdom og evnen til at lytte.

Denne viden er afgørende for, at handicappets omfang og virkning på personens situation og mulighed kan afgrænses, og at fokus sættes på personens ressourcer.

Gennemførelsesvejledning OG udslusningsvejledning
Mange vejledere, som deltog i DHF’s undersøgelse, efterlyste dialog med andre uddannelsesvejledere, politikere og erhvervslivet ud fra perspektivet: Uddannelses- og jobmuligheder for handicappede.

Der er tale om samarbejde mellem gennemførelses- og udslusningsvejledning. Som gennemførelsesvejleder kan man ikke undgå at arbejde også med overgangen fra uddannelse til arbejdsliv. Det giver jo ingen mening at opfordre handicappede unge til at tage flotte, lange uddannelser, hvis samfundet ikke kan bruge dem, og de ikke kan integreres på arbejdsmarkedet.