Kort tekst:
Instruktion, oplæring, undervisning, feedback, medarbejderudviklingssamtaler og karriererådgivning – og måske filosofisk vejledning og eksistentiel psykoterapi: er alt dette coaching?
Person:
Billede: 
Navn:
Michael Højlund Larsen
E-mail:
Titel:
Studieleder, CEUS Handelshøjskolecenter
Arbejdssted:
Fotoreportage:
Lang tekst:
Den gode coach – hvad er det?
Coaching er i dag overskrift for en mangfoldighed af forskellige samtaler i både arbejds- og privatlivet. Det gør det svært at definere coaching og dermed en coach entydigt. I denne artikel argumenteres der for en forståelse af coaching som en situationsbestemt samtalepraksis forklaret gennem forskellige coachroller.
Coaching – et begreb uden grænser?
Udviklingen inden for coaching i erhvervslivet i Danmark er gennem de seneste tre år undersøgt i Coaching Analysen 2005. Af analysen fremgår det, at ledere i stigende grad både udøver og selv modtager coaching. Men kun en tredjedel af virksomhederne i analysen, vurderes at have en fælles opfattelse af, hvad coaching er.
Jeg vil påstå, at coaching i dag dækker over et hav af forskellige samtaler lige fra traditionel instruktion, oplæring, undervisning og feedback over medarbejderudvikling og karriererådgivning til samtaler, der nærmer sig filosofisk vejledning og eksistentiel psykoterapi.
En coach er ingen garanti for coaching!
Når en samtale kaldes for coaching, og når mennesker betegner sig selv som coaches, kan der være god grund til at være på vagt. Der findes desværre ingen garanti for hverken form, indhold eller etik i disse samtaler.
Der er i dag et mangfoldigt udbud af coachingkurser. Nogle kurser kaldes ligefrem for masteruddannelser uden dog at være tilknyttet et universitet. Vi har endnu den første offentligt godkendte coachuddannelse til gode i Danmark. En af de danske uddannelser, der nærmer sig en egentlig coachinguddannelse, er Masteruddannelsen i Vejledning, der udbydes af Danmarks Pædagogiske Universitet.
Certificering som coach
For retfærdighedens skyld skal det dog nævnes, at for eksempel International Coach Federation (ICF), der er en af de største internationale medlemsorganisationer for coaches, har deres eget akkrediteringssystem. Her stilles der blandt andet krav til omfanget af den undervisning og den praktik, som en coach skal have gennemført for kunne opnå en certificering.
På ICF’s hjemmeside kan man ud over deres krav til certificering læse mere om foreningens definition på coaching, deres etiske retningslinjer m.v.
Coaching – "an offer you can’t refuse"
Coaching er desværre ikke altid noget, det enkelte menneske vælger af egen fri vilje. Både på uddannelser og i mange virksomheder er coaching et tilbud, man ikke uden videre kan takke nej til. Her er for mig at se en meget vigtig etisk problemstilling, der skal håndteres i forbindelse med coaching. Er coaching, der foregår på grund af en eller anden form for tvang, overhovedet coaching? Jeg mener, at coaching er en frivillig relation, der bør indledes med en afklaring af, hvad coachen forstår ved coaching inklusiv en forklaring og gerne demonstration af den tilhørende praksis. Uden dette grundlag har den, der søger coaching, ikke en reel mulighed for at sige til eller fra.
Hvad er coaching i praksis?
Men hvad er coaching egentlig for en praksis? Kort fortalt mener jeg, at coaching handler om at hjælpe andre mennesker til at afklare de mål, de ønsker at nå, samt de handlinger, det kræver at nå disse mål. Derfor vil handlingsplaner i en eller anden form ofte være det synlige resultat af coaching. Coaching er i denne forståelse velegnet både i forhold til enkeltpersoner og grupper. På mange måder ligner coaching således - set med mine øjne - flere former for proceskonsultation og vejledning.
Er coaching andet og mere end gode spørgsmål?
