Realkompetence og vejledning
Når talen falder på realkompetence, følger næsten automatisk sloganet Det kan du, som regeringen koblede på i deres lancering af begrebet i 2004. Realkompetencer er altså mere end det, vi har papir på, det er mere end det, vi har lært, det er alt det, som vi kan.

Realkompetence bindes som oftest sammen med andre ord såsom afklaring, vurdering og anerkendelse. Ord, som hver for sig, henviser til et bestemt sted i det, jeg vælger at kalde realkompetenceprocessen. Dette for at fremhæve, at det netop er en proces med mange led, som alle skal fungere for, at vi meningsfuldt kan tale om, at realkompetence kan være medvirkende til at forbedre den enkeltes levevilkår og landets økonomi, sådan som det forventes af flere aktører.

I artiklen her undersøger jeg, hvilken rolle forskellige aktører tilskriver vejledningen i forbindelse med realkompetenceprocessen? Et analysespørgsmål, som jeg vil berøre i denne artikel, og som foldes ud i min kommende ph.d.-afhandling om vejledningens rolle i forbindelse med kompetenceafklaring, hvor aktørernes overvejelser og ønsker til vejledningen suppleres med en empirisk, kvalitativ analyse af brugernes ønsker til vejledning i forbindelse med kompetenceafklaring.

Hvilke aktører er på banen?
I rapporten Forstudie af Validering af realkompetence fra 2004 angives bl.a. Undervisningsministeriet, Beskæftigelsesministeriet samt Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration som aktører på centralt niveau. På arbejdsmarkedsniveau fremhæves LO, især HK, men også DA nævnes. For uddannelsesinstitutioners vedkommende fremhæves AMU-uddannelserne og erhvervsuddannelserne, inkl. voksenerhvervsuddannelserne og GVU (grunduddannelse for voksne).

Nu skriver vi 2006, og siden analysen fra 2004 har flere aktører meldt sig på banen. Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS) har nedsat et realkompetenceforum, som beskæftiger sig med folkeoplysningens rolle og muligheder i forbindelse med realkompetence, ligesom de søger at udvikle dokumentationsværktøjet kompetenceprofilen til brug for kompetenceafklaring i folkeoplysningen.

Ydermere har Trepartsudvalget om livslang uddannelse og opkvalificering for alle på arbejdsmarkedet udgivet sin rapport, hvor vejledning og realkompetence, som nævnt i Peter Plants indledning, er centrale og tilbagevendende temaer.

Realkompetence tjener mere end den enkeltes interesser
Med sit debatoplæg "Det du kan – på sporet af Danmarks skjulte kompetencer" placerer regeringen sig som en central midtbanespiller på realkompetencebanen. I debatoplægget beskrives målet som "at sætte en ny dagsorden for diskussionen af danskernes kompetencer – og at sætte et nationalt udviklingsarbejde i gang (UVM 2005:3)." Regeringen fremhæver anerkendelse af realkompetencer som ét svar på tre udfordringer, nemlig at styrke den enkeltes udviklingsmuligheder, at styrke virksomheder og arbejdspladsers omstilling og at styrke Danmarks fremtidige velfærd.

Anerkendelse af realkompetencer handler altså om meget mere end kompetencer som noget, den enkelte besidder. Kompetencer bliver i denne forståelse også i stor udstrækning i andres interesse at realisere som eksempelvis virksomhedernes interesse og Danmarks interesse. Læses debatoplægget med henblik på at undersøge, hvordan regeringen tænker omkring vejledningens rolle, nævnes vejledning kun et sted, og det er under beskrivelsen af de konkrete udfordringer for uddannelsessektoren, hvor følgende spørgsmål rejses:

• Hvilke krav bør der være til en sammenhængende proces for vejledning, dokumentation, vurdering og anerkendelse?
• Hvordan kan uddannelsesinstitutionerne udvikle deres vejlednings- og lærerkompetencer, så anerkendelse af realkompetence indgår logisk i organiseringen og den pædagogiske udvikling af undervisningen? (UVM 2005:19).

Undervisningsministeriet peger altså på nødvendigheden af en sammenhængende proces, som indeholder forskellige aktiviteter, hvor vejledning nævnes i sammenhæng med, men også som noget anderledes end dokumentation og vurdering. Ydermere fremhæver Undervisningsministeriet et ønske om at udvikle uddannelsesinstitutionernes vejledningsaktiviteter.

