Vi skal til at kysse den gamle verden farvel. Med strukturreformen og dens ændringer på beskæftigelsesområdet er mangt og meget under forandring. Intet i den offentlige sektor lades uforandret, og det stiller unægtelig store krav til os mennesker, der arbejder i den.
 
Mangen en medarbejder har haft den opgave at skulle opfordre, informere, vejlede, presse, motivere, dirigere og rådgive om dette eller hint inden for job og uddannelse. Nu er turen så kommet til os selv, nu er det os, der er i fokus for forandringer, opfordringer, pres, motivering osv. Kan vi så selv det, som vi i årevis har forventet og ønsket af andre?
 
Den nye ABC (nu helt uden A)
De nye jobcentre, B eller C, vil se dagens lys i løbet af 2006. Næsten 100 nye arbejdspladser, hvor godtfolk fra AF og kommunerne skal arbejde tæt sammen. Kan vi det? Kan vi møde den nye kollega med åbent sind? Eller har vi allerede nogle forudfattede meninger parat?

Som leder af to forsøg med de nye jobcentre har jeg oplevet og hørt lidt af hvert. Både opløftende og nedslående har det været. Det mest slående har nok været den stålsatte tro på egne evner og egen ufejlbarlighed, hvad enten man kom fra statssystemet eller fra den kommunale verden.
 
Nu skal janteloven ikke herske i dette indlæg, men en smule selvrefleksion er vel altid udviklende. Jeg vover pelsen og nævner den selvopfattelse, som rigtige vejledere og rådgivere ser ud til at have. En overbevist tiltro til, at metoden, man selv har lært, er den eneste rigtige. Vi alene vide! Man forstår klienten, den ledige, borgeren bedst. Man forstår sammenhængene mellem samfund og borger bedst.

Nu er det bare sådan, at der er rigtig mange andre, der dagligt taler med borgerne og de ledige, og kommer der så ulykker ud af det? Eller sker der flere fejlvalg på den baggrund? Hvem ved? I de nye jobcentre vil medarbejdere, der er kontorassistenter, formidlere, informatikassistenter, lærere, jurister, butiksassistenter, håndarbejdslærere, for blot at nævne nogle, møde vore kunder. Ofte uden en egentlig vejlederuddannelse lagt oveni.

De gør det faktisk meget godt alligevel. Selvfølgelig burde nogle opkvalificeres, så de forhåbentlig kunne fralægge sig en besynderlig vane med at lege mor for voksne ledige mennesker. Den adfærd har jeg dog også set hos adskillige uddannede vejledere og rådgivere.
 
Og lad os heller ikke glemme alle de mange arbejdsgivere, der stiller op som mentorer og praktikværter. Hovedreglen er, at ingen af dem er uddannede vejledere. Mit indtryk herfra er, at mange arbejdsgivere klarer opgaven særdeles godt, fordi de stiller krav om en arbejdsadfærd hos den ledige og påtager sig ansvaret for, at mange især langtidsledige får lært/genlært en hensigtsmæssig adfærd.

Køkkenbordets kraft
Det er utopi at tro, at alting går gruelig galt, når andre end proff’er har fingrene i de ledige. Faktisk gik det ganske godt i forsøgene, hvor enhver ansat uanset baggrund i AF eller kommune, kunne/skulle tale med alle slags ledige.

Hvorfor så det? Af den simple grund, at de fleste af vore beslutninger træffes i samvær med andre end en offentlig ansat, oftest hjemme ved køkkenbordet og ofte ud fra helt andre værdier end dem, regeringen og andre styringsorganer ønsker. Man spørger sin ægtefælle, sine forældre og sine venner om råd. Den økonomiske vinkel (tryghed!) er tilsyneladende også meget stærk. En anden grund til, at det gik godt, kunne måske være den, at når du er ny i faget, er du mere ydmyg og spørgende.

Enarmet vinduespudser
Lad mig give et par eksempler fra den virkelige verden: Min tidligere vinduespudser var en yngre mand, der efter en voldsom bilulykke mistede det ene ben og fik lammet den ene arm. Det bemærkelsesværdige i den historie er, at han først blev vinduespudser efter ulykken. Gad vide, hvem der har lavet den plan for ham?

Et andet eksempel er dette om gynækologen, der simpelthen ikke orkede flere …….(fyld selv ud), og som så blev grønt cykelbud og meget lykkelig. Sikken en plan! Eller hvad med skolelæreren, der blev træt af bogstaver og som 50-årig gik i lære som tømrer?

Nu kan disse eksempler i sig selv ikke bruges som en endegyldig dokumentation for noget som helst, men blot tjene som sjove eksempler på mangfoldighed i vor gøren og laden. Og det er i virkeligheden mit ærinde, nemlig at lade tvivlen råde og lade det anderledes få plads. Brug tiden på at lytte (en gammel vejlederdyd!) og på at lære nyt. Og tænk på, at fornuften næsten ikke er i spil.

Er der mon en pointe?
Min pointe er ikke, at læring og uddannelse er af det onde. Tværtimod mener jeg, at de metoder, som uddannede vejledere kan, er gode og brugbare. Men hold det faktum for øje, at menneskets veje er uransaglige, og at vi som ansatte kun hører en lille del af historien. De mange, mange andre, som vejleder, støtter, informerer, opmuntrer, stiller krav osv. kan også noget. Måske de hører en helt anden historie end dig selv. Måske arbejdsgiveren hører noget helt tredje. Vore værdier er jo så forskellige.

Og husk så på køkkenbordets kraft! Husk også på, at de nye kolleger, vi alle skal til at forholde os til i de nye jobcentre, også kan noget værdifuldt og måske ligefrem er gode til deres arbejde, og at de også kan nå fine resultater. Vid, at I kan lære noget, hvis I vil og tør. Det er alle tiders mulighed!