En coach kan forstås som en hjælper, der ofte på bedste sokratiske vis via spørgsmål sørger for, at det andet menneske bliver afklaret omkring sine mål og de handlinger, det kræver at nå disse mål. Men kan alle mennesker alene via spørgsmål hjælpes til selv at finde svar på de spørgsmål, der er på spil? Det er jeg langt fra sikker på! Og det er min erfaring, at en idealistisk tilgang til coaching som fx den sokratiske i mange tilfælde kræver en pragmatisk praksis for at være effektiv.
Coachens forskellige roller
Jeg har oplevet, at coaching efterspørges af mange forskellige mennesker med forskellige udfordringer i forskellige omgivelser. Hvis coaching skal kunne rumme disse udfordringer, er der behov for, hvad jeg vil kalde situationsbestemt coaching. Jeg vil derfor argumentere for, at den gode coach magter at indtage flere forskellige roller, som jeg herunder tegner en skitse til.
På denne måde vil der – også inden for den enkelte coachingsamtale – være plads til en række forskellige praksisser, der samlet kan betegnes som coaching.
Rollen som "mål- og handlingsorienteret sokrat"
Coaching handler blandt andet om at hjælpe andre til at få øje på deres vigtigste mål og de handlinger, det kræver at nå dem. Når denne opgave er i spil, vil coachens rolle handle om at stille spørgsmål i en sokratisk og dermed "ikke-vidende" ånd.
Rollen som "filosof"
I rollen som filosof hjælper coachen den anden til at blive mere klar på de filosofiske temaer, der er centrale i de mål, handlinger og problemstillinger, som samtalen handler om. Her bidrager coachen ud over spørgsmål også gerne med sine egne tanker i forhold til filosofiske temaer som for eksempel: Hvad er et godt arbejde? Hvad er fritid? Hvad er god ledelse? Hvad er et godt liv? Disse filosofiske undersøgelser vil typisk være med til at afklare den andens grundantagelser og værdier.
Rollen som "træner"
De fleste coaches er kun med, når det gælder refleksioner i forhold til praksis. Jeg har som coach også været med i praksis og oplevet blandt andet ledere, når de udøver ledelse. Mine observationer har givet et fantastisk godt fundament for efterfølgende at kunne give en konkret feedback og foreslå målrettede øvelser i forhold til de centrale temaer i coachingen. Jeg vil således argumentere for, at trænerrollen også har sin berettigelse i coaching.
Rollen som "indpisker"
Det er min erfaring, at mange mennesker, der søger coaching, kan have glæde af at forpligte sig over for et andet menneske i forhold til deres konkrete arbejde med udvalgte problemstillinger. Coachen kan derfor også med fordel indtage rollen som indpisker og dermed være den, der presser på, følger op og konfronterer den anden med den handlingsplan, der tidligere er blevet aftalt.
Rollen som "sparringspartner"
Mange coaches arbejder ud fra den overbevisning, at en coach hjælper alene ved at stille spørgsmål. Sådan arbejdede jeg også en gang, men det gør jeg ikke mere. Jeg har gentagne gange oplevet, hvordan det kan hjælpe, at en coach bliver tydelig og tilkendegiver, hvad han eller hun selv tænker eller mener om et emne. Men det skal foregå i en dialogisk og dermed nysgerrig og undersøgende ånd. På denne måde kan man som coach give den anden en konkret sparring i form af sine egne tanker i forhold til samtalens tema.
Situationsbestemt coaching – en pragmatisk men ideel praksis?
Min grundlæggende idé med betegnelsen situationsbestemt coaching er, at en coach ud fra den givne situation skal vælge en passende blanding af de forskellige coachroller. Den givne situation er blandt andet bestemt gennem det menneske, der søger coaching, det tema, der arbejdes med og ikke mindst coachen selv. Med denne tilgang skal en coach ikke vælge den ene eller den anden rolle, men derimod den til enhver tid bedste balance mellem de forskellige roller.
Er al samtale situationsbestemt?
Man kan med rette spørge, om ikke al samtale er situationsbestemt. Og det mener jeg faktisk er tilfældet. Men jeg mener samtidig, at en coach ved at træffe pragmatiske og kvalificerede valg i den enkelte samtale kan øge kvaliteten af coaching betragteligt. Idéen om de forskellige roller kan måske tjene et formål i denne sammenhæng.