Realkompetencevurdering er en ret for den enkelte
Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS 2005) har i et åbent brev til Undervisningsminister Bertel Haarder udtrykt sit syn på vejledning i forbindelse med realkompetence. DFS kommer i brevet med en række forslag om bl.a.: 

• Oprettelse af en pulje til forsøg med realkompetence og på sigt et nationalt system for anerkendelse af realkompetence
• Sikring af den enkelte borgers adgang til realkompetenceafklaring og - dokumentation, hvor folkeoplysningen fokuserer på, at realkompetenceafklaring skal være en ret for den enkelte, men ikke en pligt
• Uafhængige vurderingsinstanser – regionalt og lokalt. Dette kunne gøres som en integreret del af regionale centre for voksenvejledning
• Kvalitetssikring, som skal sikre hensigtsmæssige og relevante metoder, rammer og målsætninger for realkompetenceprocessen.

Dansk Folkeoplysnings Samråds argumenter vægter i stor udstrækning den enkeltes interesser. Dette ses især ved, at de i deres argumenter peger på realkompetencevurdering som en ret for den enkelte.

Realkompetence skal ikke erstatte voksen- og efteruddannelse
LO var meget tidligt på banen med et udspil om realkompetence og udgav allerede i 2003 hæftet "Vurdering af realkompetencer – du har mere i bagagen end du tror". LO’s udspil adskiller sig ved at sætte fokus på potentielle problemer og muligheden for uhensigtsmæssig brug af realkompetencebegrebet. LO gør bl.a. opmærksom på at:

• Realkompetencevurdering gør det muligt for staten at spare på udgifterne til uddannelse, men alligevel få opkvalificeret arbejdskraften
• Realkompetencevurdering ikke må føre til nedskæring af hverken virksomhedernes, organisationernes eller det offentliges budgetter for efteruddannelse
• Realkompetencevurdering medfører en risiko for en overvurdering af den såkaldte praksislæring, for derved at kunne spare på uddannelsesudgiften (LO 2003:6).

LO skriver yderligere, at realkompetencevurdering kan lede til en individualisering af ansvaret for ens egen udvikling gennem arbejdet, og er man uheldig at være på en arbejdsplads, hvor man ikke lærer meget af arbejdet, så er det bare ærgerligt, skriver LO og peger hermed på arbejdspladsernes ansvar for, at udviklingen af arbejdet og muligheden for realkompetenceudvikling i arbejdet sker i en demokratisk form (LO 2003:7).

Også i LO's udspil ser vi en vægtning af den enkeltes interesser, men også trusler forbundet med realkompetencevurdering fremhæves.

En stille aktør med erfaring
En anden aktør synliggøres med et klik på www.kompetenceafklaring.dk. Her kan man læse, at Arbejdsmarkedsstyrelsen har oprettet fem centre for kompetenceafklaring for flygtninge og indvandrere. Det beskrives også, at

"Videnscentrene løbende indsamler informationer om de mange forskellige målgrupper og behov for kompetenceafklaring, der er hos myndighederne, så eventuel mangel på bestemte kompetenceafklaringstilbud og metoder kortlægges. På den baggrund kan videnscentrene være med til at sikre et passende udbud af kompetenceafklaringstilbud hos uddannelsesinstitutioner eller virksomhederne."

Her ses et eksempel på kompetenceafklaring, som tilsyneladende kører som en uafhængig, parallel praksis til realkompetenceprocessen. Det vil være nærliggende at pege på, at konkrete erfaringer med organisering af et system til kompetenceafklaring og vejledning kunne høstes her.

Livslang opkvalificering og uddannelse for alle på arbejdsmarkedet
De ovenstående aktører berøres alle i trepartsudvalgets hovedrapport (bind 2), hvor realkompetence nævnes 150 gange og vejledning 85 gange, og særligt realkompetence tilskrives store muligheder i forhold til livslang læring. Set i lyset af denne artikels ærinde er det, som særligt skiller sig ud, at trepartsudvalget konkluderer, at muligheden for realkompetencevurdering i sig selv kan virke motiverende for menneskers lyst til at deltage i efteruddannelse (FM 2006: 398).

Konklusionerne i hovedrapporten bygger på flere delrapporter, hvoraf en af dem er en kvalitativ analyse af motivation og barrierer for ansatte i forhold til deltagelse i VEU. Denne rapport giver os et indblik i, hvilken rolle vejledningen skal spille i forbindelse med kompetenceafklaring set fra den voksnes perspektiv og behov. Jeg gengiver tre centrale konklusioner fra delrapporten:

• Interviewene viser behovet for en neutral og uvildig instans, der kan vejlede voksne om deres uddannelses- og jobmuligheder. Dette vil være en stor støtte for denne målgruppe til at skabe gennemsigtighed i forhold til, hvilke handlemuligheder de har i forhold til deltagelse i VEU.
  