Coaching er i dag overskrift for en mangfoldighed af forskellige samtaler i både arbejds- og privatlivet. Det gør det svært at definere coaching og dermed en coach entydigt. I denne artikel argumenteres der for en forståelse af coaching som en situationsbestemt samtalepraksis forklaret gennem forskellige coachroller.
Coaching – et begreb uden grænser?
Udviklingen inden for coaching i erhvervslivet i Danmark er gennem de seneste tre år undersøgt i Coaching Analysen 2005. Af analysen fremgår det, at ledere i stigende grad både udøver og selv modtager coaching. Men kun en tredjedel af virksomhederne i analysen, vurderes at have en fælles opfattelse af, hvad coaching er.
Jeg vil påstå, at coaching i dag dækker over et hav af forskellige samtaler lige fra traditionel instruktion, oplæring, undervisning og feedback over medarbejderudvikling og karriererådgivning til samtaler, der nærmer sig filosofisk vejledning og eksistentiel psykoterapi.
En coach er ingen garanti for coaching!
Når en samtale kaldes for coaching, og når mennesker betegner sig selv som coaches, kan der være god grund til at være på vagt. Der findes desværre ingen garanti for hverken form, indhold eller etik i disse samtaler.
Der er i dag et mangfoldigt udbud af coachingkurser. Nogle kurser kaldes ligefrem for masteruddannelser uden dog at være tilknyttet et universitet. Vi har endnu den første offentligt godkendte coachuddannelse til gode i Danmark. En af de danske uddannelser, der nærmer sig en egentlig coachinguddannelse, er Masteruddannelsen i Vejledning, der udbydes af Danmarks Pædagogiske Universitet.
Certificering som coach
For retfærdighedens skyld skal det dog nævnes, at for eksempel International Coach Federation (ICF), der er en af de største internationale medlemsorganisationer for coaches, har deres eget akkrediteringssystem. Her stilles der blandt andet krav til omfanget af den undervisning og den praktik, som en coach skal have gennemført for kunne opnå en certificering.
På ICF’s hjemmeside kan man ud over deres krav til certificering læse mere om foreningens definition på coaching, deres etiske retningslinjer m.v.
Coaching – "an offer you can’t refuse"
Coaching er desværre ikke altid noget, det enkelte menneske vælger af egen fri vilje. Både på uddannelser og i mange virksomheder er coaching et tilbud, man ikke uden videre kan takke nej til. Her er for mig at se en meget vigtig etisk problemstilling, der skal håndteres i forbindelse med coaching. Er coaching, der foregår på grund af en eller anden form for tvang, overhovedet coaching? Jeg mener, at coaching er en frivillig relation, der bør indledes med en afklaring af, hvad coachen forstår ved coaching inklusiv en forklaring og gerne demonstration af den tilhørende praksis. Uden dette grundlag har den, der søger coaching, ikke en reel mulighed for at sige til eller fra.
Hvad er coaching i praksis?
Men hvad er coaching egentlig for en praksis? Kort fortalt mener jeg, at coaching handler om at hjælpe andre mennesker til at afklare de mål, de ønsker at nå, samt de handlinger, det kræver at nå disse mål. Derfor vil handlingsplaner i en eller anden form ofte være det synlige resultat af coaching. Coaching er i denne forståelse velegnet både i forhold til enkeltpersoner og grupper. På mange måder ligner coaching således - set med mine øjne - flere former for proceskonsultation og vejledning.
Er coaching andet og mere end gode spørgsmål?
En coach kan forstås som en hjælper, der ofte på bedste sokratiske vis via spørgsmål sørger for, at det andet menneske bliver afklaret omkring sine mål og de handlinger, det kræver at nå disse mål. Men kan alle mennesker alene via spørgsmål hjælpes til selv at finde svar på de spørgsmål, der er på spil? Det er jeg langt fra sikker på! Og det er min erfaring, at en idealistisk tilgang til coaching som fx den sokratiske i mange tilfælde kræver en pragmatisk praksis for at være effektiv.
Coachens forskellige roller
Jeg har oplevet, at coaching efterspørges af mange forskellige mennesker med forskellige udfordringer i forskellige omgivelser. Hvis coaching skal kunne rumme disse udfordringer, er der behov for, hvad jeg vil kalde situationsbestemt coaching. Jeg vil derfor argumentere for, at den gode coach magter at indtage flere forskellige roller, som jeg herunder tegner en skitse til.
På denne måde vil der – også inden for den enkelte coachingsamtale – være plads til en række forskellige praksisser, der samlet kan betegnes som coaching.
Rollen som "mål- og handlingsorienteret sokrat"
Coaching handler blandt andet om at hjælpe andre til at få øje på deres vigtigste mål og de handlinger, det kræver at nå dem. Når denne opgave er i spil, vil coachens rolle handle om at stille spørgsmål i en sokratisk og dermed "ikke-vidende" ånd.
Rollen som "filosof"
I rollen som filosof hjælper coachen den anden til at blive mere klar på de filosofiske temaer, der er centrale i de mål, handlinger og problemstillinger, som samtalen handler om. Her bidrager coachen ud over spørgsmål også gerne med sine egne tanker i forhold til filosofiske temaer som for eksempel: Hvad er et godt arbejde? Hvad er fritid? Hvad er god ledelse? Hvad er et godt liv? Disse filosofiske undersøgelser vil typisk være med til at afklare den andens grundantagelser og værdier.
Rollen som "træner"
De fleste coaches er kun med, når det gælder refleksioner i forhold til praksis. Jeg har som coach også været med i praksis og oplevet blandt andet ledere, når de udøver ledelse. Mine observationer har givet et fantastisk godt fundament for efterfølgende at kunne give en konkret feedback og foreslå målrettede øvelser i forhold til de centrale temaer i coachingen. Jeg vil således argumentere for, at trænerrollen også har sin berettigelse i coaching.
Rollen som "indpisker"
Det er min erfaring, at mange mennesker, der søger coaching, kan have glæde af at forpligte sig over for et andet menneske i forhold til deres konkrete arbejde med udvalgte problemstillinger. Coachen kan derfor også med fordel indtage rollen som indpisker og dermed være den, der presser på, følger op og konfronterer den anden med den handlingsplan, der tidligere er blevet aftalt.
Rollen som "sparringspartner"
Mange coaches arbejder ud fra den overbevisning, at en coach hjælper alene ved at stille spørgsmål. Sådan arbejdede jeg også en gang, men det gør jeg ikke mere. Jeg har gentagne gange oplevet, hvordan det kan hjælpe, at en coach bliver tydelig og tilkendegiver, hvad han eller hun selv tænker eller mener om et emne. Men det skal foregå i en dialogisk og dermed nysgerrig og undersøgende ånd. På denne måde kan man som coach give den anden en konkret sparring i form af sine egne tanker i forhold til samtalens tema.
Situationsbestemt coaching – en pragmatisk men ideel praksis?
Min grundlæggende idé med betegnelsen situationsbestemt coaching er, at en coach ud fra den givne situation skal vælge en passende blanding af de forskellige coachroller. Den givne situation er blandt andet bestemt gennem det menneske, der søger coaching, det tema, der arbejdes med og ikke mindst coachen selv. Med denne tilgang skal en coach ikke vælge den ene eller den anden rolle, men derimod den til enhver tid bedste balance mellem de forskellige roller.
Er al samtale situationsbestemt?
Man kan med rette spørge, om ikke al samtale er situationsbestemt. Og det mener jeg faktisk er tilfældet. Men jeg mener samtidig, at en coach ved at træffe pragmatiske og kvalificerede valg i den enkelte samtale kan øge kvaliteten af coaching betragteligt. Idéen om de forskellige roller kan måske tjene et formål i denne sammenhæng.
Tidsskriftsnr.:
2006 nr. 1
Publiceringsdato:
09-01-2006
Kommentarer
Kommentarlink:
Kommenter link:
kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz Annexstræde 5 2500 Valby T: 7228 2826 E: kundeservice@schultz.dk
Indstillinger for cookie-samtykke
Indstillinger for cookie-samtykke