  
• Fagforeninger kan blandt andet etablere ordninger med uddannelsesambassadører på arbejdspladserne.
  
  
• Vi mener, at systematisk uddannelsesplanlægning i virksomhederne kunne være vejen frem til at sikre, at flere medarbejdere deltager i VEU (Holsbo m.fl. 2005:9).

Ydermere beskriver rapporten, at det kan virke meget uoverskueligt for ikke-faglærte medarbejdere at skulle gå i gang med uddannelse, derfor finder Holsbo m.fl. det centralt, at:

• Ikke-faglærte får mulighed for at blive realkompetencevurderet
• Afdækning af medarbejdernes kompetencer kan give større selvtillid
• Realkompetenceafdækningen er helt central i afklaringen af medarbejderens uddannelsesbehov
• Realkompetencevurderingen kan få betydning for omfanget af uddannelsesaktiviteter og lette adgangen til kvalifikationer.

Holsbo konkluderer på den baggrund, at muligheden for realkompetencevurdering i høj grad kan være med til at motivere medarbejderen til at deltage i VEU. (Holsbo m.fl. 2005:10)

Og så til vejledningens rolle
Ser vi opsummerende på centrale aktørers udtalelser om vejledningens rolle i forbindelse med kompetenceafklaring, ser vi, at vejledningen tilskrives følgende roller:

• At hjælpe den enkelte til at skaffe sig overblik over efteruddannelsesmuligheder
• At støtte den enkelte i at træffe beslutning om og gennemføre efteruddannelse
• At hjælpe til at identificere, afklare og dokumentere realkompetencer
• At hjælpe virksomheder med at skabe interesse for efteruddannelse blandt medarbejderne, eksempelvis ved at uddanne uddannelsesambassadører
• At vejlede virksomheder i tilrettelæggelsen af efteruddannelse.

Centrale aktører vægter forskellige dele af vejledningsprocessen i forbindelse med realkompetence. De forbinder hver især vejledningen til forskellige elementer i det, som jeg benævner realkompetenceprocessen. Når jeg finder det vigtigt at fremhæve det processuelle aspekt, er det fordi, det gør det muligt at undersøge, om vejledningen kan og skal spille forskellige roller alt efter, hvilket element i realkompetenceprocessen vejledningen knytter sig til.

Systematiseres de elementer, som de centrale aktører på hver deres måde knytter vejledningen an til, fremkommer følgende model for realkompetenceprocessen:

Realkompetenceprocessen

• Motivation
• Visitation
• Identifikation
• Afklaring
• Dokumentation
• Vurdering
• Anerkendelse

Hver for sig tilføjer de forskellige aktører forskellige elementer til realkompetenceprocessen. Elementer, hvori vejledning kan spille en meget forskellig rolle. Derfor vil det, med udgangspunkt i denne analyse, give nye muligheder at tale om en realkompetenceproces frem for blot realkompetence.

Fokuserer vi på, at realkompetencebegrebet indgår i en proces, kan de forskellige elementer i processen gribes forskelligt an, og den viden kan tilføre nye nuancer til diskussionen om, hvordan realkompetencebegrebet kan omsættes til praksis på en måde, hvor den enkelte voksne får en tydelig, overskuelig og kvalitetssikker adgang til alle dele af realkompetenceprocessen, sådan som centrale aktører ønsker det.

Ekskurs
Hvad der også bliver tydeligt i analysen af centrale aktørers holdninger er, at der er en diskrepans i aktørernes kapacitet i forhold til at påvirke debatten. Flest taler med en politisk stemme, hvoraf nogle søger at advokere for den enkelte voksnes perspektiv og interesser. Derimod er vejledernes, de professionelles stemme i denne debat ikke blandt de tydeligste. Ovenstående analyse viser, at vejledningen forventes at spille en central rolle i realkompetenceprocessen, derfor vil det være væsentligt for debattens nuancer, at også vejlederne, med professionens viden og ekspertise, melder sig på banen som centrale midtbanespillere.

Når jeg i artiklen alligevel peger på, at der til trods for trængslen på midterbanen og de mange bolde, der er i spil, alligevel ikke scores nogle mål, hænger det sammen med, at en reform af voksenvejledningen fortsat afventer politisk udmelding om struktur, metode og finansiering.